Af Søren Hansen, civilingeniør K. december 2025
I medierne får vi uafladeligt at vide, at Jordens temperatur stiger støt, og meget snart vil vi nå farlige grænser for varmen. Det siges, at videnskaben har defineret en grænse på 1,5 grader celsius – til nød 2 grader, men så heller ikke mere. Så meget må temperaturen maks. stige i forhold til, hvad vi mener, at den var i 1850.
Hvis temperaturen skulle nå over de grænser, så vil ulykkerne ramle ned over hovederne på os. Afsmeltning af polernes is, oversvømmelser fra havstigninger eller kraftigt regnvejr, voldsommere og mere ødelæggende orkaner. Hertil kommer udbredt tørke, der vil medføre flere naturbrande og store tab i landbrugets høstudbytter.
Temperaturstigningen er naturligvis forårsaget af menneskehedens udledninger af CO2, fra afbrændingen af kul, olie og naturgas. Ulykkerne kan derfor afværges, hvis vi straks nedsætter forbruget af disse brændstoffer og får det bragt ned på nul i løbet af få år.
Men hvor kommer de 1,5 og 2 grader fra? Det er en ganske interessant historie, der viser, hvordan hele klimasagen ikke længere er drevet af reel videnskab, men derimod af alle mulige politiske ønsker.
Tilbage i FN’s klimapanel – IPCC’s barndom mente man, at Jorden nok havde udsigt til en temperaturstigning på omkring 3 grader celsius i løbet af de kommende 100 år. Det var der ikke umiddelbart nogen, der udtrykte de store bekymringer ved. Man talte om, at vores udledninger af CO2 nok burde reduceres noget, men der var ikke et akut hastværk. Så IPCC kiggede på mål, der indebar en styring af CO2-indholdet i atmosfæren.
Det fandt adskillige klima-aktivister var alt for slapt og utilfredsstillende. Én af dem, amerikaneren Bill McKibben, besluttede sig til at tage affære, og han skabte en organisation med egen hjemmeside. Han besluttede, at atmosfærens CO2-indhold ikke burde overstige 350 ppm (parts per million – eller milliontedele). Det var 70 ppm over niveauet i 1850, men på det tidspunkt, i tiden omkring 2005, var vi allerede nået op på 380-390 ppm, så for at indfri McKibbens ambitioner skulle verden reelt i gang med at nedbringe atmosfærens indhold. Det var lettere sagt end gjort, det ville kræve et totalt stop for brugen af kul, olie og gas, og samtidigt skulle vi begynde at opsamle CO2 fra atmosfæren og deponere den dybt i undergrunden.
Men tallet ”350 ppm” sagde ikke rigtigt folk noget, det fængede ikke blandt politikere og den brede befolkning. Mange forstod slet ikke, hvad det var, og de mere sagkyndige kunne påpege, at der er tale om meget små mængder CO2 i atmosfæren, langt under en promille.
McKibben tænkte sig om og rådførte sig med ligesindede, og man konkluderede, at det ville være meget bedre at sætte mål for opvarmningen fremfor indholdet af CO2. For at det skulle give mening, var man nødt til at antage, at klodens temperatur stort set udelukkende afhænger af atmosfærens CO2-indhold, og at vi dermed kan ”styre” temperaturen, ligesom når man skruer op og ned for gassen på kogepladen. Men den antagelse er allerede lagt ind i klimaforskernes computermodeller, og derfor vil deres resultater naturligvis forudsige sammenhængen mellem CO2 og temperaturen.
Nu skulle McKibben vælge et mål for temperaturen. Hidtil havde klimaforskningen som nævnt regnet med en stigning på ca. 3 grader og egentligt ikke forudset nogen større problemer i den forbindelse. Men i nullerne gik det langsomt med opvarmningen, og det så ud til, at det ville tage rigtig mange år, før man nåede de 3 grader. Det betød, at folk roligt kunne fortsætte med brugen af kul, olie og gas.
McKibben besluttede derfor, at grænsen fremover burde være 2 grader. Hvorfor 2? Dels fordi temperaturen hurtigere ville nå det niveau, og dermed ville behovet for grøn omstilling blive mere presserende. Hertil kom, at tallet ”2” ville være nemt for politikerne at huske!
2 grader kom således gradvist ind i målsætningerne for klimapolitikken, og i sådan et tilfælde er der jo altid nogen, der ønsker at gøre det endnu ”bedre”, og derfor kom tallet 1,5 grader på bordet ved siden af. Det hele kulminerede ved klimatopmødet i 2015, det såkaldte COP21-møde, der blev afholdt i Paris. Her vedtog man nogle mål for temperaturstigningen, der gik på maks. 2 graders opvarmning og helst nede på de 1,5 grader. Det blev den såkaldte Paris-aftale, og nu skulle de enkelte lande indlevere deres planer for nedbringelse af kul-, olie- og gasforbruget, det kunne så omregnes til en temperaturstigning, og så kunne alle se, om verden var på rette vej.
