Af Erik O. Andersen fra May Day
Dette års konference var efter min mening langt mere interessant end de forrige, jeg har deltaget i. Spændende og meget vedkommende emner med stor fokus på de unges problemer, især dem med en dobbeltdiagnose.
Konferencen åbnede med en solstrålehistorie om, hvordan Island på bare ca. 20 år har formået, at minimere alkohol- og stofproblemer blandt unge til et absolut minimum. Noget som man i resten af verden betragter med store øjne. Hvordan har det dog kunnet lade sig gøre på så få år at vende billedet næsten 180 grader?
Manden bag denne succes Jón Sigfússon, chef for Youth in Iceland-programmet, fortalte, hvad der efter hans mening er årsag til, at man har kunnet gøre denne store forskel.
Vigtig del af vores kultur?
Efter Jón Sigfússons mening har man ikke gjort noget epokegørende, men bare gjort det alle andre også gør, dog meget mere effektivt og koncentreret. Fx at støtte belastede familier, at følge hver sag med et ungt menneske i vanskeligheder helt til dørs, at bruge alle tilgængelige data og sørge for, at de enkelte afdelinger i sundhedsvæsen og socialforvaltning kan snakke sammen. Alt i alt det, som alle andre godt ved bør gøres, men gøre det meget mere effektivt og tilføre de nødvendige resurser, også økonomisk.
Kan dette virkelig være hele forklaringen? Måske? Eller er det, fordi Island er så lille et samfund, at alle bedre kan snakke med hinanden, og man bedre har råd til at tilføre de nødvendige resurser. Eller har de bare en helt anden holdning til problemet end vores laissez faire-holdning, hvor vi mener, at alkohol er en meget vigtig del af vores kultur?
En lille helt lavpraktisk detalje er så også, at en almindelig pilsner koster ca. 30 kr. og kun kan købes i en specialbutik. Man kan ingen steder på Island købe nogen form for alkohol, før man er fyldt 20 år. Allerede her er der jo en væsentlig forskel.
Farmakologisk alkoholbehandling i Danmark
Efter denne gribende beretning blev vi fordelt i nogle parallelsessioner, hvor jeg valgte et foredrag om farmakologisk behandling af alkoholisme. Talere var overlæge Claus Malta Nielsen fra Sundhedsstyrelsen og overlæge Caspar Buchardt Westergaard fra Psykiatrisk Center Glostrup.
Hovedbudskabet ved denne session var: At der i Danmark findes 4 præparater til at behandle alkoholisme. Det mest anvendte i dag er stadig Disulfiram, også kaldet Antabus. Dette er problematisk, mener Sundhedsstyrelsen, da Antabus ikke er særlig veldokumenteret. Sundhedsstyrelsen anbefaler hellere Acamproat, Naltrexone eller Nalmefene, der er mere veldokumenterede. Men det er åbenbart svært at få ændret denne praksis hos de praktiserende læger. Det var ved denne lejlighed, jeg for første gang stiftede bekendtskab med begrebet en evidenspyramide. Antabus er et godt eksempel på noget, man bruger i sundhedsvæsnet, der ligger nederst i denne pyramide. Man kan godt bruge det, fordi man kan se en effekt, men den er ikke særlig veldokumenteret. Dette faktum var jeg glad for, for så bortfalder jo kritikken af vitaminerne jo, da de må falde ind under samme kategori, nemlig at man kan se en effekt, som bare ikke er særlig veldokumenteret. Dette gav Anette Søgaard Nielsen mig helt ret i senere på konferencen.
En meget gribende personlig beretning v/ Anni Christeu
Anni fortalte meget levende om sin opvækst i en dysfunktionel familie i et pænt villakvarter med to biler i carporten. Men inde bag den pæne facade raslede skeletterne bare ud af skabene. Far var kvartalsdranker, og i hans våde perioder skulle man helst ikke komme på tværs af hans fest. Gjorde man det, kunne han blive meget ubehagelig og truende, så i disse perioder levede børnene i skræk og rædsel for, hvad der kunne ske.
Da Anni blev voksen, havde hun meget svært ved at fungerer i en normal tilværelse, men havde til dels fortrængt sin traumatiske barndom. Hun fik også villa, bil og børn, men syntes ikke selv, hun fungerede, specielt ikke som mor for sine tre børn. Var ikke selv bevidst om at være vokset op i en kronisk tilstand af PTSD, som aldrig var blevet diagnosticeret eller behandlet. Først som 37-årig hørte Anni et foredrag af Lisbeth Zornig om voksen-følger efter en opvækst i et hjem med alkoholmisbrug.
Anni kom omsider i terapi og forstod, at hun bare havde reageret helt normalt på noget meget unormalt.
Anni holder i dag foredrag og har fået så meget afstand til fortiden, at hun i dag kan fortælle sin historie uden at tænke, at hun stadig er denne historie.
Denne beretning har rørt mig dybt, da Annis historie på mange punkter ligner min egen, som jeg også har været nødt til at fortrænge for at komme videre i livet. Har givet mig en del stof til eftertanke.
