Amalgam- og kviksølvforgiftning

Af Bruce Phillip Kyle, speciallæge, 2000

Sygdom på grund af amalgamforgiftning – også kaldt mikromerkurialisme og kronisk kviksølvforgiftning – er mere udbredt end tidligere antaget. I et åbent brev til den svenske regering i 1981 har neurobiologen Matts Hanson betegnet den som "en forgiftningskatastrofe af meget stor betydning".

Det han refererer til er forekomsten af et bredt spektrum af sygdomstilstande, – f.eks. reumatoid arthritis, fibromyalgi, ulcerativ colitis, Crohn´s sygdom, multipel sklerose, Alzheimers, ALS, epilepsi, allergier, m.fl. – hvor der foreligger skriftlige meddelelser om personer, som får det bedre eller bliver helt raske efter amalgamudskiftning. (1, 2)

Uanset om nogle eksperter afviser ideen at der findes en kausal sammenhæng,3 vil man i lægelig praksis ikke sjældent opleve amalgamforgiftning som en medicinsk realitet. (4)

Den svenske prof. dr.med. Frederik Berglund har netop udgivet en bog med 245 tilfælde af amalgamforgiftning beskrevet i videnskabelige journaler over 150 år fra 1844 til 1993.

Symptomer, immunologiske undersøgelser, dentalbehandling og forløb analyseres, hvorefter 3 patogenetiske mekanismer diskuteres: (1) dosis-relateret toksisitet; (2) immundefekter (immunsuppression, autoimmunitet, hypersensitivitet typer 1-4); (3) elektrogalvanisk påvirkning af gingiva og mucosa medførende leukoplakia og lichen planus. (5)

I hvert eneste tilfælde er amalgamudskiftning fælles nævneren, som fører til forbedring eller forsvinden af symptomer. I Norge har speciellæge Harald Hamre gennemgået 619 videnskabelige artikler i en bog om helbredsrisikoen med amalgamfyldninger, og konkluderet at mikromerkurialisme kan være medvirkende til alvorlige sygdomme, – bl.a. MS, Alzheimers demens, fosterskader og kronisk træthedssyndrom. (6)

Kviksølv fordamper fra amalgamoverflader ved tygning, og ophobes herefter som et giftigt affald i kroppen, specielt i nervesystemet.7 Efter en vis tid kan symptomer såsom eretisme (abnorm træthed, indre uro, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, forvirring), (8) svimmelhed, hovedpine, muskel-/ledsmerter, mave-tarmforstyrrelser, kroniske bihulebetændelser og allergiske problemer opstå.

Udover den ovennævnte tilstand kronisk kviksølvforgiftning, foreligger visse sygdomme, hvor mistanken om at kviksølv fra amalgam kan være en hovedårsag, synes nær en sandsynliggørelse. Alzheimers med senil demens er et dramatisk eksempel. I 1990 ventilerede amerikanske forskere for første gang muligheden for, at kviksølvforgiftning kunne forklare den alarmerende stigning i tilfælde af Alzheimers sygdom.

Et forskningshold under ledelsen af prof. Boyd Haley påviste at kviksølvindholdet på obducerede Alzheimers patienter var ekstremt forhøjet i det hjerneområde, hvor man i forvejen ved at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt, – nucleus basalis of Meynert. (9)

På nuværende tidspunkt er Kentucky-gruppen langt fremme i den biokemiske kortlægning af de reaktionsveje, som ligger til grund for kviksølvforvoldte hjerneskader.10 I takt med det amerikanske gennembrud, har europæiske forskere bekræftet kviksølv/amalgam’s betydning som en potentiel kilde for etiologien af Alzheimers sygdom. (11)

Kroniske metalforgiftninger er ofte ikke ledsaget af et typisk sæt af symptomer. Diagnosen er derfor en af de vanskeligere opgaver inden for lægepraksis.12 Derved er patienter som udsættes for kronisk kviksølv påvirkning tvunget til at gennemgå en længere periode med problemer inden den rigtige diagnose og behandling igangsættes.(13)

Hele denne problematik ses tydeligt i Jepsen et al’s debatindlæg i Ugeskrift for Læger den 27.03.95,14 hvor de refererer til seks patienter med mange subjektive symptomer men uden relevante fund eller klassisk tegn på kviksølv påvirkning. De mistænkes for "funktionel overbygning eller regulær psykisk sygdom", som forklaring på deres tilstand.

