Dyreforsøg camouflerer menneskeforsøg
Af Pia Jacobsen, 2000
Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i forfatteren og medicinhistorikeren Hans Ruesch bøger vedr. dyreforsøg ”Mord på uskyldige” og ”Den hjerteløse gudinde”, som indlæg til den aktuelle debat vedr. EU’s nye kemikalie test program, der kan betyde millioner af dyrs formålsløse lidelse og død.
Dyreforsøg giver en falsk, ikke eksisterende sikkerhed, idet dyr og mennesker, ligesom dyrearterne indbyrdes, er grundlæggende forskellige og derfor reagerer forskelligt på samme stof. Et dyreforsøg fortæller derfor kun hvordan netop denne dyreart reagerer, og ikke hvordan andre dyrearter eller mennesker reagerer.
Vi er dermed i lige så høj grad selv ”forsøgskaniner”, når industrien til stadighed hvert år bombarderer os med tusindvis af nye stoffer og produkter, der er erklæret sikre via dyreforsøg.
Hvert år må tusindvis af disse produkter trækkes tilbage fra markedet grundet skadelige eller dødelige virkninger på mennesker. Men blåstemplingen via dyreforsøg fritager industrien for det moralske og økonomiske ansvar for skaderne og den følgende forringelse af miljø og livskvalitet. Målet er kortsigtet økonomisk vinding, og menneskene, dyrene og naturen betaler prisen for dette gigantiske globale eksperiment.
Livsbetingelser og livskvalitet forringes i rekordtempo
Vi oplever i dag en hastig forværring af miljøforureningen, og en faretruende forringelse af livsbetingelser og livskvalitet overalt på jorden. Industrialiseringen og den teknologiske udvikling har vist sig at være et tveægget sværd, der primært tilgodeser kortsigtede økonomiske interesser på bekostning af miljø og livskvalitet på længere sigt.
Det enorme og ukontrollerede brug af syntetiske kemikalier og tungmetaller i alle typer processer og produkter, lige fra husholdningsartikler og fødevarer til medicin, det uhæmmede brug af fossile brændstoffer, ophobningen og spredningen af radioaktive affaldsstoffer og den massive påvirkning af nye strålingsfrekvenser er eksempler på årsagerne til den forringelse og ødelæggelse, som vi kan konstatere i alle led af det økologiske kredsløb:
Luften, jorden, havene, drikkevandet og planterne, og dermed vores livsgrundlag. Forureningen kender ingen grænser.
I de industrialiserede lande kan vi helt konkret måle i hundredevis af syntetiske kemikalier og tungmetaller i vores kroppe, bl.a lagret i vores fedtvæv, og vi kan konstatere en generel svækkelse af vores immumsystem.
Vi ser det udtrykt i øget mistrivsel, hyppige sygeperioder og øget sterilitet over til langvarige eller kroniske sygelighedstilstande f.eks allergi og astma (20 % af befolkningen), over til immumsystems nedbrud, som f.eks betegnes kræft, AIDS, multipel sklerose o.a. Når gennemsnits danskeren efterhånden går til læge 9 gange årligt (unge 12 gange) er det et klart udtryk herfor.
Denne øgede mistrivsel og sygelighed er blevet civilisationens svøbe. Småbørnsdødeligheden blev i sin tid nedsat primært gennem udbredelsen af hygiejniske foranstaltninger og øgede dermed vores gennemsnitlige levetid. Men til gengæld skabte vi gennem industrialiseringen ideale betingelser for bl.a degenererende sygdomme. Ser vi alene på kræft, så har tidligere tiders forskning vist, at denne sygdomstilstand stort set var ukendt hos naturfolk før civilisationens indtog.
Vi kan konstatere, at vi har forøget gennemsnitslevetiden, altså livskvantiteten, på bekostning af livskvaliteten.
Dyreforsøg legaliserer skadelige stoffer
Hvordan kan det nu være kommet så vidt, at vores livsgrundlag og livskvalitet er blevet så katastrofalt forringet uden indgriben?
Nogle nye stoffer er blot blevet taget ukritisk i brug, og i de tilfælde, hvor vi stiller krav til, at stoffer eller produkter skal være sikre for mennesker, bliver disse stoffer primært vurderet ud fra forsøg med dyr. Og nærmere analyse af denne undersøgelsesmetode har vist, at resultater fra dyreforsøg ikke kan overføres til mennesker. Stofferne er derved stadig uvurderede i forhold til mennesker.
Hvert år må tusindvis af produkter, der er blevet godkendt og erklæret sikre via dyreforsøg, trækkes tilbage fra markedet, fordi produkterne har vist sig uvirksomme, skadelige eller dødelige for mennesker. Som eksempel kan nævnes, at indenfor medicinalprodukter må FDA (U.S. Food and Drug Administration) hvert år trække omkring 12.000 receptpligtige medicinalprodukter tilbage fra markedet. Produkter som var godkendt og fundet sikre ud fra mange års forsøg med tusindvis af dyr.
