Af Jesper Odde Madsen, journalist og facilitator ©2026
Kan i huske Tidsrejsen, altså julekalenderen i DR? Jeg vil gerne rulle tiden tilbage til det år, hvor meget af rejsen foregik. Nogle af jer kan sikkert tydeligt huske hvordan det var tilbage i 1984, andre var kun børn, og andre var slet ikke født. (1984 er i øvrigt titlen på en tankevækkende bog, men det er en anden historie).
Tiden er en vigtig størrelse, og i kongens nytårstale var der en enkelt pointe, som er værd at huske: ”Vi har følt os trygge så længe, at vi nær har glemt, at det kan være anderledes”. Den lader vi lige stå.
Sofie og Dixie, Tidsrejsens to hovedpersoner, var ofte en tur i 1984. Det var en verden, hvor det hele var analogt, de snakkede kun med andre ansigt til ansigt på skolen og i fritiden – det mest elektroniske var, når de talte i telefon – altså sådan en med en ledning, der sad fast i et stik i væggen. Man kunne også se smarte små skærme og telefoner – altså i science fiction film og tegneserier.
Jeg kan godt huske da al kommunikation med fx DSB, banken og kommunen foregik via fastnettelefoner eller ansigt til ansigt. Skulle man finde vej, brugte man et landkort, og ville man med toget, kiggede man i en trykt køreplan og købte billet på stationen.
Hvis én af vennerne ikke var hjemme, da jeg ringede til ham, kunne jeg ikke komme til at spørge ham, om han ville med i byen på fredag – men det undrede mig ikke, han ku jo ikke sidde hjemme ved telefonen hele døgnet. Tænk hvor primitivt!
Uden tekniske mellemled
Lige meget hvad – så havde vi alle en direkte kontakt med andre, uden tekniske mellemled. Købte vi noget, talte vi med en ekspedient i butikken og betalte med mønter og sedler.
Men i dag er hverdagen jo meget nemmere – vi klarer masser af indkøb uden at stå i kø i en forretning. Og vi behøver ikke at ringe til folk hele tiden, selv om vi kan, for vi har jo email, sms, Messenger og alle de andre. Vi slipper for at købe busbilletter, for vi har jo rejsekortet… nå ja, det forvandles jo til endnu en app…
Hvorfor nu hele det eventyr om fortid og nutid? Jo, det er fordi digitaliseringen har udviklet sig til et monster, der styrer vores liv – i stedet for omvendt.
Hvad var det nu Frederik sagde? ”vi har nær glemt, at det kan være anderledes”. Ja, og det betyder samtidig, at vi gennem 25 år stille og roligt har vænnet os til noget, uden rigtigt at opdage det.
Men hør nu her – det kan sagtens være anderledes. De digitale opfindelser kommer nemlig ikke fra Gud, men fra industrien. Jeg er rent ud sagt ved at kaste op over alle de eksperter, politikere og journalister, der i debatten om noget teknisk kommer med hjernedøde formuleringer som ”jo, men vi skal jo følge med udviklingen”.
Udviklingen er et fantasidyr! Det handler ganske enkelt om at vende hovedet 180 grader og sige ”Hvad tjener bedst vores behov som mennesker? Ok, vær så venlig at producere det, og på vores præmisser, tak!”.
Vi skal ikke være maskinstormere, vi skal ikke tilbage til stentavlerne. Men vi skal sige stop over for et digitalt vanvid, der kun er styret af penge – penge som industrien oven i købet tjener på os selv!
Prisen er høj
Vi har mistet meget. Prisen for digitaliseringen er ikke kun betalt i kroner og øre – den er desværre uhyggeligt meget højere, selv om vi aldrig har sagt ja til at betale den.
Prisen inkluderer nemlig også, at vi har afleveret en stor del af den fysiske menneskelige kontakt, vi havde før årtusindskiftet. Vores fornemmelser, vores sansninger, vores kropssprog alt det, der ikke findes digitalt.
