Tale I det britiske Parlament af Andrew Bridgen:
Hej, velkommen til denne snak. Jeg ved, at mange af jer, inklusive mig selv, faktisk er bekymrede over WHO’s nye regulativ. Og så er der den nye pandemitraktat, der er i gang med at blive godkendt af den britiske regering og mange regeringer rundt om i verden. Og der er også ændringer til den Internationale Sundhedsregulering. (IHR)
Mange mennesker tolker det som en magtovertagelse fra WHO’s side for at forsøge at kontrollere en hel masse ting. Jeg har downloadet en video fra debatten i det britiske parlament med, ja, jeg så den i eftermiddag, med Andrew Bridgen, medlem af parlamentet.
Så hvad sker der i Storbritannien, hvis du får hundrede tusinde underskrifter? Så udløser det en slags parlamentarisk debat. Og det er det, der er sket her, og jeg downloadede hr. Bridgens tale, og jeg ville redigere den og vise jer dele af den, men jeg tænkte, nej, den er god, jeg vil bare…
vise jer det hele, så jeg giver nu ordet til hr. Bridgen og… en ret interessant tale.
(Tak) for muligheden for at drøfte dette emne. Jeg har opfordret til denne debat i nogle måneder, og jeg takker de 156.000 vælgere, der har stemt for, at vi kan have denne debat i dag, og pandemitraktaten skal ses i sammenhæng med ændringerne, de foreslåede ændringer af det internationale sundhedsregulativ (IHR).
Som George Santanaya sagde, dem, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den, og jeg er alvorligt bekymret for, at WHO selv ikke har lært af den sidste pandemi, og at vi risikerer at give dem flere beføjelser, så de kommer til at gå for vidt og gentage de samme katastrofale fejltagelser igen.
Jeg vil gerne starte med at tale om selve WHO, som min ærede ven for Don Valley (Nick Fletcher) påpegede, blev det grundlagt i 1948. Det er et specialiseret agentur under FN med ansvar for international folkesundhed. Det består af 192 medlemsstater – stort set alle FN’s medlemmer undtagen Liechtenstein og Vatikanstaten. WHO var oprindeligt baseret på en forfatning, som stadig eksisterer i dag, men denne forfatning vil blive grundlæggende ændret af de to instrumenter, der er under udarbejdelse som følge af covid-19-pandemien.
WHO har hjemsted i Genève, og har derfor en særlig status. Deres ansatte er fritaget for skat, og de og deres familier har alle diplomatisk immunitet. Det er virkelig et overnationalt organ, der ikke er valgt og ikke kan stilles til ansvar. Det tror jeg, mine vælgere vil frygte. Hvordan er WHO opbygget?
De har noget, der hedder Verdenssundhedsforsamlingen (WHA). Den mødes hvert år i Genève. Det er WHO’s lovgivende og øverste beslutningsorgan. Det vælger generalsekretæren, den administrerende bestyrelse og stemmer om WHO’s politik.
Den nuværende formand for WHO’s Verdenssundhedsforsamling (WHA) er en herre ved navn Harsh Vardhan. I 2021 udsendte den indiske lægeforening (IMA), den indiske version af BMA (British Medical Association – lægemiddelstyrelsen), den største sammenslutning af læger i Indien, en erklæring, hvor man protesterede mod Vardhan, som støttede Coronil, et produkt, der blev fremstillet i Indien.
IMA, den indiske lægeforening, satte spørgsmålstegn ved sundhedsministerens etik – Dr. Vardahn var den daværende sundhedsminister i Indien – da han frigav et fabrikeret og uvidenskabeligt produkt til det indiske folk.
Han er siden blevet formand for WHA, som skal lede denne nye traktat, der vil blive forelagt alle regeringer i verden. Og eftersom han trådte tilbage fra regeringen i Indien på grund af denne kontrovers, hvorfor har man så nogensinde betroet ham et større ansvar? Det ser ud til, at han har svigtet opad som mange andre i WHO og WHA.
Så WHO’s oprindelige idealer var helt prisværdige, og WHO skal tjene befolkningens sundhed, og den styres af sine medlemsstater, som skal gennemføre sundhedspolitik i befolkningens interesse. Staters suverænitet i retsstatsprincippet skal respekteres – det er i henhold til artikel 3 i Regulativet (IHR), før det ændres. Folks selvbestemmelse skal respekteres fuldt ud. Alle menneskerettigheder, konventioner og andre love, som landene har tilsluttet sig, skal respekteres. Så det skal beskyttes i henhold til artikel 54 i det oprindelige regulativ om menneskerettigheder.