Dyreforsøg ubrugelige som vurderingsgrundlag for menneskelige reaktioner
Når tusindvis af stoffer og produkter således er blevet fundet sikre (eller endog til gavn) via dyreforsøg, men alligevel viser sig uvirksomme, skadelige eller dødelige, når de tages i brug af mennesker, er årsagen, at mennesker og dyr er grundlæggende forskellige, både anatomisk, immunologisk, genetisk og histologisk set (dvs helt ned til grundlæggende cellestruktur).
Resultater fra dyreforsøg kan derfor ikke overføres til mennesker. F.eks dør marsvin af penicillin, mens de ligesom aber og høns tåler stryknin, der er en af de mest dødelige gifte for mennesker. Aspirin kan dræbe katte, mens får tåler enorme mængder arsenik. Ræve dør af søde mandler, mens ugler tåler cyancalium. En dosis af opium, der ville dræbe et menneske, er uskadelig for hunde, mens digitalis giver faretruende højt blodtryk hos hunde. Insulin giver misdannelser hos mus, kaniner og kyllinger, mens chokolade er gift for hunde. Listen er lang.
Et dyreeksperiment vil derfor kun vise hvordan netop denne dyreart eller dette dyr (under unaturlige laboratorieforhold) reagerer på et givet stof/produkt, og ikke hvordan mennesker vil reagere. Dette resulterer i, at det er tilfældigt om stoffer, der er skadelige for mennesker, erklæres sikre, og om stoffer, der er harmløse eller til gavn for mennesker, erklæres skadelige.
Dyrearterne indbyrdes og endog underarter og racer reagerer forskelligt
Ligesådan er dyrearterne også indbyrdes grundlæggende forskellige, og vil derfor også reagere forskelligt på samme stof. Selv mus og rotter, der betragtes som nært beslægtede og hører til de hyppigst brugte forsøgsdyr, har afgørende forskelle indbyrdes, og vil derfor aldrig reagere ens på alle stoffer. F.eks udviklede mus kræft ved test af skadedyrsbekæmpelsesmidlet Galecron, mens rotter ikke udviklede kræft.
Dr. Bruce Ames, leder af National Institute of Environmental Health Sciences Center på Berkeley universitetet i Californien fandt frem til, at der var 50:50 chance for om et stof , der var kræftfremkaldende hos mus, også var det hos rotter. Dvs samme chance som ved at slå plat og krone.
Endog underarter og racer indenfor samme art reagerer forskelligt, og også kønnet har betydning. F.eks forårsagede kemikaliet n,2-flourenylacetamid kræft i urinblæren hos hun og han Slonaker rotter, kræft i leveren hos han Wistar rotter og brystkræft hos hun Wistar rotter, medens det forårsagede tarmkræft hos han og hun Piebald rotter. Som et andet eksempel fik hunnerne, men ikke hannerne, hos flere forskellige museracer leversvulster af kloroform.
Begrundelsen for at udføre dyreforsøg bortfaldet
Alene den omstændighed, at dyrearterne reagerer indbyrdes forskelligt på samme stof, understreger det faktum, at resultater af dyreforsøg aldrig kan være alment gældende for levende væsener, og dermed også mennesket, og således er hele begrundelsen for at udføre dyreforsøg bortfaldet.
Claude Bernard, der anses for grundlæggeren af moderne vivisektion (udtrykket bruges i dag som betegnelse for alle slags eksperimenter på levende dyr), byggede hele sin lære på at “Alt, hvad der er opnået med dyr, er fuldstændig gyldigt for mennesker”, og at “Eksperimenter udført på dyr for afprøvning af giftige substanser har fuldkommen gyldighed for menneskelig toksikologi” som han skrev i sit værk “Introduction a L’etude de la Medicine Experimentale” (1865).
Ligesom arterne imellem, kan de enkelte individer indenfor hver dyreart også reagere forskelligt. Ligeså er det almen viden, at vi mennesker reagerer forskelligt udsat for samme påvirkning. Derfor har tests med samme stoffer uundgåeligt ført til forskellige resultater afhængigt af dyreart, race, køn og individgruppe. F.eks er der i gennemsnit kun 5-25 % overensstemmelse mellem medicinalprodukters skadelige effekter på mennesker og resultater af dyreforsøg.
Det primære er, at vi aldrig kan regne med og dermed forudsætte, at dyrearterne og mennesker reagerer blot tilnærmelsesvis ens på et stof. Vi kan derfor aldrig forudsige menneskers reaktioner på et stof ved at afprøve det på en eller flere dyrearter. Et nyt stof er netop; Nyt og uprøvet.
For at sætte det i perspektiv er det jo almen viden, at man ikke må give medicin beregnet for mennesker til dyr, at dyrene kan dø heraf. Naturligvis fordi deres organisme reagerer forskelligt fra menneskenes. Hvordan skulle man så kunne afprøve og godkende medicin til mennesker via dyr?
Vi er selv de egentlige “forsøgskaniner”
Først når produktet bruges af mennesker, dvs. afprøves på mennesker, vil man kunne drage erfaringer om virkninger på mennesker. Dette resulterer i, at tusindvis af produkter, der har været testet og erklæret sikre via dyreforsøg, hvert år må trækkes tilbage fra markedet på grund af skadelige eller dødelige virkninger på mennesker. Vurdering af et stof eller produkt via dyreforsøg leder til fejlagtige konklusioner, og giver os en falsk, ikke eksisterende sikkerhed.
