Anerkendelse af naturbehandlinger og naturmedicin herunder forebyggende behandling

Ved Marianne Schønemann, læge, 1998

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det! Med disse berømte ord skal der tages udgangspunkt i vejret. Vejret vedrører og interesserer os alle – vejret består af hovedingredienseme: Luft – vand – sol og jord.

* Vejret i betydningen luft – ånder vi ind og ud. 
* Vandet indtager vi og skiller os atter af med. 
* Solen giver os lys og varme. 
* Jorden, som vi går på, giver os føden, som vi lever af.

Kort sagt – vi er alle dybt afhængige af vejrets elementer – så afhængige – at vi uden vejret ikke ville være levende væsener.

Som levende væsener på denne klode bliver vi nu i tiltagende grad opmærksomme på, at disse vejrelementer ikke bare skal være her, men de skal også have en bestemt kvalitet, hvis vi fortsat skal kunne kalde os levende væsener:

* Luften skal være ren. 
* Vandet skal være rent. 
* Solen skal skinne fra en ren himmel. 
* Jorden skal være ren.

Fælles for disse elementer er, at de ikke blot skal være befriet for giftige substanser – de skal selv være levende for at kunne holde os i live! Levende vejrelementer er det samme som natur.

Ordet natur stammer fra det latinske ord for fødsel. Naturen er smuk og glæder os som et nyfødt barn. Vi ved at barnet, når det lever det liv, det blev givet – vokser op – bliver voksen – bruger og forbruger sit liv – og en dag må det atter dø. Således med naturen på denne klode.

Naturen var oprindelig paradisisk. Naturen blev udnyttet, blev unaturlig og denatureret i tiltagende grad. Luften blev fyldt med giftige gasarter, vandet blev fyldt med giftige produkter og spildprodukter, solen begyndte at brænde jorden uhæmmet, jorden selv blev forgiftet og ufrugtbar.

Kloden er endnu en levende organisme som os selv, men den er blevet træt, syg og gammel. Skal den da dø og gå til grunde? Skal vi lade det ske, da det nu engang er naturligt at dø? Kan og skal vi overhovedet gøre noget?

Hvis vi antager, at det er naturligt for en levende organisme at fødes og dø, er der nok ingen tvivl om, at også vor klode må dø. Men som et menneske kan dø en naturlig og en unaturlig død, kan en klode dø en naturlig og en unaturlig død.

Hvad er da en naturlig død? – Da ordet natur er forbundet med liv og fødsel, betyder en naturlig død ikke den totale tilintetgørelse, men afslutningen på et liv som er lig med fødslen til et nyt liv. Altså en forvandlingsproces.

Hvad er da en unaturlig død? – En død uden tilstedeværelse af liv! Kan man forestille sig noget mere uhyggeligt? Tanken om den totale tilintetgørelse skræmmer os alle og giver grobund for en altoverskyggende dødsangst.

En død forårsaget af sygdom er unaturlig så længe sygdommen er tilført organismen udefra uden organismens aktive medvirken. Det gælder såvel alt levende på vor klode som selve kloden. – Men der er langt fra enighed om graden af en organismes egen medvirken. Dette illustreres med citat fra Bernie Siegels bog: Kærlighed, medicin og mirakler:

Citat "Hippokrates udtalte, at han hellere ville vide, hvad slags menneske, der har en sygdom, end hvad slags sygdom et menneske har. Louis Pasteur og Claud Bernard, to åndsfyrster inden for det nittende århundredes biologi, skændes hele livet igennem om, hvorvidt den vigtigste sygdomsfaktor var "jordbunden" – menneskelegemet – eller kimen. På sit dødsleje indrømmede Pasteur, at Bernard havde haft ret, idet han erklærede: "Det er jordbunden".

Til trods for disse eminente lægers erkendelser fokuserer medicinen stadigvæk på sygdommen og anskuer den som en slags fiasko. Udøvende læger opfører sig stadig som om, det er sygdommen, der pådrager sig mennesker, snarere end at indse, at folk pådrager sig sygdomme ved at blive modtagelige for de sygdomsspirer, som vi alle sammen bestandig udsættes for". – citat slut.

Dvs. vi kan alle lære, at en naturlig sygdomsårsag findes hos den enkelte, som har sygdommen, dvs. årsagen er individuel og subjektiv. Men derved forsvinder ethvert grundlag for at forske videre i traditionel forstand, da vi jo alle ved, at ikke 2 mennesker er ens.

