Det er som om at medicinens historie har udviklet sig fra åndelig til mere og mere fysisk. Fra det 8. til det 3. århundrede f. Kr. så man sygdom som besættelse af onde ånder og trolddom. Sygdommen var guds straf og derfor var det kun præsterne der kunne hjælpe. I gamle dage sad kraften i hår, negle og blod, som endelig ikke måtte falde i fjendens hænder og myterne er fulgtes med naturvidenskab gennem årtusinder.

 

Troen på, at sygdom fremkaldes af ånder er dybt rodfæstet hos mange folkeslag og trives endnu i vor tid. Var det måske derfor ikke logisk at bore et hul i kraniet på en syg person med svær hovedpine, så de onde ånder kunne slippe ud?

Ægyptisk lægekunst bestod af åndemanere og troldmænd, som behandlede sygdomme med besværgelser og amuletter. Men samtidig brugte ægypterne husapoteket, hvor hvidløg var en hellig plante og kål kurerede 27 slags sygdomme.

 

Flere papyrus omhandler mavesygdomme, øjensygdomme og hudlidelser. Ebers papyrus fik sit navn efter den tyske ægyptolog Georg Ebers, som opdagede det i 1875. Dette daterer tilbage til 1550 f. Kr. og anviser fx 21 forskellige måder at behandle hoste på og en lang række forslag til behandling af andre sygdomme, bl.a. med løg, krydderier og andet fra naturens apotek. Det nævner 700 forskellige lægeplanter, hvor de fleste stadig er i brug den dag i.

 

Ægypterne gik også meget op i udrensning af kroppen. Blandt andet inspireret af fuglen Ibis, som de betragtede ved Nilen, der ordner sine fjer og fra gumpen ved halen fordeler fedt ud til hele fjerdragten. Ægypterne troede fejlagtigt den blæste vand fra Nilen op i tarmene og begyndte derfor at bruge klystre til at lave lavementer med vand, mælk, olie og urter.

 

Noget tyder på, at planter har været brugt som medicin som så tidligt som for 6.000 år siden. I en hule i Irak blev fundet et begravelsessted med en neandertaler begravet sammen med både lægestokrose (Althea officinalis) og almindelig røllike (Achillea millefolium), to af nutidens mest kendte lægeplanter.

 

Den kinesiske urtebog Shen-nung Pen Ts’ao Ching har rødder tilbage i 5000 år gamle skrifter og beskriver over 1000 lægeplanter og deres helbredende egenskaber. Samtidig arbejdede kineserne allerede dengang med akupunktur, Qi, 12 pulse, moxa og under den gule kejser, Huang Ti (479-300 f. Kr.)taltes op til 16.000 lægemidler.

 

En sumerisk lertavle fra 2150 f.Kr. viser hvordan lægerne rensede sår, lagde omslag og anvendte forbindinger. Nogle sår blev forbundet så stramt, så dannelsen af pus kunne betragtes og legemet næsten drænes for slim. Åreladning blev ligeledes brugt som een af de vigtigste behandlingsmetoder gennem flere tusind år. Hertil blev fx brugt svesker, vinbundfald og firben og der findes en optegnelse over 230 sådanne lægemidler fundet i resterne af et assyrisk apotek.

Den europæiske urtemedicin har især sine rødder i det gamle Grækenland og i Romerriget. Hippokrates er vel nok den bedst kendte af datidens læger, som levede fra år 460-370 f.Kr. Han ledede lægeskolen på Kos, hvor lægens fornemmeste opgave bestod i at aktivere legemets iboende, selvhelbredende kræfter. "Det er naturen der helbreder – lægen hjælper bare!" er afledt af den hippokratiske ed og det er fra dengang ordet doktor stammer, som direkte oversat betyder en rådgiver.

 

Hippokrates’ "Corpus" indeholdt 70 bind om holistisk behandling af det hele menneske, bl.a. miljøets betydning, religion og tempelterapi. Lægen måtte dengang anvende naturlige bivirkningsfrie behandlingsmetoder, såsom massage, kurbade, urter, diæter og udrensning.

 

Bl.a. blev dampbade set som en universalløsning, da man mente de fleste sygdomme skyldtes for mange giftstoffer og derfor bl.a. kunne svedes ud. Lægen var for det meste omrejsende og blandede sig med mirakelmagere som pakket med urtemedicin og svedekasser ofte kom til byen.

 

På grund af en stor pestepidemi i Grækenland udvandrede mange grækere til Rom, heriblandt Galen, som egentlig hed Galenos født 129 e. Kr. og opvokset i Pergamon. Han arbejdede senere for de romerske gladiatorer og brugte deres sår som anatomiske studier, der i høj grad bidrog til at øge den medicinske viden. 