Asbest blev i årtier netop erklæret ufarligt ved dyreforsøg, ligesom farerne ved radioaktiv stråling blev undervurderet, fordi man fastsatte grænser ud fra eksperimenter foretaget på dyr.
Dyreforsøg var årsagen til, at man fik sat grænseværdierne for bly, kviksølv og PCB’s skadevirkninger 100-10.000 gange for højt i forhold til hvad mennesker kan tåle.
Ligesom risikoen ved tobak, eller rettere de hundredevis af kemikalier der tilsættes tobakken, blev nedtonet grundet dyreforsøg. Dette blot for at nævne et par af de utallige eksempler på hvordan brug af dyreforsøg leder til vildledende resultater, og dermed koster både dyr og mennesker formålsløse lidelser og død.
Da dyreforsøg ingen sikkerhed giver for hvordan mennesker reagerer på et stof eller produkt, er vi faktisk uden vidende selv de egentlige forsøgsindivider. Dette fratager os retten til og muligheden for at tage stilling til de risici dette indebærer helbredsmæssigt og økonomisk, samt muligheden for at vælge fra.
Hovedessensen er, at vi aldrig på forhånd kender virkningen af et nyt syntetisk stof på mennesker. I nogle tilfælde vil man kunne konstatere om et specifikt stof/produkt er skadeligt for mennesker at bruge, hvis kortidsvirkningen er åbenbar, kraftig skadelig eller dødelig. I så fald trækkes produktet tilbage fra markedet, men i kraft af at produktet har været godkendt via dyreforsøg, fritages producenten for det moralske og økonomiske ansvar for skaderne.
Og i de fleste tilfælde er især langtidsvirkningerne sjældent gennemskuelige for et specifikt stof. Da vi i de industrialiserede lande omgiver os med og indtager et enormt antal syntetiske stoffer, der er ukendte og unaturlige for kroppen, kan vi derfor ikke altid umiddelbart sammenholde årsag og virkning. Ikke alene stoffernes specifikke virkning enkeltvis, men også coctailvirkningen af disse stoffer indbyrdes, hvilket givetvis er det mest betydende.
Og mange produkter bliver, trods registrering af negative virkninger, fortsat på markedet. F.eks en lang række medicinal præparater, hvor de negative virkninger blot efterhånden registreres og listes som bivirkninger (som burde kaldes ved rette navn: ”Skadelige virkninger”).
Undersøgelser viser, at af alle de mennesker, der bliver indlagt på hospitalerne i USA, lider 1/3 af skadelige virkninger fra medicinsk behandling (Eet år 1,5 millioner mennesker). Hvert år dør hundrede tusindvis heraf. I USA alene over 100.000 årligt. I Danmark bliver mere end 30.000 mennesker årligt syge af skadelige virkninger fra medicin, og medicinskader koster årligt de danske skatteyderne 1 milliard kroner.
Vi bærer selv risikoen for skadelige virkninger både fysisk og økonomisk
Såfremt et stof eller produkt, der er godkendt via dyreforsøg, viser sig skadeligt eller dødeligt for mennesker, fritages producenten for det moralske og økonomiske ansvar for skaderne.
Dyreforsøg tjener dermed alene til at sikre producenterne, og ikke befolkningen, der bruger eller udsættes for et givet stof. Vi er dobbelt dårligt stillede, idet vi dels uden vidende selv må bære risikoen for skadelige (eller dødelige) virkninger på kort eller lang sigt, og må leve med eventuelle konsekvenser i form af forringet livskvalitet og miljø.
Og dels må vi selv bære de økonomiske konsekvenser, enten direkte personligt (f.eks kostbare behandlinger, tabt arbejdsfortjeneste, hjælpemidler oa.) eller inddirekte gennem skatterne (rensning af miljø, udgifter til behandling af skadeslidte under det offentlige system, invalidepensioner osv. osv).
Vi må erkende, at der ikke eksisterer nogen sikkerhed, at problemerne i sidste ende bliver vores egne.
Dyreforsøg har kostet de største katastrofer indenfor lægevidenskaben
Vivisektorer (udøvere af dyreforsøg) forsvarer ofte brug af dyreeksperimenter med at henvise til brugen indenfor lægevidenskaben. Men alle de opdagelser (metoder, hjælpemidler og medikamenter) indenfor lægevidenskaben, der anses for vigtige, er gjort uden dyreforsøg.
Lige fra brugen af hygiejniske foranstaltninger, anæstesi (bedøvelse), stetoskopi, perkussion, røngtenoptagelser, termometeret, vitaminernes betydning, til de vigtigste medikamenter, som f.eks aspirin og penicillin, insulin, kinin og digitalis.
Ligesom alle de vigtigste kirugiske metoder blev udviklet i operationssalen uden dyreforsøg, og indførelse af hygiejniske foranstaltninger fik stoppet de store epidemier lang tid før massevaccinernes *) indførelse.
