Bestyrelsens årsberetning for 2002
Af Bente Nørgaard,
forkvinde,
maj 2003
Først og fremmest vil jeg fremhæve, at May Day efterhånden har bygget et rigtig godt netværk op – politisk, fagligt, etisk. Dette gælder såvel nationalt, som internationalt.
Endvidere har foreningen i 2002 fået en del nye medlemmer, men vi også har mistet nogle, så er antallet af medlemmer stort set stabilt (lige omkring 1.500), dog med en lille stigning.
Der er forskellige årsager til, at vi har mistet medlemmer. Dødsfald er en af dem, og det kan vi jo ikke gøre så meget ved.
En anden årsag har i 2002 været, at vi valgte ikke længere at udgive vores medlemsblad. Vi ville meget gerne genoptage udgivelsen, men har været nødt til at se i øjnene, at vi ikke kunne finde resurserne til det, hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt.
En tredje årsag til medlemstab vedrører medlemmer, som flytter uden at melde adresseændring til foreningen. Tidligere fik vi løbende orientering om adresseændringer gennem Post Danmark. Denne service kunne desværre ikke opretholdes, uden de fire årlige bladudsendelser, så også af den grund, ville det være dejligt, hvis vi igen kunne udgive bladet.
Så kære medlemmer: Hvis I bare hver især skaffer et nyt medlem til foreningen – så vi bliver dobbelt så mange – så vil vi i bestyrelsen arbejde for, at det populære medlemsblad atter bliver en del af May Days virke.
Indtil da må vi klare os med hjemmesiden, som vi håber at flere og flere af vores medlemmer benytter. Vi har hver måned omkring 1.500 til 2000 besøgende på siden, men vi kan jo ikke vide i hvor høj grad det er vores medlemmer, som er inde og kigge på den. Det vil jeg gerne hermed opfordre jer til at gøre. Siden bliver hele tiden opdateret med artikler og sidste nyt på sundhedsfronten. Jeg vil også opfordre jer til, at tilmelde jer mailinglisten.
Det skal lige oplyses, at Tamara Thérèsa Mosegaard har overtaget web-master funktionen efter Hans Find Andersen. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke Hans Find for den store arbejdsindsats, han har ydet igennem de seneste år med at skabe May Day’s website.
Ligeledes vil jeg gerne takke Ella Rytkjær for et godt samarbejde. Det er en stor gevinst for foreningen og en stor hjælp i det daglige arbejde, at hun passer vores telefon og alle de administrative opgaver så professionelt. Ella blev desuden valgt som kasserer, da bestyrelsen konstituerede sig efter sidste generalforsamling, og det job håber jeg meget, at hun vil fortsætte med at forvalte.
Som tidligere omtalt har gruppe på RUC produceret en glimrende TV-spot for os, som appellerer til at seeren tager stilling til GMO. Vi søger med lys og lygte efter økonomiske tilskud, som kan gøre det muligt for os, at få vist denne spot på de landsdækkende kanaler
Vi vil gerne igen gå meget mere aktivt ind på gensplejsningsområdet (GMO) samt lægge mere arbejde i hele problematikken om amalgam (kviksølvfyldninger i tænderne).
Der er så meget at tage fat på, når det gælder arbejdet for folkesundheden, men heldigvis findes der også andre organisationer, som arbejder inden for May Day’s områder.
Vi orienterer så grundigt og så bredt, som det er os muligt, på vores hjemmeside, og anbefaler, at I også løbende orienterer jer via vores Links til andre foreningers hjemmesider.
2002 blev et skæbneår pga. tre EU direktiver: Kosttilskudsdirektivet, Urtedirektivet og det Medicinske direktiv – de to første restriktive – men det sidste muligvis det værste, da et hvilket som helst produkt med det kan risikere at komme ind under medicinsk lovgivning.
Vi har i de sidste tre år brugt rigtig megen energi på, at informere og advare om disse direktiver, som alle vil medføre en store begrænsninger af det nuværende udbud af kosttilskud, urter og naturmedicin i EU.
Vi holdt et meget vellykket debatmøde om emnet i februar, med blandt andre Carsten Vagn-Hansen, Janina Sørensen og Tamara Thérèsa, som paneldeltagere og oplægsholdere. Optagelser fra dette møde er blevet vist flere gange på DK4 her i starten af 2003.
Vi har ligeledes – sammen med LNS (Landsorganisationen NaturSundhedsrådet ) og DFMU (Dansk Forening af Medicinske Urteterapeuter) inviteret Robert Verkerk fra ANH (Alliance for Natural Health) til København for at fortælle om mulige strategier mod direktiverne. Vi satser på at afholde flere af disse debatmøder.
Endvidere har vi, som I ved, udsendt to medlemsbreve, hvor vi har orienteret om situationen.
Sidste nyt fra EU-fronten
Der skal ikke herske tvivl om, at May Day selvfølgelig er interesseret i, at vi i EU kan få ordentlige kvalitetskosttilskud og urteprodukter. Vi går ligeledes ind for korrekt mærkning og etikettering af disse produkter samt for fortsat kvalitetskontrol, så vi brugere har mulighed for at vælge de bedste produkter for os.
Problemet er bare, at de nye EU-direktiver medfører, at vi netop ikke altid kan vælge de substanser, der er de bedste for os, fordi mange simpelthen udgår af sortimentet, eller bliver forbudte.
Hvis der endelig skal være lister over substanser, ser vi langt hellere en negativliste frem for den positivliste, som nu vil blive indført, ligesom maksimumgrænser – hvis vi overhovedet skal have nogle – bør hvile på et langt mere reelt erfaringsmæssigt grundlag.
May Day er – sammen med DFMU og LNS – gået sammen med ANH, for at opbygge en stor international alliance af brugere af urter og kosttilskud, alternative behandlere, læger, forskere og andre innovative på sundhedsområdet, der kan skærpe den internationale modstand mod de EU-direktiver, som vi ser som overdrevent restriktive i forhold til behovet for forbrugersikkerhed.
Vi mener, at disse direktiver langsomt, men sikkert baner vejen for stormedicinalindustriens gradvise kontrol – og overtagelse – af kosttilskud og urter, hvilket med tiden vil medføre, at vi mister adgang til de næringsstoffer og urter, som er nødvendige for at forebygge sygdom og opretholde vores helbred.
Vi går ind for at kombinere konventionelle videnskabelige traditioner med nyere forskning og viden om biokemi, men vi bør være på vagt over for gensplejset mad og den tiltagende miljøforurening, som foregår i ukrudts- og insektbekæmpelsens navn. Derfor kræver vi retten til selv at vælge til og fra – og råbe højt om nødvendigt – sund og giftfri mad og drikkevand samt tilskud af vitaminer, mineraler og urter.
Hjælp til selvhjælp
May Day vil gerne hermed opfordre alternative behandlere der bruger urter og kosttilskud i deres behandling – biopater, ernæringsterapeuter, heilpraktikere o.a. – til at støtte op om vores arbejde ved at melde jer ind i May Day – og støtte ANH’s europæiske arbejde –www.alliance-natural-health.org – ved at donere et beløb til May Days "Red vores Vitaminer"-kampagne: Giro 015 2900
Venlig hilsen
May Day’s bestyrelse
ved forkvinde Bente Nørgaard
Skriv et svar