Det er vigtigt, at vi ikke taler forbi hinanden i dag, men da vi alle har forskellig baggrund og dermed ser virkeligheden forskelligt, vil jeg starte med en begrebsdefinition for at kunne klargøre, hvilken betydning jeg lægger i de anvendte begreber.

 

For mig er forskning en undersøgelsesproces, dvs. forskeren befinder sig i en spørgefase, hvor udtalelser blot er hypoteser, antagelser, men endnu ikke sikker viden; altså videnskabelige facts. Nogle forskere kommer aldrig ud af undersøgelsesfasen, men udtaler sig alligevel som om det drejede sig om endegyldige sandheder.

 

Videnskab har til gengæld noget at gøre med viden, altså den viden, man på et givet tidspunkt antager for sandheden ud fra alle tilgængelige oplysninger. Dette er ideelt set! Videnskab kan i en anden betydning ses som viden, der institutionaliseres og monopoliseres, eller den løgn, der på et givet tidspunkt doseres på universitetet. Løgnen kan altså være farvet af politisk-økonomiske interesser og prestigehensyn.

 

Dvs. videnskab kan være, men er ikke nødvendigvis ensbetydende med sikker, sand viden. Dette betyder også, at den uoverskuelige mængde af viden, der i dag produceres og formidles af bl.a. forskere og medierne ikke nødvendigvis er udtryk for noget som helst andet end den enkelte forskers eller journalists mere eller mindre ufuldstændige forståelse.

 

Tiden tillader ikke, at jeg oversætter disse indledende grundbetragtninger, men jeg vil til ære for vore udenlandske gæster oversætte de næste par linier til engelsk, fordi dette aspekt for mig er grundlæggende for dagens tema. Temaet er jo Folkesundhed, og det må ikke blot ende i en intellektuel belysning af vore forskelligheder, men på en fokusering på vore fælles interesser og mål:

 

We all have different horizons, but we live under the same sky. So in spite of our differences, we have some common interests and that´s exactly what we’re going to deal with today and tomorrow.

 

I det følgende vil jeg tale om folkesundhed, den aktuelle situation herhjemme, reaktionen hos de offentlige myndigheder og borgeren i øvrigt – herunder forskning og formidling af denne samt konsekvenserne heraf – og endelig: Nye veje.

Er folkesundhed ikke noget med at vi spiser og lever sundt? Det kan vi jo så bare gøre! Nej, det kan vi ikke mere – bare. Folkesundhed har noget at gøre med, hvordan vi lever i ordets bredeste forstand. Det har noget at gøre med den luft, vi indånder, det vand, vi drikker, den mad, vi spiser, og hvordan vi fungerer fysisk og psykisk.

 

Et godt helbred er umuligt uden sund mad og vand. Sund mad og vand er umuligt uden ren luft og jord. Ren luft og jord er umuligt uden respekt for naturen. Det er naturen, der sætter grænserne – ikke os, ikke politikerne og ikke industrien! 

Det vi kan gøre er at kræve, at industrien indretter sig herefter og at politikerne forstår, handler og lovgiver herefter. Dette kræver selvfølgelig en vis ændring, som tager tid. Kan vi ikke ændre vore egne tankegange og vaner, kan vi ikke ændre verden omkring os, og det er der behov for. Det er faktisk på høje tid.

 

Levealderen i Danmark er stagnerende. Trods de politisk-økonomiske betingelser er vi blevet et af de lande i Europa med den korteste middellevetid, og børnedødeligheden er højere end i både Sverige og Norge.

 

Kemisk forurening og ødelagte sociale- og psykologiske strukturer og værdier i vort samfund har påvirket det, vi før kaldte familielivet i en grad, så både vor evne og lyst til at formere os er truet. Flere og flere i en stadig yngre alder kan hverken tåle den mad, vi spiser eller det miljø, vi lever i og udvikler derfor overfølsomhed, allergier og fobier. Kort sagt: Vi kan ikke tåle livet. 

