Af Søren Hansen, Civilingeniør K, 8. oktober 2025
Man skal ikke støve ret længe rundt i medierne, før man løber ind i historier om klimaet og den yderst farlige situation, menneskeheden og Jorden er på vej ind i. Vi står over for en ”klimakrise”, der i alvor af nogen er blevet sammenlignet med en ny verdenskrig.
Årsagen er menneskehedens forbrug af de såkaldte fossile brændstoffer, kul olie og gas. Når de brændes, i ovne, fyr, motorer eller på elværker, udsendes der kuldioxid, CO2. CO2-indholdet i atmosfæren stiger i takt med vores forbrug af brændstofferne, og det medfører, at varme tilbageholdes og bevirker en global opvarmning. CO2 er således en såkaldt drivhusgas, og foreløbigt har den fremkaldt en stigning i den globale temperatur på godt en grad celsius siden 1850.
De færreste er vel kede af, hvis vejret bliver lidt varmere, men klimavidenskaben forudser, at temperaturen vil stige meget mere i de kommende år, hvorefter det bliver alt for varmt for både mennesker og naturen. Samtidigt medfører de højere temperaturer, at vi får flere og voldsommere tilfælde af f.eks. storme, oversvømmelser, tørke og naturbrande. Allerede nu hører vi, at ethvert kraftigt regnskyl f.eks. her i Danmark kan kædes sammen med klimaforandringerne, så det er faktisk vores egen skyld, hvis vi får vand i kælderen. Hertil kommer, at de højere temperaturer forårsager afsmeltning af is ved polerne, og det fører til havstigninger, der i løbet af få årtier vil oversvømme mange kystbyer og gøre dem ubeboelige.
Der er kun én måde, hvorpå menneskene kan afværge alle disse katastrofer, og det er ved snarest muligt at holde op med at bruge de fossile brændstoffer. Vi skal bringe udledningerne af CO2 helt ned på nul – helst inden 2050. Vores behov for energi skal i stedet dækkes ved elektricitet fremstillet af solceller og vindmøller, den såkaldte ”vedvarende energi”. Afløsningen af kul, olie og gas med sol og vind kaldes også for ”den grønne omstilling”.
Sådan omtrent lyder historien om de farlige klimaforandringer og løsningen på dem. Politikerne i mange af verdens lande har opfanget budskaberne og har reageret ved at bruge ufattelige summer på støtte til alle elementerne i den grønne omstilling, solceller, vindmøller på land og til havs, batterier, elbiler osv.
Vi står nu i den situation, at vi på den ene side skal være overbeviste om, at der er en alvorlig klimakrise, der kræver drastisk handling. På den anden side skal vi også tro på, at en hurtig grøn omstilling er mulig, at vi uden alt for negative følger kan standse brugen af de fossile brændstoffer inden for 20-25 år og derved nå den tilstand, der kaldes ”netto-nul”.
Imidlertid undervurderer man her groft den betydning, kul, olie og gas har haft for udviklingen af vores moderne samfund. Takket være de seneste 150 års støt stigende forbrug af disse energikilder, har vi kunnet gennemføre en rivende teknologisk udvikling, der har sikret velfærd og velstand for en hastigt voksende befolkning her på Jorden. Procentdelen af Jordens befolkning, der sulter, er nede omkring det laveste niveau, man har haft i de seneste mange tusinde år, den globale gennemsnitslevealder er mere end fordoblet, befolkningen er mere veluddannet og har en langt højere gennemsnitlig levestandard end nogen sinde før.
Alle de fremskridt er primært baseret på adgang til billig og rigelig energi, der har sikret os de nødvendige ressourcer (materialer og fødevarer), muliggjort opvarmning og afkøling af vores bygninger og medført en uhørt stor mobilitet i form af transport af varer og mennesker, på land, til vands og i luften. Stabil elektricitet er en uundværlig bestanddel i ethvert moderne samfund, uden den kan hverken f.eks. hospitaler, skoler, transport eller andre elementer i samfundet fungere.
Hertil kommer, at specielt olie og naturgas er kilder til en lang række kemikalier og stoffer, f.eks. plastik, som er helt uundværlige i samfundene. Naturgas bruges f.eks. til fremstilling af kvælstofgødning i kolossale mængder, og uden den ville der lynhurtigt opstå omfattende hungersnød blandt verdens befolkninger.
