En beretning fra det virkelige liv om det danske hospitalsvæsen
Her ligger min mor.
Begge hendes håndled er brækket efter et voldsomt cykelstyrt. Det er mig, der står bag kameraet. Det er ca. en måned siden nu, og da jeg tog billedet, vidste jeg ikke, hvor meget hun skulle gå igennem de kommende dage.
Jeg var hos hende under hele forløbet og kan skrive under på, at den behandling, vi oplevede på hospitalet, desværre endte med at gøre situationen meget værre.
Min mor har valgt at stå frem og fortælle sin historie for at råbe politikerne op. Jeg håber, I vil læse med.
—————————-
“Dette er historien om, hvordan jeg faldt af min cykel og brækkede begge håndled. Det er fortællingen om det efterfølgende hospitalsophold og om mine oplevelser som akutpatient på Odense Universitetshospital. Om hvordan det føles på et splitsekund at gå fra at være et selvhjulpent almindeligt menneske til at være totalt magtesløs og afhængig af et system, der ikke fungerer.
…Tolderlundsvej. Midnat.
Jeg kommer cyklende, natten er lys og lang. Foråret er overalt. Jeg er lettet og glad.
Jeg er skuespiller, og premieren på vores nye forestilling DING-DONG på Odense Teater er lige overstået, det gik godt.
Pludselig kommer en kat løbende ud mellem to parkerede biler. Den løber lige ind i forhjulet. Jeg mærker, at cyklen kommer ud af balance, ryger forover og så er jeg væk.
Da jeg vågner igen, ligger jeg på asfalten, og der er helt stille. Jeg prøver at sætte mig op, men jeg kan mærke, at begge mine arme er fuldstændig som gummi, jeg kan ikke støtte på dem. Hvis jeg bliver liggende meget længere, bliver jeg kørt ned. Jeg krabber mig på numsen ind mod fortovet, mens jeg råber på hjælp.
Fire unge mænd kommer løbende. De ringer efter en ambulance, og jeg beder dem ringe til min mand, Martin. På akutmodtagelsen er et virvar af mennesker og lys. Jeg bliver kørt ind i et lille værelse. En læge og en sygeplejerske kommer ind til mig. Jeg får morfin til smerterne. Jeg kaster op og er så glad for, at Martin er her, for personalet går hele tiden, de har en masse andre akutpatienter.
Sidst på morgenen kommer lægen ind og forsøger at rette mine håndled ud. Han trækker i dem og prøver at få dem på plads. Indtil da har jeg slet ikke kigget på dem. Nu kigger jeg ned på min venstre hånd og tænker: Harry Potter! Det ligner en Harry Potter-hånd, inden Dumbledore tryller den på plads. Jeg tænker, at lægen ikke ligner Dumbledore, men at han alligevel er ret effektiv.
Kl. 5:30 bliver jeg kørt op på afdelingen. Ingen ledige sengepladser, så jeg bliver kørt ind i et skyllerum. For første gang siden ulykken ser jeg ned ad mig selv og prøver i min morfinrus at få en samling på skaderne: Begge mine arme er brækkede, den venstre er lagt i gips fra skulderen og helt ned til fingrene, den højre har gips fra albuen og ned. Mine fingre er voldsomt hævede og helt sorte, mit venstre knæ er hævet og blåt. Mine arme er hejst op i nogle slynger, så de ligger højere end mit hjerte. Jeg kan lige bevæge det yderste af fingrene.
Jeg beder Martin komme med et spejl, og da jeg ser i det, stirrer en næsten ukendt person tilbage på mig. Den kraftige scene-makeup, jeg havde på, ligger omkring mine øjne og ned ad kinderne, jeg har en stor hudafskrabning på hagen, og mine briller er pilskæve. Martin kører hjem for at sove lidt, og jeg ligger alene i skyllerummet.
Det gør mig egentlig ikke så meget at ligge der, det eneste problem er, at der sidder en højtaler på væggen, som bipper hver gang en patient ringer. Biplyden går ind i mine drømme, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få fat i nogen til at hjælpe mig. De har vistnok lagt en rød snor, som jeg kan trække i, men jeg kan ikke få fat i den.
