11. september 2024
Et internationalt team af forskere, hvoraf mange har tætte forbindelser til ICNIRP, forsøger at aflive ideen om, at radiofrekvent stråling kan føre til hjernekræft – og i forlængelse heraf enhver form for kræft. Den 30. august offentliggjorde de en detaljeret systematisk gennemgang af epidemiologiske undersøgelser af radiofrekvent stråling (RF) og mobiltelefoner, som konkluderer, at der kun er få beviser, der berettiger til fortsat bekymring over en mulig kræftsammenhæng.
Gennemgangen, der er bestilt af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) EMF-projekt, er offentliggjort i tidsskriftet Environment International.
Et par dage senere udsendte Ken Karipidis, hovedforfatteren, et kort resumé, der skulle fungere som pressemeddelelse, som fylder 52 maskinskrevne sider i tidsskriftet.
Resuméet giver et mere direkte og tilgængeligt budskab under overskriften
Mobiltelefoner er ikke forbundet med hjernekræft
Ifølge en større gennemgang af 28 års forskning
Det optræder på en velbesøgt online nyhedsopslagstavle, The Conversation.
»Vi kan nu være mere sikre på, at eksponering for radiobølger fra mobiltelefoner eller trådløse teknologier ikke er forbundet med en øget risiko for hjernekræft«, siger Karipidis i pressemeddelelsen. Han er vicedirektør for Australian Radiation Protection and Nuclear Safety Agency (ARPANSA) og næstformand for ICNIRP, den internationale kommission for beskyttelse mod ikke-ioniserende stråling.
Resuméet blev skrevet sammen med hans kollega Sarah Loughran, ARPANSA’s direktør for strålingsforskning. Hun arbejder også for ICNIRP – som videnskabelig rådgiver. Hun har tætte forbindelser til sin landsmand Rodney Croft, som trådte tilbage som formand for ICNIRP for et par uger siden.
»Samlet set er [vores] resultater meget betryggende«, siger Karipidis og Loughran. De fortsætter med at støtte ICNIRP’s eksponeringsstandarder, som mange lande bruger som deres egne: »Vores nationale og internationale sikkerhedsgrænser er beskyttende.«
Gennemgangen blev dækket i hele verden. Den blev omtalt i en række meget udbredte nyhedsmedier, herunder The Guardian, Washington Post og Reuters – samt utallige nyhedsformidlere. Mange brugte blot en version af, hvad der står i The Conversation (her et eksempel).
Her er overskriften fra britiske Daily Mail:
Sydney Morning Herald fortalte sine hundredtusindvis af læsere, at det var tid til at give op:
Er Karipidis-undersøgelsen virkelig det sidste ord i det mangeårige spørgsmål om, hvorvidt mobiltelefoner udgør en kræftrisiko? Er dette den endelige dom? Det korte svar er nej.
Faktum er, at der er meget lidt nyt her. De samme mennesker har fremsat lignende påstande i omkring 20 år. Dette er blot deres seneste forsøg på at få dem til at holde stik.
Karipidis har ti medforfattere på den offentliggjorte artikel. Her er den fulde liste:
Fire af dem er højtstående medlemmer af RF-samfundet:
– Tysklands Maria Blettner,
– New Zealands Mark Elwood,
– Italiens Susanna Lagorio og
– Schweiz’ Martin Röösli.
De er sammen med Karipidis arkitekterne bag revisionen. Alle fem, uden undtagelse, har gentagne gange afvist en RF-kræftrisiko.
Der er en masse historie her, herunder bitre uoverensstemmelser og vedvarende nag mellem modsatrettede fraktioner.
Blettner og Lagorio er veteraner fra Interphone-projektet i 13 lande, den vigtigste epidemiologiske undersøgelse, der peger på en sammenhæng mellem mobiltelefoner og hjernesvulster. Den endelige rapport blev forsinket i årevis, da uenighed i undersøgelsesgruppen om, hvad dataene viste, satte arbejdet i stå. Både Blettner og Lagorio så ingen kræftrisiko og arbejdede på at få det med i de endelige konklusioner. Det lykkedes dem ikke, selv om de var i stand til at skjule nogle af de mest provokerende resultater i et upubliceret appendiks. Som det endelig blev offentliggjort i 2010, viste Interphone en kræftrisiko blandt langtidsbrugere. Mange i ingen-risiko-fraktionen kom sig aldrig over det og har lige siden arbejdet på at omgøre resultatet.