Flere og flere kan heller ikke tåle den behandling og medicin, der ordineres i et forsøg på at løse problemerne, som herved individualiseres. De mennesker udvikler nu resistens og forgiftningssymptomer.

 

Hver niende hospitalsindlagte patient er f.eks. indlagt med medicinforgiftning, og når vi så endelig ér kommet på hospitalet, kan man konstatere, at en ikke ubetydelig del af de patienter, der er indlagt, dør – ikke af den sygdom, de blev indlagt for, men af fejlbehandling. F.eks. er fejl- eller underernæring af kræftpatienter en almindelig dødsårsag.

 

25.000 danskere rammes hvert år af livsstilssygdommen, blodprop i hjertet, og 27.000 diagnosticeres for kræft og antallet er konstant stigende samtidig med, at vi i forhold til andre lande har dårligere behandlingsresultater, og det til trods for, at vi i de sidste 40 år har haft en stadig øget intensivering af både forskning og investering på området.

 

Det er tankevækkende, at kvantiteten af forskning og de økonomiske investeringer nærmest er omvendt proportionalt med behandlingsresultaterne på en lang række af de her nævnte områder. Og før jeg ved hjælp af konkrete eksempler fra vor dagligdag belyser problematikken, kunne det jo være interessant at se, hvordan danskere reagerer på denne situation:

 

500 danskere pr. år vælger at begå selvmord. Endnu flere tænker på det eller prøver uden at det lykkes. Andre er sunket hen i passivitetens magtesløshed, har affundet sig med tingenes tilstand – Jeg mener: "Det nytter jo alligevel ikke!". 

Og så er der dem, der ganske vist har registreret, at der igennem de sidste år med den eksisterende tankegang, ikke er løst problemer, men her mener de, at ved at støtte og intensivere de bestående strukturer, forskningsparadigmer og tankegange, så kan man løse problemerne – sådan hen ad vejen. Altså med øget forskningsindsats og øgede investeringer inden for de eksisterende strukturer, vil problemer blive løst – så at sige af sig selv.

 

Så er der til sidst en gruppe mennesker, der søger nye veje. Dvs. vi står i dag i en situation, hvor de af os, der ikke har opgivet, har valget mellem en øget arbejdsindsats, øgede bevillinger i investeringer inden for de samme problemløsningsmodeller eller en kursændring.

 

Andre forskningsparadigmer: Tværfaglighed og samarbejde, nye værdier, andre prioriteter. Hvad skal vi så? Ja det kommer jo an på, hvad vi egentlig vil, og hvad er vores langsigtede mål? Er det forskningen vi vil støtte som det primære, eller er det folkesundheden? Det er to forskellige ting, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende.

 

Lad mig med det samme tilstå, at når jeg i dag deltager i denne konference om folkesundhed og samtidig står som repræsentant for Dansk Institut for Folkesundhed, hvis udgangspunkt er, at ingen skal have monopol på sundheden, så kan det vel næppe komme bag på nogen, at vi ønsker nye veje!

 

I de år vi har arbejdet for folkesundheden, har vi lagt vægt på kritisk, tværfaglig og relevant forskning, fri vidensformidling og at forskerne ud over faglig kompetence magter at tage et politisk og moralsk ansvar. Det har jeg sat som nødvendige forudsætninger for at vi som forbrugere ikke alene kan få ret til, men også reel mulighed for, via kvalificeret valg, at bestemme over vor egen krop og passe på os selv.

 

Hvordan får vi så de grundforudsætninger? Nogen vil måske sige, at de er tilstede, og det er så dem, der ikke ønsker en kursændring, men hvis vi igen ser på virkeligheden, så ser det lidt anderledes ud. Nu er det jo ikke forbudt at lære af de historiske erfaringer.