Vi har ganske som i 1984 behov for at kommunikere. Men for mange af os foregår det meste i dag via sms, Messenger og mail. Jeg tror, at vi som befolkning har mistet en række sociale færdigheder, og vores fornemmelse for andre mennesker er blevet til en slap muskel, fordi vi alt for ofte mødes uden rigtig at være sammen. Og de yngre generationer har slet ikke mistet de færdigheder, for de lærte dem aldrig.
Lige nogle tal. Det vi på nysprog kalder de sociale medier omsatte i 2024 for 327 millioner kroner ved at vise reklamer til dem mellem 8-17 år. Hvert barn brugte i gennemsnit ca 54 dage om året på platformene – eller 1400 timer, hvis det lyder bedre.
Vores mentale sundhed er blevet meget dårligere i de seneste 10–20 år. Hele 35 procent af kvinderne mellem 16 og 24 år scorer fx lavt på den mentale helbredsskala. Der er tegn på ensomhed blandt hver fjerde unge kvinde, og når det gælder stress, scorer halvdelen af dem højt på skalaen, mod kun hver tredje i 2010. Nøgleordene er isolation, ensomhed og mistrivsel.
Dårlig trivsel
Ensomhed og mistrivsel er den bedste gødning for et usundt, teknokratisk og totalitært samfundssystem. Og den rene gift for demokratiet, da den åbner porten for fjendebilleder, polarisering og manipulation.
Brug af sociale medier har en direkte sammenhæng med bl.a. angst og depression hos unge – og det er hverken holdninger eller mavefornemmelser, men et lodtrækningsforsøg (RCT) fra februar 2026 i Journal of Affective Disorders. De unge bliver mindre ensomme, når de reducerer deres brug af sociale medier. Effekten gælder på tværs af køn, og uanset, hvor meget de sammenligner sig med andre.
Der er dog ingen, der har dokumenteret en generel sammenhæng mellem graden af digital kommunikation og dårligere trivsel, men jeg vil vove den påstand, at omfanget af direkte kontakt med andre mennesker spiller en væsentlig rolle for vores livskvalitet.
Det samme gør retten til et privatliv. Og her er et andet problem – vi har desværre en regering, der trækker i den forkerte retning. Inden længe vil vi igen høre om et lovforslag, der vil give PET lov til digitalt at registrerealt hvad vi foretager os – uanset hvor lovlydige vi er.
Lykkes det, kan vi hurtigt give baghjul til både Nordkorea og det hedengangne DDR, som vi ellers plejer at fordømme for deres totalitære greb om befolkningen. Big Brother har mange ansigter.
Fællesskaberne
Også i flere andre sager har regeringen et afslappet forhold til Grundloven, fx mht. de amerikanske baser i Danmark, domstolenes uafhængighed og folketingets arbejdsform. Og hvad angår rettigheder samarbejder Mette Frederiksen tæt med Italiens højreradikale regeringsleder, Giorgia Meloni, om at få udvandet den europæiske aftale om menneskerettigheder.
Men hvad gør vi nu, lille du? som Kim Larsen sang. Vi skal til at tale mere med hinanden ansigt til ansigt – hvad vil vi, hvad drømmer vi om, hvordan kommer vi videre? Snakke med familien, naboen, kollegaen, vennerne.
Heldigvis er der gang i flere initiativer, der handler om demokrati – ikke om partipolitik, men om at prioritere fællesskaber, hvor vi kan mødes og tale sammen uden om politikere, medier og Facebook. Og rundt omkring bobler det med farverige, livsbekræftende og analoge sammenkomster, med fokus på nærvær og kærlighed.
Jeg vælger at tro på at lyset overvinder mørket, og at vi bliver bedre til at finde sammen, uden om det digitale filter. Min egen plan for 2026 er at jeg kan være mere analog og mindre på digitale medier. I 2026 vil jeg gerne møde flere nye mennesker – altså ude i den fysiske virkelighed. Og jeg satser på at forlade Facebook inden nytår.
Samtaler mellem mennesker face to face er ganske enkelt en forudsætning for et ægte demokrati – uanset hvem man ellers vil stemme på ved det kommende valg.
Kort sagt: De eneste der kan stoppe det digitale vanvid og den udemokratiske kurs er os selv. Der er ingen, der gør det for os.
***
