3 Skørbug, søfolk og syd-frugter

For ikke så mange menneskealdre siden kendte ingen til vitaminer, heller ikke til vitamin C.

Til gengæld kendte man op gennem hele historien til konsekvensen af svær C-vitaminmangel – nemlig den frygtede og dødelige skørbug.

Sømandens værste fjende var i århundreder ikke altid havet – fjenden var ofte først og fremmest skørbugen.

Derfor var det sensationelt, når man på frivagten kunne synge:

Vi er gæve søfolk og uden frygt
for sygdom og sot, for vi sejler trygt
på frisk proviant, som vor kommandør
har skaffet os her mellem fremmede ø’er.

Det skal have været sømanden T. Perry fra kaptajn James Cooks flagskibH.M.S. Resolution, der skabte denne sømandvise; en hyldest til ekspeditionslederen, der fra 1768 til 1779 havde sejlet Stillehavet tyndt som chef for verdens første egentlige videnskabelige ekspedition, og havde gennemført dette uden at miste et eneste besætningsmedlem på grund af skørbug (2)(4).

Samtiden priste kaptajn James Cook som navigatør og forsker; men for den jævne mand under hans kommando var det afgjort andre ting, der stod i første række, når de skulle synge hans pris. Frisk føde og frelsen fra den grufulde dødelige skørbug var det de værdsatte mest.

Det er svært for os i vore dage helt at forstå sømand Perrys og de andre gæve gasters begejstring. Den skal ses på baggrund af, at datiden betragtede skørbugsepidemi som praktisk talt uundgåelig ved længere sejladser. Sådan havde det forholdt sig i århundreder.

Da skørbugen ved overgangen til 1800-tallet omsider blev praktisk talt fordrevet, i hvert fald fra den britiske flåde og senere også fra de fleste skibe på verdenshavene, var det århundreders byrde af sot og gru, man pludselig forløstes for.

Skulle vi i vore dage opleve et tilnærmelsesvis sammenligneligt fremskridt ville det måske være, hvis vi en morgen vågnede op til nyheden om, at en ny type forebyggelse i en længere periode havde holdt Europa praktisk talt frit for cancertilfælde! Så megen lettelse, forløsning, forbavselse – og vantro!

Skørbugen opfattedes nemlig dengang af de fleste på samme måde, som cancer af de fleste opfattes i vore dage, som grufuld, gådefuld, uforklarlig og uløselig.

Men langt om længe løste man skørbugproblemet. Man erkendre, at sygdommen var en ernæringsfejl; simpelthen manglen på frisk planteføde. Derefter søgte man længe at finde den ernæringsfaktor i frisk planteføde, der var den egentlige mangelfaktor. Det tog yderligere godt og vel hundrede år. Da man havde fundet den, identificeret den, navngivet den – som vitamin C – og snart kunne fremstille den syntetisk, følte man utvivlsomt, at man var kommet til afslutningen på og løsningen af et gigantisk problem, og at man nu med god samvittighed kunne sætte punktum for et meget langt forløb.

Det var jo sådan set også helt og aldeles korrekt. Blot var sagen samtidig den, at problemets løsning havde åbnet for helt nye perspektiver, som ingen kunne have gisnet om, og som da også de færreste dengang som sidenhen egentlig fattede.

Derfor var det for tidligt, at man satte punktum. For egentlig stod man overfor en ny begyndelse. Faktisk kunne man inden længe stille det spørgsmål: Er C-vitaminet overhovedet et vitamin? Er det ikke langt mere end et vitamin? Og endnu mere spændende, end vi kunne have anet?

Disse spørgsmål burde være blevet stillet, og de blev stillet. Men kun indenfor et meget snævert forum af forskere. Og blandt disse har kun nogle få fattet sagens alvorlige sammenhæng, og nogle ganske få har forsøgt at besvare spørgsmålene. Men disse svar har betydning for hele menneskeheden, for dens helse, for dens mulighed for med enkle overkommelige midler at besejre vor tids overvældende civilisationssygdomme og for dens evne til at overleve som art på en forurenet klode.