 

Vi har, hvad angår bekæmpelse af livsstilssygdomme og forebyggelse af dem, gang på gang kunnet konstatere, at den mest effektive måde at reducere antallet af livsstilssygdomme på, ikke er ved medicinering af befolkningen, men ved bl.a. at sørge for, at de har adgang til ren luft, uforurenet vand og jord samt sund mad. Desværre er disse livsbetingelser blevet stadigt vanskeligere at tilvejebringe. 

Hver dag kommer der nye miljø- og arbejdsmedicinske forskningsresultater, der blot viser os det vi alle efterhånden ved alt for godt, at det står temmelig skidt til med forudsætningerne for vor sundhed.

 

Forurening på næsten alle områder eskalerer. I erkendelse heraf, når det drejer sig om betingelserne for vore problemer med vores fysiske og psykiske sundhed, nedsætter man så udvalg, som skal belyse og bearbejde problemerne. Og man finansierer forskning, der skal bekæmpe problemerne.

 

De enorme summer medicinalindustrien investerer i udviklingen af "antiskyts", taler deres eget klare sprog. Det gælder lige fra udviklingen af antihistaminer, anti-inflammatoriske midler, antihormoner, antibiotica og antidepressiva.

 

Og lad os lige her et øjeblik blive ved de deprimerende aspekter. For man har jo fået øjnene op for, at "Fontex" ikke er svaret på alt, og bl.a. i erkendelse heraf dukker der flere og flere krise- og selvhjælpscentre op. Centre og terapeuter, der ikke alene skal lære os at leve, elske og dø, men også at "cope with the situation". Kort sagt: Vi skal lære at tåle livet, som det nu engang er blevet.

 

I de senere år har man også fået øje på psykologiens betydning, også når det gælder dets funktion som samfundsbevarende. I erkendelse af, at den behandling man stadig tilbyder alvorligt syge, f.eks. kræftpatienter, er så belastende og de helbredsmæssige aspekter så ringe, inkorporerer man nu den psykiske videnskab som en trøst, hvor patienterne kan få psykologhjælp lige ind i døden.

 

Men stadig er begrebet adjuverende terapi, som kan få patienten til, ikke alene at overleve behandlingen, men også at bekæmpe sygdommen, ilde stedt på hospitalerne. Man kunne tale om en ‘ulovlig’ helbredelsesmetode.

 

Hvad angå de miljø- og arbejdsmedicinske forskningsresultater, har man heller ikke helt kunnet ignorere disse, men de er så blevet indpasset i den eksisterende sundheds- og sygdomsopfattelse, så man f.eks. fokuserer på begreber som tolerancetærskel; forskning i, hvor meget forurening i luft og vand og mad, vi kan tåle – som om mennesket er en isoleret, statisk, biokemisk kontrollerbar størrelse.

 

Man forsker i hvilke og hvor mange tilsætningsstoffer vi kan tåle, hvor meget stress vi kan klare, hvor sund mad vi behøver, om vi overhovedet behøver kosttilskud, og alt dette er – akademisk set – en uhyre interessant diskussion. 

Også her tyder det på, at såfremt forskningen sker i et tomrum uden at forskeren har det tværfaglige overblik, uden dialog og samarbejde med andre faggrupper og uden saglig vidensformidling og uden dialog med befolkningen, så bliver denne forskning i bedste fald ubrugelig, i værste fald en hindring for vor sundhed. Det ser nemlig ud til, at vi slet ikke kan tåle det, tolerancetærsklerne ifølge forskningen, fortæller os, vi burde kunne tåle – og slet ikke i samspil med andre faktorer i den virkelighed vi nu lever i. Synergismeeffekten er en svær kontrollerbar størrelse, og det er vi mennesker også.

 

I dag har visse forskningsområder fået karakter af en slags religion, en overtro, som fungerer som videnskabelig monopolisme og som, ved enten at misbruge videnskaben eller slet ikke at bruge den, forsøger at bilde os ind, at når blot vi spiser en almindelig, dansk, sund varieret kost, er de ernæringsrelaterede sygdomme minimale.

