Er der andet end kemo? af Laura Bond Forlaget Vingholm 2018 Boganmeldelse ”Er der andet end kemo?” spørger forfatteren Laura Bond, som er journalist, født i Australien, men nu bosat i England. Bogen udkom her i foråret på Forlaget ”Vingholm”, som Anette og Jens-Ole Paulin står bag. Den er fyldt med kildehenvisninger, og selvom bogens […]
Main Content
Simple øvelser til forøgelse af intelligens
Simple øvelser til forøgelse af intelligens Af Miles Hanson De fleste af os vil gerne være mere intelligente. Vi vil gerne vide mere. Vi ønsker at kunne indgå i intelligente samtaler med andre. Vi ønsker at kunne løse problemer hurtigt og nemt. Det ligger bare i vores natur. Mange vil være enige om, at det […]
MayDay Facebook Feed
Nedsmeltningen af sundhedsvæsnet !!!
.
Børneafdelingen på Herlev Hospital har de seneste tre år haft 30 procent flere akutte indlæggelser.
.
Alligevel er der blevet skåret ned, og det har skabt lang ventetid, mangel på tid til de syge børn og deres forældre, og et arbejdspres der har fået langt flere til at sige op.
.
Det hænger ikke sammen, mener overlægen
.
Nederst i Herlev Hospitals 20 etager ligger børnemodtagelsen. I indgangen kommer hospitalets pressemedarbejder kørende ind med en ældre herre i kørestol.
.
Inde i venteværelset sidder der denne torsdag eftermiddag i marts fire-fem forældre med børn og venter, men alle stuer er allerede fyldt op.
.
Ligesom mange andre børneafdelinger landet over mærker de her et stigende arbejdspres fra et stigende antal børn. På Herlev Hospitals børneafdeling har de haft 30 procent flere akutte indlæggelser de seneste tre år, fortæller ledende overlæge Eva Mosfeldt Jeppesen.
.
Samtidig har børneafdelingen været udsat for gentagne spare- og effektiviseringskrav, og det betyder, at der må flyttes ressourcer fra især den ambulante behandling af f.eks. kronisk syge børn med sukkersyge eller astma til de akut syge, som kommer ind i børnemodtagelsen.
.
»Antallet af fødsler stiger, men der mangler en erkendelse af, at fødsler bliver til børn, og børn bliver akut syge, og dem, der bliver allermest syge er små børn. Dem skal vi stå klar for 24/7, men samtidig er der et politisk pres om, at vi skal udrede nyhenviste børn inden for 30 dage.
.
Vi kan ikke leve op til de forventninger, som politikerne stiller patienter og pårørende i udsigt, når ressourcerne ikke følger med. Det hænger ikke sammen, så derfor efterlyser vi en overordnet prioritering af, hvad der er vigtigst,« siger Eva Mosfeldt Jeppesen.
.
Kombinationen af langt flere akutte indlæggelser og nedskæringer er ikke kun gået ud over den tid, der er til børn i ambulant behandling. Også i børnemodtagelsen kan ventetiden være fire-seks timer på en travl dag.
.
Ligesom der er mindre tid til at tale med forældrene til de syge børn, og det skaber utryghed og vrede blandt de bekymrede forældre. Arbejdspresset på Børne- og Ungeafdelingen har derfor også betydet, at især flere sygeplejersker har sagt op.
.
»Når der ikke er tid til at forklare den nybagte mor, hvad der er i vejen med barnet og give den omsorg til børn og forældre, som de har behov for, så er det hverken særligt tilfredsstillende for de ansatte eller de pårørende,« forklarer Eva Mosfeldt Jeppesen.
.
.
Akut travlhed
.
Overlægen mener endnu ikke, at det er gået ud over patientsikkerheden. Det skyldes især det såkaldte triageringssystem, som Herlev Hospital har.
.
Helt konkret betyder det, at to erfarne sygeplejersker konstant sidder mellem to skærme på gangen i modtagelsen og tjekker alle børns tilstand, kort tid efter de er ankommet.
.
Børnene bliver inddelt i farver, efter hvor hurtigt de skal tilses af en læge: Grøn betyder, at barnet skal revurderes inden for tre timer, gul betyder, at det skal ses af en læge inden for én time, orange inden 15 min og rød med det samme. De røde børn bliver tilset med det samme, men problemet er, at syge børns tilstand hurtigt kan ændre sig.
