9 Vitamin C, hvor meget og hvorfor?
Tager vi en dåse med C-vitaminkosttilskud, så kan vi på etiketten læse, at indholdet per kapsel eller tablet angives i milligram og defineres i procent i forhold til ADT, som er forkortelsen for Anbefalet Daglig Tilførsel – for eksempel i tilfældet Bio-C (Vogel), hvor hver tablet rummer 100 mg C-vitamin svarende til 165% ADT.
Men hvad er ADT? Det er – stort set – en direkte kopiering af det amerikanske RDA, der er en forkortelse for Recommended Daily Allowance. RDA/ADT udarbejdedes siden 1943 for et stort antal nutrienter, først og fremmest vitaminer og mineraler, er statsautoriserede retningsgivende anbefalinger vedrørende den mængder af hver nutrient, som de amerikanske sundhedsmyndigheder anbefaler, at et sundt og velfungerende mennesker i gennemsnit bør indtage for at undgå svære mangler og deraf følgende sygdomme. Altså – hvor meget C for at undgå skørbug, hvor meget A for at undgå natteblindhed, hvor meget D for at undgå rakitis, hvor meget B-1 for at undgå beri-beri, hvor meget B-3 for at undgå pellegra osv osv.
Bemærk: Det er ikke værdier, der giver udtryk for det enkelte menneskes individuelle behov eller for hvor meget man kan tåle! Det drejer sig om en gennemsnitlig beskyttelse, og dermed om minimumsværdier, som lader mange, med store behov, i stikken.
Endvidere: Denne gennemsnitlige beskyttelse gælder for sunde individer – ikke syge, ikke belastede, ikke stressede, ikke ældre, ikke rekonvalescenter, ikke miljøforgiftede, ikke medicinforgiftede – ikke en meget, meget stor del af befolkningen, der på grund af disse forhold og lidelser kan have helt andre og meget større behov! For C-vitamin er ADT for tiden 60 mg. Men husk på definitionen! Denne mængde vil – gennemsnitlig! – beskytte mod den absolut dødelige vitamin C mangel – nemlig skørbug.
Mange, især amerikanske, forskere og behandlere har hævet røsten mod de latterligt lave RDA/ADT værdier og nogle har foreslået andre normer – for eksempel benævnt ODT, forkortelse for Optimal Daglig tilførsel. I et sådant regi kryber værdien på vitamin C op på 5 gram eller endnu højere – faktisk det dobbelte – altså 10 gram!
Men lad os tøve her en stund og overveje vort udregningsgrundlag. Det er det samme grundlag, der traditionelt benyttes doseringsberegningen af ethvert vitamin. Per definition er et vitamin en livsvigtig substans, som organismen ikke selv kan producere og som derfor skal tilføres udefra. Tilføres den ikke eller kun i for ringe mængde opstår en karakteristisk mangelsygdom, som man så normalt kan korrigere for ved at tilføre pågældende vitamin.
Eksempler: Natteblindhed – tilfør vitamin A; pellagra – tilfør vitamin B-3; beriberi – tilfør vitamin B-1 – og så videre. Disse snævre firkantede definitioner svarer imidlertid ikke helt til den levende virkelighed. Organismen producerer faktisk selv visse vitaminer, i første række vitamin D, der derfor snarere bør betragtes som et hormon. B-3 fremstiller vi også selv ved omdannelse af aminosyren tryptofan og andre B-vitaminer dyrkes i vor tarmflora. Imidlertid er vor indre produktion af de hernævnte vitaminer slet ikke tilstrækkelig til at dække vore behov.
Pointen er, at hvis den indre produktion havde været tilstrækkelig, så havde der – per definition – ikke længere været tale om et vitamin! Med andre ord: C-vitamin er ikke C-vitamin for heste, grise, køer og får samt stort set resten af klodens fauna. For disse skabninger er askorbinsyre et slags vandopløseligt hormon. Forden røde brødskimmel findes der per definition slet ingen vitaminer – med undtagelse af biotin. Resten klarer den selv!
Hvilken synsvinkel bør vi nu anlægge? Hvis C-vitaminet kun er et vitamin for mennesket og nogle få andre skabninger, bør vi så overhovedet kalde det et vitamin? Hvad ligger der i en definition? Kalder vi det et vitamin, så følger heraf automatisk en traditionel anvendelse og dosering. Det vil sige: Vitaminmangel giver en mangelsygdom, der ophæves ved at give den mængde vitamin, der ophæver mangelsygdommen. C-mangel giver skørbug. Den mængde C, helbreder skørbug, er den rette mængde, den rette dosering. Det er en ringe mængde og derfor en lille dosering.
Men vi kan anlægge en anden synsvinkel og sige: Denne substans er egentlig ikke et vitamin. Askorbinsyre er for de allerfleste organismer et slags hormon, som mennesket desværre har "glemt" at fremstille. Menneskets behov bør derfor måles ud fra, hvad organismer af samme størrelse og med stort set samme fysiologi og biologi normalt fremstiller. Ved sammenligning og beregning kan vi fastsætte menneskets egentlige behov. Følger vi denne fremgangsmåde vil vi nå frem til ganske andre resultater og langt højere doseringer.