 

Herhjemme har vi flere instanser, som beskæftiger sig med ernæring og rådgivning heraf. F.eks. det, der før hed Levnedsmiddelstyrelsen, som i dag hedder Føde- og Veterinærdirektoratet samt det private ernæringsråd. Vi skal ikke dvæle i, hvad de siger, men jeg synes dog, det er vigtigt lige at nævne flg. citat: "Spiser du sundt og ernæringsrigtigt, er maden den bedste medicin og forebygger livsstilssygdomme. Herved sparer du kosttilskud og lever bedre".

 

Det er, hvad vi får at vide fra officiel side. Ydermere kan vi fra Ernæringsrådet og andre steder også få at vide, at kosttilskud kan være livsfarlige, taget i flæng eller at man lige så godt kunne "sende pengene til paven eller folkekirken", "det er pengene smidt ud af vinduet". Men det ville være dejligt, hvis det forholdt sig sådan, og det lyder også som sund fornuft. Det kan da ikke være meningen, at vi skal fylde os med urter og kosttilskud for at være sunde? Og det er det heller ikke.

 

Studerer man befolkningsgrupper rundt om i verden, kan man finde mange eksempler på, at det at være sund og velfungerende til højt oppe i årene, ikke er afhængig af om man har butikker, hvor man kan købe kosttilskud, hormoner eller medicin. Nej, det er snarere afhængig af følgende faktorer:

 

Ren luft, uforurenet jord, vand og mad med en passende blanding af fysisk aktivitet, hvile og psykisk balance. Selvfølgelig ikke for meget røg, alkohol, te, kaffe og sukker eller dyriske proteiner og fedtstoffer eller medicin.

 

Lever man på en sådan måde, at ovennævnte forhold er opfyldt, og er man i øvrigt psykisk og fysisk sund og velfungerende, så er der ingen grund til at ændre livsstil og til at tage kosttilskud.

 

Virkeligheden ser desværre anderledes ud. Det er få steder, der hersker paradisiske tilstande.

 

Vort overforbrug af kemiske sprøjtemidler, overgødsning, forurening af luft og vand og anvendelse af hormoner, medicin, tilsætningsstoffer samt forarbejdnings- opbevarings- og tilberedningsmetoder af vore fødemidler og vores livsstil i øvrigt, bidrager til de facts, at selv hvis vi spiste efter madpyramidens principper, ville det langt fra være nok at undgå de mange livsstilssygdomme, vi i øjeblikket slås med og som rammer størstedelen af den danske befolkning. Ligeledes ville det ikke engang være nok til at opfylde den beskedne daglige anbefalede tilførsel hvad angår adskillige mineraler og vitaminer.

 

ADT er nok til at undgå skørbug og beri-beri – ja – men også til at bibeholde det sygdomsmønster, vi jo netop er plaget af i dag. Ville det ikke være ønskværdigt og på tide, at også andre folkesygdomme, som måske burde kaldes mangelsygdomme, blev forebygget?

 

Det er ikke en nyhed, at videnskabelige undersøgelser viser op til 50 % reduktion af hjerte-kardødeligheden ved indtagelse af mængder af E-vitamin på mellem 400-800 i.e. Den anbefalede daglige tilførsel ligger på omkring 15 i.e. 

Den dobbelte nobelpristager, biokemikeren Linus Pauling anbefaler minimum 5 gr. C-vitamin pr. dag for at nedsætte infektionsrisikoen. Levnedsmiddelstyrelsen anbefaler 60 mg! Jamen hvad er da karakteristisk for de 60 mg? Jo, det er under den grænse, hvor man kunne have forebygget adskillige kræftsygdomme.

