Læge Peter Gøtzsche (PG) har i en kronik i Jyllandsposten redegjort for den mulighed, at Covid-19 stammer fra et laboratorium i Wuhan og er fabrikeret. Han mener, at der er overvældende indicier: Wuhan har lavet forskning i funktionsforstærkning (gain-of function), hvor virus gøres mere smitsomme. Deres virusdatabaser er “forsvundet”, så uvildige forskere ikke kan få fat i dataene.
PG skriver videre, at virusudslip er sandsynligt – det er sket flere gange før, bl.a. med koppevirus fra England og Sars-virus fra laboratorier i Østen. PG refererer den tidligere direktør for CDC i USA for en udtalelse (marts 2021) om, at det er sandsynligt, at epidemien stammer fra et laboratorium, fordi det er umuligt, at virus fra flagermus pludseligt kan blive så smitsomt for mennesker. “Aktionsradius for flagermusene er kun 50 km, og der er ingen forklaring på, hvorfor en naturlig epidemi skulle bryde ud netop i Wuhan, 1500 km fra indsamlingsstederne i hulerne i Yunnan,” siger han.
PG anfører endvidere, at både før, under og efter WHO’s besøg i Wuhan i februar hævdede deres eksperthold, at et laboratorieudslip var helt usandsynligt. Kommissionens sammensætning og adgang til data blev imidlertid stærkt kontrolleret af de kinesiske myndigheder. Desuden fortæller Gøtzsche, at få uger før udbruddet af pandemien fortalte Daszak (amerikansk virusforsker i Wuhan), at hans forskere ved Wuhan-instituttet havde fremstillet 100 nye SARS-relaterede coronavirus, hvoraf nogle kunne forårsage SARS-sygdom hos humaniserede mus. Da han hørte om epidemien kort efter, informerede han ingen myndigheder, men gjorde meget ud af at overbevise alle om, at epidemien ikke kunne komme fra hans fabrikerede vira.
Gøtzsche afslutter sin kronik med at påpege, at Gain-of-function-forskningen i Wuhan aldrig burde have været udført. WHO og FN bør opfordre alle regeringer til at stoppe den type forskning permanent, og alle regeringer bør gøre den ulovlig, fordi den er en trussel mod menneskeheden.
Læs hele kronikken her, hvor der er mange flere oplysninger (betalingsmur)
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE13004631/er-laboratorieudslip-i-wuhan-skyld-i-pandemien/
Læs en engelsk artikel med samme budskab hos Institute for Scientific Freedom, som drives af Peter Gøtzsche
Skriv et svar