Brev fra "perfekte mødre" til redaktionen på DR 2
DR2 havde temaaften i sidste uge om mødre, der ikke følger de traditionelle og hospitalsdikterede procedurer og opskrifter for deres spædbørn.
De tænker selv, eksperimenterer og prøver at lytte til deres egen fornuft, sjæl og krop. Ja, de tænker ud af boksen, og måske er det fremtidens fødselspleje, vi er vidne til, når konventionel medicin har givet op. Men mødrene blev mødt af en meget skeptisk DR2-redaktion, som havde fået ”eksperter” til på bedste journalistmåde at stille mødrene i et latterligt lys.
”Så er vi da færdige med dem,” syntes udsendelsen ligesom at sige. Men mødre fra favnenfuld.dk tog til genmæle. Læs deres klage til DR 2 her:
Kære DR 2
Vi så med stor interesse jeres program "De Perfekte Mødre", der blev vist på DR2 6. december 2015 kl 20, for vi er nemlig de såkaldte "perfekte mødre".
Vi samsover, bruger vikler, føder hjemme, bruger moderne stofbleer osv. i større eller mindre omfang.
Vi kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad der gjorde eksperterne til "eksperter"? Var de blot hevet ind, fordi de var uenige med vores måde at sammensætte og leve i vores familier på?
Vi bliver bekymrede. Bekymrede, fordi vi tænker, at usikre forældre vil tage disse "eksperters" ord for sandheden. At de måske vil gå i stik modsat retning af, hvad deres instinkter fortæller dem.
Når en "ekspert" kommer med udtalelser om, at et barn skal løsrives fra sine forældre og derfor ikke bør sove med sine forældre – så undres vi!
Hvor er evidensen for de udtalelser?
Vi kan nemlig fremlægge en masse evidens, der siger, at det er godt for et barn at sove sammen med sine forældre.
Se f.eks her:
“Why babies should never sleep alone: A review of the co-sleeping controversy in relation to SIDS, bedsharing and breast feeding – James J. McKenna and Thomas McDade, University of Notre Dame, Notre Dame, Indiana, IN 46556, USA“ (http://img2.timg.co.il/forums/1_147673444.pdf)
Og her:
Uniceff UK – Bed-sharing and infant sleep, (http://www.unicef.org.uk/BabyFriendly/News-and-Research/Research/Bed-sharing-and-infant-sleep/)
Yderligere udtaler en psykolog sig om, at det er vigtigst at støtte sit barn i løsrivelses-processen, og det gør man ikke ved at samsove med sit 3-årige barn. Utroligt, at det at dele familieseng skulle forhindre, at barnet skulle gennemgå en helt naturlig løsrivelsesprocess, som heldigvis – helt af sig selv – sker gradvist og faktisk først for alvor i teenage-årene. Så vi, der samsover med vores skolebørn, kan slappe helt af.
Faktisk er der jo læssevis af evidens, der taler for, at et barn, der er blevet mødt i dets behov, og som er trygt funderet i familien, er beskyttet mod en lang række af psykiske lidelser, helt fra angst, depression til personlighedsforstyrrelser (forslag til yderligere læsning ses i bunden af artiklen), fordi de ved – helt ind i hjertet – at de har et sikkerhedsnet i form af forældre og en familie, som rummer dem. At rumme deres behov for nærkontakt, især om natten, hvor vi jo er allermest sårbare, er jo helt lavpraktisk en af de letteste måder bare at være der for sit barn.
At det skulle forhindre dem i at løsrive sig fra os forældre, giver ingen mening, såfremt barnet får mulighed for at vælge samsovningen fra, hvis det skulle udtrykke et ønske herom. Det handler nemlig ikke om, at vi skal presse dem udi en løsrivelsesprocess, men møde dem i den – i deres tempo!
Samsovning skulle åbenbart også have den betydning, at sexlivet ville stå stand-by. Har I aldrig hørt om sex i badet, på sofaen, på bordet eller på gulvet? Vi er nogle stykker med gravide maver eller psudotvillinger, som beviser, at det skam er muligt at have et ganske velfungerende sexliv, selvom man har valgt at samsove med sine børn.
