Cancer og AIDS

C-vitaminets isolering, molekylære struktur og syntetiske fremstilling blev klarlagt i begyndelsen af 1930’er. Forbløffende er det derfor at opdage, at allerede i midten af det samme årti blev danske patienter med blodcancer behandlet med C-vitamin. Den unge reservelæge Preben Plum, senere – fra 1946 til 1973 – professor i børnesygdomme ved Rigshospitalet, København, skrev i 1936 om de to leukæmipatienter, der med daglige intravenøse infusioner af C-vitamin i doser på op til 400 mg i en periode inden dødens indtræden opnåede dramatisk forbedring af deres blodbillede (5).

Dette gamle arbejde og dets resultater stiller en række forbløffende og foruroligende spørgsmål, som vi idag gerne så besvaret. Siden det videnskabelige belæg for at bruge C-vitamin mod leukæmi allerede var tilstede i 30’erne, hvorfor blev denne form for behandling så ikke fulgt op? Især i betragtning af, at resultaterne var så positive? Især i betragtning af, at man dengang og endnu flere årtier senere havde så elendige resultater med andre former for leukæmibehandling?

Disse patientresultater stod – selv dengang – ikke alene, og fra 1940 til midten af 50’erne anvendte især visse tyske læger C-vitamin, ofte sammen med vitamin A, i behandlingen af cancer. Med doseringer fra 1 til 5 gram askorbinsyre var de i stand til hos mange patienter at holde deres sygdom under kontrol.

Det er ubegribeligt, at disse resultater ikke blev fulgt op. Rent faktisk opstår der fra midten af 50’erne frem til vore dage en mørkelægning af disse aktiviteter, i hvert fald i det konventionelle behandlingsregi.

Imens fremkom talrige rapporter om, at cancerpatienter viste sig at have forbløffende lave vævskoncentrationer af askorbinsyre, og at især deres hvide blodlegemer, under normale omstændigheder organismens største depot af C-vitamin, var totalt udtømte. Netop disse oplysninger burde have sendt elektriske signaler på kryds og tværs gennem hele forskningsmiljøet.

Det er nemlig en kendt sag, at hvide blodlegemer er totalt uarbejdsdygtige uden askorbinsyre, og at hvide blodlegemers aktivitet er en af kroppens meget få forsvarsmetoder overfor cancer. Især makrofagerne og NK-cellerne, der direkte angriber og destruerer cancerceller, kan få afgørende betydning for sygdommens forløb. Men også de fungerer kun, hvis de indeholder C-vitamin!

De meget lave C-vitaminværdier hos cancerpatienter kunne med rimelighed tolkes som øget brug af vitaminet i organismens forsøg på at bekæmpe sygdommen. Det kan også forklare den iagtagelse, som gang på gang gennem århundreder er blevet rapporteret – de påfaldende ligheder mellem patienter, der led af skørbug og af cancer. Allerede 1700-tallets læger kunne ved deres efter vore dages opfattelse mangelfulde biopsier konstatere svulster hos skørbugsofrene, og selveste James Lind nævner dette i sin berømte afhandling (17).

Men også i vore dage, hvor skørbug sjældent er ligefrem synlig i gadebilledet, kan en interesseret med en gammel beskrivelse i hånden vandre igennem en hospitalsafdeling med terminale cancerpatienter og finde talrige umiddelbart slående ligheder. Blodmangel, gustenhed, blødninger, betændelser, afmagring, anoreksi, ekstrem svækkelse, sårbarhed overfor infektioner, binyresvigt og abnorm lav askorbinsyrestatus er de praktisk talt identiske symptomer for slutstadiet i begge lidelser.

Den generelle bindevævdestruktion, som man finder ved skørbug, ligner også meget den, man finder lokalt i organismen, hvor cancercellerne søger at invadere det omgivende væv. Her er det interessant at notere sig, at de foretager denne invasion ved at producere et enzym, hyaluronidase, som nedbryder den intercellulære bindemasse, hyaluronsyre, der holder cellerne sammen og er bindevævets grundsubstans.

C-vitamin fremmer ille alene produktionen af hyaluronsyre, men neutraliserer også cancercellernes ætsesubstans, den farlige hyaluronidase.

Den skotske læge Ewan Cameron begyndte udfra disse og mange andre observationer at behandle cancerpatienter med store C-vitamindoser. Over en tiårs periode, hvor han behandlede mere end 100 patienter, iagttog han bemærkelsesværdige resultater af disse tilskud. Især var det slående, at smerter ofte blev reduceret i den grad, at den traditionelle smertebehandling med morfin kunne nedsættes kraftigt eller helt afbrydes.

