Af Speciallæge i almen medicin Mette Maja Mouritsen
Der er så meget at undres over, hvis jeg lytter til de tal og oplysninger, jeg får igennem medierne. De stemmer langtfra overens med livet omkring mig, og den virkelighed jeg oplever. Som læge i 1813 lytter jeg til mange ængstelige mennesker, og få er heldigvis alvorligt syge. Det fik jeg også bekræftet af en kollega fra et andet speciale, som undrede sig over, at hun skulle pode det samme menneske for anden gang indenfor 4 dage. Denne læge havde podet 1000 mennesker på en dag, hvoraf de fleste kom raske med andre fysiske symptomer end svarende til det, vi relaterer til covid19. Mange ønsker test, fordi de er ængstelige. Det var godt at sparre med en kollega, for vi får sjældent mulighed for at tale sammen, da vi læger passer hver vores funktion, og ledelsen styres fra toppen. Lægen var også uforstående overfor den valgte strategi, og det billede der tegner sig i medierne.
Med et inderligt ønske om at mindske den angst, der er udbredt i det danske samfund og i store dele af verden, vil jeg fortælle min oplevelse af coronakrisen fra begyndelsen frem til i dag:
Det begynder med at der opstår flere pludselige uventede dødsfald i Kina. Det vækker naturligvis uro. Nogle læger isolerer det, de kalder en virus, og tilskriver virussen årsagen til dødsfaldene. Det vækker yderligere uro, da virusser er smitsomme.
Vi læger ved ikke, hvordan en virus opstår, og nogle gange ved vi ikke, om der er en virus tilstede eller ej, vi bruger blot begrebet, om noget vi betragter som smitsomt.
Der er imidlertid ofte flere samtidige medvirkende årsager til, at sygdom opstår så det er lineær tænkning at konkludere, at tilstedeværelse af virussen er ensbetydende med, at den alene er årsagen til sygdom og død.
På tilsvarende vis er der mange medvirkende faktorer til, at vi bliver raske. Vi kan derfor også tro, at en bestemt vaccine alene er årsagen til, at en sygdom stilner af eller forsvinder, og derved kan vi glemme, at der er mange andre medvirkende årsager til, at vi bliver raske. Vaccinen kan på den måde alene få æren, hvis vi udelukkende tænker lineært.
Lineær tænkning er bedst anvendeligt, når det handler om biler, men mennesket er langt mere komplekst end en mekanisk bil.
De mange uventede dødsfald, skaber naturligvis bekymring og uro blandt læger verden over, for det er lidt uforståeligt, hvad der sker, og vi kan ikke kontrollere det. Vi læger er kontrolmennesker, det kræver lægefaget af os. At tabe kontrol og miste overblik kan føre til ængstelse og forhastede beslutninger. Forhastede beslutninger kan føre til yderligere uro og ængstelse. I mit perspektiv har lægernes ængstelse forplantet sig til regeringen og befolkningen, og eftersom hovedparten af den danske befolkning overvejende har lagt deres tillid til lægeautoriteterne, så giver det god mening, at angsten kan holde os alle i skak.
Samtidig er det efterhånden velkendt, at vi læger har svært ved at indrømme, når vi fejler. Det tror jeg dels skyldes, at mange af os er perfektionister, men også fordi vi er bange for at blive hængt ud offentligt af patientklagenævnet og medierne. Det sker desværre, og det er uværdigt overfor lægen, ja for ethvert menneske, og jeg ved at mange kollegaer forståeligt nok er bange for det.
Perfektionisme er en god egenskab, hvis man skal lave et godt stykke arbejde, men det er ikke så godt, hvis det forhindrer en i at se sine egne mangler i øjnene.
Det jeg skriver kan jeg underbygge med mine oplevelser i 1813, hvor retningslinjerne i starten ændrede sig fra dag til dag, indtil vi var tilbage til noget nær udgangspunktet. Fred være med det, for nogle gange er livet sådan, at man må gå mange veje. Derefter forsvandt ledelsen ud af syne, hvor de førhen har kredset om os, dels for at vise deres gode ansigt, men også for at overvåge vores arbejdstempo og eventuelle fejl. Det er mit indtryk at ledelsen selv mistede deres oprigtigt velmenende gode ansigt, og derfor havde svært ved at se sine ansatte i øjnene, og stå frem med samme autoritet og sige, at nu går vi den stik modsatte vej.