Alligevel har emnet ikke opnået nogen væsentlig lydhørhed. – Hvorfor?

For at forstå denne situation er, blandt andet, et historisk tilbageblik en absolut nødvendighed.

Sygdommen skørbug ytrer sig først med stor udmattelse selv ved den mindste anstrengelse og samtidig med svær depression. Så følger muskel- og led smerter, blodmangel, forsinket sårheling, næseblod, blødninger i ledene, knogleskørhed, blå mærker fra blødninger under huden, en bleg og opsvulmet fremtoning, stinkende ånde, plettet hud, tænder, der bliver løse og siden falder ud, voldsomme indre blødninger, pludselige anfald af afmagt og besvimelse, så lunge- eller nyrekomplikationer samt diarré. Ubehandlet er forløbet af skørbug dødeligt.

Skørbugens karakteristiske symptomer og forløb gør den let genkendelig i gamle beskrivelser, hvoraf der op gennem tiderne er talrige. Ikke ejendommeligt, eftersom vi også har mangfoldige historiske rapporter om katastrofale epidemier af skørbug. Den hærgede i næsten alle kulturer og på samtlige kontinenter; mest dog i kolde og ufrugtbare områder og i miljøer, der var afskåret fra tilstrækkelig frisk planteføde. Men selv fra varme og frodige himmelstrøg har vi tidlige vidnesbyrd om dens fremfærd.

Allerede cirka 1500 f. Kr. dukker beskrivelser op i verdens måske ældste lægetekst, den ægyptiske Papyrus Ebers. Tilsvarende vidnesbyrd kommer fra Mesopotamien. Indenfor ayurveda, hinduernes traditionelle lægekunst, findes skørbug omtalt i grundbogen Susrutas Samhita, der antages at være fra omkring 400 f. Kr., men sandsynligvis er meget ældre. I de hippokratiske skrifter fra det 5. århundrede f. Kr. omtales lidelsen atter og i Romertiden beskrives den af den navnkundige Plinius den Ældre. Han døde i år 79 ved Vesuvs udbrud, som begravede byerne Pompeii og Herkulanum. Antagelig er det også skørbug vi finder beskrevet i den babyloniske Talmud fra det femte århundrede.

Med opkomsten af de nordiske sagaer og den europæiske middelalderkultur begynder omtalen af denne allestedsnærværende lidelse imidlertid for alvor at tage til i omfang og hyppighed. Og her finder vi også for første gang betegnelsen for sygdommen, nemlig det danske ord skørbug, der via senmiddelalderlig lægelatin blev til scorbutus og sidenhen internationaliseret, så det omsider havnede i den kemiske betegnelse for C-vitaminet, substansen askorbinsyre.

Første gang ordet skørbug dukker op på skrift er nok i Thorstein den Hvides Saga fra 900-tallet, hvor det berettes at Thorstein under en færd fra Island til Norge blev ramt af skyrbyjugr.

Højmiddelalderen har efterladt os et stigende antal beskrivelser af skørbug. Enkelte tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Korstogene og de deraf følgende pilgrimsfærd til det Hellige Land udsatte især fattige rejsende for risikoen for skørbug. Gilbertus de Aguila erkendte efter en rejse til Palestina faren for skørbug, og tilrådede andre rejsende at medbringe rigeligt med æbler, pærer, citroner og muskateller såvel som anden frugt og grønsager. Hans værdifulde råd viser, at allerede i hans samtid var der dem, der forstod sammenhængen mellem skørbug og fejlernæring. Hvorfor århundreder skulle gå inden denne indsigt blev til videnskabelig erkendelse er et nagende spørgsmål, der sikkert for altid vil forblive ubesvaret.

