4 Vitamindetektivernes endelige afsløring
Kaptajn Cook vidste, hvordan han skulle beskytte sine søfolk mod skørbug. Men han vidste selvfølgelig ikke, at den afgørende faktor i den føde, der ydede beskyttelsen, var vitamin C.
Egentlig kemi – og dermed biokemi – var i sidste halvdel af 1700-tallet endnu ukendt. Atomer, grundstoffer, molekyler, vitaminer var alle begreber, som det tilkom fremtiden at forstå.
I 1840 skrev den britiske læge George Budd: "Skørbug skyldes manglen på en essentiel faktor, som man i nær fremtid vil finde frem til ved hjælp af organisk kemi eller fysiologiske eksperimenter."
Dette var profetisk tale; men mere end et halvt århundrede skulle gå, før profetierne så småt begyndte at materialisere sig.
I 1912 foreslog og definerede kemikeren Kasimir Funk begrebet vitamine. Han forudsagde eksistensen af fire sådanne vitaminer – et mod skørbug, et mod beriberi, mod pellagra og mod rakitis. Henad vejen kom hans forudsigelse til at passe. Idag ved vi, at disse vitaminer er henholdsvis C, B-1, B-3 og D.
Imens gav Kasimir Funks teori forskerne et nyt ståsted at arbejde ud fra.
Og dette var ikke uvæsentligt i en tid, hvor Louis Pasteurs opdagelser dominerede den videnskabelige holdning. Dens konsekvens var, at man nu længe opfattede alle sygdomme som infektionssygdomme.
Men i begyndelsen af dette århundrede kunne to norske forskere få skørbugen til at komme og gå hos marsvin simpelthen ved at manipulere deres kost. Samtidig var adskillige forskere tæt på at identificere den "essentielle faktor" eller det "vitamine", som var mangelfaktoren i skørbug. Ja, faktisk havde nogen allerede gjort det.
I 1927 havde Albert Szent-Györgyi fra Ungarn isoleret en substans fra binyrer, appelsinsaft og kål. Han mente selv det var vitamin C; men datidens største autoritet på området udtalte, at det kunne det ikke være. Substansen fik navnet hexuronsyre. Langt senere viste det sig faktisk, at det var vitamin C! Andre samtidige forskere havde næsten tilsvarende oplevelser. Dog, i 1937 modtog Albert Szent-Györgyi nobelprisen for sin forskningsindsats. Da havde man indset, at hexuronsyren var selve C-vitaminet. Hans erkendelse af, at hans ungarske hjemlands røde paprika var en rig kilde til hexuronsyre alias vitamin C skulle fremover få stor praktisk betydning.
I 1933 fandt man en fremstillingsmetode til produktion af syntetisk vitamin C. Det store schweiziske medicinalfirma Hoffmann La Roche fik fremstillingspatentet. De fremstiller siden da askorbinsyre i enorme mængder til mennesker og dyr, til landbrug, til medicinalindustri, levnedsmiddelindustri og talrige andre anvendelsesområder.
Allerede i 1920 var det blevet foreslået at navngive den endnu ikke afslørede faktor vitamin C på grund af dens rige tilstedeværelse i citrusfrugt. Senere blev substansen gendøbt askorbinsyre. Begge disse betegnelser dækker altså nøjagtigt samme molekyle, samme substans.
Og hvad er det så for en substans vi nu taler om? Lad os give lærebogens vanlige signalement af C-vitaminet og dets karakteristika.
Skriv et svar