12 Vitamin C og det såkaldte sundhedsvæsen

Lad os vende tilbage til begyndelsen: Hvad skal man tro – og hvad skal man vide?

Man skal blandt andet vide, at en af de ting, der er videnskabeligt fastslået er C-vitaminets ufarlighed. Dets terapeutiske anvendelse er nemlig helt uden antydning af egentlige bivirkninger og modbeviser dermed radikalt det forskruede medievås om C-vitaminets påståede farlighed. C-vitaminet er en af de mindst giftige substanser vi kender og samtidig terapeutisk et af de mest bredspektret effektive.

Alt dette bør overbevise os om, at betydningen af vitamin C ikke alene er et spørgsmål om dets evne til at redde os fra skørbug. Som det fremgår har denne substans et meget bredere og mere alsidigt virkningsområde. Klenner kaldte derfor vitamin C for "det fundamentale lægemiddel".

Vi har på de foregående sider set, hvor effektivt C-vitamin er i forebyggelsen og behandlingen af et stort antal af de alvorlige, ofte dødelig sygdomme, som vi lider af, og som vore højtuddannede, velaflønnede og magtfulde læger og forskere har så ynkelig ringe succes med at frelse os fra. Indenfor cancerbehandling er der således ikke sket noget større nævneværdigt fremskridt i den seneste menneskealder; forstemmende især i betragtning de enorme summer, der er forsvundet ned i den molok, der hedder cancerforskning.

Men allerede i 30’erne havde man succes med C-vitamin! – Hvorfor satte det ikke en udvikling igang? Hvorfor bruges det ikke på vore hospitaler nu – idag!? Hvad er der i vejen med C-vitamin, siden det ikke bliver brugt? Hvorfor får det næsten altid så elendig medfart i medierne? Hvorfor rynker lægen på næsen ad det eller hånler eller advarer sin cancerpatient mod at bruge det?

Jo! Der er meget i vejen med C! – For det første er det for billigt – for det andet for simpelt – for det tredie for nemt.

Slap det ud, at det er så effektivt, som det faktisk er, så ville nogle meget dominerende magtgruppers mørkelægninger blive afsløret, og de ville se de ægte tæpper forsvinde under deres fødder. C-vitaminet ville overflødiggøre en mængde af den prestigeproducerende, institutionsopbyggende, pengeslugende, personaleudvidende komfortable lænestolsforskning, som indflydelsesrige personer har så megen fornøjelse af, men som patienterne og borgerne får så ringe udbytte af.

Det ville også afsløre, hvor mange eksperter, der ustraffet kan sove i timen – sove i årevis, snorksove i menneskealdre. Det ville også ruinere hele den sygdomsindustri, som disse sovetryner er så helt afhængige af, fordi pengene til sovetryneriet – og dermed til sovemidlerne – stammer fra sygdomindustrien.

Har vi her svaret på, hvordan man i generationer opretholder en så omfattende cementeret uvidenhed? Findes der en psycho-social-økonomisk regel, der siger at graden og intensiteten af lægelig informationsresistens er ligefrem proportional med omfanget af forskningsbevillinger?

Nuvel! Da jeg satte mig ned for at skrive denne bog, lovede jeg mig selv – og andre – at skære ned på debat og skrue helt op for information. Det håber jeg, at jeg har gjort. For information er det eneste, der kan redde os. Og ud fra informationen håber jeg så, at læseren gør sig sine tanker – om hvad der er i vejen med C-vitamin og eventuelt med systemet og meget andet.

Det er blevet sagt, at man kan snyde nogle mennesker noget af tiden; men man kan ikke snyde alle hele tiden. Der er dem, der mener, at det heller ikke er nødvendigt at snyde alle hele tiden. Bare man hele tiden kan snyde de allerfleste og få resten til at holde mund, så kan man såmænd udmærket fortsætte med at snyde i al evighed. – Lad os lige få det modbevist!