Som andre forfattere i lignende tilfælde har påpeget, begår de arbejdsmedicinske læger to almindelige fejl:

• symptomerne betragtes som en psykiatrisk tilstand i sig selv, eller som psykologiske efterfølger af en belastet social anamnese (kriselignende situationer, intet fast arbejde); (15)
• diagnosen mikromerkurialisme afkræftes ved målinger af kviksølv i blod og urin. Forskere der har studeret emnet, er imidlertid næsten enstemmigt enige om, at der er en ringe sammenhæng mellem kviksølv´s niveau i blod og udskillelse af kviksølv i urinen i forhold til toksiske virkninger. (16, 17, 18)

Ifølge flere internationalt anerkendte eksperter er en mobilisationstest påkrævet i udredning af disse patienter, da niveauet af kviksølv eksponering bedst kan kvantiteres med analysen af urin både før og efter administration af stoffet 2,3-dimercapto-propan-1-sulfonat (DMPS). (19, 20, 21, 22, 23)

Uden et kelerende stof vil det ophobede metal i de forskellige væv ikke vise sig i urin24 eller blod. (25).

Udover sin diagnostiske betydning, er DMPS et vigtigt behandlingsmiddel. Ved kronisk kviksølvforgiftning, hvor skaden i nervesystemet er primær, har DMPS-terapi forbedret neurasteniske symptomer såsom søvnforstyrrelser, nervøsitet, hovedpine, paræstesier, gigtsmerter, øget spyt- og svedafsondring. (26, 27, 28)

To undersøgelser som anvendte DMPS viste signifikante forøgelser i udskillelsen af kviksølv i urin korrelateret til mængden af intra-oral amalgam.29 30 DMPS er på European Drug Index-liste, og er registreret bl.a. i Tyskland. DMPS har hidtil kunnet udskrives magistrelt i Danmark.

Vedrørende grænseværdier for kviksølv-chelation med DMPS må der tages hensyn til de forskellige faktorer fra arv og miljø, der skaber biokemiske variationer hos mennesker, og som medfører tydelig individuel sensibilitet for giftstoffet. En bekræftelse af diagnosen – uanset omfanget af kviksølvudskillelsen – er opblussen af symptomerne i dagene efter testen.

Ophobninger af toksiske metaller fra amalgam (kviksølv,tin,sølv) og andre kilder forårsager kronisk stimulation af immunsystemet. Under passende omstændigheder af genetisk sårbarhed og interaktioner med andre giftstoffer fra miljøet, kan den toksiske immunstimulation nedsætter personens tærskel for immunologisk forstyrrelser, og hermed fører til autoimmunitet. (31, 32)

Ligeledes kan langtidsvirkninger fra lav-dosis eksponeringer,33 tilstedeværelse af andre sygdomsprocesser,34 zink og selen underskud35 samt individuelle forskelle (36) øge en kemisk overfølsomhed. Iøvrigt er ingen "lowest-observed-adverse-effect level" (LOAEL) for kviksølv kendt. Information om præcist dosis-effekt forhold er endnu ikke til rådighed, og det ikke er muligt at fastslå en nedre værdi for kviksølv`s uskadelighed. (37)

C-vitamin behandling, som et led i afgiftningsterapi, er et værdifuld supplement til metal-chelation med en stærk kelator som DMPS. (38, 39, 40)

Ascorbinsyre er ikke et kelerende stof som sådan, men er en svag syre, der kan danne Hg-ascorbat forbindelser, men dog i mindre grad i opløsninger med højt kation indhold af natrium og kalcium (f.eks. Ringers laktat).41

Som en stærk reduktor, vil IV-C reducere divalent Hg++ (Hg´s skadelig pro-oxidante form der bindes til cellevægens SH-grupper) til monovalent Hg+, som er ikke i stand til at binde sig til SH-grupper på proteinforbindelser i cellevægen, og hermed assisterer DMPS-mobilisation. (42, 43, 44) Som antioxidant vil ascorbinsyre nedsætte Hg++´s toksiske aktivitet medførende reduceret fri radikal patologi.