 

Samtidig samlede Galen al datidens viden om sygdomme og deres behandling i et fast ordnet system "Ars Medicina". Han nåede at skrive 600 bøger. Romerne var indstillet på at udrense kroppen og var bl.a. nogen af de første til at opdage vandets helbredende virkning i de varme mineralholdige kilder og bruge hydroterapi.

 

Den græske tanke om de 4 legemsvæsker udgjorde grundlaget for al diagnose og behandling. Galen udvidede teorien om de 4 væsker med temperamenters egenskab, således at meget blod blev til sangvinsk (blod fra latin sanguis). Sangvinsk natur betød sorgløs og optimistisk tendens. Meget gul galde gav et kolerisk temperament (gul galde fra det græske xanthe chole), hvilket vil sige en hidsig og opfarende natur. Sort galde (på græsk melaina chole) gav derimod et melankolsk temperament, dvs. tungsindig og pessimistisk natur. Meget slim (på græsk phlegma) gav et flegmatisk temperament, som betyder en træg og sindig natur.

Med de fire legemsvæsker som grundlag blev sygdom nu set som ubalance i individet og ikke længere som gudernes straf af synd med forbandelse. Når balancen mellem de fire væsker blev forstyrret opstod sygdom og derved troede grækerne ligesom inderne og kineserne balance af forskellige indre kræfter.

 

Fælles for alle de tre tankegange var også et begreb om livsenergi som på græsk hed pneuma, på kinesisk Qi og i Indien for Prana. Livskraften flød via meridianer og blodbaner til alle organer, men hvis der var ubalance ville der opstå blokering af energi.

 

Lægevidenskaben skiftede centrum fra Rom til Konstantinopel, som det daværende Byzans blev kaldt efter datidens Kejser, Konstantin den store. Araberne havde kontakt med hele den østlige del af Romerriget og hele middelhavsområdet, som de senere erobrede og derfor begynder araberne nu at få større indflydelse. De så sygdom som forrådnelse og den daværende kendte mediciner Rhazes besøgte således et større område med et stykke kød under armen for at betragte hvor det forrådnelsesprocessen foregik mest langsom.

 

Derfor blev verdens første apotek og hospital grundlagt i Bagdad i 700tallet og snart dukkede der sygehuse op overalt. Et par hundrede år senere kunne man fx tælle 50 hospitaler i den spanske by, Cordoba udover byens 70 offentlige biblioteker og i øvrigt et af datidens mest berømte universiteter.

Det var i det gamle Arabien, at destillationen blev opfundet. Siden ægypterne var kendt til aromaterapi, men det var først da Avicenna opfinder en måde at koncentrere planternes effekt ved at destillere og i sidste ende tilberede verdens første medicin. Avicenna hed egentlig Ibn Sina (980-1037) som viser hans arabiske rødder. Han blev også kendt for at skrive et af datidens største værker Canon Medica, som Paracelsus senere brændte på bålet.

 

Snart kom der gang i pillefremstillingen som ofte var meget dekorative og kunne have alle mulige forgyldte glasurer. Det var dengang en dyr behandling, da de første piller ofte blev overtrukket med ægte guld og sølv. Araberne havde et indgående kendskab til plantemedicin, fremstillede droger og ekstrakter af eksotiske planter, man dengang ikke kendte til i Europa, som fx safran, rabarber og peber.

 

Araberne var derimod mindre gode til anatomi, da det jo i følge Koranen er forbudt at afbilde mennesker, hvilket gjorde at man overførte dyrs anatomi til mennesker og derfor blandt andet troede, at kvinder havde flere livmodere ligesom får.

 

Til gengæld kan vi også takke araberne for flere oversættelser på grund af deres store sprogkundskaber. Afrikanus Constantinus levede i denne tidlige middelalder (1020-1087) og oversatte mange værker, bl.a. i sin tid som munk på datidens største kloster, Monte Cassino i det sydlige Italien.

Det guddommelige var i følge religionerne den egentlige helbreder og sygdom sås som Guds straf. Karma i Indien, hybris og nemesis i det gamle Grækenland, hvor gudernes straf kom når man begik hybris (overmod) og i kristendommen som Jesus sagde, skal vi høste som vi har sået.

 

Mange klostres største opgave var at tage sig af de syge, både gennem bøn og healing, men også med behandling med urter og naturens medicin og her fandtes den største aktivitet af helbredelse sted gennem det meste af middelalderen.

 

Drømmetydning og musikterapi var almindeligt i de gamle templer. Musik og toner var oprindelig noget der blev brugt som en del af kuren til helbredelse af mange sygdomme.