Tilbage har vi de unaturlige forgiftningssygdomme forårsaget af den forurenede natur. Skal vi forebygge disse sygdomme, som har karakter af naturkatastrofer, må vi nødvendigvis have oplysning og atter oplysning om eksisterende forgiftningskilder, som desværre stadig er knyttet til manglende vilje og forståelse for naturen.

Således er det absurd, at vi endnu i mange år skal finde os i, at den jord, som skal brødføde os, systematisk gøres ufrugtbar ved brug af kunstgødning og pesticider.

Men endnu mere absurd er det, at mennesker stiltiende finder sig i, at deres organismer systematisk denatureres og gøres ufrugtbare af kunstfremstillede fødevarer og mediciner for ikke at nævne amalgam-plumberne i tænderne.

Allermest absurd er dog vores drikkevands fremtidsudsigter: Ikke nok med, at der nu findes pesticider og andre giftstoffer i snart alle boringer men i ganske nær fremtid vil vi ikke blot høre om diverse mediciner og medicinnedbrydningsprodukter i drikkevandet, vi vil alle opleve uoverskuelige interaktioner og medicinforgiftninger så selv eksperterne i medicinalbranchen må give op.

Der er ingen tid at spilde!

Økologiske produkter vandt frem stort set uden forudgående forskning. Økologiske naturbehandlere må stå sammen om at behandle vores syge klode. Hertil kræves ingen forundersøgelser eller forskning, men handling her og nu ud fra eksisterende viden.

Vi har et fælles ansvar for at hjælpe hinanden, behandlere som patienter med at få forståelse for en forvandlet levevis fra den unaturlige til den naturlige, hvilket vel at mærke ikke skal forstås som et tilbageskridt til noget tidligere, men som et fremskridt, idet en levevis i samklang med naturen automatisk vil forebygge sygdomme.

På samme måde må behandling af sygdomme i fremtiden foregå med naturlig medicin, da unaturlig medicin er død medicin, som kun kan medføre mere unaturlighed, og det er nu engang unaturligt at være syg og naturligt at være rask.

Situationen er i dag så absurd, at den medicinske behandlingsmetode, som er altoverskyggende, i traditionel forstand ikke blot fører til øget forgiftning af det enkelte menneske, men også til øget forgiftning af vores jord med efterfølgende udryddelse af netop de lægeplanter, som ligger til grund for fremstilling af naturlig medicin, som kan helbrede.

Hele diskussionen om lægeplanters giftighed med efterfølgende forbud mod anvendelse af samme, kan stoppe, hvis man fordyber sig i videnskaben om homøopatien, som netop forklarer, hvordan udtræk af en giftig plante, som meget vel kunne medføre døden, ved homøopatiske potenseringer løftes ud af en unaturlig virkning til en naturlig og helbredende virkning.

Ejendommeligt nok har homøopatisk medicin været forbudt i Norden i modsætning til resten af Europa, og det er personer som Dagmar Andreasen, vi kan takke for, at det igen måtte forhandles herhjemme. Dagmar Andreasen har netop i en alder af 77 år udgivet sin erindringsbog.

Til illustration af behandling med naturen og ikke mod naturen følger her en sygehistorie fra det virkelige liv:

Det var i 1987. Jeg var ansat som turnuskandidat på Nyborg Sygehus, medicinsk afdeling. En patient indlagdes med lungehindebetændelse efter flere forgæves behandlingsforsøg med antibiotika. Indlæggende læge mente, at det måske drejede sig om en virusinfektion, som ikke kan behandles med antibiotika.

Jeg skrev indlæggelsesjournalen og fandt hurtigt ud af, at patienten var indstillet på naturlig behandling. (Patienten havde aflyst kursus med Bob Moore, som i stedet ville fjernheale patienten, hvilket ingen fik at vide den gang).

På daværende tidspunkt rådede samme afdeling endnu over remedier til at lave omslagsbehandling, en behandling, som var blevet forbudt, da man fra Sundhedsstyrelsens side anså den dels for virkningsløs, dels for farlig! Til behandling af lungehindebetændelse er omslag ideel, hvorfor jeg ordinerede denne suppleret med antroposofisk medicinsk behandling indvortes som udvortes.