Jeres overskrift lød: “DR2 Tema: De perfekte mødre”
Jeres subline/teaser lød: “Mange kvinder er ikke bare mødre – de er ultramødre. De designer deres fødsler, de fravælger scanninger, ammer i årevis og spiser deres egen moderkage. Anne Sophia Hermansen dykker ned i de moderne ultramødres univers og ser på lotusfødsler. Hvis du vil vide, hvad det er, så ses vi på DR2, hvor der også vil blive serveret moderkage til aftenkaffen.”
Lad os lige kigge på det her:
Er man “ultramor” fordi man følger sit instinkt og går tilbage til tidligere tiders moderskab?
Har man “designet sin fødsel”, når man fravælger indgreb og lader naturen styre fødslen?
WHO anbefaler amning i MINDST 2 år – så måske man bare følger den vejledning, der gives fra verdens førende forskere på området?
Umiddelbart er det vist ikke os, der er synderligt fokuserede på at være “Perfekte mødre” – “Ultramødre”.
At afgive kontrol og stole på naturen, evolutionen, instinkterne og intuitionen – det er måske mere i den modsatte retning?
Adskillige scanninger og andre tests, planlagte kejsersnit, fravalg af amning for at kunne fortsætte et aktivt socialt eller arbejdsmæssigt liv, stringent opdragelse og tidlig opstart i institution (for at kunne vende tilbage til arbejdet) – måske er det dem, som er “De Perfekte Mødre”? Måske er det dem, som planlægger alt ned til mindste detalje, fordi kontrolelementet i deres liv er så vigtigt, at intet må overlades til tilfældigheder, der er “De Perfekte Mødre”?
Måske er der slet ikke noget, som hedder “De Perfekte Mødre”?
Måske er alle mødre ”De Pefekte Mødre”?
Vi satte os forventningsfulde foran tv’et, fordi der for én gangs skyld var noget, som appellerede til os (vi valgte at se gennem fingre med den lidet flatterende titel på tema-aftenen).
Vi forventede at se en DR2 Tema-aften med interesse for forskellige forældrestile og journalistisk integritet, for det er det, vi erfaringsmæssigt kunne forvente fra DR2.
Vi oplevede en tema-aften som mere eller mindre handlede om shaming.
Udskamning af en gruppe mødre, som har taget aktive valg i deres forældreskab – valg som, udover at være drevet af stærk intuition, også er underbygget af massiv evidens. At benytte ordet ”perfekt” som her, hvor det bliver nærmest ironsk eller nedladende, er respektløst og skaber, helt af sig selv, en kløft mellem de to grupperinger at forældreskab, som det blev vist i usendelsen. Når man så vælger at få ”ekspertudtalelser” til at underbygge en påstand om at det at støtte sig op af evolutionen og intuitionen i forældreskabet ligefrem er skadeligt for børnene, er dybt problematisk, idet udtalelserne er dårligt fagligt funderede og samtidig har potentielt stor indflydelse på seerne – og ikke mindst – deres børn!
Vi forstår, at I skal skabe seertal i en tid, hvor “Public Service” nærmest pr. automatik gør det umuligt at konkurrere med de reklamefinancierede kanaler – men en hel lørdag med udskamning af mødre – det havde vi alligevel ikke regnet med. Fra en reklame-finansieret kanal måske – men ikke fra DR.
Kærlig Hilsen
Redaktionen bag FavnenFuld.dk
Litteratur:
Om tilknytning som beskyttende faktor:
Ammaniti, Ijzendoorn, Speranza & Tambelli (2000) “Internal working models of attachment during late childhood and early adolescence: an exploration of stability and change”
Barone (2003) “Developmental protective and risk factors in borderline personality disorder: A study using the Adult Attachment Interview”http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/1461673031000078634
Beatson & Tayan (2003) ”Predisposition of Depression: The role of Attachment”http://www.tandfonline.com/…/j.1440-1614.2003.01126.x
Benoit (2004) “Infant-parent attachment: Definition, types, antecedents, measurement and outcome”
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2724160/
Benzies & Mychasiuk (2008) "Fostering family resiliency: a review of the keyprotective factors"
Gutmann-Steinmetz & Growell (2006) “Attachment and Externalizing Disorders: A Developmental Psychopathology Perspective”http://www.jaacap.com/article/S0890-8567(09)62064-5/abstract
Skriv et svar