 

Det er også kendt, at selen i mængder på mellem 200-400 mkg. reducerer kræft-dødeligheden med 50 % i forhold til placebogrupper. Danskerne får ikke engang den af Levnedsmidelstyrelsen anbefalede 50 mkg.

 

Tiden tillader ikke her, at jeg går i biokemiske detaljer, så jeg vil blot henvise til de mange internationale, videnskabelige undersøgelser, der foreligger på området samt mine egne erfaringer med 20 års arbejde for patienter og klienter, som jeg har haft i ernæringsterapi, enten fordi de var syge af kræft eller fordi de måske var trætte, uoplagte og ikke følte sig på toppen, fysisk og psykisk.

 

De opnåede behandlingsresultater hvad angår alvorligt syge og det, vi i gængs tale kalder ‘almindeligt sunde danskere’, som blot ikke er helt tilfredse med deres almindeligt sunde uoplagthed og tendens til gentagne infektioner og træthed, kunne ikke være opnået uden radikal kostomlægning og intensiv ernæringsterapi med både tilskud af urter, vitaminer og mineraler.

 

Målet har været ‘optimal health’; en sundhedstilstand udover det, jeg tillader mig at kalde ‘det middelmådige’, men mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, og det er selvfølgelig ikke meningen, at vi, som ønsker ‘optimal health’ passivt skal vente på, at lyset går op for en af de faggrupper, mens betingelserne for vores sundhed gradvist forringes.

 

Tusindvis af danske patienter bliver mere og mere underernærede efterhånden som hospitalsopholdet skrider frem. De mest udsatte, f.eks. kræftpatienter dør af det. Det er da heller ikke ny viden! For ca. 15 år siden havde jeg et samarbejde med nu afdøde kræftlæge på Finsen, overlæge Vagn Larsen. Allerede der blev det påvist, at der var både menneskeliv og millioner at spare ved intensiv ernæringsterapi.

 

Lad mig for at undgå misforståelser tilføje, at det jeg forstår ved ernæringsterapi, intet har at gøre med blot at hælde energikalorier på patienterne i form af chips, cola og hamburgers. Ernæring er ren biokemi. Den kan bruges som medicin, den kan opbygge kroppen og den kan også nedbryde den. Jeg foretrækker den førstnævnte.

 

Vi står nu i en situation, hvor vi takket være videnskabelige resultater og praktiske erfaringer fra hele verden, har viden nok til sundhedsmæssige fremskridt. Fremskridt, der kan resultere i besparelser af menneskeliv, mindre sygefravær på arbejdspladserne, hurtigere udskrivelse fra hospitalerne samt millionbesparelser af skatteborgernes penge. Hvad hindrer os så?

 

I den af WHO nedsatte kommission, Codex Alimentarius Commission, CAC, er der møde hvert andet år. Og det tager 5 – 8 år at vedtage en standard. Formanden træffer beslutningerne, og forbrugerne er ikke inviteret. Den farmaceutiske- og petrokemiske industri er rigt repræsenteret. Jamen hvilken betydning har det for os?

 

Den tyske delegation har udmærket sig ved at foreslå, at forbruger-adgang til kosttilskud skal begrænses til ADT-doser, og kosttilskud, der ikke har fastsat ADT og som har en sygdomsforebyggende- eller helbredende effekt, skal kategoriseres som medicin, og forbydes. Dvs. at det kun er læger, som ingen uddannelse har inden for området, der kan ordinere. Endelig skal alle nye kosttilskud forbydes indtil de er godkendt af CAC.

 

I Norge er man nået længere, altså i den forkerte retning: C-vitamin doser over 200 mg. er ulovlige, og E-vitamin doser over 45 i.e. fås ikke. England udgør også et fint eksempel på, hvordan forskning kan spænde ben for sundheden, når den sammenkobles med økonomiske interesser, frarøves videnskabelighed og formidles til naive politikere.