Mens de største katastrofer indenfor lægevidenskaben blev udviklet via dyreforsøg, som f.eks thalidomid der blev ordineret til gravide kvinder og gav 10.000 misdannede børn, eller cliniquinol der forårsagede 30.000 tilfælde af blindhed og/eller lammelser alene i Japan og mere end 10.000 af dødsfald over hele verden, og skabte en ny alvorlig sygdom i nervesystemet SMON.
Ligesom phenylbutazon har kostet over 10.000 dødsfald. Og kræftforskningen baseret på dyreforsøg har fremkommet med 6.000 midler mod kræft afprøvet på dyr med succes som enten var uvirksomme på mennesker eller nogle gav endda kræft.
Eller Mel/29 der forårsagede grå stær. Listen er meget lang. Orabilex, Eraldin, Metaqualone, Boneloc-cementen, Chloramfenicol osv. (Der er udgivet et katalog af FN på 650 sider med titlen ”Consolidated list of products whose consumption and/or sale have been banned, withdrawn, severely restricted or not approved by goverments”).
Af 250.000 lægemidler anses kun 250 for essentielle af WHO og 26 af UNIDO (United Nations Organization for Industrial Development), senere kogt ned til 9 (Aspirin som nr. 1).
Hvert år kommer 15.000 nye medicinalprodukter på markedet, mens 12.000 må trækkes tilbage. Produkter som har været erklæret gavnlige og sikre via dyreforsøg, men som senere viste sig uvirksomme, skadelige eller dødelige for mennesker, og som hvert år koster skader og lidelser for millioner af mennesker og døden for hundredetusindvis. Et vidnesbyrd om at dyreforsøg er til skade og ikke til gavn for lægevidenskaben, men derimod til gavn for medicinalindustriens indtjening.
Indenfor medicin er der et stort antal læger og videnskabsmænd, der er imod brugen af dyreforsøg, som har organiseret sig. Disse organisationer kan til enhver tid kontaktes med henblik på specifikke faglige/videnskabelige spørgsmål eller information kan hentes direkte via internettet.
*) Den første type moderne vaccination blev udviklet uden brug af dyreforsøg af Edward Jenner, men vaccination var kendt mange år tidligere andre steder i verden. Fælles herfor var at dyreforsøg intet havde at gøre med opdagelsen og udviklingen heraf, hvilket heller ikke ville være muligt, da de alvorligste menneskelige infektioner ikke kan overføres på dyr, eller antager helt andre former hos dem.
Netop dette faktum viser det ulogiske i, at de massevacciner, som medicinalindustrien senere lancerede, blev testet via dyreforsøg. Under alle omstændigheder var alle store masseepidemier på det tidspunkt, hvor man påbegyndte indførelsen af massevaccinationer, allerede forlængst stoppet grundet indførelsen af hygiejniske foranstaltninger (rent drikkevand, kloakering, personlig hygiejne etc.).
Redskab til at blåstemple egne produkter og eliminere konkurrenters produkter
Da dyrearterne, såvel som underarter, og endog racer og køn indenfor samme art, reagerer forskelligt, indebærer det, at man reelt kan udvælge de forsøgsresultater, der understøtter det ønskede mål. Dermed er dyreforsøg blevet et redskab til at blåstemple egne produkter eller tiltag og sikre økonomisk og moralsk ansvarsfritagelse for eventuelt senere skadelige virkninger på mennesker og miljø.
Ligesom det er blevet et redskab til at eliminere konkurrerende produkter og tiltag. Især naturprodukter står for skud, idet de anses for alvorligt forstyrrende konkurrenter på grund af den billige pris, i kraft af at naturprodukter ikke kan patenteres. Specielt i medicinalindustrien har man rettet opmærksomheden mod denne uønskede konkurrence.
Vi oplever, at medens dyreforsøg bruges til at blåstemple i tusindvis af dyre medicinalprodukter, der rent faktisk viser sig at have skadelige eller dødelige virkninger på mennesker, så bruges dyreforsøg også omvendt som redskab til at forbyde brug af billige konkurrerende naturpræparater og produkter, som ofte har været kendt og brugt i århundreder med positive resultater.
Som eksempel kan nævnes kulsukkerrod, der i årevis var blevet brugt mod gigtsmerter med gode resultater og uden bivirkninger. På et tidspunkt solgte man i Skandinavien så meget som 50 tons årligt, hvilket naturligvis havde indflydelse på salget af syntetiske gigt medikamenter (der er symptomdæmpende, ikke helbredende). Det blev så forbudt at sælge kulsukkerrod til indvortes brug på basis af et eksperiment foretaget med rotter.
Rotterne blev sprøjtet med et ekstrakt af kulsukkerrod hver dag i en måned, hvorefter rotterne udviklede svulster. For det første blev rotterne indgivet unaturligt store mængder ekstrakt, svarende til at en voksen person hver dag spiste et vognlæs af urten. Dernæst var det et indsprøjtet ekstrakt, hvor både indtagelsesform og fødeform er unaturlig. Når man indtager hele urten istedet for et ekstrakt, så får man en mængde andre indholdsstoffer, som samarbejder med hinanden, så virkningen er positiv.
