De farlige metaller

Af Claus Hancke, speciallæge, juni 2000

Igennem det sidste par hundrede år, har intensiveret minedrift efterhånden forsynet vor dagligdag med mere og mere raffinerede metalforbindelser, som vi ret beset ikke aner noget om toksiciteten af.

Se blot problemet med bilernes katalysatorer. For 11-12 år siden indførte vi disse, for at reducere forurening. Well, det er da også sket, men i disse år er luftens indhold af platin/rhodium-støv steget med 15.000 %. Hvilken langtidseffekt, det måtte have på vort helbred er aldeles udokumenteret.

Således kan vi underholde os med mange pudsigheder, som blot har det tragiske islæt, at de ofte medfører sygdom og invaliditet hos svage individer.

Du kan vove på at smide selv det mindste kviksølvholdige batteri i skraldebøtten. Sikke en forurening, det vil kunne medføre.

Næ, så må du meget hellere spise batteriet.

Vore kloge sundhedsmyndigheder har nemlig fuld tiltro til, at det 37 grader varme enzymbad i munden har en slags beskyttende effekt på kviksølvet, så det er ganske uskadeligt i munden, hvor mange af os har flere tusind gange så stor en mængde kviksølv, som i førnævnte batteri.

Derfor mit forslag, at vi i fremtiden løser affaldsproblemet ved at spise de brugte kviksølvbatterier.

I vore officielle sundhedsmyndigheders seneste brochure med råd til gravide, tilrådes gravide at huske på at gå til tandlæge i graviditeten. Vi kender fra dyreforsøg kviksølvets lynhurtige vej fra tænder til moderkage, og herfra til fosterets hjerne.

Mit råd til gravide skal hermed lyde: Gå aldrig til tandlæge i graviditeten. Vent!

Kviksølvets præcise rolle er stadig dunkel og utilstrækkeligt udredt, blot ved vi, at det er en dødelig gift.

Men kviksølv er jo ingenlunde det eneste metal, der kan skade os, og det kan måske være interessant at se på et af dem, vi tror er sunde, nemlig jern, hvor mekanismerne er betydeligt bedre udredt, men med mange fællestræk til det farlige kviksølv.

Jern er måske ikke helt så sundt, som vi tror. Det kan faktisk være yderst farligt, hvis det ophobes i kroppen.

Jern er et metal. Et grundstof, som indgår i en række livsvigtige processer i kroppen, bedst kendt som den centrale del af hæmoglobinmolekylet, der er den iltbindende faktor i de røde blodlegemer.

En typisk følge af jernmangel er da også blodmangel, målt som lav Hæmoglobin. Derfor er der ganske mange mennesker, som tager jerntilskud, hvis de er blege, hvis de føler sig trætte, eller hvis de har fået konstateret blodmangel hos deres læge.

Men selv om jernmangel kan medføre blodmangel, er det absolut ikke sikkert, at man skal have jerntilskud, fordi man har blodmangel! Blodmangel kan nemlig også skyldes mangel på andre faktorer end jern; stoffer hvis optagelse endda blokeres, hvis der er for meget jern i kroppen.

Det er derfor helt nødvendigt at finde årsagen til en konstateret blodmangel, før man begynder at tage jern. Ellers risikerer man blot at overfylde sine jern-depoter, og så kan man for alvor få problemer.

Jern er en af de mest potente katalysatorer til dannelse af frie radikaler i kroppen.

Hvis cellerne har det skidt (skader på cellemembran og mitokondrier), og ikke rigtigt kan bruge den optagne ilt til energidannelse (fosforylering af AMP, ADP til ATP), så vil al den ubrugte ilt kunne omdannes til frie radikaler hvis der er tilstrækkeligt med jern!

Disse frie radikaler er en væsentlig, medvirkende årsag til alvorlige sygdomme som f.eks. cancer, åreforkalkning og blodpropper.

Derfor har det interesseret forskere at kunne vise, at for meget jern i kroppen også fører til større risiko for disse sygdomme.