Imens blev situationen endnu værre. Da opdagelsesrejserne havde gjort lange sejladser mellem verdensdelene almindelige, blev skørbug den alvorligste svøbe for de i forvejen hårdt belastede søfolk. Den elendige forplejning ombord, mest beskøjter og lidt saltet kød, fik hele krigsflåder til at bukke under for skørbugen. Columbus og hans folk slap let. For selv om hans færd var epokegørende, var den ikke langvarig. Det tog kun 34 dage i skæbneåret 1492 at krydse Atlanten. Men det tager 2 til 3 måneder på C-vitamintom kost før kroppens ressourcer er så totalt udpinte, at skørbugen, det endelige resultat af en langvarig degenerativ proces, indfinder sig i sit fulde katastrofale omfang. Som rejserne blev længere skulle det derfor gå værre.

Værre gik det da også for Vasco da Gama 5 år senere, da han åbnede søvejen til Indien – for portugiserne, nota bene! – araberne havde kendt den i århundreder. da Gama mistede 100 ud af 160 mand, og de fleste af de overlevende var så syge, at kun nogle få kunne tage vare på skibene.

Ferninand Magellan, leder af den første jordomsejling, mistede på grund af skørbugen 76 mænd ud af et mandskab på 237. Andre årsager øgede antallet af dødsfald. Kun 31 mænd nåede hjem fra den berømmelige færd, der imidlertid blev betragtet som en succes, ikke mindst fordi dens kostbare last af krydderier gjort den til en fin forrretning.

Gridskhed spillede utvivlsomt en rolle for skørbugens hærgen både dengang og op gennem de følgende århundreder. At lægge citroner i lasten er det gode råd, der jævnligt stadig dukker op; men ejerne af de endnu små skibe har utvivlsomt været mere forhippede på at benytte den sparsomme tonnage til kostbare krydderier end til at sikre besætningens helse med citroner mod skørbug. Det var også i disse opdagelsesrejsernes gyldne år at man opbragte en spansk galeon, der ukontrolleret drev omkring på havet. Det viste sig at alle ombord var døde af skørbug.

Men denne lidelse hørte imidlertid ikke udelukkende søen til. Land-skørbugen kendte man fra hårde vintre i Europa og især hos udvandrere i de nye kolonier hinsides Atlanten. Krigen medbragte den også i sit kølvand. I langvarigt belejrede byer hærgede skørbugen lige så frygteligt som til havs. Allerede under korstogene havde de kristne hære i det Nære Østen døjet under sådanne epidemier. Ved naturkatastrofer og under hårde vintre, i flygtningelejre og fangelejre, under dårligt organiserede ekspeditioner, i guldgraverklondykes, i storbyens slum og lignende miljøer dukkede skørbugen op igen og igen. Men havet var og blev dens grummeste legeplads, og her taltes dens ofre gennem århundrederne i millioner.

Ved midten af 1700-tallet blev især den ekspanderende britiske kolonimagt mere fokuseret på problemet. Mange forsøgte sig med forslag til problemets løsning. Men den mand, der for eftertiden kom til at stå som problemløseren var James Lind. Hans afslørende undersøgelse er gået over i historien, hvor den nu beskrives som verdens første egentlige videnskabelige kliniske afprøvning. Som skiblæge på H.M.S. Salisburyoplevede han i 1747 et voldsomt udbrud af skørbug. Han udvalgte 12 af de syge søfolk og fordelte dem i grupper af to.

Gruppen med de to patienter, der daglig fik to appelsiner og en citron, kom sig. De øvrige 10 kom sig ikke.

Linds undersøgelse vakte ingen interesse i samtiden, og skuffet forlod han flåden. Senere skrev han om sine iagttagelser i en nu berømt afhandling. Denne var medvirkende til ved slutningen af århundredet at ændre forholdene. I 1795 tog det britiske admiralitet efter megen nølen konsekvensen af Linds og andres erfaringer og indførte faste rationer af citrussaft til alle skibsbesætninger.

I mellemtiden havde James Cooks tre lange ekspeditioner i Stillehavet mellem 1768 og 1780 fundet sted. Grønsager, urter og frugt var her årsagen til, at ikke en eneste mand døde af skørbug undervejs. Men dette havde fra ekspeditionslederens side krævet en væsentlig indsats, foruden en meget betydelig viden og erfaring.