Men det mest betydende er naturligvis, at dyr og mennesker reagerer forskelligt på samme stof. Penicillin dræber marsvin og morfin giver manisk ophidselse hos katte og mus, ligesom insulin giver misdannelser hos bl.a mus, kaniner og kyllinger, men det har jo ikke resulteret i forbud mod brug af medikamenterne, at disse dyrearter ikke kan tåle dem.
Samtidigt er det tankevækkende, at netop kulsukkerrod anvendes i Zoologiske haver i flere lande, bl.a England, som et vigtigt kosttilskud til netop de kostbare dyr. Hvilket igen viser den åbenlyse inkonsekvens.
Naturpræparater, der er til gavn for mennesker i et givet henseende, kan have en helt anden effekt på en dyreart. Tvinges et dyr til at indtage f.eks planter, hvis art de instinktivt ville have undgået i naturen, eller i unaturligt store doser eller på unaturlig vis, så er skadevirkning naturligvis mulig. Men vi forbyder jo heller ikke chokolade, fordi det er giftigt for hunde, søde mandler, fordi ræve dør af dem, citrussaft, fordi det er giftigt for katte, eller persille, fordi papegøjer dør af det.
Til illustration af, hvordan dyreforsøg blot er et redskab i det økonomiske spil, kan nævnes Thalidomid, der efter 3 års dyretestninger blev markedsført som ”det bedste beroligende middel for gravide kvinder og diegivende mødre”, og som ved brug af (=afprøvning på) mennesker resulterede i mere end 10.000 misdannede børn.
I 1970 sluttede den daværende længste kriminalsag i Tysklands historie, med frifindelse af producenten ”Chemie Grünenthal”. En lang række autoriteter havde vidnet: ”At dyreforsøg aldrig kunne blive konklusive for mennesker”.
Vidnesbyrdene kom endda primært fra personer, hvis karriere og reputation praktisk talt var opbygget på dyreforsøg. Derved kunne Grünenthal frifindes for ethvert (moralsk og økonomisk) ansvar vedrørende tragedien, da de krævede tests (på dyr) jo var blevet udført.
En åbenlys dobbeltmoral og indrømmelse af, at det er de økonomiske interesser, der er afgørende for, om resultater af dyreforsøg påstås at være gyldige for mennesker eller indrømmes ikke at være det. I dette spil er det befolkningen, de der bruger og udsættes for produkterne/stofferne, der er taberne.
Vivisektion er ren forretning
”Vivisektion er ren forretning”, skrev en af Amerikas mest eminente læger A.V.Allen engang som overskrift på en artikel. Og han skrev videre, at ”mænd indtræder i denne type forretning af samme årsager som de ville indtræde i en hvilken som helst anden forretning: for at lave penge og for at fremme egne interesser”.
Ikke alene er brugen af resultater fra dyreforsøg blevet et redskab til økonomisk vinding for storindustrien, primært kemi- og medicinalindustrien, men også selve dyreforsøgene er blevet en særdeles lukrativ forretning, med et væld af sideindustrier: laboratorier der tilbyder allehånde eksperimenter på dyr, avl af forsøgsdyr, produktion af foder, udstyr (bure etc.), ”forsøgsredskaber” (fastspændingsapparater, så dyret ikke kan røre sig, f.eks så bedøvelse kan spares , apparater til at knuse ben på levende dyr, elektriske riste, elektrochock udstyr osv., osv.) og meget andet.
Og befolkningen betaler regningen for dyreforsøgene, enten direkte, f.eks ved køb af produkter, der har været testet via dyreforsøg, eller inddirekte gennem skatterne, f.eks ved offentlige tilskud til forsøg og tilskud til enorme medicinudgifter (grundet ublu priser, som vi ikke klager over, fordi vi ikke ser de faktiske regninger, som vi betaler via skatten.
Mon ikke vi ville være langt mere kritiske, hvis vi selv skulle betale regningerne direkte ?). Ligesom det også er befolkningen, der betaler regningen for de skader på mennesker, dyr og miljø, der opstår som sekundær følge af at bruge dyreforsøg. De store kemi- og medicinalkoncerner er vinderne i dette økonomiske spil, og de tæller efterhånden de største milliardformuer globalt set.
Manglende offentlig oplysning
Et stort antal organisationer og fagfolk, lige fra praktiserende læger til videnskabsfolk, har gennem tiderne været modstandere af brugen af dyreforsøg ud fra videnskabelige grunde, og har i stadigt større grad arbejdet for at få informationerne herom ud til offentligheden.
Men de er oppe mod meget stærke økonomiske kræfter, primært den kemiske og medicinale industri, der råder over enorme financielle ressourcer til at lægge pres på politikerne gennem en meget stærk lobbyvirksomhed, og til at lægge pres på medierne og ansatte forskere og PR-folk, der kan udtale sig til fordel for industrien.
Igen og igen har modstandere af dyreforsøg prøvet at få befolkningen til at vægte, om informationerne kommer fra industrien eller vivisektorer, der har en egen økonomisk interesse i at bibeholde dyreforsøg, eller om de kommer fra mennesker eller organisationer uden egen økonomisk interesse i sagen, men med en primær interesse i de medmenneskelige og miljømæssige aspekter, samt de økonomiske konsekvenser for samfundet som helhed.