Note: 
Den antroposofiske lægekunst er inspireret af Rudolf Steiner (1861-1925) og indbefatter foruden et helhedsorienteret menneskesyn, en række forskellige metoder til at påvirke en sygdomsproces i gunstig retning. I antroposofisk medicin interesserer man sig mere for lægeurternes egenskaber frem for deres indholdsstoffer. Terapien kan også inbefatte massage, helsebade og forskellige kreative terapier. (A.D).

Plejepersonalet gik begejstret i gang med behandlingen, som fik lov at fortsætte stiltiende fra kollegers side. Patienten trivedes trods febertemperatur nær ved 41 grader og humøret var fint. De følgende dage forsøgte velmenende kolleger dog at overbevise patienten om det fornuftige i at tage imod antibiotisk behandling, selv om prøver endnu ikke havde påvist bakterier som årsag til infektionen. Patienten så netop fornuften i ikke at få antibiotika, som kun havde påført yderligere gener lige før indlæggelsen og følte sig styrket ved, at jeg ved indlæggelsen havde sagt: Husk, det er dig, der bestemmer!

Temperaturen faldt gradvis og inden en uge kunne patienten udskrives i velbefindende. Ved en efterfølgende kontrol fik patienten den besked, at det nok var den antibiotika, som var giver inden indlæggelsen, som havde fjernet lungehindebetændelsen. Men ved nærmere eftersyn 
viste det sig, at prøverne havde vist, at det drejede sig om en virus og netop ikke om en bakterie.

Nu skulle man jo tro, at dette tilfælde ville give anledning til stor nysgerrighed og interesse. Men nej, den eneste kommentar jeg hørte senere fra røntgen-overlægen, som aldrig selv så patienten, var, at det jo nok var kræft, siden antibiotika ikke havde hjulpet!

Patienten blev helbredt for sin lungehindebetændelse af naturlig vej og lever i dag i bedste velgående, mange erkendelser rigere.

Omslagsbehandlingen og behandlingen med antroposofisk medicin er en behandling af "jordbunden" og ikke af kimen.

Vore egentlige fjender er de, som stædigt kæmper imod naturen: "Anti-biotikerne" – og de gør det såmænd imod bedre vidende. "Anti-biotikerne" har lokket os i en fælde, som meget vel kan betyde den langsomme, men sikre selvdestruktion. Grøntsager og dyr er så udpinte, så ødelagte, at de knapt orker at mobilisere en sygdom, som rigtigt forstået kunne bringe dem tilbage til en sundere tilstand. I stedet for vælger vi for store beløb at udrydde arterne, da de er ubrugelige som menneskeføde.

Tilbage har vi biodynamikerne og på Fyn familien Benzon bag det enestående Oregaard projekt, som har forstået og kæmpet for betydningen af at bevare de få sunde levende væsener, som sejler på må og få for lud og koldt vand i Noas Ark på det hendøende antibiotiske hav.

Det store spørgsmål er, om vi overhovedet kan finde mening i at diskutere forskellige ukonventionelle behandlingsformer og samarbejdsformer så længe vi kan iagttage, at sunde, livskraftige planter og dyr også må dø – dog ikke ligefrem af sygdom, men af mangel på vilje, mod og økonomiske ressourcer fra det offentlige til at støtte disse projekter, hvis overlevelse bliver afgørende for, om vi overhovedet vil kunne brødføde kommende generationer, ja om vi overhovedet vil kunne opleve kommende generationer, eller om også vi som mennesker på en hendøende jordklode må se frem til vor egen udryddelse.

Sidste år tog jeg initiativ til Foreningen af Økologiske Læger (FØL). Jeg fandt det naturligt at få et opråb bragt i Ugeskrift for læger. Men redaktøren fik et føl på tværs og troede, det var min spøg. Flere sætninger skulle bortcensureres, hvis det skulle bringes, hvorefter jeg mistede interessen for Ugeskriftet.

Derimod blev opråbet bragt i nogle alternative tidsskrifter og sidst i Ude og Hjemme. Interessant er, at det er patienter, som kontakter mig for at få at vide, hvor der i deres nærhed findes en økologisk læge.

Til dato har jeg fået henvendelse fra 2 læger, hvoraf jeg kendte den ene i forvejen.

Jeg er ikke i tvivl om, at der findes rigtig mange økologisk tænkende og behandlende læger, men når det virkelig gælder, svigter modet. Når modet svigter, svigter vi ikke alene os selv, men også patienterne.

Bragt i May Days medlemsblad nr. 2 / 1998