![]()
|
Amalgam- og kviksølvforgiftningSygdom på grund af amalgamforgiftning - også kaldt mikromerkurialisme og kronisk kviksølvforgiftning - er mere udbredt end tidligere antaget. I et åbent brev til den svenske regering i 1981 har neurobiologen Matts Hanson betegnet den som "en forgiftningskatastrofe af meget stor betydning". Det han refererer til er forekomsten af et bredt spektrum af sygdomstilstande, - f.eks. reumatoid arthritis, fibromyalgi, ulcerativ colitis, Crohn´s sygdom, multipel sklerose, Alzheimers, ALS, epilepsi, allergier, m.fl. - hvor der foreligger skriftlige meddelelser om personer, som får det bedre eller bliver helt raske efter amalgamudskiftning. (1, 2) Uanset om nogle eksperter afviser ideen at der findes en kausal sammenhæng,3 vil man i lægelig praksis ikke sjældent opleve amalgamforgiftning som en medicinsk realitet. (4) Den svenske prof. dr.med. Frederik Berglund har netop udgivet en bog med 245 tilfælde af amalgamforgiftning beskrevet i videnskabelige journaler over 150 år fra 1844 til 1993. Symptomer, immunologiske undersøgelser, dentalbehandling og forløb analyseres, hvorefter 3 patogenetiske mekanismer diskuteres: (1) dosis-relateret toksisitet; (2) immundefekter (immunsuppression, autoimmunitet, hypersensitivitet typer 1-4); (3) elektrogalvanisk påvirkning af gingiva og mucosa medførende leukoplakia og lichen planus. (5) I hvert eneste tilfælde er amalgamudskiftning fælles nævneren, som fører til forbedring eller forsvinden af symptomer. I Norge har speciellæge Harald Hamre gennemgået 619 videnskabelige artikler i en bog om helbredsrisikoen med amalgamfyldninger, og konkluderet at mikromerkurialisme kan være medvirkende til alvorlige sygdomme, - bl.a. MS, Alzheimers demens, fosterskader og kronisk træthedssyndrom. (6) Kviksølv fordamper fra amalgamoverflader ved tygning, og ophobes herefter som et giftigt affald i kroppen, specielt i nervesystemet.7 Efter en vis tid kan symptomer såsom eretisme (abnorm træthed, indre uro, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, forvirring), (8) svimmelhed, hovedpine, muskel-/ledsmerter, mave-tarmforstyrrelser, kroniske bihulebetændelser og allergiske problemer opstå. Udover den ovennævnte tilstand kronisk kviksølvforgiftning, foreligger visse sygdomme, hvor mistanken om at kviksølv fra amalgam kan være en hovedårsag, synes nær en sandsynliggørelse. Alzheimers med senil demens er et dramatisk eksempel. I 1990 ventilerede amerikanske forskere for første gang muligheden for, at kviksølvforgiftning kunne forklare den alarmerende stigning i tilfælde af Alzheimers sygdom. Et forskningshold under ledelsen af prof. Boyd Haley påviste at kviksølvindholdet på obducerede Alzheimers patienter var ekstremt forhøjet i det hjerneområde, hvor man i forvejen ved at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt, - nucleus basalis of Meynert. (9) På nuværende tidspunkt er Kentucky-gruppen langt fremme i den biokemiske kortlægning af de reaktionsveje, som ligger til grund for kviksølvforvoldte hjerneskader.10 I takt med det amerikanske gennembrud, har europæiske forskere bekræftet kviksølv/amalgam's betydning som en potentiel kilde for etiologien af Alzheimers sygdom. (11) Kroniske metalforgiftninger er ofte ikke ledsaget af et typisk sæt af symptomer. Diagnosen er derfor en af de vanskeligere opgaver inden for lægepraksis.12 Derved er patienter som udsættes for kronisk kviksølv påvirkning tvunget til at gennemgå en længere periode med problemer inden den rigtige diagnose og behandling igangsættes.(13) Hele denne problematik ses tydeligt i Jepsen et al's debatindlæg i Ugeskrift for Læger den 27.03.95,14 hvor de refererer til seks patienter med mange subjektive symptomer men uden relevante fund eller klassisk tegn på kviksølv påvirkning. De mistænkes for "funktionel overbygning eller regulær psykisk sygdom", som forklaring på deres tilstand. Som andre forfattere i lignende tilfælde har påpeget, begår de arbejdsmedicinske læger to almindelige fejl:
