5 Signalement af et vitamin

C-vitamin, som altså er det samme som askorbinsyre, fremstår som et hvidt krystalinsk pulver. Det er reducerende, vandopløseligt og som opløsning lettere sur. Vitaminet er kemisk stabilt ved stuetemperatur og en pH på 6.8, men iltes meget let i basisk miljø. Det nedbrydes af varme og af ultraviolet stråling – altså for eksempel direkte sollys – og også af anden stråling samt nærvær af visse metaller, især kobber, men også både jern og krom.

Askorbinsyre kan iltes til dehydroaskorbinsyre. Denne proces er reversibel og begge substancer har vitaminvirkning. Dehydroaskorbinsyre kan regenereres til askorbinsyre; men den videregående nedbrydning af dehydroaskorbinsyre er ikke reversibel, og med den går C-vitamineffekten tabt. Dehydroaskorbinsyre er ansvarlig for den brunfarvning frugt og andre plantedele ofte antager, når de skæres op og udsættes for luftens og dermed iltens påvirkning.

Som alle andre syrer kan askorbinsyren danne salte. Da selve syren som nævnt er sårbar og under ugunstige forhold i handel og vandel, under opbevaring og transport, let kan nedbrydes ved påvirkninger i miljøet, er handelsvaren C-vitamin som regel natriumsaltet af askorbinsyren, også kaldet natriumaskorbat. Når saltet indtages, frakobles natriumatomet i organismen og den oprindelige ioniserede syrerest – der er det egentlige vitamin – frigøres.

Natriumaskorbat har nu været kendt og benyttet i et par menneskealdre. De fleste videnskabelige undersøgelser er blevet foretaget med dette salt, og det har fungeret glimrende. Størstedelen af alle vitaminkosttilskud indeholder natriumaskorbat. Ved de traditionelle doseringer af C-vitamin er den frigjorte natriummængde meget lille, og selv personer på saltfri diæt og reduceret natrumindtagelse behøver ikke at frygte, at denne ringe mængde vil komme til at udgøre en belastning.

Principielt har der imidlertid gennem en længere årrække været et stigende ønske om at udskifte det traditionelle natrium med andre livsvigtige grundstoffer, og hen ad vejen er de oprindelige tekniske problemer knyttet til opgaven blevet overvundet. Vi har derfor nu på markedet både kalium, magnesium, kalcium og andre salte af askorbinsyre. Kalciumsaltet især har fået et godt rygte med på vejen. Det betegnes som syreneutralt og efter sigende tolereres det af visse sensitive personer bedre end natriumsaltet.

De nye salte er meget velkomne, især i betragtning af den udvikling vi er inde i, hvor C-vitamin benyttes i stadig større doser. For så længe der har været tale om kosttilskud på blot nogle få hundrede milligram eller blot et gram eller to, så har den frigjorte natriumængde selvfølgelig været tilsvarende lav. Men når vi skal til at arbejde med terapeutiske infusioner på op til 200 gram – og den slags aktiviteter har sine steder været i fuld gang allerede i en årrække – så bliver det forventelige natriumudfald tilsvarende højt og langt mindre acceptabelt.

Da er det langt bedre at kunne benytte kalium, magnesium- eller kalciumsaltet af C-vitaminet eller – allerbedst – en fysiologisk balanceret opløsning af samtlige tilrådeværende salte af essentielle grundstoffer.

C-molekylets struktur muliggør udover saltdannelse tilkoblingen af andre molekyler eller dele deraf. Således kan man fremstille former af vitaminet med ændret molekylær struktur og ændrede egenskaber, men fortsat med samme vitaminvirkning. Et eksempel er det fedtopløselige askorbylpalmitat, der foretrækkes af folk, der oplever irritationsreaktioner ved indtagelse af det normal askorbinsyre eller askorbinsyresalt. Ester-C er et tilsvarende sammenkoblet molekyle, skånsomt for en sart tarm.

C-vitamin har en væsentlig betydning for organismens optagelse af jern og dermed for bloddannelsen. Vitaminet fremmer også absorptionen af selén, men hæmmer kobber, nikkel og mangan. For selén er virkningen dobbeltsidig, idet uorganisk selén bindes så fast af askorbinsyren, at det ikke kan udnyttes af organismen. C-vitamin har efter alt at dømme en vis indflydelse på optagelsen af kalcium, zink og kobolt og tilsyneladende ingen på kviksølv, kadmium og andre giftige tungmetaller. Derimod fremmer det udskillelsen af i hvert fald nogle af disse stoffer, påviseligt i hvert fald bly og kviksølv.