Men hvem finansierer nu WHO? Det er finansieret ligesom mange af vores tilsynsmyndigheder i UK: Medicines and Health Care Products Regulatory Agency, hvor 86 % finansieres af industrien. Det Fælles Udvalg for Vaccination og Immunisering og dets medlemmers personlige erklæringer har oplyst, at de har over en milliard pund i interesser i Big Pharma, som er det, de skulle regulere. Det undergraver folks tillid. WHO er nu ikke længere mest finansieret af sine medlemsstater – de mennesker, som WHO forsøger at kontrollere. WHO er 86 % finansieret af eksterne kilder.
Jeg er ikke sikker på, at min ærede ven for Winchester (Steve Brine) har ret. UK er ikke den næststørste donor, det er den tredjestørste donor. Den næststørste donor efter Tyskland er Bill og Melinda Gates Foundation, og jeg tror, at Gavi er den femte største donor. Så hvis vi lægger dem sammen, er det de største donorer til WHO.
Og man er nødt til at tænke: Hvorfor gør de det? De er også de største donorer eller de største investorer i lægemidler og den eksperimentelle MRA-teknologi, som har vist sig at være så indbringende for dem, der foreslog den og producerede den under den sidste pandemi.
WHO siger faktisk, at medlemsstaternes bidrag er blevet begrænset og i dag kun udgør 16 % af WHO’s samlede budget, og at en stadig større del af midlerne kommer fra frivillige bidrag, hvor det er donorerne, der styrer finansieringen i overensstemmelse med deres egne prioriteter.
Deres prioriteter er måske ikke nødvendigvis mine vælgere i det nordvestlige Leicestershire eller vælgerne i UK’s prioriteter, men den, der betaler orkestret, bestemmer, hvad der skal spilles. WHO fremmer indflydelsen af privat-offentlige partnerskaber. De fremmer det på deres websteder i en sådan grad, at man bare kan betale for at spille med. Alle kan købe indflydelse hos WHO. Det er bare et spørgsmål om penge.
Og når de rådgiver … det står der i deres egen interne rapport, deres endelige undersøgelsesrapport fra 23. maj 2022, at de forskellige interessegrupper har mere indflydelse på WHO’s politik end medlemslandene. Ifølge WHO’s egne tal var medlemsstaternes deltagelse kun 40 procent af input, mens 60 procent kom fra ikke-medlemsstater og 276 interessenter.
Det står altså klart, at der er en stærk ekstern indflydelse på WHO’s politik, en enhed, hvis ændringer af IHR og pandemitraktaten vil blive gennemført. Og det er ikke en mulighed at lade være med at gøre noget. Hvis Parlamentet ikke gør noget og ikke stemmer, vil ændringerne blive vedtaget den 24. maj. Så at afstå er ikke en mulighed, de vil ikke forsvinde.
I WHO’s midtvejsundersøgelse står der altså, at WHO er en international organisation, der er oprettet som et underagentur under FN med det formål at opnå “det højest mulige sundhedsniveau for alle mennesker”, men til hvilken pris? Til hvilken pris, hvilken pris for demokratiet? Hvilken pris for de individuelle frihedsrettigheder? De er nu finansieret 80 % af lande, der ikke er medlemmer, og de er under kraftig indflydelse. Og også under pandemien fik de ekstra beføjelser, f.eks. at de kunne definere information.
De antog en holdning om, og det vil blive lovfæstet og bindende i disse to nye instrumenter, at WHO har mulighed for at sige, hvad der er misinformation. Og når nogen siger til dig, at videnskaben er afklaret på et hvilket som helst område, vil jeg foreslå, at Parlamentet straks fatter mistanke, for videnskaben er aldrig afklaret. Den er altid åben for ændringer, for nye opdagelser, for nye ting, der kan opdages, for nye teser, der kan forfines.
Og det, WHO siger, er, at de vil afgøre, hvad den rigtige videnskab er, og det kan ikke være rigtigt. Det er lidt ligesom nogen, der siger, at markedet har ændret sig. Det har det efter min erfaring aldrig gjort, så det er en enorm magtovertagelse, og de to instrumenter, pandemitraktaten og ændringerne af det internationale sundhedsregulativ, skrider frem parallelt.