Ifølge flere internationalt anerkendte eksperter er en mobilisationstest påkrævet i udredning af disse patienter, da niveauet af kviksølv eksponering bedst kan kvantiteres med analysen af urin både før og efter administration af stoffet 2,3-dimercapto-propan-1-sulfonat (DMPS). (19, 20, 21, 22, 23) Uden et kelerende stof vil det ophobede metal i de forskellige væv ikke vise sig i urin24 eller blod. (25). Udover sin diagnostiske betydning, er DMPS et vigtigt behandlingsmiddel. Ved kronisk kviksølvforgiftning, hvor skaden i nervesystemet er primær, har DMPS-terapi forbedret neurasteniske symptomer såsom søvnforstyrrelser, nervøsitet, hovedpine, paræstesier, gigtsmerter, øget spyt- og svedafsondring. (26, 27, 28) To undersøgelser som anvendte DMPS viste signifikante forøgelser i udskillelsen af kviksølv i urin korrelateret til mængden af intra-oral amalgam.29 30 DMPS er på European Drug Index-liste, og er registreret bl.a. i Tyskland. DMPS har hidtil kunnet udskrives magistrelt i Danmark. Vedrørende grænseværdier for kviksølv-chelation med DMPS må der tages hensyn til de forskellige faktorer fra arv og miljø, der skaber biokemiske variationer hos mennesker, og som medfører tydelig individuel sensibilitet for giftstoffet. En bekræftelse af diagnosen - uanset omfanget af kviksølvudskillelsen - er opblussen af symptomerne i dagene efter testen. Ophobninger af toksiske metaller fra amalgam (kviksølv,tin,sølv) og andre kilder forårsager kronisk stimulation af immunsystemet. Under passende omstændigheder af genetisk sårbarhed og interaktioner med andre giftstoffer fra miljøet, kan den toksiske immunstimulation nedsætter personens tærskel for immunologisk forstyrrelser, og hermed fører til autoimmunitet. (31, 32) Ligeledes kan langtidsvirkninger fra lav-dosis eksponeringer,33 tilstedeværelse af andre sygdomsprocesser,34 zink og selen underskud35 samt individuelle forskelle (36) øge en kemisk overfølsomhed. Iøvrigt er ingen "lowest-observed-adverse-effect level" (LOAEL) for kviksølv kendt. Information om præcist dosis-effekt forhold er endnu ikke til rådighed, og det ikke er muligt at fastslå en nedre værdi for kviksølv`s uskadelighed. (37) C-vitamin behandling, som et led i afgiftningsterapi, er et værdifuld supplement til metal-chelation med en stærk kelator som DMPS. (38, 39, 40) Ascorbinsyre er ikke et kelerende stof som sådan, men er en svag syre, der kan danne Hg-ascorbat forbindelser, men dog i mindre grad i opløsninger med højt kation indhold af natrium og kalcium (f.eks. Ringers laktat).41 Som en stærk reduktor, vil IV-C reducere divalent Hg++ (Hg´s skadelig pro-oxidante form der bindes til cellevægens SH-grupper) til monovalent Hg+, som er ikke i stand til at binde sig til SH-grupper på proteinforbindelser i cellevægen, og hermed assisterer DMPS-mobilisation. (42, 43, 44) Som antioxidant vil ascorbinsyre nedsætte Hg++´s toksiske aktivitet medførende reduceret fri radikal patologi. I dag er vi vidne til en alvorlig stigning af neurotoksiske kemikalier og tungmetaller i miljøet. Effekten kan ses i forandrede sygdomsmønstre. Siden 1980'erne er Alzheimers sygdom blevet til en af de mest frygtede sygdomme for ældre mennesker. Forskere har forbundet Parkinsons sygdom med kviksølv, fri jern og pesticider i landbruget. Kræft i hjernen og det centrale nervesystem er steget med mere end 500 pct. i visse del af den vestlige verden. Det er meget muligt, at disse tilstande er et resultat af neurotoksiner - forureningsfaktorer, som forgifter nervesystemet - og det er i denne sammenhæng, at kviksølvproblemet burde forstås. Man kan kun håbe at myndighederne begynder at få øjnene op for alvoren i situationen. Litteratur:
Bruce Phillip Kyle *M.D., Diplomat American Board of Chelation Therapy
|
Cancer |
© May Day, sidst opdateret: 24.10.2009