Som praktiserende læge får man (ofte utilsigtet) et ganske godt indtryk at folks kostvaner, uden at der er pyntet på de faktiske forhold.

 

Man er tilkaldt på sygebesøg i hjemmet. Det syge barn ligger i sofaen i stuen, og hele familien er samlet omkring sofabordet for at se fjernsyn.

 

Mor og far sidder med hver sin bajer, det ene barn med en liter cola, og et lille barn er ved at få en sutteflaske med chokolademælk, "for det er det eneste, hun vil have". På bordet står en stor foliebakke med et bjerg pommes frites til deling, og foran hver person står en halv grillkylling, som Fatter lige har været nede at hente i grillbaren sammen med kartoflerne.

 

Læsere af nærværende tidsskrift vil vide, at vi her er ude på overdrevet, hvad kostvaner angår, men historien er selvoplevet og desværre sand.

 

Man må umiddelbart spørge sig selv: Hvad i alverden skulle disse børns celler, vævsstrukturer, knogler, immunforsvar osv. kunne opbygges af?

 

Det akut syge barn skulle indlægges, og blev atter udskrevet efter en uges tid.

 

Jeg fik ved en senere lejlighed hele barnets journal til gennemlæsning, og det slog mig, at der i denne journal fra en i øvrigt fremragende børneafdeling ikke stod ét eneste ord om barnets kost. Ikke et ord!

 

Hvis det er sandt, at man er, hvad man spiser, så turde disse oplysninger være ret relevante.

 

Hvad fik den lille mon at spise på sygehuset? Man kan kun gætte. Måske fik hun en "god, varieret, dansk kost".

 

For et par år siden kunne man læse om en voksen mand, som efter et par måneders indlæggelse på et dansk universitetssygehus udviklede skørbug.

 

C-vitaminet må have tapløbet af ham, for anerkendte danske ernæringseksperter udtaler jo igen og igen, at en god, varieret, dansk kost dækker alle vore behov for vitaminer og mineraler. Er sygehuskosten måske ikke "en god, varieret, dansk kost", eller mangler der noget i den gode, danske kost?

 

En af vore mest seriøse ernæringseksperter, dr. techn. Lars Okholm, har for længst påvist, at selv om vi retter os efter de bedste kostråd i "madpyramiden", vil vi komme til at mangle vitamin D og B6, Folinsyre, Zink, Krom, Selén og Jod.

 

Men hvad er der da i vejen med den gode danske kost. Det ser da så lækkert ud med sådan en grøntsagsdisk i supermarkedet. Det ligner da til forveksling det, vi plejer at regne som sund mad.

 

Jovel – det ligner til forveksling mad; men er det sund mad? Størstedelen af de grønne grøntsager, vi køber i Danmark er avlet i drivhus. Grøntsagerne vokser på et formodentlig inaktivt materiale som Leca eller urethanskum, som rødderne kan forankres i.

 

Dertil sættes en næringsvæske, som indeholder makronærings-stofferne Nitrat, Fosfat og Sulfat, Kalium, Kalcium og Magnesium, samt mikronæringsstofferne Jern, Mangan, Kobber, Zink, Bor og Molybdæn. Alle stofferne tilsættes i form af for planterne tilgængelige ioner.

 

Når disse stoffer tilsættes, har grøntsagerne nemlig fået tilført alle de stoffer, som planter skal bruge for at vokse sig store og stærke.

 

Men hvad med alle de stoffer, som mennesker skal bruge for at vokse sig store og stærke? Hvad med f.eks. Selén, Kobolt, Jod og Brom?

 

Når vi ser på grøntsagerne i supermarkedet, så vurderer vi dem ud fra bevidstheden om, at der er tale om et næringsmiddel for mennesker – også kaldet "mad".

 

Det, vi ser på, ligner nemlig til forveksling de grøntsager, vi mennesker igennem årtusinder har ernæret os af. Men vi bør i realiteten gøre os klart, at det salathoved, der ligger foran os, er en fremmed vækst med en opbygning og sammensætning af indholdsstoffer, som vi ikke er vant til. Det kommer nemlig aldrig til at indeholde mere, end det tilsættes kunstigt, og det betyder, at grøntsagen kommer til at mangle mange af de sporstoffer, der normalt findes i jord.

 

Sporstoffer, der stammer fra forrådnelse af plantedele, døde insekter og andet småkravl, som i årtusinder har været en naturlig del af de næringsstoffer planten tager til sig. Det er formodentlig kun en brøkdel af disse stoffer, vi i dag har kortlagt og kender betydningen af, og det gør det måske endnu mere betænkeligt, at vi ændrer den molekylære sammensætning af den del af vor kost, der netop skulle udgøre den sunde modvægt til de mange nydelsesmidler, vi går og fylder os med hver dag.

 

Når man køber et salathoved, skal man altså først og fremmest kigge efter, om der er jord på!

 

Vi er så vant til at læse deklarationer på indholdet i den mad, vi køber. Når der ikke er deklaration på f.eks. grøntsager, så er det fordi man forudsætter, at det er naturlige produkter, som ikke behøver deklareres.

 

Det er det bare ikke. De økologiske grøntsager kommer tæt på; men på grøntsagsdisken i supermarkedet kan der også forekomme rene industriprodukter med et indhold, der i allerhøjeste grad burde deklareres nøje.

 

I Journal of Applied Nutrition (1993, Vol.45;1) lavede man en undersøgelse af forskellen på indholdet af forskellige sporstoffer, men også tungmetaller i såvel organisk fremstillet som industrielt fremstillet mad.

 

I industrimaden var der betydeligt mere Aluminium, Bly og Kviksølv, og i den naturligt fremavlede kost var der dobbelt så meget Krom, Lithium, Jod, Mangan, Magnesium og Zink samt fire gange så meget Selén som i industrimaden.

 

Et privat foretagende ("Ernæringsrådet") har udsendt en pamflet, hvis hovedformål er at få befolkningen til at holde op med at tage vitaminer og mineraler i større doser end ADT, – altså lige nok til at holde skørbug fra døren. Selv i denne pamflet erkender man, at selénmangel er en risikofaktor.

 

Levnedsmiddelstyrelsen har i sit udmærkede tidsskrift "LST-Nyt" gjort opmærksom på det samme forhold, ligesom der foreligger flere videnskabelige artikler om øget risiko for blodpropper eller cancer ved lavt selén-niveau.

 

I betragtning af, at vi i forvejen bor i et land, hvor jorden er temmelig selén-fattig, er det mildt sagt uhensigtsmæssigt, at de kunstigt frembragte madvarer ikke tilsættes en antioxydant, der er så vigtig for menneskets forsvar mod disse velfærdssygdomme, som netop Danmark hærges så voldsomt af.

 

Selén er desværre ikke det eneste, der mangler i de industrifremstillede madvarer. De organiske fødemidler (planter og dyr) er jo også i den situation, at "de bliver, hvad de spiser", og hvis de planter og dyr, vi skal leve af, får en underlødig ernæring, så får vi det også, når vi spiser dem.

 

Efterhånden som den molekylære sammensætning ændres i de industri-fremstillede varer, vi traditionelt betegner som mad, øges behovet for en detaljeret varedeklaration på det nøjagtige ernæringsmæssige indhold i bøffen, det hakkede kød, salathovedet, appelsinen, tomaten osv.

 

De ligger nok så indbydende i forretningen – og ligner til forveksling fødevarer. Men er det nu også mad?