Jeg er bare virkelig bekymret for, om mine kolleger rent faktisk har læst traktaten, for når man fjerner ordene “ikke bindende” fra et ændringsforslag, bliver det helt klart bindende. Det er bindende traktater, hvis vi ikke gør noget, de er juridisk bindende for alle nationer. De indfører en idé kaldet “One Health”, og den udvider muligheden for WHO’s generaldirektør til at udråbe offentlig international sundhedskrise/undtagelsestilstand, hvilket i øvrigt kan forkortes FAKE.
Der står, at de kan indføre det på grund af mistanke eller en risiko for en international hændelse. Det behøver ikke engang at dreje sig om et patogen, der påvirker mennesker. Det kan påvirke dyr. De vil overtage beføjelserne på grund noget i miljøet eller en stigning i CO2-niveauet. Jeg foreslår, at de ærede medlemmer læser traktaten. Det er bare en massiv udvidelse af beføjelser, og en enkelt mand, hr. Tedros, kan med et snuptag bede om massive beføjelser til WHO.
Og ikke alene vil han udråbe de ting, når han tager magten. Han vil også beslutte, hvornår pandemien eller nødsituationen er overstået, og hvornår han eventuelt vil give os magten tilbage til dette parlament, hvor vi, de valgte repræsentanter, bør repræsentere vores vælgeres interesser. Nå, men det vil alt sammen blive suspenderet.
Og mens vi taler om hr. Tedros, vil jeg gerne minde Parlamentet om, at denne herre vil være med til at afgøre verdens skæbne – for det vil være hans opgave at erklære nødsituationer. Se på WHO’s opførsel i forbindelse med det nylige ebola-udbrud i Den Demokratiske Republik Congo, hvor 83 personer, der arbejder for WHO, misbrugte lokale kvinder seksuelt, herunder seksuelle overgreb på en 13-årig pige. Og det hele blev skjult.
Der var et lækket dokument fra WHO, som må have været forelagt i Tedros’ udvalg. En fortrolig FN-rapport, der blev forelagt WHO i sidste måned, konkluderede, at ledernes håndtering af sagen ikke var i strid med WHO’s politik om seksuel udnyttelse, fordi den pågældende kvinde ikke var modtager af WHO’ nødhjælp, da hun ikke modtog nogen humanitær støtte.
Det er fuldstændig uacceptabelt, og hvis det er reglerne for en organisation, der skal afgøre, om mine vælgere skal være låst inde i seks eller tre måneder, og om de kan besøge deres bedstemor, så synes jeg ikke, det er acceptabelt. Disse nye traktater presser også tidsgrænsen for regeringen, så de får pligt til at rapportere inden for 72 timer, hvis der opstår en mulig risiko for folkesundheden, der skal rapporteres til The WHO, og han (Tedros) så skal tage en beslutning.
Det er alt for kort tid til, at der kan foretages meningsfulde undersøgelser af, hvad den reelle risiko er, og det vil føre til mange muligheder for falsk alarm og unødvendige forstyrrelser. Det er enorme beføjelser, som disse to instrumenter vil forsøge at fratage Parlamentet og alle andre parlamenter rundt om i verden, og de skal overvejes meget, meget kraftigt.
At stikke hovedet i busken vil ikke løse problemet og heller ikke for mine vælgere. Hvis vi har lært noget af den afstemning, vi havde i 2016 (Brexit), er det, at folk i dette land ikke ønsker at blive styret af ikke-valgte bureaukrater uden ansvarlighed, og der er ingen mere uansvarlige og uvalgte mennesker end i WHO. De betaler ikke engang skat, og de og deres grundlæggere har immunitet mod retsforfølgelse, fordi de har fået diplomatisk immunitet, og de er også underlagt de enorme økonomiske interesser i forhold til dem, der ønsker at finansiere dem.
Mange eksperter siger nu, at disse to instrumenter vil ændre forholdet mellem borgere og suveræne stater fundamentalt, ikke kun i dette land, men også i hele verden. Et overnationalt, oppefra-og-ned- organ, der ikke er valgt og ikke kan stilles til regnskab: WHO. Det, som traktaterne vil gøre, er at give generaldirektøren beføjelse til at pålægge medlemsstaterne vidtrækkende juridisk bindende – ja, de er juridisk bindende – retningslinjer.
De har så magt til at tvinge virksomheder her i landet eller i andre lande til at fremstille bestemte medicinske behandlinger og eksportere dem til andre lande og få pålagt at gøre det. De vil have magt til at lukke enhver virksomhed i dette land, uanset hvad lokalbefolkningen mener, eller selv hvad Parlamentet mener. Det fjerner al den beskyttelse, som et demokrati giver. De fjerner faktisk Artikel 3 i WHO’s oprindelige forfatning, som omhandler respekten for menneskets rettigheder og værdighed. Den forsvinder og erstattes blot af en intetsigende erklæring om, at der vil være lighed, og lighed kan betyde hvad som helst.