Yderligere gav patienterne selv udtryk for øget velbefindende, og de kliniske målinger viste også bedring i tilstanden. Afbrød man tilførslen af C-vitamin, forværredes situationen hurtigt; men genoptog man tilskuddene, kunne man ofte atter nå samme bedring, der også omfattede nedsat ødem og ophævelse af leverkomplikationer, reduceret blodsænkning, ophævelse af tendesen til gulsot og blod i urinen samt positiv påvirkning af en lang række standardmarkører, der rutinemæssigt aflæses som led i i bedømmelsen af en cancerpatients tilstand.

Under sit arbejde havde dr. Cameron etableret kontakt med nobelpristageren Linus Pauling, og i 1973 indledte de sammen et undersøgelsesprojekt, der skulle få skelsættende betydning. På Camerons hospital i Vale of Leven, Skotland, gav de dagligt 100 opgivne terminale cancerpatienter 10 gram askorbinsyre.

Kontrolgruppen bestod af 1000 andre sammenlignelige cancerpatienter fra samme hospital på samme konventionelle behandling – minus C-vitamintilskuddet!

De indsamlede data blev bearbejdet af læger, der ikke havde nogen tilknytning til projektet og var uvidende om den enkelte patients gruppering.

Resultatet af undersøgelsen var en positiv overraskelse selv for de to initiativtagere. Efter 500 dage var samtlige 1000 patienter i kontrolgruppen afgået ved døden. Af de terminale 100 patienter i askorbinsyregruppen var 18 stadig i live. På dag 500 var overlevelsen i denne gruppe altså 4.2 gange større end i den konventionelt behandlede gruppe (21).

Men dette var ikke det hele. Næsten 10 år senere var nogle af de C-vitaminbehandlede patienter, der var fortsat med at tage deres daglige dosis askorbinsyre, stadig i live, og ikke blot i live, men i alle henseender uden tegn på cancer, tilsyneladende helbredte og i stand til at leve et helt normalt liv.

Paulings og Camerons resultater fik en hård medfart fra det officielle cancervæsens side. Man kritiserede først og fremmest den statiske fremgangsmåde. Men da de to forskere føjede kritikken og offentliggjorde en ny analyse af de samme data i overensstemmelse med den anlagte kritik, ændredes resultaterne ikke væsentligt ved den nye beregningsmetode.

I samme tidsrum som undersøgelserne i Vale of Leven pågik havde japanske forskere iøvrigt gennemført et tilsvarende projekt med tilsvarende resultater.

Herefter iscenesatte Mayo-klinikken to undersøgelser, der ifølge det officielle statsautoriserede cancervæsen skulle afgøre sagen. Disse to undersøgelser fulgte slet ikke den fremgangmåde, som man havde benyttet i Skotland og – stort set – også i Japan. Patienterne var ikke blot terminale, men også i vid udstrækning forgiftede af intensiv kemoterapi, der havde destrueret deres immunsystem. Man kunne dog konstatere, at ingen af Mayo-patienterne døde så længe de fik C-vitamin!

Men opfølgningen af patienterne forløb op til 2 år efter, at deres C-vitaminbehandling var blevet afbrudt. Og da de omsider døde, havde de gennemsnitligt i 102 måned ikke modtaget C-vitamin overhovedet!

Selvsagt er Mayo-undersøgelserne overhovededet ikke sammenlignelige med hverken den skotske eller den japanske undersøgelse, og de to officielle amerikanske projekter er under al kritik både hvad angår forsøgsmodel og beregningsmetode. Hvis man kan lære noget som helst af dem er det højst to ting. Den første er, hvordan man designer en undersøgelse, så den giver et fejlagtigt resultat og tager fusen på dem, der ikke gider pudse brillerne og selv læse indenad. Den anden er, at når man er begyndt at give cancerpatienter store doser C-vitamin, skal man ikke holde op med det igen, for så dør de højst sandsynligt.

Ikke desto mindre blev de amerikanske resultater i pressemeddelelser og anden mediespredning udråbt til at være det afgørende ord på dette område og en definitiv videnskabelig afvisning af Paulings og Camerons resultater (2).

Vale of Valen resultaterne skulle i tidens fylde inspirere mange alternative behandlere til at bruge høje og stadig højere doser C-vitamin mod cancer. Dette fører os frem til dr. Robert F. Cathcarts arbejde. Cathcart, der oprindelig var en fremstående ortopædkirurg, blev fascineret af Paulings bestseller om C-vitamin og forkølelse – også udgivet på dansk (9). Dette fik ham til at ændre karriere, og han er idag en førende autoritet på mega-C-vitaminterapi.

Han er allerede tidligere i denne tekst omtalt flere gange i forbindelse med specifikke lidelser og deres behandling med C-vitamin. Hans anbefalinger mod cancer er 15 til 100 gram askorbinsyre fordelt over 4 til 15 doseringer per døgn. Men ligesom Klenner og – senere – mange andre giver han også C-vitamin i form af injektioner og intravenøse infusioner. Denne fremgangsmåde er især af betydning for cancerpatienter, da det tillader en tilførsel af askorbinsyre på op mod 250 gram i løbet af en flere timers behandlingsfase.

