Af Erik Kirchheiner, FRSA, 1997

 

I den fremragende række af forskere og foredragsholdere, der gjorde Health Trends 2000 kongressen til en bemærkelsesværdig og mindeværdig begivenhed, var der selvfølgelig enkelte, der profilerede sig skarpere end andre, ofte på grund af interessante særstandpunkter eller deres emnes specielle aktualitet.

 

Dr. Samuel Epstein, cancerekspert, var nok den taler, der efterlod det stærkeste og mest foruroligende indtryk på den alt for begrænsede tilhørerskare, der intensivt lyttede til de udenlandske gæster. Hans vidnesbyrd blev umiddelbart og næsten lige så indtryksfuldt bekræftet af dr. Ralph Moss.

 

Når Samuel Epstein (S. E.) taler om cancer, bør man notere sig hans baggrund for at forelæse om dette emne. Født i Storbritannien i 1926 graduerede han i tropisk medicin og patologi inden han i 1958 tog sin doktorgrad i medicin. Derefter flyttede han sine teltpæle til USA og blev laboratoriechef i Bostons Forskningscenter for Børnecancer, i afdelingen for cancerdannelse (carciogenesis) og forgiftning (toksikologi).

 

I de følgende år etablerede han den biokemiske årsagsforbindelse mellem en lang række industrielle substanser og cancer. Han var langtfra den første på banen, og det er måske på sin plads her at give et kort historisk rids af situationen.

 

De kemiske industrier kom tidligt under mistanke som cancerforvoldere. 70’ernes miljøforkæmpere med den navnkundige Ralph Nader i spidsen pointerede allerede for mere end 20 år siden, at mange klart påviselige cancerfremkaldende faktorer var af industriel oprindelse og i første række knyttet til visse arbejdsmiljøer.

 

Dette gjaldt – og gælder trods tidlig erkendelse stadig i stor udstrækning – for eksempel sod fra skorstene (1775), metalsmelterier (1820), paraffin (1875), luften i uraniumminer (1876), smøreolier brugt af spinnere (1887), anilinfarver (1895), røntgenbestråling (1908) for cancersvulster [sarkomer] og (1930) for blodcancer [leukæmi], kultjære (1915), radiummaling til at gøre tallene i ure selvlysende (1920’erne), nikkelmalm (1932), asbest (1930’erne) og så videre og så videre …!

 

På trods af alt dette blev de klart påviselige industrielle årsager til cancer indenfor forskningen og de officielle "videnskabelige" rapporter altid underspillet eller for det meste helt enkelt overset og fortiet.

 

Erkendelsen spillede dog stadig en væsentlig rolle i toneangivende videnskabelige kredse, så meget at WHO (Verdenssundhedsorganisationen) i 1965 – for over 30 år siden! – udtalte, "at størstedelen af alle cancertilfælde i teorien kunne undgås".

 

Denne erklæring baserede sig på en vurdering fra 50’erne fra samme organisation, der udmundede i, at formodentlig op til 80 % af alle tilfælde af cancer forårsages af miljøet.

 

Samuel Epstein glemte aldrig disse tidlige erfaringer og tilføjede desuden i stor mængde sine egne iagttagelser. Og han nøjedes ikke med at publicere sine undersøgelser – nej han gik også ud i en strid politisk kamp for at få disse kendsgerninger hørt og respekteret i lovgivningsarbejdet og i det hele taget i den globale miljøsanering.

 

Han advarede mod den fortsatte brug af cyclamater, mod bestråling af fødevarer og mod hormontilskud i kødproduktionen – stadig højaktuelle emner i dagens Danmark! I 1979 – for over et kvart århundrede siden! – offentliggjorde han de videnskabelige iagttagelser af nitraternes, og dermed nitrosaminernes, cancerdannende aktivitet – også stadig et højaktuelt emne her til lands, hvor EU bestræber sig på at ramme "Dødens Pølse" ned i halsen på danskerne.

 

Alt dette blot som udgangspunkt! For de indviede og informerede var Samuel Epsteins ankomst til Danmark således med den allerstørste forventning og glæde. Og det behøver næppe pointeres, at forventningen ikke blev skuffet, men til overmål tilfredsstillet.

 

Inden besøget havde arrangøren af Health Trends 2000 talt med S.E. om titlen på hans forelæsning. Forslaget var: "Hvorfor er vi ved at tabe kampen mod cancer?" Prompte kom S.E’s modforslag: "Hvorfor har vi tabt kampen mod cancer?"

 

Og dette blev således overskriften for S.E´s første forelæsning – ud af to – på denne konference. Samuel Epstein begyndte med at fastslå, at flere og flere rammes og dræbes af cancer, at over hundrede års forskning og svimlende investeringer i cancerbehandling ikke i bred almindelighed har medført noget nævneværdigt fremskridt med hensyn til livsforlængelse, helbredelse eller livskvalitet.

