Da Peter blev eskorteret tilbage til sin enecelle, kunne han næsten ikke tro, at han ikke længere følte sig som en zombie. Han følte sig faktisk menneskelig for første gang i sit liv.”
Af Fred Burks
Kære venner
En smuk morgen i august på et seminar for personlig udvikling faldt jeg i snak med en skøn kvinde, som jeg vil kalde Sheila (hun bad mig om ikke at sige de rigtige navne). Da hun så min interesse for at tale om mere alvorlige ting, spurgte hun, om jeg var interesseret i at høre en foruroligende, men alligevel bemærkelsesværdig historie om transformation. Det tilbud sagde jeg omgående ja til.
Hun begyndte så at fortælle mig om en utrolig begivenhed – eller måske snarere et mirakel – der berørte mig dybt.
Sheila fortalte, at en mand, vi kan kalde ham Peter, sidder inde på livstid i et ekstra sikret fængsel. Peter var en ægte psykopat og havde myrdet 27 mennesker, før han blev fanget. Du ved måske, at massemordere får terapeuthjælp i fængslet. Denne historie fik Sheila fra en mand, David, som var terapeut for Peter og de andre massemordere i fængslet. David og Sheila er gode venner, og han betroede Sheila denne meget usædvanlige historie.
David forklarede først Sheila, at massemordere som Peter afsoner i eneceller. De må ikke være i kontakt med andre indsatte, da mange af dem ikke vil tøve med at angribe og dræbe andre fanger ved den mindste anledning. Psykopater er kendt for ikke at kunne mærke rigtige følelser, skønt de kan være ret gode til at foregive dem. David fortalte, at denne mand Peter havde levet et isoleret liv i fængslet i årevis, da David i en af sine terapisessioner kom med et usædvanligt tilbud.
Moren til en ung kvinde, Peter havde dræbt, havde kontaktet fængslet for at sige, at hun gerne ville møde manden, der myrdede hendes datter. Selvom han var sikker på, at Peter ville sige nej, følte David sig alligevel forpligtet til at spørge, om han måske var interesseret i at møde hende.
Til Davids store overraskelse sagde Peter ja. Tilsyneladende var det et kærkomment afbræk i den kedelige trummerum i enecellen. Da Peter praktisk talt ikke havde nogen følelser for noget, var det at se en vred mor i det mindste mere interessant end at stirre på en fængselsvæg hele dagen.
Så David arrangerede et møde med moren, lad os kalde hende Julia, i et lille rum i fængslet, specielt indrettet til den slags besøg, med tykke, skudsikre vinduer, der kunne beskytte Julia mod den koldblodige morder.
Ved den første terapisession efter mødet var David fuldstændig forbløffet over at se Peter som en totalt forandret mand. Han viste ægte følelser, og hans adfærd var helt ændret for første gang i den tid, David havde kendt ham. Meget overrasket spurgte David, hvad der var sket.
Peter fortalte David, hvordan han den aftalte dag blev eskorteret ind i det lille rum, hvor Julia ventede. Julia så ham lige i øjnene og begyndte så at skælde ud. Hun fortalte vredt om, hvordan han havde frarøvet hende hendes eneste datters dyrebare liv. Hun rasede over, hvordan hun havde lidt siden sin datters død. Ikke en eneste dag var gået, hvor hun ikke havde følt dyb sorg over sit tragiske tab.
Intet af det ragede egentligt Peter det mindste. Han havde betroet David i tidligere sessioner, hvordan han pga. de alvorlige, gentagne fysiske og seksuelle overgreb, han havde været udsat for som barn, tidligt havde lært at lukke fuldstændigt af for alle følelser. Da han blev teenager, følte han sig som en zombie, der bevægede sig gennem livet uden at føle noget som helst.