Et stort antal dyreforsøg har vist, at denne type udregninger er særdeles pålidelige. Hvis vi iagttager, dels hvor meget vitamin C de ikke génhandicappede dyr producerer, dels hvor meget de handicappede – gorillaer, marsvin, chimpanser, visse papagøjer og flagermus – indtager i deres naturlige miljø, og omregner disse værdier udfra kropsvægt og stofskifte til forventelige menneskelige behov, så burde vi – hver af os – dagligt producere eller indtage fra 2.5 til 10 gram.
Her må vi så igen notere os, at dette er gennemsnitlige værdier målt på skabninger i deres naturlige ustressede og – stort set – uforurenede miljøer. Men man må ikke overse, at for de fleste højere dyr er askorbinsyre at betragte som en art stresshormon – i lighed med adrenalin – og under stress stiger produktionen ganske betydeligt. I dyreverdenen vil kamp, jagt, brunst, flugt, sårheling og sygdom øge askorbinsyrefremstillingen. Endelig må vi heller ikke glemme, at de fleste dyr udover deres egenproduktion gennem føden indtager ret betydelige mængder vitamin C; nøjagtig ligesom vi gjorde i vort oprindelige miljø.
Stress er en permanent faktor i det moderne menneskes situation. Vi lever alle under en byrde af forurening uanset, hvor meget vi forsøger at beskytte os. Vi er nødsaget til at trække vejret, som bekendt, og kun de færreste har muligheder for at forbedre deres drikkevand. Selv med vor bedste indsats kan vi kun delvis og meget usikkert kontrollere stress fra stråling, forurening af mad og drikke, infektioner og talrige andre belastninger i det moderne samfund.
Når dyrene udsættes for den slags, forsøger de at beskytter sig ved at producere mere vitamin C. Det vil sige, at vi bør søge at opnå samme beskyttelse ved at indtage mere C-vitamin. Hvor meget er svært at beregne; men vi kan ganske givet trygt lægge nogle gram oven i den biologisk beregnede dosering.
Nu er alle disse beregninger selvfølgelig generelle, gennemsnitlige og uindividuelle. Men mennesker er individer og individer er individuelle. Dette gælder ikke mindst, når det drejer sig om askorbinsyrebehov. Der findes folk, der fungerer udmærket på nogle få hundrede milligram C-vitamin, mens andre ikke kan klare sig med mindre de dagligt får tilført flere gram. Hvorfor er der sådanne drastiske forskelle?
Bortset fra at der er langt større variationer i biokemisk individualitet end vi normalt erkender og den indre biokemi fra person til person derfor varierer lige så meget som udseendet, så gør særlige forhold sig gældende, når det drejer sig om C-vitaminet. Det har at gøre med overlevelsesgenerne og arvemassen. Det er klart, at de menneskegrupper, der fortsat levede i urmiljøet eller under beslægtede omstændigheder, ikke fik deres arveanlæg så barskt sorterede som de stakler, der led undeers istidsmiljøet. Istidsmiljøets efterkommere var jo netop efterkommere for deres forfædre og derfor de selv kunne overleve på ekstremt lave C-vitaminværdier.
Deres resorption af C-vitamin fra nyrerne var mere effektiv end de andres, deres enzymatiske evne til at reparere askorbinsyremolekylet og genbruge det var formodentlig bedre udviklet. Hvis man udelukkende rummer barske istidsgener kan man sikkert klare sig med små mængder C-vitamin. Men i almindelighed har folk jo en sand rodebutik af gener og derfor også stor variation i deres genetisk styrede askorbinsyrebehov.
Man kunne derfor ønske sig nogle beregninger, vurderinger og testmetoder, gerne nemme og billige, der mere sikkert kunne afsløre hver enkelts helt individuelle behov.
Og en sådan metode findes. Heldigvis.
Dr. Robert F. Cathcarts "tarmtolerance"-metode er utvivlsomt den bedste fremgangsmåde til stadfæstelse af enhvers egen optimale daglige C-vitaminindtagelse. Den er også den absolut nødvendige justeringsmetode for enhver patient.
Fremgangsmåden er simpel. Man indtager med få timers mellemrum stadig større doser C-vitamin, indtil man får diarré. Derefter noterer man sig den samlede mængde C-vitamin, man har indtaget den dag. Den følgende dage indtager man – stadig på fordelte doser – lidt mindre end den foregående dag. Sådan justerer man, indtil ens indtagelse ligger lige under diarrégrænsen. Denne mængde markerer ens "tarmtolerance" og er udtryk for, hvor meget askorbinsyre organismen kan omsætte og dermed for, hvad den har brug for.
Orker man ikke denne indsats – som kan organiseres på en hjemmeweekend, hvor man er i komfortabel nærhed af sit eget toilet – så kan man kun råde til i hvert fald at sørge for at indtage nogle gram C-vitamin fordelt over dagens måltider – og når sygdom eller stress truer nogle flere gram.
Nobelpristagen Linus Pauling – der for mange står som C-vitaminets foregangsmand nummer 1 – tilkendegav i sin høje og meget aktive alderdom, at hans daglige indtagelse af C-vitamin var på 20 gram – plus så undertiden måske lidt ekstra på de dage, hvor han følte behov for det.
Skriv et svar