Stridighederne i Interphone fortsatte og blev så slemme, at projektet blev lukket ned, før alle analyserne var færdige.
Året efter, i 2011, var Blettner medlem af det panel, som Det Internationale Agentur for Kræftforskning (IARC) havde sammensat, og som udpegede radiofrekvent stråling som et muligt kræftfremkaldende stof for mennesker. Beslutningen var i høj grad baseret på Interphone – salt i såret for ikke-kræft-fraktionen. Efter den endelige afstemning på IARC-mødet meddelte Blettner, at hun ville indsende en mindretalsrapport. Også her fastholdt hun, at panelet begik en fejl. (Hvis hun skrev en dissens, blev den ikke offentliggjort).
Röösli var også med i IARC-panelet. Selvom han holdt en lavere profil end Blettner, er hans ingen- risiko synspunkt veldokumenteret (se nedenfor). Han blev kommissær for ICNIRP i 2016 og sad der i otte år, indtil for to måneder siden.
En anden nøglespiller er Maria Feychting fra Sveriges Karolinska Institut, som var leder af den ingen-cancer Interphone-fraktion. Hun står ikke på forsiden af den nye undersøgelse, men hun har været med til at udforme den. Hun er medforfatter til undersøgelsesprotokollen, som blev udgivet i 2021. Feychting var med i ICNIRP i 20 år: 12 som fuldgyldigt medlem – det maksimalt tilladte. Hun var næstformand fra 2012 til 2020 – ligesom Karipidis er det nu.
Kort efter, at anmeldelsen var blevet trykt, meldte Feychting sin godkendelse på Twitter (X):
Kort sagt er den nye systematiske gennemgang en ICNIRP-produktion.
Faktisk er ICNIRP’s videnskabelige sekretær, Dan Baaken, endnu en medforfatter til den nye gennemgang! Han sidder sammen med Karipidis i Kommissionens bestyrelse. Baaken er ansat i det tyske strålebeskyttelseskontor (BfS), som er hovedsponsor for ICNIRP.
ICNIRP har altid afvist en kræftrisiko. Ingen i ICNIRP har nogensinde trådt ud af rækkerne*, hvilket ikke er overraskende: Kommissionen er en privat, selvsdupplerende klub. Medlemskab kræver, at man sværger troskab til ikke-kræft-dogmet. Okay, det er lidt af en overdrivelse, men ikke meget.
Resultaterne af denne undersøgelse var aldrig i tvivl. WHO-cheferne, som valgte Karipidis-teamet, vidste, hvad de kunne forvente – og de fik, hvad de ville have.
Det hele er sket før
For fem år siden gjorde nogle medlemmer af det samme team lignende forsøg på at lukke debatten om RF-kræft. To forskellige artikler blev udgivet med få måneders mellemrum med stort set det samme budskab om ingen risiko. De blev ikke godt modtaget.
Den første udkom to uger før jul 2018; også her var Karipidis hovedforfatter. Det var en analyse af udviklingen i hjernetumorer i Australien. Hans team omfattede Elwood og Croft. På det tidspunkt var Croft formand for ICNIRP, og Karipidis var videnskabelig rådgiver for ICNIRP.
Her er overskriften på ARPANSA’s (Australian Radiation Protection and Nuclear Safety Agency) pressemeddelelse fra 2018:
ARPANSA har måske brugt den samme skabelon til sin nye udgivelse:
Undersøgelsesdesignet i artiklen fra 2018 blev kritiseret. Overraskende nok havde Karipidis udelukket alle australiere over 59 år fra sin analyse. Dermed ignorerede han det største segment af landets hjernetumorpopulation, hvilket næsten garanterede et resultat uden risiko.
Det var en irrationel beslutning, sagde Bruce Armstrong, professor i epidemiologi ved University of Sydney, dengang. Armstrong var medlem af både Interphone-projektet og IARC’s RF-panel i 2011.
Inden for få måneder forfremmede ICNIRP Karipidis til kommissær.
Den anden artikel udkom et par uger senere – i januar 2019 – i Annual Review of Public Health. Det var lige ved ikke at blive udgivet! Röösli var hovedforfatter sammen med Lagorio og Feychting. IARC’s Joachim Schüz, et andet medlem af ingen-risiko Interphone-fraktion, var også medforfatter. Deres gennemgang konkluderede – som forventet – at mobiltelefoner er sikre mht. kræft.