Men der manglede noget, specielt når man skulle overbevise politikerne og almuen om vigtigheden af de mål. IPCC blev derfor anmodet om at udarbejde en speciel rapport, der skulle se på konsekvenserne for verden, hvis temperaturstigningen oversteg hhv. 1,5 og 2 grader. Det var et større arbejde for forskerne, fordi deres computermodeller slet ikke var indstillet til at regne på så lave stigninger. Men der kom da til sidst en diger rapport ud af det, hvor man kunne konstatere, at de 1,5 grader ikke ville have alverdens konsekvenser for verdensøkonomien, mens det var lidt værre ved de 2 grader, men stadigvæk forholdsvis billigt sammenlignet med den økonomiske fremgang, man forventer i de næste f.eks. 50 år.
Siden da har forskerne arbejdet på at finde nogle mere alvorlige konsekvenser af opvarmningen, og det har i mange tilfælde givet temmelig absurde resultater, med enorme tab i økonomien (op til næsten 100% – hvorefter vi alle kommer til at leve på stenalderniveau) og spådomme om katastrofale havstigninger og korallernes totale udryddelse. Sidstnævnte skulle ske allerede ved en stigning på 1,5 grader, så den er tæt på. Der er en hel industri i gang nu, der kun beskæftiger sig med den slags dystre spådomme.
Ved siden af udarbejdes der opgørelser over, hvordan det går med at nedbringe udledningerne af CO2, så vi kan ”holde” temperaturstigningen under de 1,5 eller 2 grader. Det går, mildest talt, ikke særligt godt, figuren her viser den globale opgørelse, hvordan man ser, hvordan CO2-indholdet fortsætter med at stige år for år, og de nødvendige nedskæringer for at nå temperaturmålene bliver stejlere og stejlere.
Årlige udledninger i milliarder ton (Gt) CO₂ fra 2015-2024 – sorte kurve. Derefter diverse fremskrivninger fra 2020: Den øverste blå er i overensstemmelse med de konkrete planer, mens de lyseblå og grønne kurver er de fremtidige udledninger, hvis temperaturmål på hhv. 2 og 1,5 grader skal nås. Kilde: UNEP
Reelt ville ethvert forsøg på at gennemføre så kraftige nedskæringer i vores forbrug af kul, olie og gas ende i en katastrofe. Et verdensomspændende økonomisk sammenbrud med hungersnød og civilisationernes kollaps som følge.
Men det er der ikke mange, der tænker på. I stedet er al fokus på de farlige temperaturstigninger, og selv FN’s generalsekretær har sagt, at vi står overfor en katastrofe. Ulykkerne indtræder for alvor, når vi passerer de 1,5 grader, og hver tiendedel grads stigning derudover vil kun gøre det værre og værre. Over 2 grader er vi stort set fortabt.
Nu er der det interessante faktum, at i 2023 og 2024 nåede den globale temperatur faktisk et niveau, der lå mere end 1,5 grader over tallet for 1850. Det skete der som bekendt ikke noget særligt ved. Selvom medierne prøver at udskrige noget andet, så har vi ikke set nogen stigning i forekomsten af ekstreme vejrbegivenheder. Landbrugets høst har slået rekord efter rekord i de seneste år, inkl. 2025. Havene stiger ikke mere, end de har gjort de seneste 100 år. Korallerne stortrives, der var en lille nedgang i sæsonen 2024-25, men den kom efter flere år med rekordstor udbredelse.
Og sådan kan man blive ved. De 1,5 grader har reelt ingen indflydelse på klimaet, måske på nær en minimal stigning i antallet af hedebølger. Der er heller ikke nogen grund til at frygte de 2 grader – eller 3 grader for den sags skyld.
Derimod vil et forsøg på en drastisk nedskæring af vores forbrug af brændstoffer, kul, olie og gas, meget nemt kunne ende katastrofalt. Opbygningen af den alternative energiforsyning baseret på solceller og vindmøller har vist sig at være meget kostbar, og den går meget langsomt. Meget taler for, at de to kilder reelt aldrig bliver i stand til at stå for verdens energiforsyning.
Så faren ved de 1,5 eller 2 grader ligger ikke i den globale opvarmning, men derimod i menneskenes panikagtige forsøg på at ”gøre noget” ved dem.
Søren Hansen Civilingeniør K. Gæsteskribent for May Day