Det betyder, at alle vil blive behandlet lige. Det betyder også, at der kun vil være én løsning på ethvert internationalt problem i verden, og det fører til en alt eller intet-ordning, hvor, hvis WHO har ret – og hvis jeg havde tid, ville jeg gå ind i alt det, de gjorde forkert i den sidste pandemi – måske hvis de har ret, okay, måske okay, men hvis de tager fejl, er det hele menneskeheden, det går ud over. Og der er ingen konkurrence. Hvis der kun var én bilproducent, kun én løsning, er jeg ikke sikker på, at det ville være den bedste bil, vi nogensinde ville få.
Jeg mener, at konkurrence mellem nationer om løsninger er godt. Jeg er meget bekymret over disse to instrumenter, og vi er meget bekymrede. Jeg har alvorlige bekymringer i betragtning af, hvem der faktisk leder og kontrollerer WHO-organisationen. Det ville være tåbeligt ikke at se, at de store medicinalgiganter med deres lobbyvirksomhed har stor indflydelse på WHO’s retning, og ligesom mange multinationale selskaber har deres størrelse og omfang overgået selv nationale regeringer med over 80 % af WHO’s budget nu til specificeret finansiering, og de har mulighed for at styre politikken. Jeg tror, det er rimeligt at sige, at vi er ved at fjerne os fra WHO’s oprindelige ædle etik om at fremme demokratisk holistisk tilgang og samarbejde om folkesundhed.
WHO svigtede os i deres covid-håndtering. I januar 2020 fortalte de os stadig, som det er blevet påpeget, at der var en overførsel af virusset fra person til person. Det var forkert, det var forkert, og derefter foreskrev de lockdowns og massevaccination under pandemien, hvilket drev mutationer frem. WHO og de nationale regeringers reaktion på pandemien bør være en advarsel om konsekvenserne for borgerne mht. at overlade magten til staten og bør bestemt ikke være en skabelon for at gå videre og hurtigere med hensyn til at give afkald på rettigheder og frihedsrettigheder.
Pandemireaktionen illustrerede faktisk så brutalt, at den profitoptimerede version af at forfølge det største gode ofte kolliderer med børns sundhed. Inden jeg udtalte mig den 13. december om risiciene ved de eksperimentelle mRNA-vacciner, var MHRA (Medicines and Healthcare products Regulatory Agency) ved at forsøge at tillade vaccination af børn ned til seks måneders alderen i dette land. Jeg er meget taknemmelig for, at regeringen lyttede, og at vi ikke gjorde det. Det blev så faktisk skubbet tilbage til folk over 50 år, og efter min tale den 17. marts er jeg glad for, at regeringen nu har sat det til kun at gælde for folk over 75 år.
Det er bare på et par måneder, at vi går fra vi ville vaccinere alle, og jeg tror, at det viser historien om, at hvis vi alle var under ét styre, ville vi komme til at gøre præcis det modsatte af, hvad dette land selv har besluttet.
Så mens vi er ved emnet uigennemsigtige, udemokratiske organisationer, er det interessant at se, hvad EU gør. EU mener faktisk, at vi er nødt til at styrke alt dette. Ikke alene vil WHO få lov til at have en afdeling for misinformation, som skal være dommere over, hvad sandheden er i tilfælde af en nødretstilstand, men EU vil overtage præcis den samme politik og vil også have deres egen (afdeling for misinformation). Så når vi har en pandemi-situation, vil der kun være én version af sandheden.
Det er jo ikke særlig godt for videnskaben, vel? “One Health”-tilgangen er også en tilgang, der dækker hele samfundet. De vil være i stand til at mobilisere alle aspekter af vores samfund. Når de først udråber disse kriser, vil de være i stand til at holde dem i gang. De vil have kontrol over absolut alle aspekter af vores borgeres liv. Det vil gennemsyre alt.
Der findes ikke nogen vigtigere traktat. Hvis vi skulle give den slags beføjelser væk, hvilket jeg aldrig selv ville stemme for, skulle vi naturligvis afholde en folkeafstemning, fordi suveræniteten tilhører folket. Den er ikke vores til at kunne give væk, og det ved vi fra den folkeafstemning, vi havde i 2016.
Jeg håber, at Parlamentet lytter meget opmærksomt og læser disse dokumenter.
Oversat/redigeret af cr@mayday-info.dk april2023
Skriv et svar