Allerede i 1981 påviste en undersøgelse, at der var sammenhæng mellem størrelsen af jern-depoterne hos kvinder og mænd, og størrelsen på deres risiko for hjertesygdomme (1). Et par år senere kunne man vise, at bloddonorer levede længere end andre (2), og senere er påvist hyppigere bakterielle infektioner (3) og hyppigere forekomst af cancer (4) hos folk med store jern-depoter.

Jern er specielt skadeligt i forhold til hjertet, hvor man har kunnet forbedre hjertemuskelens funktion og mindske skaden efter en blodprop – ved netop at fjerne jern (5). Den seneste undersøgelse (6) kommer fra Kuopio-universitetet i Finland, og er lavet af Prof. Salonen og hans stab.

De undersøgte 1.931 mænd på 42-60-år i perioden 1984-89 og fandt, at store jern-depoter var den næsthøjeste risikofaktor for blodprop i hjertet, – kun overgået af tobaksrygning.

Det var jo interessant i en tid, hvor risikoprofilering ofte tager udgangspunkt i blodets kolesterolværdier.

Undersøgelsen viste, at følgende faktorer øger risikoen for blodprop i hjertet. Faktorerne er nævnt i den rækkefølge, de har statistisk vægt:

1. Tobaksrygning
2. Store jerndepoter (S-Ferritin > 200mg/l)
3. Dårlig kondition
4. Lav HDL-Cholesterol
5. Arbejds-EKG med tegn på iltmangel i hjertet
6. Høj hæmoglobin
7. For mange hvide blodlegemer
8. Højt systolisk BT
9. Højt S-kobber
10. Diabetes
11. Højt LDL-Kolesterol – uden signifikant risikoforøgelse.

Undersøgelsen viste således ingen hjerterisiko ved et højt kolesteroltal, men den viste høj hjerterisiko, hvis der samtidigt med et højt LDL-kolesterol også var store jern-depoter.

Undersøgelsen synes at bekræfte tidligere undersøgelser om, at jern har en meget central rolle i udviklingen af hjerte-karsygdomme.

Hvis man vil forebygge hjerte-karsygdom, tyder det på, at det er langt vigtigere at kontrollere sit depot-jern ved at få taget en blodprøve (S-Ferritin), end det er at kontrollere sit kolesterol.

Lægerne var måske ikke så tossede i middelalderen, når de en gang imellem var heldige at helbrede folk med åreladning, hvor man jo tapper en portion blod, og dermed befrier kroppen for en portion jern.

I dag gør man det lidt mere nænsomt, men også mere effektivt, når man med den såkaldte EDTA-behandling fjerner skadeligt jern. Det er dokumenteret, at man hermed kan fjerne en væsentlig katalysator til dannelse af de frie radikaler, og øge effektiviteten af de molekyler, der nedbryder de skadelige frie radikaler (7), ligesom hjertecellernes energiproduktion normaliseres (8).

En sådan retablering af cellernes normale energiproduktion og reaktionsmønster er en forudsætning for at bringe kroppen i stand til at helbrede sig selv. Man taler om en "orthomolekylær" behandlingsform, eller mere populært kan man tale om "cellulær økologi".

En model for sygdomsbehandling, som givetvis bliver mere almindelig i det 21. århundrede. – Ja måske endog almindeligt accepteret i fremtiden. Denne kropsvenlige behandlingsform sigter primært mod at fjerne de molekyler, som aktivt skader vore celler.

Forureningen med toksiske metaller bliver mere og mere raffineret, og overskudsjern er bestemt ikke det eneste stof, der skader os, – men måske et af de vigtigste at komme af med næst efter det giftigste af dem alle:

Kviksølv.

Litteratur:

• Lancet 1981;(8233):1293-94.
• Vox Sangv 1983;45:398-99.
• Brit Med J 1988;297:1210.
• N Eng J Med 1988;319:1047-52.
• Circulation 1987;76/4:906-15.
• Circulation 1992;86/3:803-11.
• Biochem J 1987;243:709-714.
• J Molecular Cell Cardiol 1977;9:897-908.