 

Han fastslog også, at hans egen professionelle gruppe af læger og videnskabsmænd og andre direkte involveret i planlæggelse, forebyggelse og behandling havde fejlet fatalt; og at det nu var afgørende at andre grupper – borgerbevægelser, politikere, advokater, folk, der var fritstillede overfor "the cancer establishment" nu tog til orde og krævede indgreb og ændringer.

 

Cancer er i vor tid blevet en epidemi. Omkring 1950 fik hver fjerde person cancer. Nu drejer det sig om hver anden eller hver tredje! Omkring 1950 døde 1 ud af 5 af cancer; nu er det mere end hver fjerde. Siden cirka 1950 er cancerhyppigheden steget med omkring 45 %. Dette tal er korrigeret med hensyn til befolkningsstørrelse, øget gennemsnitsalder og andre statistiske faktorer.

 

Skønt rygning er en væsentlig faktor ved øgningen af cancerhyppighed, er den skyld i mindre end en tredjedel af disse 45 %! Kræfttyper, der ikke skyldes rygning, har bredt sig enormt.

 

Det gælder lymfomer, hudcancer, testikelcancer (øgning på 300 %!), prostatacancer, nyrekræft, tyktarmskræft (øgning på 60 %!) og cancer i centralnervesystemet hos børn. Meget væsentlig er væksten i hormonalt betinget brystcancer, der i forskellige områder er øget med fra 30% op til 130 %!

 

Årsagerne til denne katastrofale epidemi skal søges mange steder, men først og fremmest i det brede spektrum af cancerfremkaldende stoffer, der i vore dage er blevet sluppet løs på os.

 

Selv om rygning og alkohol sammen med stråling og medicinforgiftning spiller en væsentlig rolle, er det dog petrokemiske substanser og pseudo-hormoner, der spiller den største rolle. Simple mediciner som Ritalin – udbredt benyttet til adfærdsvanskelige børn – og stoffer som Lindan – brugt i shampoo mod fnat – har vist sig at forårsage cancer.

 

Der er således – ifølge S. E. – en klar sammenhæng mellem brugen af Lindan og hjernecancer hos børn. Alle svangerskabsforebyggende hormonbaserede midler, menopausebetingede østrogentilskud med mere har været og er en væsentlig faktor i øgningen af hyppigheden og sværhedsgraden af brystcancer.

 

Dog, idet samlede hele og når det gælder cancerfremkaldende substanser, er ingen faktor så afgørende som den løbske kemiske industri. Omkring 1940 slap denne industri årligt ½ million tons syntetiske, organiske, kemiske forbindelser ud i det globale miljø. Ca. 10 år senere var det blevet til 25 millioner ton. Nu om dage er der tale om 300 millioner ton!

 

Langt størstedelen af disse forskellige substanser er slet ikke blevet testet med hensyn til deres giftvirkninger eller deres virkning på miljøet eller deres evne til at forårsage cancer. Men mellem 600 og 700 af dem har i laboratorieundersøgelser, dyreforsøg og epidemiologiske studier røbet påviselige cancerfremkaldende egenskaber.

 

For mere end halvdelen af disse kemiske forbindelser gælder det, at deres kræftdannende virkning blev videnskabeligt erkendt og publiceret et til flere årtier før industrien begyndte at bruge dem. Dette gælder for eksempel det berygtede "kvæghormon" – vækstfremmeren DES (diethylstilbestrol) – der allerede omkring 1940 blev erklæret cancerdannende, hvilket i de følgende år blev bekræftet af en lang række studier.

 

Ikke desto mindre er DES som bekendt senere i vid udstrækning blevet benyttet i kødindustrien. I 1950’erne begyndte man sågar at bruge det mod svangerskabsproblemer. Det første senere – i 70’erne til et udbrud af underlivscancer hos døtrene af de behandlere kvinder. Disse døtre led også ofte af ufrugtbarhed – 70 % mere end deres medsøstre.

 

I bedømmelsen af cancerforvoldene kemiske forbindelser bør man skelne skarpt mellem to grupper. De substanser, der forbliver i miljøet og ophober sig, og de, der gradvis går til grunde. De første er selvfølgelig, dem, der volder størst bekymring.

 

Når vi taler om meget lave koncentrationer af nogle af disse stoffer for eksempel i vore vandressourcer, så indser vi ikke umiddelbart, hvor kraftigt disse tilsyneladende små mængder vil blive opkoncentreret i de biologiske forløb.

 

En forel eller laks kan således i sit fedtlag opkoncentrere en forureningssubstans til en million gange den koncentration, som det omgivende vand indeholder. Personer, der regelmæssigt spiser fisk fra et tilsyneladende ikke særligt forurenet vandmiljø, kan på kort tid ophobe enorme lagre af miljøgift i sin egen organisme.