Når det omsider lykkes at få rejst nogle spørgsmål om dyreforsøg offentligt, oplever vi, at det almindeligvis kun er personer med økonomisk interesse i dyreforsøg, der kommer til orde i medierne (er f.eks en person med job som vivisektor eller som er hovedaktionær i et dyreforsøgslaboratorie den rette at spørge, om hvorvidt dyreforsøg er videnskabelige og etiske?).
Kun sjældent lader man en repræsentant fra en dyreværnsorganisation, med rene etiske indvendinger mod dyreforsøg, komme til orde, og stort set aldrig fagfolk med videnskabelige indvendinger, som kan oplyse om konsekvenserne for befolkningen.
Man lader primært vivisektorer og vivisektionister komme til orde med udtalelser, der forsikrer offentligheden om nødvendigheden af dyreforsøg. Offentligheden lades uvidende om det store antal eksperter, der advarer mod brugen af dyreforsøg, som en uvidenskabelig vildledende testmetode, der fører til fejlagtige konklusioner til skade for mennesker og miljø.
Og offentligheden oplyses ikke om de tusinder af stoffer og produkter, der hvert år må trækkes tilbage fra markedet grundet de er uvirksomme, skadelige eller dødelige for mennesker. Eller om de menneskelige og økonomiske katestrofer det har betydet for millioner af mennesker.
Vi bliver hele tiden holdt i ånde af ”beroligende ekspertudtalelser” og et konstant stigende bombardement af nye produkter, der lover at ville løse alle vore problemer, eller vi får løfter om, ”at de er lige på trapperne til at blive udviklet”, hvis blot vi betaler endnu flere milliarder til forskning/eksperimenter på dyr.
Vi forblindes af kejserens ny klæder og overbevises om, ”at det er en højere moralsk indstilling at afprøve nye stoffer/produkter på dyr før de afprøves på mennesker”, så vi kan føle os trygge.
Men når realiteterne viser os, at det modsatte er tilfældet, at dyreforsøg kun tjener som økonomisk beskyttelse for producenten, samt legalisering og camouflering af, at vi selv er de egentlige ”forsøgskaniner”, vidner det modsat om mangel på moral. Og illusionens slør falder.
Når vi får adgang til fuld information om konsekvenserne ved brugen af dyreforsøg, bliver det klart, at kun de, der har en direkte eller inddirekte (f.eks som aktionær) økonomisk eller jobmæssig interesse heri, kan have interesse i at fortsætte med at bruge dyreforsøg.
Godkendelse af videnskabelige forsøgsmetoder in vitro (uden brug af dyr) forhales
Der eksisterer allerede et væld af forsøgsmetoder uden brug af dyr, hvor resultaterne er rimeligt pålidelige, 80-90 % (nogle endog op til 97 %), idet de ofte baseres på f.eks celle kulturer fra menneskelige organer, computermodeller af mennesket og lignende, og dermed kommer tættere på menneskets faktiske reaktioner.
Problemet er, at det er uhyre langsommeligt at få disse metoder officielt godkendt (ofte op til 10 år), idet forsøgsmetoder in vitro forlanges videnskabeligt bevist efter uhyre strenge og omstændige krav. Dette på trods af, at testmetoder in vivo (med brug af dyr) i sagens natur ikke er videnskabeligt bevist. Denne dobbeltmoral bliver yderligere absurd, når det ovenikøbet forlanges, at testmetoder in vitro skal vurderes i forhold til (ikke videnskabeligt beviste ) in vivo metoder, hvilket giver et særdeles ringe sammenligningsgrundlag.
Dermed er EU’s direktiv 86/609, som ”forbyder brug af dyreforsøg, hvor en alternativ metode er rimelig og praktisk anvendelig”, mest til pynt. Men at vi stadig mangler at nyudvikle eller at få endelig godkendt pålidelige, brugbare in vitro testmetoder, retfærdiggør ikke fortsat brug af en uegnet og vildledende testmetode som dyreforsøg.
Dyreforsøg koster både dyr og mennesker lidelser
Samtidigt med at resultater fra dyreforsøg ikke kan overføres til mennesker, og dermed er vildledende istedet for vejledende, må vi spørge os selv, om vi fortsat vil være medansvarlige for at lade millioner af sagesløse dyr udsættes for langvarige smerter og lidelser?
Det er en illusion at tro, at forsøgsdyrene ikke lider. F.eks udføres giftighedstests efter den standardiserede ”LD-50 test”, der betyder ”dødelig dosis for 50 % af de dyr, der anvendes i prøven”. Man tvinger store doser af prøvesubstansen i et stort antal dyr via tvangsfodring, indånding eller indsprøjtning for at finde ud af, hvor den tærskel er, der vil få halvdelen af dyrene til at dø (hvilket sker under svære lidelser) indenfor 14 dage, medens den anden halvdel overlever de svære lidelser.