I dag er vi vidne til en alvorlig stigning af neurotoksiske kemikalier og tungmetaller i miljøet. Effekten kan ses i forandrede sygdomsmønstre.

Siden 1980’erne er Alzheimers sygdom blevet til en af de mest frygtede sygdomme for ældre mennesker. Forskere har forbundet Parkinsons sygdom med kviksølv, fri jern og pesticider i landbruget. Kræft i hjernen og det centrale nervesystem er steget med mere end 500 pct. i visse del af den vestlige verden.

Det er meget muligt, at disse tilstande er et resultat af neurotoksiner – forureningsfaktorer, som forgifter nervesystemet – og det er i denne sammenhæng, at kviksølvproblemet burde forstås. Man kan kun håbe at myndighederne begynder at få øjnene op for alvoren i situationen.

Litteratur:

• Hanson M., Brodén G. Sygdomme og Kviksølvpåvirkning. Tandvårdsskadeforbundet, 1/1993.
• Redhe O., Pleva J. Recovery from Amyotrophic Lateral Sclerosis and from Allergy after removal of Dental Amalgam Fillings. Int J Risk Safety Medicine; 1994, 4: 229-236.
• Grandjean P. Mikromerkurialisme Ugeskr.f.Læger; 1990, 152: 1388-89.
• Feddersen S. Amalgamforgiftning – en medicinsk realitet. Ugeskr. f. Læger; 1990, 152: 2185-86.
• Berglund F. "150 Years of Amalgam". Bio-Probe; 1995, Orlando Florida (Fax: 407-299-4149).
• Hamre HJ. "Amalgam og Sygdom", Vidarforlaget; 1993, Oslo.
• Vimy MJ. and Lorscheider FL. Intraoral air mercury released from dental amalgam. J Dent Res; 1985, 64 (8): 1069-71.
• Stock A. Die Gefärlichkeit des Quecksilberdampfes. Anggew Z. Chem; 1926, 39: 461-88.
• Wenstrup D. et al. Trace Element Imbalances in Isolated Subcellular Fractions of Alzheimer´s Disease Brains. Brain Res; 1990, 553: 125-131.
• Duhr E. et al. Hg²+ Induces GTP-tubulin Interactions in Rat Brain Similiar to those Observed in Alzheimers Disease. FASEB 75th annual meeting, April 21-25 1991, Abstract 493.
• Bjorklung G. Mercury as a Potentiel Source for the Etiology of Alzheimers Disease. Trace Elements Med; 1991, 8 (4): 208.
• Strubelt O. Ursachen von Erschopfungszustanden, Padiatrische – Praxis. 42 541 1991.
• Zhang J. Clinical observations in ethyl mercury chloride poisoning. Am. J. Ind. Med.; 1984, 5 (3) 251-258.
• Jørs E., Andersen KW, Jepsen JR. Mikromerkurialisme og Lægeetik. Ugeskr Læger; 1995, 157, 13: 1866-67.
• Hickel R., Meier C., Schiele R., Raab W., Petschelt A. Nebenvirkungen von Amalgam? Eine interdisziplinäre Studie. Dtsch.Zahnärztl. Z.; 1991, 46 (8) 542-544.
• Goldwater LJ. The Toxicology of Inorganic Mercury. Annals NY Acad Sci; 1957, 65: 498-503.
• Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle – ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.
• Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.
• Ott KHR. Die messung der Quecksilberbelastung im Speichel. Dtsch. Zahnärzti. Z.; 1993, 48 (3) 154-157.
• Aposhian HV et al. Urinary mercury after administration of 2,3-dimercaptopropane-1-sulfonic acid: Correlation with dental amalgam score. FASEB J; 1992, 6 (6) 2472-2476.
• Aposhian HV. et al. Pharmacokinetics of DMPS, the antidote of choice for mercury in humans. 2nd Int. Meeting on Molecular Mechanisms of Metal Toxicity and Carcinogenity, 1992.
• Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.
• Ott KHR. Die messung der Quecksilberbelastung im Speichel. Dtsch. Zahnärzti. Z.; 1993, 48 (3) 154-157.
• Godfrey ME. Dental amalgam – a potentially toxic source of mercury? NZ Science Review; 1992, 49 (2): 52-56.
• Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle – ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.
• Campbell JR., Clarkson TW., Omar MD. The therapeutic uses of 2,3-dimercaptopropane-1-sulfonate in two cases of inorganic mercury poisoning. JAMA; 1986, 256, (22) 3127-3130.
• Zhang J. Clinical observations in ethyl mercury chloride poisoning. Am. J. Ind. Med.; 1984, 5 (3) 251-258.
• Daunderer M. Quecksilbervergiftungen durch Amalgam – Leitsyptom: Kopfschmerzen. Forum des Praktischen und Allgemeinarztes; 1989, 28 (3) 89-91.
• Aposhian et al. Urinary mercury after Administration of 2,3-dimercapto propane-1-sulfonic acid: Correlation with Dental Amalgams Score. FASEB J; 1992, 6 (6): 2472-2476.
• Zander D. et al. Studies on Human Exposure to Mercury. 2,3-DMPS Induced Mobilization of Mercury in Subjects with and without Amalgam Fillings. Zentralblatt fur Hygiene und Umvelmedizin; 1992, 192 (5): 447-454.
• Hultman P., Johansson U., Turley SJ., Lindh U., Enestrøm S., Pollard KM. Adverse Immunological Effects and Autoimmunity Induced by Dental Amalgam and Alloy in Mice. FASEB J; 1994, 8: 1183-1190
• Daunderer M. Handbuch der Umweltgifte. Ecomed-Verlag, 1990.
• Daunderer M. Handbuch der Umweltgifte. Ecomed-Verlag, 1990.
• Daunderer M. Die Amalgam Vergiftungund ihr Medizinischen Folgen. Forum des Praktischen und Allgemeinarztes; 1991, 30 (2) 44-66.
• Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.
• Treusch R. Darm und Immunsystem aus zahnärztlicher Sicht. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1993, 9 (2) 67-74.
• Environmental Health Criteria 118: Inorganic Mercury. World Health Organization, Geneva; 1991, 112.
• Mokranjac M., Petrovic C. Vitamin C as an Antidote in Poisoning by Fatal Doses of Mercury. Comptes Rendus Hebdomadaires des Seances de L’Academie des Sciences; 1964, 258: 1341-1342.
• Levander OA. Nutritional Factors in Relation to Heavy Metal Toxicants. Federation Proceedings; 1977, 36 (5), 1683-7.
• Hill CH. Interactions of Vitamin C with Lead and Mercury. N Y Acad Sci; 1980, 263-266.
• Lewin S. Vitamin C: Its Molecular Biology and Medical Potential. Academic Press; 1976, side 89.
• Lewin S. Ibid, side 90.
• Clarkson TW. Overview of Mercury Vapor Toxicity, Toxicokinetics, and Critical Target Organs. Fundam Appl Toxicol; 1992, 19, 319-329. Also: 1992 Annual Meeting in Seattle (24.02.92), Society of Toxicology, Abstract 243.
• Kurahashi K. Okayama Igakkai Zasshi. 1989, 101 (5-6): 603-12.

Bruce Phillip Kyle
Privatpraktiserende læge*
Aarhus Privatklinik
Stavtrupvej 7A, 8260 Viby J, Danmark
Tel. (+45) 86-289688, Fax (+45) 86-289644

*M.D., Diplomat American Board of Chelation Therapy 
Medlem af International Academy of Oral Medicine & Toxicology (IAOMT)