Sukkerstoffer og askorbinsyre konkurrerer i kropscellerne på grund af deres beslægtede molekylære struktur. Overdreven indtagelse af sukker og simple kulhydrater af enhver form reducerer derfor cellernes mulighed for at udnytte den tilstedeværende askorbinsyre.

C-vitamin er i første række af betydning for alt bindevæv, idet det direkte fremmer kollagendannelsen, organismens basale "bindemiddel". Hyaluronsyre, et mucopolysaccharid, der er den mest udbredte grundsubstans i bindevæv og koncentreret tilstede i placenta, synnovialvæsken i ledene og øjets glaslegeme, opbygges af askorbinsyre. For at sprede sig og trænge ind i den omliggende organisme fremstiller cancerceller et enzym, hyaluronidase, der nedbryder det intercellulære bindemiddel hyaluronsyre. C-vitaminet modarbejder denne sygelige aktivitet.

Hormonproduktionen i binyrerne er også afhængig af organismens indhold af vitamin C, og det er blandt andet også her at vitaminet deponeres. Store mængder C-vitamin findes desuden i de røde blodlegemer og især i de hvide, hvis immunaktivitet er helt afhængig af tilførslen af askorbinsyre og stiger og falder med ressourcerne. Vitaminet øger tilmed dannelsen af nye hvide blodlegemer og immunglobuliner samt medvirker ved dannelsen af interferon, der skærmer cellerne mod virusangreb.

C-vitamin er et naturligt anti-histamin og kan derfor bruges både forebyggende og til behandling ved allergier af især høfebertypen. Kalcium har også en hæmmende virkning på denne type allergier, og C-vitamin og kalcium samarbejder ved knogledannelse, knogleheling, tanddannelse og forebyggelse af karies. Vitaminet er også vigtigt for bruskdannelsen og dermed for blandt andet ledenes funktionsevne.

Normal sårheling er afhængig af vitamin C, der også medvirker ved optagelsen og udnyttelsen af vitaminerne A, E og folinsyre samt mineralerne zink og kobber plus – som nævnt – jern og kalcium. C-vitaminet regenererer "slidt" E-vitamin – og vice versa. De to vitaminer reparerer altså – i samvirke med andre nutrienter, som for eksempel selén – hiananden og opberedes således til genbrug.

C-vitamin tilhører gruppen af de meget livsvigtige anti-oxidanter, der modvirker de frie radikalers konstante angreb på organismens organer og funktioner. Anti-oxidanterne hindrer herved mange sygdomme, megen degeneration, aldersforfald og svækkelse, der ofte angriber ved hjælp af frie radikaler. Det samme gør mange miljøgifte – tungmetaller, sprøjtegifte med mere – hvis skadelige konsekvenser derfor også modvirkes af anti-oxidanterne.

Skjoldbruskkirtelhormonet thyroxin beskyttes af askorbinsyre mod angreb fra frie radikaler. Dets koncentration i organismen falder med svigtende C-vitamintilførsel. Dette kan medføre lav skjoldbruskkirtelaktivitet og dermed nedsatte stofskiftefunktioner. Lav skjoldbruskkirtelaktivitet behøver således ikke nødvendigvis at være forårsaget af hormonmangel, men kan skyldes simpel vitaminmangel.

Vort aminosyrestofskifte kræver også i talrige sammenhænge C-vitamin for at kunne fungere. Den vigtige aminosyre lysin omdannes i organismen delvis til carnitin takket være blandt andet vitamin C. Carnitin øger forbrændingen af fedtstof i cellerne. Dette har især betydning for hjerteaktiviteten og er således ikke blot en hjælp til hjertepatienter, men også af betydning for andre, der vil reducere kroppens fedtdepoter. Endvidere reducerer vitamin C det belastende LDL-cholesterol og fremmer dannelsen af det beskyttende HDL-cholesterol.

C-vitaminet deltager i organismen i over 300 erkendte biokemiske processer! Spørg ikke om antallet af de endnu ikke erkendte!

Såvidt om molekylet C-vitamin – indtil nu fortrinsvis et portræt af hovedpersonen i splendid isolation.

Imidlertid må vi jo huske på, at det netop ikke er sådan, at vitaminet optræder i naturen.