 

Først senere i historien blev det mere og mere til underholdning, hvor man jo i dag næsten har glemt tonernes og musikkens healende effekt. I det forsvundne land, Atlantis var musik og farver nogle af de største redskaber til at helbrede de syge og få dem til at genvinde balance.

 

Paracelsus var en meget kontroversiel mystiker og alkymist, brændte den medicinske bibel Canon på bålet, snakkede om Aura før nogen andre og menes måske også derfor at være blevet snigmyrdet. Han døbte sig selv Para (over)Celsus, da Celsus sås som datidens største kapacitet med det store værk "De Medicina", i øvrigt en af de kilder der stadig bliver brugt den dag i dag.

I 1758 tyggede en præst på en pilekvist og hans smerter forsvandt. Salicin er piletræets aktive stof og derfra kommer navnet salicylsyre efter piletræet som på latin hedder salix.

 

Mange planter har faktisk en smertestillende effekt. Blåbær, dadler, drueagurker, hindbær, paprika og lakrids har fx et ekstremt højt indhold af naturligt aspirin, de såkaldte salisylater og udløser reaktioner overfor aspirinoverfølsomme mennesker. Aspirin har i øvrigt fået sit navn fra mjødurt, som på latin hedder spiraea og på tysk Spirsäure og således er de fleste lægemidler inspireret af naturen.

 

Naturen er faktisk ét stort apotek. Her er planter for enhver lidelse og i følge ayurveda har alle urter en virkning – de er enten giftige eller helbredende, afhængig af dosis og ingen er uden effekt. Og ligesom Paracelsus sagde, så findes der ikke en sygdom der ikke har en helbredende plante.

Inden vi begyndte at fokusere på noget udefra, men stadig havde fokus på selve mennesket, var udrensning en vigtig del af kuren.

 

Lavementer havde som nævnt allerede været kendt mellem ægypterne og det var hele vejen op gennem middelalderen almindeligt at få renset sine tarme. Fx findes der optegnelser over at Ludvig den 14. fik op til 221 lavementer på et år og fortællinger om, hvordan Madame Pompadour stadig fik sit daglige lavement på trods af hun havde udenlandske gesandter på besøg. Gæsterne fortsatte uberørt snakken, mens damen blev lagt på siden og der blev stillet skærme op, så teselskabet ikke skulle afbrydes unødvendigt.

 

Åreladning var ligeledes en almindelig form for udrensning op gennem historien. De fleste læger omkring 1800 tyede til denne behandling, bl.a. Napoleons livslæge som også behandlede Pasteur, da han fik hjernebetændelse ved at sætte blodigler bag øret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan den stakkels bakteriolog mon oplevede denne behandling. Han kogte sågar sine bananer med skræl på inden han spiste dem pga. småkryb, da han var lidt……, skal vi kalde det miljøskadet?

 

Næsten alle sygdomme blev dengang set som noget man kunne fjerne og suge ud. Måske var denne teknik ligesom lavementer inspireret af dyrene i naturen. Flodhesten giver nemlig også sig selv en åreladning. En gang i mellem, tit i forbindelse med fuldmåne, hvor der er særlig tryk i væskerne, finder den en spids genstand som den kan stå og gnubbe sig op imod, indtil der kommer hul.

 

Vi kvinder menstruerer hver måned gennem mange år, som også kan ses som en udrensning, hvor vi producerer nyt blod og afgiver gammelt. Af samme grund har vi 5-10 gange mindre jern end mændene senere i livet.

 

At være bloddonor kunne være nutidens måde at bruge denne form for udrensning på. Ikke kun gøre en god gerning for samfundet, men også selv få glæde af at give og derved producere nyt friskt blod.

Planter, urter, frugt og mad består af vitaminer, mineraler, flavonoider, antioxidanter og mange andre aktive ingredienser fra naturens eget apotek og oprindelig er samtlige mediciner inspireret af naturen.

 

Fx er valium afledt af et naturligt nerveberoligende stof, som bl.a. indgår i kartofler, brune linser, ris, majs, svampe og bær, men dog kun i uendelig små mængder. Kosten kan på den måde også påvirke vores humør. Der findes mange naturlige stemningsforandrende kemiske forbindelser og valium blot er den mest kendte.

 

Forskellen er bare, at i naturen er alt i balance i modsætning til i syntetisk fremstillet medicin, hvor de aktive stoffer er taget ud af en sammenhæng.

 

Denne artikel kan også findes på Britt Søndergaards website  www.balancen.net

 

Den er et kapitel i en kommende selvhjælpsbog kaldet "Balancen" af Britt Søndergaard, som forventes udgivet i 2003. Se evt. mere på www.qpeople.dk