Jamen, – hvad skal man dog tro?

 

Den ene dag kan man læse, at C-vitamin beskytter mod influenza, den næste dag at det giver nyresten. Begge dele kunne måske godt være sandt, men når der så én dag står, at C-vitamin kan give kræft, mens der en anden dag står, at det er effektivt i behandlingen af kræft, så må der vel være noget galt et sted?

 

C-vitamin kan også blokere for nogle af B-vitaminerne, mener nogle, og andre siger, at det ødelægger tændernes emalje. Og så er der dem, der hævder, at de kan beskytte sig mod snart sagt alle infektionsdygdomme ved at spise store mængder C-vitamin, og andre der påstår, at hvis man spiser to kartofler om dagen, så får man al den C-vitamin, man har brug for. Ja, – hvad skal man dog tro?

 

Men man skal ikke tro; man skal vide! For med C-vitaminet taler vi om videnskab, – ikke om uansvarlig rygtemageri. Og det er i medierne, at rygtesmedene med alle deres uansvarlige påstande får lov til at florere.

 

Så hvad er kendsgerningerne? Kendsgerningerne er: C-vitamin giver ikke nyresten, C-vitamin kan ikke give cancer, C-vitamin blokerer ikke for vitamin B-12, ætser ikke emalje, og ingen kan i det lange løb nøjes med den smule C-vitamin, man med held kan finde i to kartofler!

 

Alle disse løsagtige negative påstande er forlængst blevet grundigt afvist af kompetente forskere, der er specialister i netop dette videnskabelige område (1). Medierne har ikke bragt deres tilbagevisninger, for de har jo ingen sensationsværdi i forhold til de uvederheftige skrækkampagner.

 

Kendgerningerne er også: At C-vitamin kan beskytte mod og tilmed helbrede influenza og en lang række andre meget ofte alvorlige infektionssygdomme, at C-vitamin har fejret triumfer i behandlingen af cancer og at en høj daglig indtagelse af C-vitamin er en væsentlig faktor i beskyttelsen mod cancer, infektioner og hjerte/karsygdomme og dermed medvirkende til god helse og et langt liv (2).

 

Det er blevet moderne at sige: Jeg tror på vitaminer! – eller: Jeg tror ikke på vitaminer! – eller: Jeg tror på at vitaminer virker, hvis man tor på det! Dermed har man jo bekvemt relegeret spørgsmålet om vitaminer til samme sektor som julemanden og storken, og det er selvfølgelig noget vås. Når det gælder vitaminer og videnskab skal man selvfølgelig ikke tro. Vitaminvidenskab eller en hvilken som helst anden videnskab drejer sig om at vide, ikke om tro.

 

Men i den forvirrende flom af usammenhængende påstande medierne faldbyder er det selvfølgelig ikke let at vide, hvad der er videnskab eller vildledning. Overfor den mediemanipulerede tågesnak bliver menigmands almindelige reaktion forståelig nok den: At når de lærde tilsyneladende kan være så uenige, hvad skal menigmand så "tro". Og derfor opgiver menigmand ofte overhovedet at have en rationel holdning til det, der fremstår som den store vitaminforvirring.

 

Men denne mangel på holdning, der egentlig er en mangel på viden og indsigt, kan let i sig selv blive farlig – ja, tilmed livsfarlig.

 

For den ligegyldighed, uklarheden afføder, blokerer totalt for den effektive udnyttelse af – for eksempel – lige netop sådanne enestående muligheder for helse og helbredelse, som C-vitaminet kan skænke os.

 

Og derfor bliver uvidenheden ofte et spørgsmål om liv eller død, hvor svaret desværre også oftest bliver død.

 

Derfor er det vigtigt for enhver ikke blot at tro, men at vide.

 

(1) CHERASKIN, Emamuel: The Vitamin C Connection; Thorsons, 1983; ISBN 0-7225-0908-1.

 

(2) PAULING; Linus: How to live longer and feel better; 1986, Avon Books, ISBN 0-380-70289-4.