Den fremragende botaniker Joseph Banks, elev af Carl von Linné, og hans medarbejdere var del af ekspeditionens videnskabelige stab. Deres og andre medarbejderes rapporter er stadig spændende læsning og viser os blandt andet, hvor omfattende deres søgen efter skørbugslægende -antiscorbutic – planter var. Idag ved vi, at citronen ikke har det store vitamin C indhold og at lime faktisk rummer betydeligt mindre. Adskillige andre vækster rummer langt større mængder askorbinsyre, og nogle at de planter Cooks medarbejdere registrerede, og som han lod sit mandskab indsamle og benytte har et forbløffende højt C-vitaminindhold, og deres lægende virkning har ganske givet været betydelig.

Efter det britiske admiralitets forordning i 1795 vedrørende lime juicebegyndte skørbugen mestendels at forsvinde ud i historiens kulisser og folkeviddet heftede betegnelsen limey på britiske søfolk (4). Trods betegnelsen fik de faktisk – og heldigvis – næsten altid citronsaft, som har et betydeligt højere askorbinsyreindhold end lime!

Fra tid til anden dukkede skørbugen atter op. Under den amerikanske frihedskrig havde den hærget på begge sider af fronten; under borgerkrigen knap hundrede år senere gentog tragedien sig. Under Første Verdenskrig oplevede næsten alle de krigsførende nationer – måske med undtagelse af amerikanerne – skørbug blandt deres tropper og – på grund af rationering – også hos civilbefolkningerne. Overalt hvor sult og hungersnød truede, viste skørbugen også sit grumme ansigt.

Det var derfor god og rationel sundhedspolitik og en logisk følge af en langvarig og smertelig historisk erfaring at de amerikanske myndigheder i 1943 – under Anden Verdenskrig – formulerede nogle ernæringsnormer for at undgå risikoen for skørbug. Skørbugen havde jo ofte været en faktor, der afgjorde krige, især til søs. Men nu, i 1943, kendte man helt præcist den afgørende faktor. C-vitaminet var blevet uomtvisteligt identificeret og kunne fremstilles industrielt. Man vidste hvor meget føden skulle indeholde for at såvel folk som matroser ikke skulle få skørbug.

Denne mængde blev fastsat i det nye sæt af værdier – også omfattende andre kritiske ernæringsfaktorer, først og fremmest andre vitaminer samt mineraler – der var blevet udarbejdet af National Academy of Sciencesog som fik betegnelsen Recommended Daily Allowances, normalt forkortet til RDA. Mange nationer, således også Danmark, fulgte amerikanerne og formulerede deres egen RDA, der dog ofte var mere eller mindre direkte kopieret fra den amerikanske.

Siden 1943 er RDA flere gange blevet revideret. Men det oprindelige vurderingsgrundlag er stadig: Tilstrækkelig C-vitamin til at undgå skørbug. Det var en glimrende målestok for sin tid – året 1943 – omend måske allerede da en anelse konservativt. Over et halvt århundrede senere og i lyset af vor viden idag er det en standard, der er håbløst forældet. Dog står den stadig i princippet uændret. Konsekvenserne heraf skal vi se på senere og i anden sammenhæng.

Den dag i dag forekommer der tilfælde af skørbug, især i visse belastede miljøer samt under krige og katastrofer. Selv i normale miljøer når enkelte isolerede tilfælde fra tid til anden frem til det konventionelle behandlingsregi, hvor lægerne som regel er så uvante med at se den slags, at tilstanden ofte ikke blive korrekt diagnosticeret.

(2) PAULING; Linus: How to live longer and feel better; 1986, Avon Books, ISBN 0-380-70289-4.

(4) CUPPAGE; Francis E.: James Cook and the Conquest of Scurvy; 1994, Greenwood Press, ISBN 0-313-29181-0.