7 C-vitaminets medarbejdere – bioflavonoiderne

Ingen substans i naturen arbejder alene. C-vitaminet er ingen undtagelse. Bioflavonoiderne – også kaldet bioflavonerne – finder vi i praktisk talt hele planteverden fra de ældste stadier i dens udvikling op til vor tid i nært samarbejde med askorbinsyre, som beskytter disse mangeartede substansers aktivitet og selv beskyttes af dem.

De er også i vid udstrækning leverandører af planteverdenens farvepragt. Der er mindst omkring et halvt tusinde erkendte naturligt forekommende varianter; men da man ganske givet ikke har erkendt alle og nye afsløringer hele tiden kommer til, er det vanskeligt blot at gisne om det egentlige antal.

Bioflavonoiderne er vandopløselige ligesom C-vitaminet og i modsætning til dette ret modstandsdygtige overfor varmebehandling og anden påvirkning. Oprindeligt omtalte man dem som vitamin P; en betegnelse, der nu stort set er gået af brug. Bioflavonoiderne fremmer absorptionen af C-vitamin fra fordøjelseskanalen og samarbejder med dette vitamin fortrinsvis om at opretholde funktionsdygtigheden hos blodkarrene, især kapillærerne, og desuden at hæmme infektioner, betændelser, allergier og abnorm celledannelse.

De har derfor været nyttige i behandlingen af underlivsblødninger, åreknuder, blødende mavesår, næseblod, blødende tandkød, sportsskader og blodpropper. Mange bioflavonoider har en justerende virkning på prostaglandinsyntesen. De rigeste fødekilder i almindelighed er citrusfrugter, og her i første række skrællen og den hvide indmad, samt abrikoser, kirsebær, druer, grønne peberfrugter, tomater, papaya, broccoli, cantaloupmeloner og boghvede.

Allerede tidligt erkendte forskerne bioflavonoidernes tilstedeværelse og funktioner. Omstændighederne omkring opdagelsen af disse substanser er i sig selv interessante og tankevækkende. Nobelpristageren Albert Szent-Györgyi havde en ven, der led af tandkødsblødninger. Han gav ham derfor noget at det C-vitamin, som han netop havde haft held med at isolere. Midlet havde den ønskede virkning og stoppede blødningerne. Senere fik vennen atter behov for mere af samme slags; men denne gang virkede det ikke helt så godt.

Szent-Györgyi indså ved nærmere eftertanke, at det første C-vitaminpræparat ikke havde været så rent, som det han gav i anden omgang. Han prøvede så at finde ud af, hvori forskellen lå. I det "urene" præparat opdagede han da de bioflavonoider, som er C-vitaminets naturlige medhjælpere. Han isolerede dem og brugte dem også senere mod blødninger i erkendelsen af, at de sammen med C-vitamin var mere effektive end det rene C-vitamin alene.

At opstille en fuldstændig liste over bioflavonoiderne ville være en umulighed, alene af den grund at forskningen hele tiden opdager tilstedeværelsen af hidtil uerkendte bioflavonoider. Her kan vi blot nævne nogle af de ernæringsterapeutisk og klinisk mest kendte og benyttede.

Rutin fandt man tidligt. Den henter sit navn fra urten rude (latin: ruta graveolens) og er rigeligt tilstede i kornsorten boghvede, som Vesten lærte at kende fra araberne, hvorfor den endnu i vore dage på fransk hedder blé sarracin -saracenerkorn. Araberne betragtede den ikke blot som en fødevare, men også som et lægemeiddel; en opfattelse mange nutidige alternative behandlere kan dele.

Boghvede har lægende egenskaber overfor mange mave/tarmsygdomme, kredsløbslidelser og en vis effekt mod cancer. Det skyldes ikke blot dens indhold af rutin, men også af nitrilosider, der er blandt andet cancer-celle-dræbende. Rent rutin findes i flere helsekostprodukter og benyttes især ved kredsløbslidelser, idet rutinet styrker karvægge og derved hindrer indre blødninger. Af samme grund anvendes det mod åreknuder, overdreven menstruation, blødninger i øjet, højt blodtryk og blødninger i underhuden.

Hesperidin finder vi i hvidtjørn, både i blomster, blade og bær, og det påvirker også kredsløbet, mere specifikt hjertets eget koronarkredsløb. Det er traditionelt midlet par excellence for aldrende og slidte hjerter, både forebyggende og lægende; men dets anvendelse involverer langtidsterapi og høje doseringer. Et yndet middel baseret på udtræk af tjørn er Vogels Crataegisan.

Aescin findes fortrinsvis i hestekastanien (Aesculum hippocastanum) og er opkaldt efter den. Det styrker karvæggen og hindrer udsivning af plasma og belastning af lymfesystemet. I første række bruges det til behandling af nedsat kredsløb i benene, ødem og opsvulmede ben, trætte ben, åreknuder og tilsvarende gener. Et populært middel med aescin er Vogels Aesculaforce.

Quercetin har hentet sit navn fra egetræet (latin: quercus), hvor det findes i barkens vækstlag. Industrielt udvindes det dog i vore dage fortrinsvis af eukalyptus. Brugt med succes generelt mod øjendegeneration, i første række mod macula og grå stær, har det også vist sig effektivt i behandlingen af allergier og bruges forsøgsvis i cancerprogrammer.

Pyknogenol lokaliseredes oprindeligt i fyrretræsknopper; men er idag mest kendt som et udtræk af vindruekerner. Dette har i mange år været den franske forsker, dr. Jacques Masqueliers særlige arbejdsområde. Pyknogenol er en kraftig anti-oxidant, der opererer i cellevæggene og blokerer enzymatiske angreb på karvægge.

Gingkoflavonglucosider findes, som navnet angiver, fortrinsvis i bladene fra gingkotræet, der har vist sig at have forbløffende regenererende og beskyttende virkninger på både centralnervesystem og hjerte/kredsløb.

Kämpferol (Kaempferol) findes også blandt andet i udtræk fra gingkoblade. – Mobiletin og Tangeritin er afgiftende bioflavonoider.

Catechin, oprindelig isoleret fra en lægeplante meget benyttet i ayurvedisk lægekunst, har været brugt mod allergi, leverbetændelse og ledegigt.

Lycopene, der især findes i tomater, har vist sig at have anti-cancer aktivitet og bruges nu i alternative behandlingsprogrammer.

Genistein, en såkaldt isoflavon, isoleres fra soyabønner og er aktiv mod cancer.

Lutein, Sinensetin, Eriodictyol, Heptamethoxyflavon og Myricetin er andre bioflavonoider, der bruges i sygdomsbekæmpelsen.

Den livsforlængende og sygdomsbeskyttende virkning af grøn thé og rødvin skyldes efter alt at dømme også bioflavonoider eller substanser beslægtede med disse.

Forskningen afslører til stadighed flere bioflavonoider. Mange er nyttige for levnedsmiddelindustrien som naturlige anti-oxidanter, farvestoffer og smagsstoffer. Imens skorter det på forskning indenfor denne meget væsentlige sektor. Langtidsundersøgelser af den kliniske anvenelse af bioflavonoider er få og svage. Men individuelle behandlere har kunnet iagttage, at stadig brug af bioflavonoider over en årrække synes at være livsforlængende og at beskytte mod de vanlige former for aldersdegeneration. Imens, indtil mere solide data foreligger, tyder alt på, at det er en rigitg god ide at supplere sit C-vitamin med rigelige og varierede bioflavonoider.