Da Michael Jerrett, redaktøren af Annual Review, læste Rööslis manuskript, fik han kolde fødder. Han var bekymret for, at de var gået for langt i at benægte risikoen. Her er beskrevet noget af det, der var sket bag kulisserne på det tidspunkt:
Da Röösli indsendte manuskriptet [i august 2018], var Jerrett bekymret for, om forfatterne havde overvurderet risikofriheden og bad Joel Moskowitz fra UC Berkeley om at kigge på det og tilbyde en uformel peer review. »Artiklen er den mest forudindtagede gennemgang af dette emne, jeg nogensinde har læst,« svarede Moskowitz. Han opfordrede Jerrett til ikke at udgive den og fortalte ham, at det ville være en »bjørnetjeneste for folkesundheden«.
Der blev foretaget ændringer, og artiklen blev behørigt accepteret. Moskowitz var dog langt fra tilfreds. Artiklen »er forudindtaget for at minimere beviserne for øget risiko«, sagde han.
Hvad er det nye?
Karipidis hævder, at den nye systematiske gennemgang er en game changer, fordi, som han og Loughran udtrykte det i The Conversation, »det er den mest omfattende gennemgang af dette emne.«
The Guardian skrev i sin overskrift:
Artiklen kan bestemt betegnes som stor. Den fylder 52 sider i Environment International – det er meget for ethvert tidsskrift. Derudover er der hundredvis af sider mere online i forskellige bilag, appendikser og supplerende tabeller.
Grunden til, at artiklen er så lang, er, at den faktisk er to artikler i én. I den systematiske gennemgang er der indlejret en ny metaanalyse – det er, når data fra tidligere undersøgelser kombineres for at forbedre den statistiske sikkerhed.
Det er ofte svært at adskille gennemgangen fra metaanalysen. Det gør det endnu mere forvirrende, at »meta-analyse« ikke står i artiklens titel.
Karipidis beskrev, hvad de gjorde i The Conversation:
»[Vi] overvejede mere end 5.000 undersøgelser, hvoraf 63, der blev offentliggjort mellem 1994 og 2022, blev inkluderet i den endelige analyse.«
Den »endelige analyse« er metaanalysen, ikke gennemgangen. Det er metaanalysen, der integrerer de 63 studier (de er anført i tabel 4 i artiklen). Den systematiske gennemgang omfatter mange andre studier ud over de 63 (f.eks. tabel S4 i bilag 4).
Karipidis og co. burde have udarbejdet to separate artikler. Metaanalysen er ny forskning og bør bedømmes på sine egne præmisser, og det samme bør gennemgangen.
Her er grunden til det: For fire år siden lavede et hold koreanske og amerikanske forskere – Moskowitz fra Berkeley er blandt dem – deres egen metaanalyse. Ved hjælp af stort set det samme datasæt som Karipidis »fandt de bevis« for en øget tumorrisiko i hjernen og spytkirtlerne. Hvem bestemmer, hvilken metaanalyse der er mest pålidelig?
Röösli, som dengang var medlem af ICNIRP, og britiske Frank de Vocht, som nu er medlem af ICNIRP, offentliggjorde et brev, hvor de påpegede, hvor holdet efter deres mening var gået galt i byen. Forfatterne svarede.
Genoplivning af det danske kohortestudie
Blandt de yderligere undersøgelser, der indgår i den systematiske gennemgang, er Karipidis’ egen australske undersøgelse af hjernetumorer – den, der kom under kraftig beskydning i 2018. Karipidis ignorerer sine kritikere og giver det også en fremtrædende plads i The Conversation. De nye resultater »stemmer overens« med den tidligere forskning, siger han og Loughran. (Måske!)
Endnu mere kontroversielt er det, at Karipidis og co. inkluderede Den Danske Kohorteundersøgelse (DCS) i deres metaanalyse. Den undersøgelse var ikke designet til at undersøge mobiltelefoner, og disse resultater anses i vid udstrækning for at være upålidelige. Medlemmerne af IARC’s RF-panel i 2011 så helt bort fra den. Den indeholdt ikke brugbare oplysninger, sagde IARC. Mere salt i såret for ingen-risiko-fraktionen.
Agenturets Robert Baan, som ledede mødet i 2011, kaldte DCS-undersøgelsens design for »bemærkelsesværdigt« – i ordets dårlige betydning.
Der har ganske vist været forsøg på at rehabilitere DCS. De stærkeste fortalere for en ny chance er – ja – Feychting, Lagorio og Röösli, sammen med Anders Ahlbom, Feychtings mentor på Karolinska.