 

Enhver af os har i dag i hvert fald omkring 150 forskellige miljøgifte, som vi er i færd med at opkoncentrere i vor organisme. Den barske kendsgerning er, at folk ikke har noget valg. Disse ting kommer til os gennem mad og drikke, gennem luften, gennem vandet, gennem kosmetik, mediciner, rensemidler, tekstiler, i vort hjem, i skolen, på arbejdspladsen etc.

 

I teorien har forbrugeren en politisk mulighed for at påvirke i hvert fald en del af denne situation. Måske er det for sent. Det vil i hvert fald meget snart blive for sent.

 

Der er ikke skygge af tvivl om, at forureningsindustrien er hovedskyldig i den eksplosionsagtige udvikling af cancerepidemien, hvor denne sygdom nu har overhalet hjerte/karsygdommene og er blevet den civiliserede verdens dræbersygdom nummer 1. Ved år 2000 vil cancer ubestridt være den mest prominente dødsårsag.

 

Mens det er kommet så vidt, hvad så med cancerbehandlingen? – Den internationale cancerstatistik benytter en model, hvor 5-års overlevelse efter behandlingens begyndelse er den klassiske måleenhed for terapeutisk effektivitet. Det er en højst upålidelig og grov model, der med rette kan udsættes for kritik. Men derom en anden gang.

 

Hvorom alt er: Omkring 1970 var 5-års overlevelsesraten for alle cancerformer i gennemsnit 49 %! Efter år med milliarder af investeringer og omfattende forskning og undersøgelser globalt er denne overlevelsesrate i vore dage på – 51 %!

 

Selv dette magre resultat – der selvfølgelig ikke er noget egentlig resultat overhovedet – er for visse grupper overdrevet. Socialt belastede og lavindkomstgrupper i USA – og, tallene adskiller sig næppe fra dem for de samme grupper i andre vestlige lande – havde i 1970 en rate på 38 %, og i vore dage en rate på – 38 %!

 

Kun ved ganske få cancertyper kan man tale om forbedrede resultater, forårsaget af forbedrede diagnosticeringsmetoder og forbedret kirurgisk teknik.

 

Den intensivt benyttede kemoterapi viser sig i almindelighed ved nøjere analyse i størstedelen af alle de mest udbredte cancertyper ikke at have nogen som helst positiv virkning overhovedet, når det gælder overlevelsestid, og formodentligt ofte en negativ effekt, når vi taler både om overlevelsestid og om livskvalitet.

 

S.E. påpeger, at dette er en forbløffende kendsgerning, for når det gælder kemoterapi, taler vi om en multibillion dollars industri, der ikke udfylder noget som helst positivt behov; men faktisk i realiteten forringer livskvalitet og forkorter overlevelse.

 

Hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at vi står overfor en umiddelbart truende katastrofe fra en sygdom, der i stor udstrækning kan undgås og forebygges. Hvordan har det fået lov at ske?

 

S. E. lægger skylden tre steder:

 

 

Han pointerer skarpt, at han har solid dokumentation for sine konklusioner og data, der til punkt og prikke underbygger hver påstand.

 

En sammenspisning af disse interessegrupper og den kendsgerning at en tragisk sygdom også samtidig er basis for en svimlende industri, gør det meget svært, nej, praktisk talt umuligt at håbe på eller forvente en fornyelse eller åbenhed fra dem, der befinder sig i dette system.

 

Det eneste egentlige håb om at slippe for cancerindustriens kvælende favntag ligger hos den menige borger i dennes samarbejde med andre oplyste og velinformerede menige borgere, der sammen går ind i en borgerbevægelse og med deres stemme og krav udøver politisk pres, skaber kontrol med industrien, blokering af forureningen, ærlighed omkring metoder og produkter og åbenhed i cancerforskningen og omkring, mulighederne for rationel forebyggelse og helbredelse.

 

Om hvordan dette arbejde skal udføres på tværgående internationalt plan har S. E. selvfølgelig sine helt præcise tanker og strategier, som vi senere skal omtale mere indgående.

 

For selv om krigen mod cancer lige nu synes tabt, vil han godt medgives at den endnu står til at vinde. Men det vil kræve en hidtil uhørt og uset indsats fra de befolkninger, der alt for længe passivt har ladet sig føre bag lyset af deres egne myndigheder, såkaldte sundhedsvæsen og etablerede pseudovidenskab?

 

Fra May Days nyhedsbrev 3.1997.

 

Artikler og udtalelser om kræft

 

"Det ser ud til, at jo flere penge, vi bruger på kræft, 

jo mere kræft får vi". 

– Samuel S. Epstein, læge og professor emeritus i Miljømedicin.