Myndighederne har i flere år ulovligt tappet de praktiserende lægers database (DAMD) for fortrolige patientoplysninger!
Resumé af læge Trine Jeppesens pressemeddelelse sendt til DR og Politiken 31. aug. 2014
DAMD indsamler og behandler oplysninger, som den ikke er godkendt til. Det betyder, at de data lægerne er forpligtet til at indberette til DAMD er ULOVLIGT indsamlet og ULOVLIGT viderebragt.
Det er blevet afsløret gennem et høringssvar fra Datatilsynet, og er blevet juridisk bekræftet fra anden side, at tapningen og viderebringelsen af store mængder af fortrolige patientoplysninger er sket uden den godkendelse fra datatilsynet, som persondataloven kræver.
Forklaring:
Region Syd er som dataansvarlig forpligtet til at registrere og få godkendt, hvilke data og til hvilket formål DAMD skal behandle. De er forpligtet til at anmelde dette til den overordnede myndighed Datatilsynet. Datatilsynet har i den telefonsamtale, der er refereret til i høringssvaret, kontaktet sundhedsministeriet, for at gøre dem opmærksomme på, at region Syd aldrig har fået registreret og godkendt DAMD til andet end en DIABETES database. Det vil med andre ord sige, at det eneste lægerne lovligt kan indberette til DAMD er diagnoser og indikatorer vedrørende diabetes. Men fordi data nu ikke alene indberettes for diabetes men også for 7 andre sygdomme – og samtidig bruges til andre formål, end dem der fremgik af den oprindelige anmeldelse til Datatilsynet – så er DAMD ikke anmeldt eller registreret lovligt. Der nævnes tilmed intet om hverken kontroldata til regionen eller videredeling af data til sundhed.dk.
Den ulovlige dataindsamling er en konsekvens af, at et virvar af forskellige myndigheder er blevet gjort ansvarlige for en mangfoldighed af databaser, som andre myndigheder så er sat til at behandle, i et fuldstændigt uigennemsigtigt netværk. Oplysningerne flyder rundt og den overordnede myndighed Datatilsynet, har slet ikke viden eller overblik over, hvad der sker derude i datahavstrømmen. Der deles rundt på kryds og tværs og ingen – inklusiv Datatilsynet – har overblik over om persondataloven overholdes, fordi de har uddelegeret ansvaret til andre, der heller ikke har styr på det eller forsømmer at registrere, anmelde og få det godkendt.
Region Syd har heller ikke fulgt op på en udvidelse af kodningsforpligtelsen. Det gælder de 7 andre kodeforpligtigelser vedr. de kroniske lidelser som lægerne har indleveret i årevis.
Bekendtgørelsen er pga. dette juridisk død. Der skal foretages en masse anmeldelser og godkendelser inden DAMD overhovedet kan fungere som andet end en diabetes database. DAMD bør selv med øjeblikkeligt varsel blokere for al data høst af andet en diabetes ellers optræder DAMD ulovligt.
Bekendtgørelsen der tvinger lægerne til at rapportere patienternes fortrolige helbredsoplysninger er altså juridisk set funderet på kviksand!
Så meget for regeringens forsikringer om, at borgernes data behandles forsvarligt!
(de tre sidste sætninger er indsat af Forebyggelses- og Patientrådet. FPR)
Med venlig hilsen
Skriv et svar