Den dødelige dosis for lige denne dyreart ganges så proportionalt med et menneskes vægt og erklæres for en grænse for mennesker. Når man tænker på, hvordan de forskellige dyrearter tåler stoffer, der er uhyre giftige for mennesker, eller tåler stoffer i helt ’proportionalt’ forskellige doser fra mennesker, f.eks i doser 10.000 gange så høje som for mennesker, og at vi samtidigt udsættes for tusindvis af andre syntetiske kemikalier, er det ikke et brugbart resultat.
De fleste mennesker er uvidende om det meningsløse i dyreforsøg og hvor enormt et antal dyr, der dagligt er udsat for (ofte langvarige) smerter og lidelser. Dyrearterne tæller lige fra hunde og katte, heste, rotter og mus, til delfiner og aber, og på verdensplan er antallet omkring 400.000 dagligt. Og hunden i laboratoriet er ikke forskellig fra familiens hund. Om mange er avlet direkte til forsøgsdyr, som det ofte understreges af vivisektorer, ændrer ikke dyrenes lidelser. Lidelser, som ved lov er strafbart at påføre dyr, undtagen fra vivisektorer.
Fra 1987 er dyreeksperimenter hemmeliggjort i Danmark og omgærdet af tavshed, således at adgang og information er forment offentligheden. Kun information fra vivisektorerne selv offentliggøres, hvor de forsikrer, at ingen af de 400.000 dyr, der årligt bruges i danske dyreforsøg, føler smerte, og at de lever under de bedst tænkelige vilkår.
De hævder, at de anvender dyr til eksperimenter, fordi dyrene ligner os mennesker, men hvis man taler om dyrenes lidelser, indvender de, at dyrene slet ikke er som vi.
Som tidligere nævnt er mennesker og dyr helt forskellige, ligesom dyrearter er forskellige indbyrdes. Men alle har vi individuelle nervesystemer der gør, at vi registrerer smerter. I mange tilfælde er det sensoriske nervesystem langt mere højtudviklet og sensitivt hos dyr end hos mennesker.
Men hvem skal vi stole på? Skal vi købe en bil, stoler vi så mest på bilsælgeren, der har økonomisk og jobmæssig interesse i at sælge biler, eller stoler vi på den kritiske uvildige forbruger organisation, der ikke har hverken økonomisk eller jobmæssig interesse i sagen?
Forsøgsdyr påføres i vid udstrækning allehånde sygdomme (som oftest menneskelige sygdomme, der er unaturlige for dyrene) eller tilstande man mener minder om en menneskelig sygelig tilstand ( som f.eks at gøre aber vanvittige af angst via utallige elektrochock, så deres tilstand til sidst kan ligne epilepsianfald, dog uden at være det), eller udsættes for gifte (f.eks gennem ”LD-50 tests” eller ”draize tests”) eller udsættes for smerte eller stress eksperimenter indbefattende f.eks utallige elektrochock, elektriske riste eller andet.
I de fleste tilfælde vil der jo derfor, på grund af eksperimentets ”art”, ikke være tale om bedøvelse eller smertestillelse, og derfor vil dyrene naturligvis lide. Dermed er brug af dyreforsøg i strid med EU’s lovgivning, der anerkender, at dyr er levende, sansende væsener, med lovpligtigt krav på respekt for deres velfærd, når der udarbejdes og gennemføres love indenfor bl.a forskning.
Dyreforsøg forsvares ofte med, at blive udført for menneskets skyld. At dyrenes lidelser i denne forbindelse sker for menneskets skyld. Men konkret viser historien det modsatte, at vi netop påfører mennesket lidelser ved at bruge dyreforsøg. Millioner af mennesker har lidt under de tusindvis af skadelige stoffer/produkter, herunder et enormt antal antal medicinalprodukter, der var erklæret gavnlige og sikre via dyreforsøg, men som viste sig skadelige eller dødelige for mennesker.
Voksende modstand mod dyreforsøg
Vi må erkende, at problemerne i sidste ende bliver vores egne, og at vi derfor er nødt til at påtage os ansvaret for at ændre forholdene. Ved at stå sammen om at stille krav til industrien og politikerne, og som politiske forbrugere.
I takt med at flere og flere mennesker har fået adgang til dokumenteret information vedrørende dyreforsøg(især vivisektorernes egne offentliggjorte beskrivelser af deres eksperimenter, f.eks The Lancet eller Journal of comparative and psyckological psyckology osv), og det uetiske og formålsløse heri, er en stadigt større holdningsændring vokset frem.
Organisationerne der ønsker at stoppe de meningsløse dyreforsøg tæller f.eks i U.S.A 1 million mennesker, i Sverige over 50.000 og i Danmark mere end 25.000 og udgør almindelige, anstændige borgere fra et bredt udsnit af hele samfundet, lige fra læger til patienter, studerende til professorer, arbejdsgivere og lønmodtagere osv.
Alle mulige forskellige mennesker, hvis overbevisning ikke udspringer af økonomiske interesser, men af hensynet til livskvaliteten for alle levende skabninger; vore medmennesker, dyr og naturen, og med det fælles mål, at få os ud af den blindgyde, som dyreforsøg er. Disse tjener hverken til dyrenes eller menneskenes vel. Dyreeksperimenter er ikke et nødvendigt onde, men unødvendigt og skadeligt, samtidigt med at det er respektløst overfor vore medskabninger.