.
Naomi Dimon, der blev uddannet sygeplejerske for et halvt år siden, fortæller, at det er sværere at få øje på et barn, hvis tilstand bliver forværret, når der sidder otte børn i venteværelset, og der er 14 på stuerne og gangen, selv om der kun er plads til ti. Som det er tilfældet her ved spisetid torsdag aften.
.
For nylig var der en situation på en særlig travl dag i Børnemodtagelsen, hvor der var ankommet mange børn på én gang. Her blev et barn i venteværelset sløvt. Naomi Dimon gik ud og fik målt barnets iltoptagelse, som var så lav, at barnet røg ind på akutstuen og fik ilt.
.
»Det ville nok ikke være sket, hvis ikke de skulle have siddet og ventet så lang tid,« siger Naomi Dimon, der godt kan forstå, at nogle forældre er utilfredse med den lange ventetid:
.
»Men vi kan ikke arbejde hurtigere, og når jeg har seks-syv patienter på én gang, så er der ikke altid så god tid til at snakke med forældrene.«
.
En af de forældre, der har ventet tre timer på gangen i modtagelsen, er Darija Mesic og hendes 20 måneder gamle datter Ela, som har kastet op og haft diarré i fire dage. Egentlig skal børn, der kaster op og har diarré på isolationsstuen, men der er ikke plads. Så Darija og Ela venter tålmodigt i de blå stole ved vinduespartiet for enden af gangen.
.
»Heldigvis er hun god til at vente,« siger Darija Mesic om datteren, der sidder og hænger på en plastikmotorcykel:
.
»Det er klart, vi må vente, når der kommer børn ind, som er mere syge, men det ville være rart med en status.«
.
Et af de børn, som er kommet akut ind de sidste par timer er den toårige Liyanna, som har haft feberkramper, og derfor er kommet i ambulance fra Brønshøj til børnemodtagelsen for et par timer siden.
.
Faderen Tahir Rehman fortæller, at han og moren var helt overbevist om, at de var ved at miste datteren, da hun fik krampe, fråde om munden, øjne der rullede rundt, og den lille pige pludselig blev bevidstløs. Men efter Liyanna ankom til hospitalet og har fået noget febernedsættende, har hun fået det bedre.
.
Familien har ventet et par timer på lægen, forklarer Tahir Rehman uden spor af utilfredshed.
.
»Hun har åbnet øjnene, så det er godt,« siger han og kigger på datteren, der er kravlet ud af sengen og sidder på skødet af moren Saira, som ihærdigt prøver at få den livlige toårige til ikke at pille næse.
.
Sygeplejerskerne har været forbi og givet nogle beskeder, mens de har ikke haft så god tid til at snakke, forklarer Tahir Rehman, mens et spædbarn på den tætpakkede stue konstant græder hjerteskærende.
.
»Men når man står i så presset en situation, så er det alligevel svært at huske alle de informationer,« siger han.
.
.
Hjem igen
.
Børnemodtagelsen på Herlev tager imod akut syge børn fra 0-18 år fra Vestegnen, en række nordsjællandske kommuner og Frederiksberg og har ti sengepladser. Ud over modtagelsen rummer børneafdelingen på Herlev to sengeafsnit, en neonatalafdeling og et stort ambulatorium.
.
Langt de fleste børn i venteværelset og på stuerne er under to år, så 11-årige Sarah Ibsen skiller sig ud i venteværelset, hvor hun venter på at komme til. Moren Otilia Ibsen er taget direkte til børnemodtagelse uden at ringe til vagtlægen, fordi Sarah i et par dage har været følelsesløs i den ene side af ansigtet. Men da hun kom hjem fra skole i dag kunne hun ikke smile eller lukke øjet i venstre side.
.
»Jeg er lidt bange, fordi følelsesforstyrrelser kan betyde, at det er problemer i hjernen,« siger Otilia Ibsen.
.
Og Sarah kommer da også forbi triagesygeplejersken efter 10-20 minutter og får tjekket puls, temperatur og får stillet en masse spørgsmål – blandt andet om de har været ude at rejse det sidste halve år, og om hun er meget ude i naturen. Ansigtslammelse kan nemlig være tegn på borrelia, som man kan få af flåtbid.
.