Det er også mit indtryk, at for at dokumentere at der er tale om en pandemi, og for at vise ledelsens effektivitet er strategien ændret til at alle skal podes, ja vi opsøger nærmest folk for at pode dem, uagtet at behandlingen er den samme uanset podningsresultatet, og uagtet at der tilsyneladende ikke er kommet flere alvorligt syge over de seneste uger, og at mange sengepladser fortsat står tomme. Denne dokumentation står i kontrast til, at vi ikke får vist tal over de mange mennesker, der hvert år dør af influenza og andre ”virusser” og lidelser. Tallene er formentlig ikke tilgængelige fordi, de ikke er opgjort, så fred være med det. Lægevidenskaben og myndighederne bliver nu konfronteret med disse paradokser både af medier og befolkningen. Flere begynder at undre sig, og lægevidenskaben taber igen lidt kontrol, og det giver yderligere uro.
Så indføres der en lov om, at anden behandling end den konventionelle behandling af corona kan straffes med bøde og fængsel. I grunden er det en gammel lov, som har eksisteret siden 1930, om forbud mod det, lægevidenskaben kalder kvaksalveri. Dette er endnu et udtryk for, at lægevidenskaben har svært ved at se egne fejl og begrænsninger i øjnene, for vi læger ved godt, at der hvert år dør patienter af medicinforgiftning og fejlbehandling, ja i øjeblikket er der flere døde af disse årsager end af covid19. Så stadfæstelsen af denne lov, midt under denne pandemi, ser jeg som et yderligere tegn på angst blandt de ledende læger for at miste kontrol. Lægerne har nemlig ingen specifik behandlingstilbud af covid19, og med denne lov udelukkes alternative muligheder fra at komme på banen. Samtidig kan det vække yderligere uro hos de mange alternative behandlere, og de mange modtagerne af alternativ behandling. I mine øjne er det et udtryk for ”angsten for at fejle,” i form af ”angsten for ikke at slå til. ” Det er også et udtryk for lineær tænkning i retning af, at der er ét svar på helbredelse af sygdom, og det svar har alene lægevidenskaben, selvom det er klart for alle, at der er tiltagende mange kronisk syge patienter.
Disse informationer kan lyde overvældende, så derfor vil jeg skynde mig at udtrykke min taknemmelighed for de mange gode opfindelser lægevidenskaben har medvirket til, så som penicillin, insulin, bedøvelse, smertestillende og livsredende operationer med mere. Og naturligvis alt det gode arbejde, der også leveres i disse dage.
Nu er vi og andre lande lukket ned dels på grund af en sygdom, vi ikke forstår til fulde, og dels fordi vi vil passe på de gamle og de svagelige, men også på grund af angsten for det uvisse som har forplantet sig fra top til bund.
De ledende læger og regeringen står tilsyneladende i en situation, som de ikke ved præcist, hvordan de skal håndtere. Det har jeg fuld forståelse for, da der er ingen, der kan spå om fremtiden, og jeg har stor respekt for den vanskelig opgave, de har påtaget sig, den vil jeg nødigt selv have på mig. Det er en svær tid for regeringen, ja i grunden for os alle, for nu har vi stået op for de gamle og de sårbare, så hvad gør vi nu med alle de mennesker, der måtte lide under tab af job og økonomi og det sociale liv. Der er nok at tage fat på.
Jeg er nu alligevel meget optimistisk. Jeg ser, at vi danskere har fået en enestående mulighed for at vove det dybeste i os selv og vise, at vi har tro og tillid til det, og til at vi kan passe på os selv og hinanden. Det kan vi gøre på forskellig vis, sådan som vi allerede har gjort det i de forløbne uger. Det er ad veje, som rækker udover de konventionelle, og det er nødvendigt, for de har længe forsøgt at løfte opgaven alene med deres metoder. Så jeg håber at landets ledere vil opmuntre til samarbejde ikke kun lineært men også på kryds og tværs, og at de tænker ud af boksen. Det handler også om tillid til hinandens personlige kompetencer, og vores konkret indhøstede erfaringer. Det fordrer, at vi alle tør erkende, at vi engang imellem tager fejl.
Herunder kan vi opdage, hvad vi hver især er gode til alene og sammen, og derigennem vil vi kunne tjene os selv og hinanden og vores jord endnu bedre.
https://www.facebook.com/mette.mouritsen/posts/2614572268652448
Skriv et svar