Hen på formiddagen kommer Martin, og jeg ringer til min søn Carl i København, fortæller ham, hvad der er sket. Han siger, han kommer med det samme, men han er jo ved at skrive sin bachelor, så jeg siger, at jeg synes, han skal blive hjemme, men det vil han ikke, han siger, at han tager af sted med det samme. Et eller andet sted bliver jeg utrolig glad og lettet over, at han kommer. Han dukker op nogle timer senere sammen med min bonusdatter Mai, og de kommer ind og kysser mig og aer mig og passer på mig alle tre.
Jeg ved, at jeg skal opereres snart, så jeg må stadig ikke få noget at spise og drikke. Og der er ingen, der har vasket mig eller børstet mine tænder eller redt mit hår, så min familie vasker mine hænder og mit ansigt og ordner mig lidt. Hen på formiddagen bliver jeg hjulpet ud på toilettet, jeg er noget nervøs ved at gå, for mit knæ giver efter, og mine arme er helt låst fast.
Resten af dagen ligger jeg i skyllerummet, min familie er der, vi lytter til biplyden.
Jeg faster hele dagen, for muligvis bliver jeg kaldt til operation om en time eller to. En læge kommer ind og fortæller, at jeg skal opereres i begge arme og have sat skinner ind. Han har to telefoner med, som hele tiden ringer. Han besvarer opkaldene, og pludselig går han ud af rummet og kommer ikke igen.
Om aftenen kommer sygeplejersken ind og siger, at det ikke bliver til noget i dag med operationen, men at jeg bliver opereret i morgen tidlig. Jeg får lidt mad, men er ikke særlig sulten, har kvalme pga. morfinen. Biplyden fortsætter lystigt time efter time.
Ved 21-tiden bliver jeg flyttet ind på en 4-sengsstue. Skønt at slippe for den vedvarende biplyd.
Søndag morgen: Faster stadig. Ingen børster mine tænder eller soignerer mig, og jeg beder ikke om det, for jeg kan jo se, at de farer rundt. Får senere at vide, at operationen er udsat til i morgen. Jeg skal køres til Svendborg og opereres der i stedet for.
Mandag morgen kommer jeg ind i den nye afdeling af Svendborg Sygehus. Klokken nærmer sig 11 – jeg har ikke fået vådt eller tørt siden i går aftes kl. 21. Jeg venter og venter.
Om eftermiddagen fortæller en læge mig, at de ikke helt forstår, hvorfor jeg er i Svendborg. De har ikke tid til at operere mig. Jeg forstår ingenting, de sagde jo i Odense, at der var plads til operationen her? Han siger, at der vist har været nogle kommunikationsproblemer.
Jeg har det skidt, er vred, ked af det, prøver at flytte fokus væk fra det panikanfald, der lurer. Jeg er jo låst helt fast og kan næsten ikke røre mig.
Kl. 21: De nåede mig ikke.
Næste morgen: Faster stadig. Tuder lige op i luften, har næsten ikke fået vådt og tørt i 4 dage. Jeg har smerter og er så træt af det hele.
Tirsdag eftermiddag bliver jeg endelig hentet til operation. Dagen efter bliver jeg udskrevet.
Nu sidder jeg her med mine to brækkede arme og har pludselig fået rigtig god tid til at tænke. Jeg er et ressourcestærkt menneske, jeg har en stor familie og vennekreds, som hjælper mig. Alligevel føler jeg mig svigtet af systemet. Hvordan er det så ikke, at være et af de mennesker, jeg mødte på sygehuset, som ikke har de muligheder, jeg har?
Jeg er chokeret over, at vi lever i et samfund, hvor man prioriterer skattelettelser og billigere luksusbiler, samtidig med at man skærer ned på hospitalsvæsenet. Jeg har set, at alle de brave folk, der arbejder på hospitalerne gør, hvad de kan. Men jeg har også set, at alle løber stærkt, for stærkt.
Der var dage i den hospitalsseng, hvor jeg havde lyst til at råbe. Råbe at jeg havde brug for hjælp og følte mig overset. Men råbte jeg, ville det være de forkerte, der hørte det, for vores sygeplejersker og læger gør deres bedste. Det er politikerne på Christiansborg, jeg har lyst til at råbe op.
Indlægget er skrevet på Facebook af SF-politikeren Carl Valentin.
Du kan se hele indlægget, se de 26.000 reaktioner og læse de 3.700 kommentarer her. Indlægget er i skrivende stund delt 20.000 gange
Skriv et svar