Han havde også betroet David, at første gang han slog ihjel, var han blevet overrasket og begejstret for faktisk at føle en spænding fra et adrenalinkick, hvilket han aldrig før havde oplevet. Den følelse var så berusende, at han snart besluttede at dræbe igen bare for at blive høj som efter det første drab. Snart var han afhængig og dræbte igen og igen, indtil han til sidst blev fanget og sat i fængsel på dødsgangen. Hans eneste beklagelse havde været, at han nu i fængsel ikke længere kunne fodre sin afhængighed med at blive høj af at slå ihjel.
Så da denne kvinde hældte sin vrede ud over ham, rørte det ham overhovedet ikke, selv om han var glad for at se noget andet end de triste vægge i cellen. “Så hvad skete der med Julia, som ændrede det?” spurgte David.
Efter hun havde smidt al sin vrede i hovedet på ham, sank hun sammen og var stille et øjeblik. Så tog hun en dyb indånding, satte sig ret op og så ham dybt i øjnene. Med tårer i øjnene sagde hun i en blød og nærmest omsorgsfuld tone: “Og Peter, du skal vide, at jeg tilgiver dig.”
I den mættede tavshed efter disse totalt uventede ord blev Peter chokeret. Som ordene gav genlyd gennem hele hans væsen, mærkede han overrasket, at noget rørte sig inden i ham. En blanding af glæde og sorg vældede op i ham for første gang i hele hans voksne liv. Da disse følelser hvirvlede gennem hans krop, åbnede der sig noget inde i ham. Hans læber skælvede, og han følte tårer i øjnene for første gang nogensinde. Noget dybt i ham blev rørt og bevæget. Da Peter blev eskorteret tilbage til sin enecelle, kunne han næsten ikke tro, at han ikke længere følte sig som en zombie. Han følte sig faktisk menneskelig for første gang i sit liv. Julias dybtfølte udtryk om tilgivelse havde skabt et mirakel.
Historien ender ikke der. Peter var så bevæget, at efter at have fortalt, hvad der skete med Julia, lænede han sig frem og hviskede til David, at han havde tænkt længe og hårdt, og han havde en vigtig anmodning. Han vidste, at forældrene og familierne til andre massemordere i hans fængsel lejlighedsvis anmodede om at møde deres kæres drabsmand. Drabsmændene afviste næsten altid og var ikke interesserede i at møde den vrede og det had, der ville blive rettet mod dem. Peter fortalte David, at han fra da af ønskede at være stedfortræder for morderne og mødes med ofrenes pårørende. Han ville høre og opleve deres vrede. Og han ville undskylde for, hvad de havde gjort, og for hvad han selv havde gjort.
Julias dybtfølte tilgivelse havde gjort David til menneske igen, og som udtryk for sin store taknemmelighed ville han hjælpe med at hele de dybe sår både i sig selv og i dem, der havde mistet deres kære efter et koldblodigt mord.
Denne tilgivelse havde ikke bare gjort Peter til menneske igen, den inspirerede ham også til den næsten overmenneskelige indsats at tilbyde fuldt ud at bære vreden for dem, der havde så meget behov for at udtrykke den.
Wow !!! Jeg blev dybt rørt og lamslået over denne bevægende historie. Jeg spurgte Sheila, om jeg kunne dele den med andre og med min e-mail-liste. Hun var bekymret for, om det kunne give problemer på grund af den fortrolighed, der kræves af terapeuter, og hun gav mig tilladelse til kun at dele historien, hvis der ikke blev nævnt nogen navne.
Så hermed. Selv en hærdet psykopat-massemorder kan ændre sig, når tilgivelsens kraft bliver ham til del. Jeg vil lige sige at jeg bestemt ikke forventer, at familiemedlemmer til dem, der blev myrdet, vil kunne tilgive på denne måde, men om ikke andet, inspirerede historien mig til at fatte og favne endnu mere, hvilken utrolig kraft tilgivelse har til at ændre liv. Tak, Julia, og tak Peter for at være et lysende eksempel på, hvad der er muligt i vores verden.
Med de varmeste ønsker om en transformeret verden,
Fred Burks for the PEERS empowerment websites
Skriv et svar