AIDS gjorde sit indtog i 1980’erne. Herhjemme dukkede rapporter op om, hvordan man sine steder i USA holdt AIDS-patienter symptomfrie på intravenøse C-vitamindrop, en metode der siden også er blevet benyttet i orthomolekylær cancerbehandling.

Cancerceller er meget sårbare overfor C-vitamin, som derfor er ideel til naturlig "kemoterapi" uden bivirkninger. Cathcart iagttog at AIDS-patienter på dagligt 50 til 200 gram C-vitamin – peroralt og intravenøst – kunne holdes symptomfri og fri for de sekundære komplikationer, der udgør den egentlige risiko ved dette syndrom. Ligesom Klenner anvender Cathcart også C-vitaminet intravenøst og har på internettet lagt instruktioner for læger angående denne metode (10).

Denne metode er i de seneste år blevet indført i Danmark af nogle få avancerede læger. Det må her pointeres, at behandlingen skal foretages af professionelle under kliniske forhold og gennemføres under professionelt opsyn. På grund af faren ved hyperosmolaritet bør man være overordentlig påpasselig og opmærksom på risikoen for hjertepumpesvigt. Et her i landet almindeligt benyttet drop består af:

 

Sterilt vand 1000 ml

Askorbinsyre – 500 mg/ml 50 ml

Magnesiumsulfat – 2 mmol/ml 4 ml

HCl – 2 mg/ml 5 ml

Holdbarhed efter blanding er cirka 6 timer ved stuetemperatur. Infusionen gives i en vene over en time, maksimalt 30 dråber per minut. Der er ingen bivirkninger andet end måske lidt svie på indføringsstedet, da infusatet er hyperosmolært. Hvis svie optræder, nedsætter man dråbehastigheden en kende.

Patienten kan modtage sådanne infusioner flere gange om ugen. Dosis kan også øges og antallet af behandlinger dermed reduceres til, for eksempel, to per uge.

Ofte oplever patienten betydelig smertelindring og betydelig bedring i deres livskvalitet, selv om de må betegnes som terminale.

Behandlingen vil vanligvis være del af et program omfattende blandt andet peroral indtagelse af anti-oxidanter som C- plus E-vitamin samt selén, zink og co-enzym Q-10 (18).

Cathcarts egen intravenøse og intramuskulære protokol ligger som sagt på internettet (10). Han benytter – ligesom Klenner – rent natriumaskorbat, opbevarer sin blanding i køleskab og stræber mod så ringe gulfarvning af infusatet som muligt, da farvning er et tegn på omdannelse af askorbinsyren til dehydroaskorbat. Klenner bruger også natriumaskorbat og hans protokol findes i flere versioner (7)(8). I de senere år har talrige andre alternativt arbejdende læger udviklet deres individuelle infusionsmetoder. Praktisk talt alle bruger både infusioner og mega-C-tiæskud i behandlingen sammen med et massivt program af anti-oxidanter, andre vitaminer og mineraler samt specifikke urte- og enzympræparater (18)(19).

Litteratur:

(2) PAULING; Linus: How to live longer and feel better; 1986, Avon Books, ISBN 0-380-70289-4.

(5) PLUM; Preben, & THOMSEN; Stig: Remission under Forløbet af akut, aleukæmisk Leukæmi, iagttaget i to tilfælde under Behandling med Ascorbinsyre; Ugeskrift for Læger, 1936.

(7) KLENNER, Frederick R.: Observation on the Dose and Admini-stration of Ascorbic Acid When Employed beyond the Range of a Vitamin in Human Pathology; Journal of Applied Nutrition, 23: 61-88, 1971 – er også udlagt på internettet in extenso: www.orthomed.com/klenner.htm

(8) KLENNER, Frederick R.: Vitamin C as a Fun-damental Medicine; Life Sciences Press, Tacoma, WA; 1988; ISBN 0-943685-01-X

(9) PAULING, Linus: Vitamin C and the Common Cold; W. H. Freeman & Co., 1970; – oversat til dansk som: C-vitamin og forkø-lelse; Lind-hardt og Ringhof; 1972; ISBN 87-7560-045-5.

(10) CATHCART; Robert F.: www.orthomed.com/civprep.htm

(17) LIND; J.A.: A Treatise of the Scurvy; Sands, Murray & Cochrane, reprint 1953, Edinburgh University Press

(18) DIAMOND; W. John, COWDEN; W. Lee, & GOLDBERG; Burton (Ed.) Alternative Medicine Definitive Guide to Cancer,- Future Medicine Publishing, Inc., Tiburon, California

(19) WERBACH, Melvyn R.: Nutritional Influences on Illness – A Sourcebook of Clinical Research; Thorsons; 1989; ISBN 0-7225-1726-2(77)