Men ansigtslammelse kan også være noget forbigående, som går væk af sig selv, beroliger sygeplejersken. Sarah Ibsen får plads på stue syv og en gul triagering, som betyder, at hun skal tilses af en læge inden for en time.
.
Efter lidt ventetid i den lyseblå hospitalsseng med tv’et kørende på DR Ultra dukker en ung kvindelig læge op for undersøge Sarah. Hun spørger om hun har været syg, går til spejder eller ude i naturen.
.
»Nej,« svarer Sarah lidt grinende. Hun er bange for insekter, så det er ikke lige noget for hende.
.
»Har du haft kvalme?« spørger lægen. Og det har Sarah haft – og hovedpine. Så går hun i gang med at undersøge Sarahs reflekser, ører og mave. Lægen forklarer, at Sarahs følelsesløshed i ansigtet kan skyldes, at en af de nervebaner, der styrer ansigtsmuskulaturen, er sat ud.
.
»Men i langt de fleste tilfælde, går det over igen af sig selv, men det kan tage op mod et halvt år,« siger læge Camilla Sørensen, der dog også gerne vil have udelukket flåtbid, derfor skal Sarah have tøjet af og undersøges. Bagefter skal Sarah hjem, og så skal de komme tilbage i morgen tidlig og få taget blod- og rygmarvsprøver, forklarer lægen. Otilia Ibsen ser bekymret ud og stiller et par spørgsmål til lægen uden dog at virke beroliget.
.
Ved udgangen til parkeringspladsen kommer Tahir Rehman gående med sin datter rullet ind i et lyserødt plysset tæppe. Efter nogle timers venten på lægen har de fået lov til at tage hjem.
.
»Feberkramperne kan være eftervirkningerne af en virusinfektion,« forklarer han, inden familien synligt trætte, men glade tager hjem fra børnemodtagelsen.
.
.
www.information.dk/indland/2019/03/kommet-30-flere-akut-syge-boern-paa-herlev-hospital-alligevel-...
Ny skånsom kræftbehandling: Jørgens svulst i nyren blev frosset væk.
.
På OUH kan de fjerne kræftsvulster i blandt andet nyrerne uden kniv og fuld narkose. Avisen var med, da 79-årige Jørgen Sloth fik frosset en svulst i den ene nyre væk, mens han var ved bevidsthed, og han tog hjem til Kolding samme dag.
.
79-årige Jørgen Sloth og hustruen Hanne knuger hinandens hænder, inden hun kysser ham på panden og overlader ham til sundhedspersonalet.
.
Om lidt skal kræftsvulsten inde i 79-årige Jørgen Sloths højre nyre fryses væk.
.
Han er fundet egnet til en nyere type indgreb, hvor man ved hjælp af nogle lange nåle, som stikkes ind gennem huden og videre ind til til nyren, kan omkredse den tre centimeter store svulst og ved hjælp af Argon-gas indkapsle den i en iskugle, så kræftcellerne dør.
.
Indgrebet er mindre omfattende og mere skånsomt end en operation, men lige så effektiv, og patienten kan typisk tage hjem efter nogle få timer i stedet for at være indlagt i en-to dage.
.
Det er en beslutning, som træffes i samråd mellem en kirurg, en kræftlæge og en radiolog, om behandlingen skal tilbydes patienten, og det er kirurgen, der laver aftalen med patienten.
.
For Jørgen Sloth var det oplagt at sige ja til metoden frem for "at skære en gammel mand halvvejs over," som han formulerer det.
.
Meddelelsen om, at han havde en kræftsvulst, kom som en overraskelse for ham selv og hustruen Hanne for et par måneder siden. Nu ser han frem til igen at kunne spille golf, når foråret kommer.
.
.
Nyt bedøvelsesmiddel
.
Behandlingen er ikke kun banebrydende, fordi man fryser kræftsvulsten væk, men også fordi det foregår uden fuld narkose. En anæstesilæge har fundet på at bruge bedøvelsesmidlet Dexdor, der får patienten til at døse hen uden at være helt væk. Det bruges sammen med lokalbedøvelse.
.
Ole Graumann, overlæge på Radiologisk Afdeling samt leder af Radiologisk Forskning- og Innovationsenhed på SDU sammenligner det - lidt humoristisk - med at være til en julefrokost og mærke snapsen sætte ind øjeblikkeligt. Jørgen Sloth vil være så vågen, at han reagerer på kontakt undervejs, men vil ellers falde hen uden at mærke det store til indgrebet.