Verdens forbrug af alle slags energi har været støt voksende over årene frem til i dag, se fig. 1. Forbruget af både kul, olie og naturgas er fortsat stigende. Der er opbygget en betydelig kapacitet af solceller og vindmøller i de seneste 10-15 år, men de har på ingen måde afløst de fossile brændstoffer, de er blot kommet til ovenpå i statistikken. Der er således reelt ikke nogen grøn omstilling i gang p.t. og heller ikke udsigt til nogen i de første mange år.
Derfor må man erkende, at målet om ”netto-nul” f.eks. i 2050 er helt utopisk. Hvis vi virkeligt forsøgte at nedbringe forbruget af fossile brændstoffer så drastisk, ville det medføre enorme økonomiske og sociale problemer og kunne meget vel føre til sammenbrud af civilisationen.
Men vil alternativet – fortsat brug af kul, olie og gas og den medfølgende klimakatastrofe – ikke bare føre os ud i en endnu værre situation?
Her bør man underkaste klimavidenskaben og ikke mindst mediernes omtale af den en nærmere granskning. Man skal kigge på den seriøse klimaforskning, som f.eks. samles i FN’s store rapporter, der udkommer ca. hvert 7. år. Rapporterne udsendes af IPCC, FN’s Klimapanel og skulle være en sammenskrivning af al forskning inden for feltet, dog med klart fokus på drivhusgasserne og deres effekt på klimaet.
Men IPCC spår ikke om nogen uoprettelig katastrofe. Der vil ske en vis opvarmning, og den vil have nogle negative konsekvenser, der evt. kunne koste nogle få procent af vores velstand, f.eks. i år 2100. På det tidspunkt forventes verden dog at være flere gange rigere end i dag, så derfor vil de få procent næppe kunne mærkes.
Og måske går det endda ikke en gang så galt. Lige nu er der jo reelt ikke tale om nogen negativ effekt af den opvarmning, vi har haft siden 1850. Den gang befandt Jorden sig i udgangen af den periode, der er kendt som Den Lille Istid, og det var bitterligt koldt, ikke mindst i de nordlige og sydlige egne langt væk fra Ækvator. Nu er det blevet lidt varmere, og samtidigt har det stigende indhold af CO2 i atmosfæren (vores bidrag) fremmet plantevæksten globalt. Det har medvirket til de støt stigende høstudbytter i landbruget siden 1960 – hvorved fødevareforsyningen har kunnet holde trit med den hurtigt voksende befolkning.
Medierne er glade for at fortælle os, at enhver storm eller oversvømmelse er blevet værre pga. den globale opvarmning. Men heller ikke det er rigtigt. Der har altid været de grimme naturkatastrofer, og det, vi oplever i nutiden, er på ingen måde værre, end hvad man har været udsat for i de seneste mange hundrede år. Der er ikke blevet flere orkaner ude i Atlanterhavet, der er ikke flere alvorlige oversvømmelser rundt omkring i f.eks. Europa, og der er ikke tale om, at større arealer bliver ramt af naturbrande, end vi altid har haft. Nutiden er, rent vejrmæssigt, ikke en periode, der på nogen måde skiller sig ud.
Det samme gælder isen ved polerne. Den er ikke ved at smelte og forsvinde – og isbjørnene i Arktis stortrives – primært fordi man indførte et forbud mod jagt af dem. Der er heller ikke tale om farlige havstigninger. Globalt ligger de på ca. 1,5 mm pr. år, og det har de gjort stabilt i de seneste 100 år eller mere. Det svarer til, at vandet er steget med 15 centimeter på 100 år, hvilket næppe kan give de store problemer, når man tænker på, at forskellen mellem høj- og lavvande hver dag er meget større. Der er intet, der tyder på, at havstigningerne vil blive meget hurtigere i de næste mange år, så kommunerne behøver ikke at bruge milliarder på diger og anden beskyttelse mod halve eller hele meter vand.
Konklusionen er således, at der ikke er nogen klimakrise, og der er ikke noget behov for at forsøge sig med en umulig grøn omstilling. I kommende artikler vil vi kigge nærmere på sagerne her og i flere detaljer gennemgå de enkelte aspekter af hele klimasagen. Indtil da kan læseren sove roligt om natten og glemme eventuelle klimabekymringer.
Søren Hansen Civilingeniør K. Gæsteskribent for May Day
Skriv et svar