Jeg skal nøjes med ét beskedent nytårsønske: 

 

Lad fødevaredirektoratet få åbnet øjnene for nødvendigheden af at få erstattet "ADT" (Anbefalet Daglig Dosering) med "ODA" (Optimal Daglig Anbefaling), så vi kan få slukket de røde lamper, der lyser på kontrolpanelet over sundhedstilstanden i Danmark.

 

 

Man stikker befolkningen blår i øjnene ved at bilde folk ind, at de får det tilstrækkelige, når der på et vitaminglas står 100 % af dit eller dat, hvor der i virkeligheden er tale om en brøkdel af det, som ville kunne forebygge tusinder af kræfttilfælde i Danmark hvert år.

 

Hvis man forestiller sig en bilfabrik, som igennem 30 år bruger 300 millioner kroner på at forske i at deres biler skulle bruge mindre benzin, men at resultatet er, at de biler, de producerer i dag bruger 6 % mere end deres biler gjorde for 30 år siden, så måtte man nok betegne denne forskning som en eklatant fiasko.

 

Men hvis vi ganger dette beløb med 1.000, så er det faktisk præcis det, der er sket med kræftforskningen. Dødeligheden er i dag 6% højere end for 30 år siden. 

 Man kan vende og dreje disse tal mange gange, og bortforklare det kan man sikkert også, men set fra en sygeseng er det nærliggende at betegne 30 års kræftforskning som en katastrofal fiasko.

 

Det virker paradoksalt, at der er indsamlet så meget viden, – men alligevel stadig så få kliniske fremskridt.

 

En af grundene er, at interessen hovedsageligt har kredset om forskning efter "the magic bullet", – midlet der kunne helbrede kræft. Et sådant middel kan nemlig sælges, og derfor kan forskningen finansieres via dette salg.

 

De sidste 30 år er skolemedicinen kørt fast i kirurgi, strålebehandling og kemoterapi. Langt størstedelen af forskningsmidlerne er investeret i kemoterapi, men resultaterne er udeblevet. 28.000 danskere får kræft hvert år, og af 10.000 mennesker, der helbredes for kræft, bliver kun de 700 helbredt ved kemoterapi. 

 På forsøgsniveau arbejdes der således udelukkende med terapier, herunder for eksempel genterapi; men aldrig med årsagsintervention – ganske enkelt fordi man ikke ved nok om årsagen til kræft.

 

Des mere påfaldende er det, at der har været så lille interesse i at forske i netop årsagerne til kræftsygdomme. Men grunden er måske, at det ikke er muligt at finansiere en sådan forskning.

 

Det vil nok være mere end filantropisk, hvis en petrokemisk virksomhed skulle finansiere forskning til hundrede millioner kroner i spørgsmålet om dens produkter skulle være kræftfremkaldende.

 

Og hvem skulle have et økonomisk incitament til at forske i de psykiske faktorer som måtte have betydning for udviklingen af kræft?

 

Der er ganske enkelt ingen økonomisk interesse i at forske i årsagerne til kræft.

 

Samtidigt er det uhyre vanskeligt, at udpege enkeltfaktorer som skadevoldere. Se blot hvor lang tid, det har taget at overbevise industrien og retsvæsenet om, at tobaksrygning er direkte årsag til kræft. Det er dog ellers ganske let at konstatere, hvem der har røget og hvem ikke.

 

Ganske anderledes vanskeligt vil det være at bevise kræftens årsagssammenhænge hvis vi udsættes for flere samtidige faktorer for eksempel i vores mad og drikke. Og det er jo det, vi udsættes for igennem årtier – og ofte uden at vide det.

 

En kræftfremmende påvirkning af kroppens celler igennem hele livet vil øge risikoen for, at der på et eller andet tidspunkt opstår en kræftsygdom.

 

Men der er alt for lille interesse for den lange tid, der går fra den første celles fejlvækst og til den fuldt udviklede kræftsygdom.

 

Hvis man forskede intensivt i årsagssammenhænge, så kunne man begynde at behandle årsagerne endnu før der var sygdom, og i fremtiden se en glidende overgang mellem forebyggelse og behandling af kræft.

 

Hvis vi går lidt bredere ud, og betragter befolkningen som en risikogruppe, så er vi nødt til at inddrage vore miljøfaktorer i sundhedsforebyggelsen på en ganske anderledes seriøs måde, end det hidtil har været tilfældet fra myndighedernes, tandlægernes og lægestandens side.

 

Kræft kan forebygges. Men effektiv kræftforebyggelse vil vi ikke få at se, før man når til en erkendelse af, at det er nødvendigt at tænke i helt nye baner. Mange af disse tanker og tiltag vil blive mødt af den etablerede skolemedicinske verden med holdninger lige fra positiv skepsis til en hånlig latter.

 

Hvis man har hang til det sidste, bør man huske, at ens hjerne er som en faldskærm.

 

Den virker kun, når den er åben!