.
Omkring klokken otte denne morgen ruller Jørgen Sloth ind på CT skanner-stuen til Ole Graumann og resten af holdet med to radiografer og en anæstesisygeplejerske samt en yngre læge under oplæring. Det er sidstnævnte, der skal føre nålene i dag.
.
Godt fem minutter senere kan han selv lægge sig til rette i den hvide CT-skanner, efter anæstesisygeplejerske Helene Bruun har påbegyndt bedøvelsen. Tidligere var arbejdet i skanneren langt mere omstændigt, når patienten var fuldt bedøvet.
.
- Med hjælp fra det nye bedøvelsesmiddel kan vi nå flere patienter, og de har det langt bedre bagefter, fordi de ikke har været helt væk, siger Ole Graumann.
.
En strimmel hen over panden på Jørgen Sloth registrerer hans søvndybde.
.
.
Millimeter-præcision
.
Skejby var det første danske sygehus, der begyndte at bruge frysebehandlingen, men på OUH er man de første, der gør det sammen med CT-skanning, som gør det muligt at omringe en kræftsvulst med millimeterpræcision.
.
På skanningsbilledet kan man se svulsten som en udposning på nyren. Det er den, som de lange nåle til 1000 euro stykket skal omkranse, når læge Tommy Olesen finder den rigtige vinkel. Jørgen Sloth har fået sprøjtet jod-holdig væske ind i kroppen, som på skanningsbilledet gør nyren hvid i en halv time, mens svulsten vil være sort, fordi den ingen funktion har.
.
Det er det vindue, de har til at udføre indgrebet.
.
Jørgen Sloth er døset hen og hører ikke, da Ole Graumann spørger til ham. Han må hæve stemmen, da han fortæller ham, at han nok skal få besked, når de går i gang med at stikke.
.
klokken 8.50 begynder Tommy Olesen at føre nålene ind i Jørgen Sloths højre side under opsyn af Ole Graumann.
.
- Det er et godt tidspunkt, siger overlægen og kigger op på uret over døren, som han gør flere gange undervejs.
.
Det er vigtigt at holde tiden, fornemmer man.
.
Der lægges et lille snit i huden, hvor de velvoksne nåle, der mere minder om strikkepinde, føres ind. Det tager syv minutter at indsætte den første nål, som også er den sværeste. Allerede inden de andre er indsat, begynder den så småt at køle.
.
Imens holder Helene Bruun øje med bedøvelsen og Jørgen Sloths åndedræt og hjerterytme. På et tidspunkt er bedøvelsen ved at virke så godt, at han når et punkt, hvor han glemmer at trække vejret. Så hun må prikke lidt til ham og skrue ned for bedøvelsesmidlet.
.
.
Minus 140 grader
.
Efter 21 minutter er alle tre nåle placeret, og klokke 11 minutter over ni sættes selve frysehandlingen i gang.
.
Tumoren er nu dækket af is. Ved nålene er temperaturen minus 140 grader. Men de er isolerede, så de ikke giver frostskader på Jørgen Sloths krop. De fryser i to gange 10 minutter med en pause på otte minutter.
.
Klokken 9.42 tages nålene ud igen, og fem minutter senere flytter Jørgen Sloth sig selv over i en seng, der køres til opvågning sammen med en anæstesisygeplejerske, mens iskuglen indeni tøer op.
.
Han klager over kvalme og virker groggy, men blinker alligevel til sygeplejersken på vej ud.
.
- Jeg følte, jeg var med hele vejen, siger han.
.
- Men jeg havde lyst til at sove, og jeg mærkede ikke noget. Jeg hørte, når de talte til mig. "Jørgen," sagde de, og jeg tænkte, hvad det var de ville, for de sagde ikke mere, husker han.
.
Hustruen Hanne møder ham tilbage stuen på Urologisk Afdeling. Om kort tid kan han udskrives, og de kan tage hjem til Kolding, hvor endnu et forår på golfbanen venter.
.
.
.
FRYSEBEHANDLING AF KRÆFTSVULSTER
.
Sammenlignet med kirurgi er frysebehandlingen af kræftsvulster lige så effektiv. Desuden er restitutionstiden markant kortere. Hvor man efter kirurgi typisk vil være indlagt en-to dage, kan man efter frysebehandlingen tage hjem efter nogle få timer og typisk tage på arbejde efter et par dage.
