EDTA-behandling i Danmark i miskredit

Af Alex Dybring, biomediciner, 2001

En dom i en retssag mellem nogle forskere og danske EDTA-læger angående konklusionen på en Ph.D afhandling om virkningen af EDTA mod åreforkalkning, er kommet til en forbløffende konklusion.

Historie og baggrund

EDTA er et stof, der gives intravenøst og som benyttes til at hæmme og fjerne belægninger af åreforkalkning inde i blodårerne. Fra starten har denne enkle, lavteknologiske, ufarlige og effektive behandlingsform stødt på modstand – i overvejende grad fra karkirurger.

Allerede i slutningen af 1950 begyndte man i USA med disse behandlinger. I 1987 påbegyndes denne terapiform i Danmark. Året efter studser partiet SF over, at denne behandling kun gives af læger uden for sygesikringen, og politikere opfordrer til videnskabelige undersøgelser af disse behandlinger. Det sker samme år, hvor Karkirurgisk Selskab planlægger et forsøg med EDTA.

Da EDTA-lægerne læser karkirurgernes forsøgsprotokol og ser, at den beskrevne metode ikke svarer overens med den behandling, som gives på EDTA-klinikker, gør de opmærksom på dette forhold og medsender den protokol, dvs. de forskrifter for behandling de selv benytter. Karkirurgerne ønsker imidlertid ikke at benytte EDTA-lægernes protokol og EDTA-lægen Knut Flytlie, der oprindelig var tilknyttet forsøget som sagkyndig, hægtes af.

Forskellen i de to protokoller går i korthed ud på, at hvor EDTA-lægerne udover EDTA tilsætter C-vitamin, bicarbonat og magnesium, så benytter karkirurgerne udelukkende EDTA og natriumklorid. Desuden giver EDTA-lægerne tablettilskud af stoffer, som skal gives samtidigt med behandlingen. Dette gøre kun symbolsk af karkirurgerne.

EDTA-lægen Claus Hancke skriver i 1989 i Ugeskrift for Læger, at karkirurgernes forsimplede EDTA-behandling er forkert, at den ikke virker og at den kan have bivirkninger.

I 1990 afsluttes forsøget, der havde omfattet 156 patienter med åreforkalkning i benene. I TV-avisen nedgøres EDTA-behandlingen af karkirurg Juul Jørgensen, der kan fortælle, at den EDTA-behandling, som anvendes af EDTA-læger, er uvirksom, da de (karkirurgerne) netop har undersøgt den. Denne udtalelse falder på trods af at:

1. Karkirurgerne benyttede en anden EDTA-blanding end den EDTA-lægerne bruger.
2. Karkirurgerne benyttede et utilstrækkeligt og kontraindiceret, dvs. modvirkende vitamin-mineraltilskud.
3. Karkirurgerne vidste, hvilke patienter, der fik EDTA, før undersøgelsen var afsluttet, og det giver mulighed for at "kikke i kortene", og forsøget kan således ikke kaldes dobbelt-blindt.
4. Karkirurgerne har – imod bedre vidende – påstået, at de benyttede samme behandling som EDTA-lægerne.

EDTA-lægerne klager efterfølgende over, hvad de betragter som misinformation til Den danske Lægeforening DADL, til Lægeforeningens etiske råd, som afviser klagen. Herefter klages til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU. I dette udvalgs konklusion fremgår det at:

• UVVA medgiver, at karkirurgerne har vidst, hvilke patienter der modtog EDTA, før undersøgelsen blev afsluttet, men betegner ikke dette som uredeligt, blot udygtigt og uden større betydning.
• UVVA medgiver, at karkirurgerne har benyttet en anden behandling end EDTA-lægernes, men finder det ikke uredeligt, blot uhensigtsmæssigt. UVVU tager ikke yderligere stilling til dette punkt.

En efterfølgende korrespondance mellem UVVU og EDTA-lægerne ender resultatløst. Da EDTA-lægerne begærer aktindsigt, afsløres det, at der har været korrespondance mellem karkirurgerne og UVVU, som EDTA-lægerne ikke har fået at se.

EDTA-lægerne Hancke og Flytlie offentliggør i 1993 i Journal of Advancement in Medicine resultaterne af en undersøgelse af den korrekte EDTA-behandling af 470 patienter, hvor succes-raten er 80-90 %. En samtidig såkaldt meta-analyse af tilsvarende behandling på 22.000 patienter har haft en tilsvarende høj resultatrate (88 %).

Ugeskrift for læger bringer i 1995 en kronik af karkirurg Juul Jørgensen, som bebrejdes for at være fyldt med misinformation og for at nedgøre EDTA-behandling. Den imødegås af Hancke og Flytlie, men EDTA-lægernes argumentation stopper, da Ugeskriftet nægter at bringe deres indlæg. Hancke og Flytlie føler sig censureret, hvilket de gør opmærksom på.

Samme år forsvarer karkirurgernes hovedforfatter, Bernadette Guldager en Ph.D afhandling baseret på deres EDTA-undersøgelse. Opponenter er bl.a. undersøgelsens egen statistiker, professor i karkirurgi, Torben Schrøder samt dr.med. Steen Stender. Forsvaret udvikler sig ifølge tilstedeværende og dagbladet Politiken som en farce.

Hancke og Flytlie påpeger 75 fejl, herunder fire klare usandheder, som de fører bevis for i deres indsigelse. Ingen, hverken DADL, UVVU, Odense Universitet, opponenterne eller Undervisningsministeriet ønsker dog at foretage en videre vurdering af sagen.

