Diabetes og lavt blodsukker

Interessen for C-vitamins indflydelse på blodsukkerbalancen er af meget gammel dato. I 1934 havde man erkendt, at C-vitaminmangel hos de inaktiverede de insulinproducerende celler i bugspytkirtlens langerhanske øer.

To år senere – kort efter vitaminets endelige identificering og isolering – forelå da også en anden rapport om, hvordan eksperimentalt frembragt C-vitaminmangel hos marsvin medførte diabetes (1). Det følgende år påviste man, at marsvin med C-vitaminmangel var ude af stand til at omdanne sukker til glykogen og oplagre det i leveren; men at de genvandt denne evne, såsnart de modtog tilstrækkelige askorbinsyretilskud.

Samme år konstaterede man også, vitaminet kunne nedsætte insulinbehovet hos insulinafhængige diabetikere. Man viste samtidig, at det ikke påvirkede glukosestofskiftet hos ikke-diabetikere eller ikke-insulinafhængige diabetiske patienter.

Et par år senere fattede en dansk læge, Palle Hjorth, ved Kommunehospitalet i København interesse for emnet og besluttede efter et omhyggeligt studium af den allerede eksisterende litteratur ved selvsyn at observere, om tilskud af C-vitamin til patienter med lavt plasmaaskorbinsyre ville have nogen indflydelse på deres glukosetolerance. Han konstaterede da, at optagelsen af kulhydrater forbedredes af et kraftigt tilskud af C-vitamin. Lægen Ole Sylvest fra De Gamles By i København undersøgte i 1940’erne på sine diabetiske patienter virkningen af intravenøse injektioner på 2 til 1 gram C-vitamin. Han konkluderede, at behandlingen i de fleste tilfælde havde sænket blodsukkeret.

En anden dansk læge, Knud Secher, der arbejdede på Bispebjerg Hospital, påpegede, at meget høje diabetiske blodsukkerkoncentrationer hos patienter med C-vitaminmangel kunne normaliseres ved hjælp af askorbinsyretilskud. Han hævdede, at enhver bedømmelse af et blodsukkerbillede krævede en samtidig vurdering af patientens C-vitaminstatus (1).

Senere har undersøgelser, der involverede meget store grupper og brede tidsrammer, bekræftet et sammenhæng mellem lavt plasmaaskorbin og ubalanceret blodsukker – enten for lavt – hypoglycemia – eller for højt – hyperglycemia/diabetes.

Alle ved vi, at diabetes for det meste – 90% – er aldersrelateret – derfor betegnelsen aldersdiabetes. Spørgsmålet er, om aldersfaktoren er årsagsfaktoren, eller længere tids marginal C-vitaminmangel er en mere sandsynlig årsagsfaktor. Noget kunne tyde på, at personer med en kontinuerlig høj koncentration af askorbinsyre i vævene ejer en hel eller delvis beskyttelse mod aldersdiabetes.

Forskningen fortsatte op gennem 40’erne og 50’erne med de lidt forvirrende resultater karakteristiske for disse ti år, forårsaget af forsøgsmodeller med for lave doseringer og for snævre tidsrammer.

I 60’erne erkendte man, at C-vitaminmangel øgede optagelsen af simple sukkerstoffer fra tarmen; en situation, der selvfølgelig i første række kunne være meget belastende for diabetikere. C-vitamintilskud normaliserede imidlertid hurtigt denne funktion.

Besynderligt er det at skulle konstatere, at de meget omfattende og centrale erkendelser vedrørende sammenhængen mellem diabetes, kavt blodsukker og C-vitaminstofskifte efter den korte intense interesse i århundredets første halvdel ikke blev fulgt op af yderligere forskning.

Når det gælder behandlingen af diabetes, så samler interessen sig i vor tid selv indenfor den alternative behandlerfløj mere om andre nutrienter – i første række B-vitaminerne og visse mineraler som zink, magnesium og krom. C-vitamin er selvfølgelig indbygget i ethvert ernæringsterapeutisk behandlingsprogram. – Men i tilstrækkelig mængde?

Forsøg 2 til 10 gram – eller Cathcarts tarmtolerance metode!

(1) CHERASKIN, Emamuel: The Vitamin C Connection; Thorsons, 1983; ISBN 0-7225-0908-1.