.
Der kan også forekomme de samme komplikationer som indre blødninger, hul på et organ eller infektion, men risikoen er mindre ved frysebehandling.
.
En-fire procent af patienterne skal have gentaget proceduren eller have foretaget et kirurgisk indgreb efterfølgende, fordi frysebehandlingen ikke var effektiv nok.
.
Frysebehandlingerne udføres én dag om ugen på OUH, og med den nye type bedøvelse kan personalet nå fire patienter om dagen. Med fuld narkose kunne man kun nå to-tre patienter.
.
Sygehuset har ingen ventetid på behandlingen.
.
Behandlingen har også vist sig at virke på patienter med få metastaser, som er spredning af kræftceller. Et kommende forskningsprojekt på OUH skal nu afklare, om den type behandling også kan tilbydes patienter med en-to metastaser.
.
Kilde: Overlæge Ole Graumann,
Radiologisk Afdeling på OUH.
.
.
www.fyens.dk/fyn/Ny-skaansom-kraeftbehandling-Joergens-svulst-i-nyren-blev-frosset-vaek/artikel/3...
Jeg tillader mig fortsat at være bekymret, selv om vores vandhanevand ikke er sundhedsskadeligt. I den forgangne uge blev der fundet rester af svampegiften dimethylsulfamid (DMS) i hver tredje drikkevandsboring i Danmark i mængder, der fik De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland til at kalde det den hidtil værste forurening af det danske drikkevand med et pesticidstof.
.
Stoffet kan ikke filtreres fra i kulfiltre, og det kan nedbrydes til kræft-fremkaldende stoffer, hvis man forsøger at rense det med ozonering. Derfor er der ikke andet at gøre end at lukke boringen eller fortynde det inficerede vand, til det når under grænserne for, hvor meget gift vi tillader i drikkevand.
.
Jeg ved godt, at det bare er sådan, man gør. Men helt ærligt, er det det, vi vil nøjes med?
.
Drikkevand, der kun er drikkeligt, hvis vi fortynder det op?
.
Skal vi, der engang havde verdens reneste drikkevand, nøjes med pesticidfyldt vand, bare fordi ingen har haft mod eller vilje til at begrænse landbrugets massive sprøjtning – før nu?
.
Danskerne har gerne villet det længe, så det kan ikke være frygten for vælgerne, der har stået i vejen. En Gallup-undersøgelse fra 2013 viste, at 8 ud af 10 danskere mener, det skal være forbudt at sprøjte nær drikkevandsboringer.
.
Måske var det dem, et flertal i Folketinget lyttede til med januars beslutning om et sprøjteforbud. Omsider går den rigtige vej efter mange års tagen chancer med vores grundvand.
.
Nu kan det ikke gå hurtigt nok, mener miljøministeren efter de nye fund af svampegift. I den forgangne uge skrev Jakob Ellemann-Jensen (V) rundt til samtlige landets kommuner og bad dem skynde sig at håndhæve sprøjteforbuddet, selv om det først træder officielt i kraft fra årsskiftet.
.
Derfor var det også godt at se, at supermarkedskæden Coop i samme uge tog sagen i egen hånd og besluttede at begrænse, hvor mange sprøjtegiftrester de vil tillade i frugt og grønt på egne hylder, til det halve af de officielle grænseværdier.
.
På den måde presser de producenter, der sprøjter meget, ud af butikkerne og giver plads til dem, der lader være.
.
Kommer initiativet alene til at frelse det danske drikkevand? Næppe. Men hvor er det opløftende, at nogen, der kan gøre noget, gør noget. Lad det være et eksempel til efterfølgelse.
.
Vælg usprøjtede varer. Stem med fødderne – og indkøbsvognen.
.
.
politiken.dk/forbrugogliv/art7083732/Svampegift-i-drikkevandet-Vi-fortynder-det-bare?shareToken=f...
Et meget præcis indblik i, hvem der styrer Verden og hvordan disse industri interesser rækker helt op i toppen af enhver regering i Verden samt hvor bedøvende ligeglade de er med mennesker, hvis de får deres vilje.
.
Britisk dokumentar fra 2018. (Ozone Hole - How We Saved the Planet)
.