EDTA-lægerne beslutter sig for at stævne Juul Jørgensen og Bernadette Guldager for at få kendt disses udsagn ubeføjede. Byretten sender sagen videre til Østre Landsret.

De indstævnede, Juul Jørgensen og Guldager, ønsker sagen afvist, da sagen ifølge dem kræver videnskabelig indsigt. Herefter afvises sagen i Landsretten. Da denne afgørelse findes juridisk forkert, ankes den til Højesteret

Højesteret finder ligeledes Landsrettens dom juridisk forkert og tilbageviser afvisningen. Sagen sendes altså hermed tilbage til Østre Landsret til realitetsbehandling.

I de næste år tilspørges en lang række myndigheder, og efterhånden når sagen til domsforhandling i den første uge af maj 2001.

Østre Landsret

Ass. professor Terry Chappell og professor dr.med. James Carter fra USA gjorde det klart, at det karkirurgiske forsøg ikke fulgte den korrekte behandlingsprotokol. Professor, dr.med. og civilingeniør Jørgen Clausen sagde, at man ikke kan sammenligne de to behandlinger og slet ikke slutte fra den ene til den anden.

En patient, som havde deltaget i karkirurgernes forsøg, sagde på sit stille vestjyske, at han på den sidste behandlingsdag var til samtale med lægen, og at han dér havde fået at vide, at han fik "det rigtige". Så fortalte han lægen, at han da også kunne gå meget længere, hvortil lægen havde svaret: "Det siger vi ikke til nogen, for så kan vi ikke bevise, at EDTA ikke duer".

Ved afhøring af de to sagsøgte, Juul Jørgensen og Guldager, kunne ingen af dem nævne blot én eneste EDTA-klinik i Skandinavien, som brugte forsøgets behandlingsmetode.

Prof. dr.med.Torben Schrøder (karkirurg) og ovl.dr.med. Steen Stender (mediciner) var to af de opponenter, som i 1995 godkendte Guldagers Ph.D afhandling. De havde ikke noget at udsætte på det karkirurgiske forsøg eller PhD-afhandlingen.

Chefen for Sundhedstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi, ovl. dr.med. Jens Peter Kampmann blev spurgt, om man kunne drage slutninger fra den ene blanding til den anden, hvortil han svarede: "Nej, det kan man ikke. Hvis man skal gøre det, så må man lave en sammenlignende undersøgelse, hvor den ene gruppe får karkirurgernes blanding og den anden gruppe får EDTA-lægernes blanding".

Da vidneafhøringerne var færdige, gjorde retsformanden en del ud af, at han gerne ville have hele den 8 år gamle UVVU-sag fremlagt i retten.

Dommen 28. juni 2001

Den konkluderer blandt andet, at det står klart, at de sagsøgte ikke har brugt samme behandlingsmetode som EDTA-lægerne, og det står ligeledes klart, at de sagsøgte offentligt har hævdet, at de har brugt EDTA-lægernes behandlingsmetode.

Imidlertid har de "uafhængige" vidner Torben Schrøder og Steen Stender ikke haft nogen indsigelse mod det karkirurgiske forsøg, og derfor må retten anse forsøgets konklusion som korrekt. Retten synes her at glemme de to eneste uafhængige vidner, nemlig Jørgen Clausen og Jens Peter Kampmann kom til direkte modsatte konklusion. Begge de sagsøgte blev herefter frikendt.

Sagen er enestående i dansk retshistorie, da det er første gang en domstol har taget stilling til, hvad man kan tillade sig at sige offentligt om en medicinsk behandling, som man ikke har undersøgt.

Juul Jørgensen hævder, at deres undersøgelse skulle afklare om EDTA benyttet isoleret har en virkning på åreforkalkning. Det viste deres undersøgelse, at det har EDTA ikke – i hvert fald ikke i tilstrækkelig høj grad.

Selv om der kun findes én type EDTA, så fjerner EDTA bundet til natrium langt mindre af det kalk fra blodkarrene, som den korrekte EDTA-blanding bundet til magnesium gør – på trods af, at begge blandinger fjerner lige meget tungmetal, og det findes der dokumentation for. Juul Jørgensen og Guldager finder derimod ikke, at forskellen i de to EDTA-blandinger ville have nogen betydning for undersøgelsens udfald.

Der findes dog ingen klinikker i hele verden, der anvender den EDTA-blanding som karkirurgerne benyttede i deres forsøg.

Den sidste dom i Landsretten har valgt at følge UVVUs gamle afgørelse, som tidligere refereret. Der er således faldet dom for, at man godt må udtale sig om én behandling på grundlag af sit forsøg med en anden behandling. Et forhold, der har forbløffet de patienter, der mødte op i retten for at bekræfte EDTA-behandlingens gunstige virkning på deres helbred og vil forbløffe de tusindvis af danskere, der gennem årene er blevet hjulpet med EDTA.

Men ingen af disse patienter hører hele sandheden. Nemlig, at den EDTA-behandling, der er anvendt i karkirurgernes forsøg, er en ganske anden behandling, end den de er blevet hjulpet med på landets EDTA-klinikker.

Det er forståeligt, når danske patienter, sundhedsinteresserede, men også videnskabeligt skolede forskere overalt undrer sig såre og fyldes med frustration over denne dom, hvor – groft sagt – behandling A ligestilles med behandling B.

I en større sammenhæng, må det ikke overses, at det karkirurgiske kompleks også er en meget lukrativ industri, der imidlertid let kan kollapse, såfremt billige og effektive metoder indføres i behandlingen af åreforkalkning.

Vi har endnu ikke kunnet få oplyst om EDTA-lægerne vil anke dommen til Højesteret.