Af fremtrædende verdenspersonligheder, der har været imod vivisektion kan f.eks nævnes Leonardi da Vinci, Mahatma Gandhi, Voltaire, Tolstoy, Goethe, Schopenhauer, C.G.Jung, Schiller, Nobelpristagerne Albert Schweitzer og Herman Hesse, kardinalerne Manning og Newman, Viktor Hugo, Ibsen og mange andre.
Indenfor medicin er et stort antal læger og videnskabsmænd imod vivisektion, og i mange lande er de gået sammen i organisationer som f.eks ” Ärzte gegen tierversuche” i Tyskland eller PCRM i USA (Lægers komite for ansvarlig medicin), hvor læger og lægfolk arbejder sammen om afskaffelse af dyreforsøg med mange gode resultater.
I Vesteuropa er der nu mere end 30.000 læger og videnskabsmænd, der undsiger vivisektion.
Aktuelt: EU’s nye kemikalie test program vil betyde millioner af dyrs formålsløse lidelse og død
Netop nu er debatten om brug af dyreforsøg mere relevant end nogensinde. En række europæiske miljø- og forbrugerorganisationer, med 3 danske organisationer som initiativtagere, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfrednings Forening og Forbrugerrådet, har presset på for en skærpelse af EU’s kemikalie politik med følgende krav:
Vi har ret til oplysning – for eksempel om, hvilke kemikalier der findes i produkter.
En tidsfrist for vurdering af alle kemikalier på det europæiske marked.
Alle anvendelser af et kemikalie skal godkendes, og det bør påvises, at kemikaliet er sikkert. (en nærmere undersøgelse af 20-70.000 uvurderede kemikalier på markedet.
Udfasning af persistente, det vil sige ikke-nedbrydelige, kemikalier og kemikalier, der bindes i kroppen.
Mindre sikre kemikalier bør udskiftes med sikre alternativer.
En forpligtelse til at stoppe alle udledninger af farlige kemikalier til miljøet i år 2020.
Kravene har resulteret i at EU kommisionen nu er ved at udarbejde en hvidbog om et nyt Europæisk kemikalie test program.
En nærmere undersøgelse af 20-70.000 uvurderede kemikalier ville med den nuværende lovgivning betyde, at op mod 10 millioner forsøgsdyr skulle udsættes for formålsløse smerter og lidelser i forsøg, hvis resultater ikke kan overføres til mennesker og miljø.
En række europæiske dyreværnsorganisationer er derfor gået sammen om en kampagne med krav om udeladelse af brug af forsøgsdyr i et nyt EU kemikalie test program.
Organisationerne henviser bl.a til, at der allerede eksisterer enorme mængder data om kemikalier rundt om i verden, og at disse data bør kræves til disposition for international data udveksling, samt at vi allerede er i besiddelse af en stor viden gennem konkrete erfaringer med brugen af disse kemikalier, hvilket reducerer behovet for tests i væsentlig grad. Og at det er af afgørende betydning, at fokusere på valget af testmetode til kemikalier, det herefter findes nødvendigt at teste.
De skriver: ”Tidligere erfaringer har alt for ofte vist os, at man oftest bliver ved med at bruge en forældet og uvidenskabelig testmetode som dyreforsøg, der gang på gang har vist sig vildledende, ofte i livsfarlig grad. Så istedet for at beskytte forbrugerne og miljøet mod farlige kemikalier, ville et testprogram baseret på dyreforsøg uforvarende kunne resultere i godkendelse af særdeles giftige kemikalier”.
Derfor har organisationerne igangsat en underskriftindsamling med følgende krav til EU’s nye kemikalie test program:
-
Udeladelse af brug af dyreforsøg.
-
Minimum 3 års udskydelse af testprogrammet, for at give tid til klassificering og godkendelse af nye testmetoder uden brug af dyr.
-
Obligatorisk international udveksling af allerede eksisterende data vedrørende kemikalier.
-
Indarbejdelse af testmetoder uden brug af dyr som er mere præcise og pålidelige (da nuværende anvendte testmetoder med brug af dyr ikke er pålidelig).
-
Øjeblikkelig begrænsning eller tilbagetrækning af de kemikalier, der allerede nu anses for risikable for mennesker, dyr eller miljø.
I USA blev et forslag om et lignende testprogram væsentligt ændret som reaktion på en intensiv offentlig modstand. Organisationerne opfordrer til at vi i Europa drager nytte af de amerikanske erfaringer. Underskriftliste kan downloades og printes fra internettet på www.StopEuChemicalTests.com (What you can do).
Vi må erkende, at problemerne i sidste ende bliver vores egne, og at vi derfor er nødt til selv at tage ansvaret for at vende udviklingen, ved aktivt at stille krav til industrien og de politisk ansvarlige.
Med din underskrift kan du være med til at skrive historie og vende udviklingen hen imod en højere prioritering af livsbetingelser og livskvalitet fremfor kortsigtede økonomiske interesser. Det gør en forskel.
Skriv et svar