 

Den engelske regering foreslog, at B6-vitaminer i doser over 50 mg. skulle på lægerecept. Forslaget var foranlediget af et forskningsprojekt, hvor hunde havde fået 50 mg. B6 om dagen. Omregner vi dette til menneskevægt, svarer det til en dagsdosis på 3 gr. Hundene kunne ikke tåle B-vitamin tilskuddet, og man konkluderede derfor, at B6-doser over 50 mg. er giftige for mennesker!

 

Hvad gør man så herhjemme for at mindske forvirringen? Ja, en af måderne er, at man fortæller dem, at de i hvert fald ikke skal tage kosttilskud, men argumentationen er mere tvivlsom. Man var godt klar over, at folk var meget forvirrede, og at denne forvirring og den fragmenterede og modsætningsfyldte viden, som bl.a. det private ernæringsråd forårsagede, ikke længere var acceptabel, så man ønskede nu at etablere et ernæringsråd i offentligt regi, og så skulle alle problemerne være løst!

 

Jeg syntes, det var interessant, og jeg ville jo godt vide, hvad vi som forbrugere kunne se frem til. Jeg ringede derfor for et par dage siden til Fødevareministeriet og spurgte, hvordan det gik med etableringen af det nye ernæringsråd?

 

Nu prøver jeg at citere den telefonsamtale, jeg havde. Jeg kommenterer den ikke. Jeg citerer den blot. Jeg ringede (nov. 97) og introducerede mig som en ernæringsfysiolog, men især som en interesseret borger, og så spurgte jeg:

 

"Kunne du fortælle mig, hvem der sidder i det nye ernæringsråd?"

 

– Det ved vi slet ikke endnu, men der er uhyre stor interesse om det!

 

"Jamen, hvornår skal rådet være færdignedsat? Inden det nye år!"

 

– Jamen kan du så slet ikke sige noget om, hvem der kommer til at sidde der eller hvem, der skal udpege det?

 

Altså, jeg kan sige så meget, at de skal i hvert fald være videnskabeligt uddannede, og det skal være læger!

 

"Læger! Jamen hvorfor så ikke filosoffer? Jeg mener, ingen af dem har jo nogen ernæringsmæssig uddannelse!"

 

– Jamen de skal selvfølgelig have været på kursus!

 

"Hvem udpeger de mennesker?"

 

– Ringer du fra pressen?

 

"Nej, hvem udpeger dem?"

 

– Ja det er sådan lidt uvist. Det er lidt svært at svare på, men jeg kan sige dig, at vi naturligvis rådfører os med det private ernæringsråd!

 

"Jamen, hvem er så vi? "

 

Det er ikke helt afklaret endnu!

 

"Ih du gode! "

 

– Hvad mener du?

 

"Nå, jeg blev bare forbavset!"

 

– Altså, du er velkommen til at ringe noget senere, når vi har mere chek på tingene!

 

"Jeg skal ikke belaste Jer med flere eksempler, men blot konkludere, at det er på høje tid, vi stiller nogle spørgsmål og kræver nogle svar, vi kan bruge."

 

Nogle af de spørgsmål jeg med baggrund, bl.a. i mit oplæg, besluttede at stille er:

 

Er sygdom en alt for god forretning til at opgive den?

 

Er sygdom en måde at bibeholde en befolkning i afhængighed, apati og magtesløshed?

 

Er det derfor, vi via fragmenteret og fordrejet information fratages muligheden for at påvirke vort helbred? og

 

Er det derfor, der sker et øget forsøg på monopolisering?

 

Er målet kontrol og magt over vort liv?

 

Som jeg ser det, er sundhed som en bankkonto. Er vi ikke villige til at investere noget, får vi meget lidt ud af det. Jeg synes vi har været tålmodige, eller skulle jeg sige passive længe nok. Det er tid for action, og jeg vil derfor slutte af med at gøre Martin Luther King´s ord til mine og på engelsk sige: All what it takes for evil to succeed is for good people to do nothing!