Rotter og anoreksi

Rotter og anoreksi

Af Alex Dybring, biomediciner, september 2000

Er anoreksiske rotter traumatiserede af tidens kropsideal? Har de behov for psykologisk krisehjælp – eller zink?

Anoreksi har igen været oppe at vende i medierne. Fortolkningsmodellen på denne sygdom er, at det psykosociale pres på især unge piger i den vestlige kulturkreds i vore dage er så voldsomt i retning af at skulle leve op til uopnåelige idealer af slankhed og den succes, der er forbundet hermed, at det forvrænger deres selvopfattelse og ambitioner.

Mennesker med anoreksi har en forvrænget opfattelse af deres krop, som de opfatter som fed og overvægtig på trods af, at de sulter sig og motionerer så vægten falder og konturerne af ribben og knogler begynder at tone frem. Paradoksalt nok er anoreksiske patienter udmærket i stand til korrekt at bedømme om andre menneskers vægt ligger inden for normalområdet eller ej.

Sygdommen er i stigning, og selv om anoreksi overvejende rammer unge kvinder fra puberteten til midten af tyverne, erfarer vi, at også unge mænd, der færdes i miljøer, hvor det forventes, at man er slank, rammes af anoreksi. Selv bedsteforældre rammes i stigende grad.

Den ortodokse behandling af anoreksi fokuserer på tværfaglige specialgrupper af specialuddannede læger, diætister og psykologer med mere, da sygdommen kategoriseres som en psykisk sygdom. Det er en konsekvens af den holdning, der går ud på, at praktisk taget alle lidelser, der rubriceres som mentale, har mentale årsager.

Kraftige personlighedsbelastende, negative sociale, seksuelle og andre traumatiserende oplevelser opfattes som hovedårsagerne til mentale lidelser. Accepterer man denne holdning, følger den logiske konsekvens; at disse lidelser bør behandles med tilsvarende midler – psykoterapi, psykoanalyse og andre beslægtede metoder.

Det er naturligvis glædeligt, at disse spiseforstyrrelser får den opmærksomhed, de fortjener, da spiseforstyrrelser er ansvarlig for unødigt mange dødsfald. Men i hvilken udstrækning er det korrekt, at anoreksi har mentale årsager og bedst behandles ud fra dette princip? Findes der noget videnskabeligt bevis for, at anoreksi er en mental sygdom med et psykologisk årsagsmønster? Eller er det blot en arbejdsteori, der – i mangel af bedre – er blevet ophøjet til skråsikker videnskabelig sandhed?

Selv om man ikke skal underkende de psykologiske faktorer, som i mere eller mindre grad spiller ind ved sygdom, kan det undre, at man totalt ignorerer den forskning, der har eksisteret på området helt tilbage fra 1934. Her viste det sig, at det ikke altid er mennesker, der bliver anoreksiske. Også hvide laboratorierotter kan få anoreksi.

Det må stå klart, at det nutidige dominerende kropsideals psykosociale pres ikke udgør den stressfaktor, der gør unge kvinder, store drenge, bedsteforældre og rotter – mentalt syge.

Spørgsmålet er så, om disse patienter og rotter har noget betydningsfuldt til fælles?

Det har de faktisk. Biokemiske analyser afslører, at de allerfleste – piger og drenge, bedsteforældre, sågar rotter – lider af adskillige ernæringsmangler og mest prominent og udpræget af zinkmangel.

Som nævnt kunne man allerede i 1934 ved hjælp af dyreeksperimenter med zinkfattig kost konstatere, hvordan rotter mistede deres appetit, udviklede spisevægring, fik forsinket kønsmodning og hudproblemer: Klassiske symptomer på zinkmangel.

Tre år senere, i 1937, helbredte man rotter for anoreksi ved at give dem et zinkholdigt væksthormon. Igen i 1966 påførte man de stakkels rotter svær anoreksi ved at udelade zink fra deres kost. I nogle områder af Iran, hvor befolkningen spiste meget zinkfattig kost, er der rapporteret om en del tilfælde af svigtende appetit.

Forskerne D. Bryce-Smith og R.I.D. Simpson blev de første, som soleklart påviste, at anoreksi kan helbredes med zinktilskud. I 1978 blev det stadig mere konkret, da man påviste, at en person i løbet af seks måneder med nedsat zinkindtagelse svarende til et zinkindhold i blodet på 70 mkg. pr. 100 ml., udviklede symptomer svarende til anoreksi.

Den gennemsnitlige koncentration af zink i fuldblod er 88 mkg. pr. 100 ml. Denne undersøgelse fik andre forskere til at konkludere, at i de tilfælde, hvor man fandt kombinationen af væksthæmning og nedsat appetit, burde patienten undersøges for zinkmangel. Ovennævnte undersøgelser er kun et mindre udpluk.

Zink indgår i 25 – 30 stofskifteenzymer og i over 100 forskellige hjerneenzymer i kroppen. Mineralet indgår i proteinsyntesen og dermed i kroppens vækstfunktioner. Det indgår i cellernes små "hængsler", hvor hormonerne kan tilhæftes og udøve deres virkning. Mangler kroppen zink, påvirkes disse og utallige andre kropsfunktioner, som begynder at "køre skævt" og på nedsat kraft.

Det er svært at få tilstrækkeligt med zink fra kosten. Raffinerede fødevarer og fødevarer af dårlig kvalitet indeholder ikke blot for lidt zink, men øger også kroppens zinkudskillelse.

Stress forbruger store mængder zink. Motionister mister også meget zink når de sveder, og seksuelt meget aktive mænd mister meget zink med sædtabet. Det hele forværres af, at vi ikke har nogle zinkdepoter i kroppen af betydning.

Kroppen har lettere ved at optage zink fra animalske kilder end fra planter. Kalk og kobber modvirker kroppens zinkoptagelse. Det samme gør mangel på vitamin B6.

Summa summarum: Man behøver ikke at gøre sig umage for at pådrage sig en zinkmangel. Man behøver heller ikke være en ung kvinde med psykiske problemer for at pådrage sig anoreksi.