I 1980'erne var Jorden i alvorlig fare. Menneskeskabte kemiske gasser som freon ødelagde hastigt ozonlaget, som beskytter hele planeten imod solens farlige UV-stråler. Mange frygtede jordens undergang: global tørke, ødelagte økosystemer og en kræftrisiko så stor, at mennesket i dag ville have levet om natten.
.
Med uventet hjælp fra USA's præsident Ronald Reagan lykkedes det en gruppe stålsatte advokater og eksperter at redde verden. Det blev den største miljømæssige succes nogensinde.
.
.
www.dr.dk/tv/se/dengang-vi-reddede-kloden/hole-the/hole-the
Politikerne er gode til at sætte rammer og prioritere på vegne af sundhedspersonalet. Men det er heller ikke dem, der skal stå og prioritere, hvilke patienter der skal tilbydes behandling, og hvem der ikke skal.
.
De ansatte på landets hospitaler elsker at løbe – vi gør det nemlig for patienterne. Vi løber gerne både hurtigt og langt, og vi gør det gerne mange gange på en dag. I øjeblikket føles den daglige løberute dog af og til mere som et hækkeløb, da vi konstant bremses af den ene politisk skabte forhindring efter den anden. Noget, vi bestemt ikke selv har valgt.
Sengelukninger var en af de første forhindringer; resultatet af et politisk ønske om at nedbringe antallet af indlæggelser. Og hvis der ingen seng er, ja, så er der heller ikke en patient, som kan ligge i den.
Ingen arme, ingen kager.
Men er sundhedshusene i regeringens sundhedsreform en måde at skabe nogle af sengepladserne på igen? Det får os til at tænke på, om de små landsbysygehuse er ved at genopstå fra de døde. De sygehuse, der hen over de seneste årtier er blevet lukket, fordi man dengang indså, at selv det, som er nært, også kan være svært og kræver specialistbehandling.
Etablering af akutmodtagelserne med speciallægen i front skulle være med til at vende patienterne i døren, så de ikke havde brug for en hospitalsseng. Blev antallet af indlæggelser så reduceret nok svarende til den beregnede sengereduktion?
Vores oplevelse er: Nej! Vi har stadig mange perioder med overbelægning på både somatiske og psykiatriske hospitaler.
Akutmodtagelserne blev skabt, men akutlægerne blev ikke uddannet; de læger, som skulle varetage udredning og behandling af de akutte patienter. Først 10 år efter at det hele var skudt i gang, kunne den første læge påbegynde sin speciallægeuddannelse i akut medicin. Så i bedste fald har vi om 5 år den første akutmediciner uddannet fra bunden.
Resultatet er, at speciallæger fra intern medicin og kirurgi samt praktiserende læger passer akutmodtagelserne. Det er i princippet helt fint, vi er jo læger. Men der er ikke meget kvalitet i, hvis f.eks. en speciallæge i lungemedicin skal vurdere en kirurgisk patient – og heller ikke den anden vej rundt.
En anden konsekvens er, at vi desværre ikke kan være to steder på én gang som speciallæger. Så vores sengeafdelinger med syge patienter, hvoraf mange kræver specialistviden, må passes af yngste læge, da de jo ikke kan bruges til at træffe beslutninger i akutmodtagelserne. Men det kan de heldigvis på en specialiseret sengeafdeling.
De praktiserende læger, som vi mangler i stor stil uden for storbyerne, gør et glimrende job i akutmodtagelserne. Men de kan heller ikke være to steder på én gang og mangler der, hvor de virkelig gør en forskel. De er nemlig det nære sundhedsvæsen, og de er specialister i at vurdere borgeren i hjemmet, så vi undgår indlæggelser – til glæde for både borgeren og det pressede hospitalsvæsen.
Normeringen af plejepersonale er faldet så meget, at vi som læger på et offentligt hospital tit spørger sig selv, om dette er forsvarligt? Vi taler om 2-3 sygeplejersker om natten til 20-22 meget syge patienter på en specialiseret universitetsafdeling.
Og er der en grund til, at vi i Danmark skal foretage umenneskelige besparelser? Kan vi virkelig glæde os over regeringens sundhedsreform? Har den fundet penge til at behandle de alt for mange (og stigende antal) patienter? Vil en ny strukturreform bedre arbejdsforholdene for sundhedspersonalet?