Ahlbom er et andet medlem af ingen-risko klubben. Han sad også i ICNIRP i hele 12 år (1996-2008). Feychting overtog hans plads, da han trådte tilbage. Både Ahlbom og Feychting rejste i begyndelsen tvivl om DCS, men skiftede senere mening.
Da en ny udgave af DCS udkom i 2011 – efter IARC-mødet – blev den i den ledsagende pressemeddelelse fremhævet som den største og bedste nogensinde, der ikke viste nogen sammenhæng mellem mobiltelefoner og hjernesvulster.
(Her kan du se en statistik over cancertilfælde i Danmark.)
Hvad er der på spil?
Karipidis-undersøgelsen blev bestilt af WHO som en del af den langvarige revurdering af RF-sundhedseffekter, kendt som en Environmental Health Criteria (EHC)-monografi. Dokumentet vil sandsynligvis være retningsgivende for verdensomspændende politik ang. eksponering langt ud i fremtiden. Den sidste opdatering udkom i 1993.
Men der er endnu mere på spil. Ingen-risiko-fraktionen vil sandsynligvis bruge den nye gennemgang til at retfærdiggøre, at IARC’s betegnelse som “mulig kræftfremkaldende” trækkes tilbage.
ICNIRP fungerer nu som WHO’s videnskabelige sekretariat mht. EMF. ICNIRP kan snart også diktere politikken i IARC, især fordi Schüz, som er medlem af ingen-risiko-klubben, er en del af agenturets ledende personale og efter alt at dømme har direktørens øre.
Karipidis er helt tydelig mht. sit formål: Bekymringerne om sammenhængen mellem kræft og mobiltelefoner skal lægges på hylden, siger han til The Guardian.
I al dækningen og alle kommentarerne mangler elefanten i rummet: NTP-dyrestudiet til 30 millioner dollars, som fandt »klare beviser« for, at RF-stråling forårsagede ondartede tumorer hos rotter. Der er også Ramazzini-undersøgelsen, som supplerer NTP-resultaterne. Mange siger, at det stærkeste bevis for en kræftrisiko nu er dyreforsøgene – ikke længere epidemiologien.
WHO’s systematiske gennemgang af RF og kræft hos dyr er endnu ikke blevet offentliggjort. Der er mere på vej. Hold dig opdateret.
I al dækningen og alle kommentarerne mangler elefanten i rummet: NTP-dyrestudiet til 30 millioner dollars, som fandt »klare beviser« for, at RF-stråling forårsagede ondartede tumorer hos rotter. Der er også Ramazzini-undersøgelsen, som supplerer NTP-resultaterne. Mange siger, at det stærkeste bevis for en kræftrisiko nu er dyreforsøgene – ikke længere epidemiologien.
__________________
* James Lin, som sad i ICNIRP fra 2004 til 2016, er en undtagelse – i hvert fald efter at han trådte tilbage. Han bevarede tiltroen, da han var kommissær, men i løbet af de seneste år har han udtrykt stigende betænkeligheder ved ICNIRP’s eksponeringsgrænser og dogmatiske tilgang i sin faste klumme i IEEE Microwave Magazine (et eksempel her).
Kilde: https://microwavenews.com/news-center/old-wine-new-bottles
Samtidig er denne rapport nu udkommet fra Sydkorea:
New Report Adds to Evidence That Cellphone Radiation May Cause Brain Cancer
Fagfællebedømte undersøgelser, der viser en sammenhæng mellem hjernekræft og mobilstråling, hober sig op – i modstrid med en nylig undersøgelse under ledelse af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der hævdede, at der ikke er noget bevis for en sammenhæng (som beskrevet ovenfor).
Sydkoreanske forskere – som analyserede 24 undersøgelser og offentliggjorde deres rapport den 10. oktober i Environmental Health – fandt markant højere risiko for ondartede hjernesvulster, meningiom og gliom på den side af hovedet, hvor mobiltelefonerne blev holdt.
Den sydkoreanske undersøgelse blev offentliggjort i hælene på nye sundhedsdata fra Danmark, der viser, at tumorer i centralnervesystemet – herunder hjernesvulster – er i stigning.
Læs mere her: https://childrenshealthdefense.org/defender/cellphone-radiation-may-cause-brain-cancer-south-korea-report/
Oversat (deepL) og redigeret af CR oktober 2024
Skriv et svar