Af Jesper Odde Madsen, journalist og facilitator ©2026
Til daglig gør jeg hvad jeg kan for at have nogle flere analoge samtaler, altså ansigt til ansigt. Så snart vi mødes uden om de digitale platforme, er der nemlig basis for dialoger af en anden og mere frugtbar karakter. Det har jeg selv erfaret, og jeg kan også se det, når jeg faciliterer andres samtaler.
Men mange af os mangler træning. I min optik ser det ud som om nutidens mennesker lever et mere isoleret liv end før, i mange tilfælde med psykiske problemer og dårlig livskvalitet som konsekvens (Danskernes sundhed 2023, SDU). Mit kvalificerede gæt er, at den væsentligste årsag er, at en stigende del af vores daglige kommunikation foregår digitalt, uden reel kontakt.
Ikke mindst af den grund befinder vi os i en demokratisk krise, som gør det nemmere at løbe om hjørner med os, fx ved at bilde os ind, at mere overvågning betyder mere tryghed. Derfor bør vi være opmærksomme og kritiske mht. digitale initiativer fra statens side.
Overvågning ad libitum
DDR’s Stasi ville være misundelige, hvis de læste det kommende lovforslag om overvågning. Det skal sætte efterretningstjenesten i stand til at køre masseovervågning af danskernes gøren og laden – ved at sammenkøre private og offentlige databaser og finde ”interessante afvigende mønstre” ved hjælp af AI. Uanset om konkrete personer er mistænkt for konkrete forbrydelser.
Mens vi er ved masseovervågning: George Orwells bog ”1984” er en dystopisk roman om et totalitært samfund, hvor alt og alle er underlagt overvågning og kontrol. Her arbejder hovedpersonen i Minisand, Ministeriet for Sandhed, med at rette i aviserne så de til enhver tid afspejler den sandhed, Big Brother ønsker.
Vi spoler fra 1984 frem til september 2022. Her varsler udenrigsminister Jeppe Kofod en international medieovervågning på grund af de fem forskellige teorier om sprængningen af Nordstream. Hans mål er at få fjernet alle de falske teorier – hvilket jo logisk set betyder, at han selv er klar over hvilken teori, der er den rigtige. Minisand igen.
1984 skal læses som en advarsel, ikke en manual. Demokratiet trænger til et skud vitaminer, og uanset hvem vi har stemt på, er det ikke nok at sætte et kryds, for det er ikke partierne, der skaber et ægte, bæredygtigt demokrati. Det kræver derimod, at vi alle tager aktivt del i processen.
—