Kan vi undgå 40.000 akutte indlæggelser? Vi kan måske undgå nogle, men i fremtiden, når antallet af syge ældre, psykisk syge og multisyge patienter stiger, vokser problemet bare yderligere. I psykiatrien er vi allerede nu nødt til at afvise akut syge patienter, som burde indlægges, fordi der ikke er sengepladser nok. Dette fører til forværring af sygdom, dødsfald hos nogle og et stigende antal genindlæggelser.
Vi har ikke raske borgere liggende i vores alt for få senge. Så når vores patienter bliver rigtig syge og kræver intensiv behandling – om det så er behovet for respiratorbehandling for den lungesyge patient eller en psykiatrisk indlæggelse for at forebygge selvmord eller behandle en mani, så det ikke ender i livstruende delirium – så kan du tro, at vi læger går i gang med en faglig vurdering:
Hvem skal tilbydes intensiv behandling eller indlæggelse, og hvem skal ikke?
Hvad skal vi gøre, når vi står med to patienter, som begge har behov for intensiv behandling med respirator, men der kun er én intensivplads tilbage på hospitalet? Eller hvis vi i psykiatrien allerede har proppet to patienter ind på alle enkeltstuer?
Hvad skal vi så – slå plat eller krone? Vælge ud fra hårfarve? Højde? Bmi? Religion? Sæt nu for pokker den overordnede politiske ramme, så skal vi nok prioritere inden for den!
Politikerne er jo gode til at opstille rammer på andre områder. Udrednings- og behandlingsretten er et eksempel; en ramme, der blev pålagt politisk uden tilførsel af ressourcer.
Den giver enhver patient ret til at blive set inden for 30 dage uden skelen til sværhedsgrad, kronisk forløb eller andre individuelle hensyn. Det giver bestemt ikke altid faglig mening, og vi læger er frataget den faglige vurdering, som kan spare penge på bundlinjen.
På universitetshospitalerne har politikerne indført ansættelsesstop for speciallæger, hvor der tælles hoveder og ikke antal fuldtidsstillinger. På disse hospitaler, hvor størstedelen af sundhedsforskningen foregår, er mange af lægerne dermed frikøbt til at forske.
Det er vigtigt, da vi derved hele tiden blive dygtigere til at behandle patienterne. Men en læge, som 50 procent af tiden er frikøbt til forskning, kan af gode grunde ikke tage lige så mange vagter som en, der bruger 100 procent af sin tid i klinikken.
Så hvordan er det lige, vi skal overholde vagthyppighed, afvikling af ferie, efteruddannelsesdage, når der tælles hoveder og ikke fuldtidsstillinger? Det kan sammenlignes med, hvis DSB bad to lokoførere om at bemande fire togruter – det hænger ikke sammen!
Danske Regioner har også vist deres manglende tillid til hospitalsledelserne. Det har de blandt andet ved at indføre den forhadte 5-års regel for speciallæger, som de netop har forlænget med 2 år.
Hvis vi var hospitalsledelserne, ville vi være vrede over regionernes manglende tiltro til, at vi som fagpersoner og ledere er de rigtige til at vurdere, om en medarbejder er kvalificeret til at varetage en overlægestilling.
Vores kære politikere er gode til at sætte rammer og prioritere på vegne af os. Men hvorfor tør de ikke også påtage sig ansvaret for prioritering af ressourcerne? For at sætte rammerne for, hvem der skal (og ikke skal) tilbydes behandling i det danske sundhedsvæsen?
Et velfungerende sundhedsvæsen, hvor man ved, hvad man får for sine skattekroner, må være i alles interesse; fagpersoner, patienter og pårørende. Og som, selv hvis du er rask, giver klare linjer om sundhedstilbud dig tryghed.
.
Sundhedsvæsnet er et af fundamenterne for vores velfærdssamfund. Inden længe kan vi alle jo så vælge, hvem vi synes, der skal bestemme over det.
Imens vi i hospitalsvæsnet venter på prioriteringer eller tilførsel af flere midler, så kæmper vi videre for de syge patienter. Alt imens vi forsøger at behandle dem så anstændigt som muligt på deres vej gennem systemet.
Vi fortsætter derfor med at løbe stærkt; vi forsøger at få spist og drukket, finde tid til at gå på toilettet og givet et kram til de kolleger, der er slidte og trætte. Hvis vi da når at kramme dem, inden de er løbet væk!
.
.
politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7074329/%C2%BBHvad-skal-vi-g%C3%B8re-n%C3%A5r-vi-st%C3%A5r-med...
