Sårheling, knoglebrud og sportsskader

 

Allerede i 1930’erne erkendte man C-vitaminets betydning for normal sårheling og i begyndelsen af 40’erne begyndte læger af foreskrive det til patienter, der havde været udsat for ulykker, brandskader eller kirurgiske indgreb. Man havde da allerede iagttaget, at hos sådanne patienter koncentrerede plasaskorbinsyre sig i det område af organismen, hvor læsionen fandtes og her indgik det i en vævsopbyggende proces, der imidlertid samtidig opbrugte det og nedbrød det, med det resultat at der opstod C-vitaminmangel andre steder i kroppen og selvfølgelig også sidenhen i sårområdet, såfremt ekstra C-vitamin ikke blev tilført (1)(2).

Alle patienter, der har været udsat for kirurgisk indgreb, bør modtage ekstra C-vitamintilskud. Det gør de som belendt ikke på vore hospitaler, hvor man tværtimod som regel under et eller andet tåbeligt påskud fratager patienten de kosttilskud, vedkommende normalt indtager.

Mine egne erfaringer som behandler gennem en årrække svarer til dem, som mine elever og kursister siden i deres arbejde kunne iagttage: At sårhelingstiden for tilskadekomne og opererede patienter rask væk kan halveres og endda undertiden yderligere reduceres ved støttebehandling med C-vitamin og andre nutrienter – her i første række zink og frie aminosyrer.

Men spørgsmålet om tid er jo blot en underordnet faktor i sammenligning med de talrige komplikationer, der kan undgåes, ved at sikre en sund sårheling. Og taler vi om brandskader kan disse tilskud blive den afgørende faktor mellem liv og død (8).

(1) CHERASKIN, Emamuel: The Vitamin C Connection; Thorsons, 1983; ISBN 0-7225-0908-1.

(2) PAULING; Linus: How to live longer and feel better; 1986, Avon Books, ISBN 0-380-70289-4.

(8) KLENNER, Frederick R.: Vitamin C as a Fun-damental Medicine; Life Sciences Press, Tacoma, WA; 1988; ISBN 0-943685-01-X