Janne Tolstrup, forskningsleder ved Statens Institut For Folkesundhed rundede Annis beretning af med et oplæg om børn i familier med alkoholproblemer.
Dobbeltdiagnose
Resten af dagen handlede om mennesker med både et alkoholproblem og anden psykisk lidelse, det man kalder en dobbeltdiagnose. Ca. 40.000 mennesker skønnes at have både et rusmiddelproblem og en psykisk lidelse. Mange af disse patienter risikerer at havne mellem to eller flere stole, da psykiatrien og behandlingscentrene åbenbart ikke er særlig gode til at tale sammen. Det var jo netop det, de var så gode til på Island. En anden sag er også, at mange af disse patienter ofte selvbehandler sig med et eller flere rusmidler ved siden af deres lægeordinerede medicin. Denne selvmedicinering ofte enten forstærker eller modarbejder medicinen. Så det kan være meget komplekst at finde ud af, hvor man egentlig skal sætte ind med hjælpen.
Centerlederen fra behandlingscentret Ringgården Per Nielsen havde en spændende parallelsession med overskriften: Hvordan bliver vi bedre til at hjælpe mennesker med dobbeltbelastning?
Citat: “I psykiatrien har de svært ved at behandle, fordi folk fortsætter misbruget, og i alkoholbehandlingen spænder psykiske udfordringer ben. Uden samarbejde havner klienterne mellem to stole.” Der er åbenbart ikke enighed, blandt de professionelle og kommunale politikere om, hvem der skal gøre hvad i denne sag, og der er tilsyneladende stor forvirring her. Patienterne, der ender med at blive kastebolde, må jo så blive de store tabere her, eller?
Denne problematik mindede mig ligeledes om min egen fortid, da min indfaldsvinkel til alkoholmisbrug var en selvbehandling for en svær angstlidelse. Ingen af delene, blev nogen sinde behandlet. Jeg er kun mirakuløst overlevet, fordi jeg ved et held mødte en alternativ behandler. Hun reddede mit liv med store doser vitaminer og andre naturlige substanser.
Dag 2
Konferensens anden dag startede med en status på det engelske behandlingssystem v/ Professor Colin Drummond fra National Addiction Centre, King´s College London.
Her har man åbenbart en stribe lignende problemer, hvor man ikke rigtig ved, hvem der skal tage sig af hvad. Katastrofal mangel på kvalificeret arbejdskraft er et andet problem, der præger den engelske situation. Colin Drummond nævnte en situation, hvor et stort hospital i London kun har en sygeplejerske der er specialuddannet til at tage sig af misbrugspatienter. Når hun så er på ferie, ja, så er der ingen på et helt hospital til at varetage denne opgave.
Colin Drummond blev spurgt fra salen, om det forestående Brexit ville ændre noget ved denne situation. Colin Drummond svarede grinende, at det vidste han da virkelig ikke, det eneste han vidste var, at de skulle hejse et flag. Men måske jeg skulle emigrere til Danmark, sluttede han sit indlæg med at sige.
Oplæg fra Eric Carlin fra SHAAP i Skotland samt andre indtryk fra konferencen
Dette handlede om, hvordan man i Skotland er lykkedes med at få indført minimumspriser på alkohol for at begrænse salget.
Konferencen sluttede med en paneldebat, der tog temperaturen på den danske alkoholbehandling. Med 140.000 alkoholafhængige og kun 17.000 i behandling blev konklusionen den, at her var der rigelig med plads til forbedringer. Men at der først og fremmest mangler resurser, både menneskelige og økonomiske. Den ellers nedadgående kurve for unges drikkeri er nu begyndt at vende opad igen, hvilket er meget foruroligende, da vi i forvejen ligger på en meget kedelig 1. plads, hvad ungdomsdruk angår.
I pauserne havde jeg så tid til at netværke og lave aftaler, hvilket også i år var meget frugtbart. Blandt disse kan nævnes: Alkohol & Samfund er åben for en invitation til at deltage i en debat i May Days telt på Folkemødet til sommer på Bornholm, når jeg skal præsentere min alkoholhistorie, og hvad der har bragt mig tørskoet i land.
Anette Søgaard Nielsen, bestyrelsesformand i Alkohol & Samfund og programdirektør, Enheden for Klinisk Alkoholforskning Syddansk Universitet, har indledt et studie i fedtsyrers virkning ved alkoholbehandling. Jeg forærede hende Patrick Holfords bog ” How To Quit Without Feeling S**T, hvilket hun blev meget glad for.
Jeg inviterede hende til May Days alkoholkonference den 7. nov. på Pilegården i Brønshøj, hvor Patrick Holford bliver hovednavnet. Hun inviterede mig desuden på Syd Dansk Universitet for at fortælle om mine erfaringer med vitaminer og min helbredelse fra alkoholisme.
Af Erik Ove Andersen for May Day 1/2/2020
Skriv et svar