Far er vred

Mine børns helbred er truet på grund af de mælkeprodukter, deres mor i den bedste mening indtog, mens hun var gravid. Og gennem hele deres opvækst har det været en kamp mod stærke kræfter at holde dem fri for mælk og mælkeprodukter, som de helt åbenlyst ikke har godt af. At det inden for de seneste år tilmed er blevet dokumenteret, at alle mennesker med fordel kunne droppe mælken, men at denne viden af uransagelige grunde bliver undertrykt, er dybt frustrerende og underminerer den tillid, vi burde kunne have til fagkundskaben.    

Af Lars Henrik Lundsgaard. Kok, journalist (Djh), komplementær terapeut (RAB).

”Jamen hvordan skal han så få kalk til sine knogler?!” Mads Bjørn var startet i nulte klasse og hans klasselærerinde havde trukket hans mor og mig til side for at få rettet op på, hvad hun mente måtte være en forglemmelse fra vores side: Mads Bjørn var ikke tilmeldt skolemælk. Da det gik op for hende, at det var helt bevidst, anklagede hun os på det nærmeste for børnemishandling. Vi prøvede at berolige hende med, at han nok skulle få, hvad han havde brug for, men hun lod os ikke være i tvivl om, at hun syntes, vi traf et dybt uansvarligt valg.

Kalk er rester af døde havdyr fra kridttiden, som planter hiver op af jorden og lagrer i sig. At disse planter skal ædes af en ko, og kalken skal gennem alle koens fire maver og over i dens mælk, som vi så er nødt til at drikke for ikke at risikere, at vores skeletter smuldrer, er selvfølgelig løgn, men pengestærke kræfter har på trods af al fornuft haft held med at få os til tro på, at komælk er et universelt vidunderfødemiddel, at det for mange er blevet en hellig ko.

Vi taler ikke raketvidenskab. Som alle andre pattedyr dier menneskebørn fra naturens hånd specifikt designet mælk hos deres mor, indtil de får tænder og kan tygge rigtig mad, som giver dem alle de næringsstoffer, de har behov for. Deres tørst slukker de i vand. Påstanden om at mennesket skulle have behov for et vildtfremmed pattedyrs babymad, fordi der er enkelte stoffer i, som mennesket i princippet også har brug for, er så absurd, at man lige så godt kunne argumentere for at trække vejret gennem en tændt cigaret, fordi der er lidt livsvigtigt oxygen i tobaksrøg. 

Historien om vores tradition for at holde køer i fangenskab for at malke dem er ikke for pattebørn. Den handler om grotesk dyremishandling og skræmmende globale miljøødelæggelser. Om misinformation og manipulation. Og ikke mindst om meget alvorlige sygdomme i kolossalt omfang blandt forbrugere af komælk. Om politikere, statsbetalte ernæringseksperter og massemedier, som åbenbart bare ikke vil løfte blikket fra den markvej, tidligere generationer har trampet og deltage i en ordentlig diskussion om brugen af komælk og komælksprodukter, men lader, som om de ikke kan se de mere og mere åbenlyse problemer, der er med dette. 

Mælkedranker fik stomi som 14-årig

Jeppe, som er en dreng fra mit kvarter, fik fjernet en halv meter af sin tyktarm, da han var tolv år. Den var betændt. Lægerne beroligede ham og hans mor med, at nu skulle han aldrig mere bekymre sig om sin tarm, han skulle bare leve sit liv og være en glad dreng. Et halvt år senere kom smerterne tilbage med fuld styrke, og han havde blod i afføringen igen. Min søn gik i klasse med Jeppes lillesøster, så Jeppes mor vidste, at jeg blandt andet var uddannet zoneterapeut, og i sin frustration opsøgte moderen mig og spurgte, om jeg mente, at jeg kunne hjælpe.

Med tryk på specifikke nerveender, der efter alt at dømme stimulerede funktionen i Jeppes tyktarm og helingen af den, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at hjælpe og tog en snak med Jeppe og hans mor om Jeppes kost. Og som den første spurgte jeg til hans forhold til mælk. Moderen fortalte med begejstring i stemmen om, hvor glad Jeppe var for mælk, han drak op mod to liter om dagen. Og det var jo så sundt og godt. Efter jeg havde oplyst om, hvor skadeligt mælk er for en syg tarm, gik de med til at prøve at holde Jeppes kost helt fri for mælk og mælkeprodukter i tre uger. Smerterne forsvandt efter få dage, og blødningen stoppede. Ved en efterfølgende behandling kunne jeg konstatere, at der var god funktion i Jeppes tyktarm. Men efter kontakt med læger og andre eksperter blev Jeppes mor overbevist om, at det var meget vigtigt, at Jeppe fik mælk, og at hvad en alternativ tosse gik og sagde, skulle hun absolut ikke lytte til. Inden der var gået et år, fik Jeppe fjernet resten af sin tyktarm og skal leve resten af sit liv med stomi. Det blev kaldt uhelbredelig Morbus Crohn. Jeg ved godt, hvad jeg vil kalde det.

Mælkedrankere som Jeppe er paradoksalt nok ofte mælkeallergikere eller ligefrem kaseinnarkomaner, da menneskekroppen ved indtagelse af mælkeprotein danner nogle morfinlignende stoffer, som giver nydelse ved indtagelsen og abstinenser, hvis man ikke får sit stof. Det kendes i høj grad blandt osteelskere. Mange tilkendegiver, at det er utænkeligt for dem ikke at spise ost.

Så et stort forbrug er et faresignal, der skal handles på. Anbefalingen fra ernæringseksperter er at holde sit daglige forbrug på en halv liter/et halvt kilo magre mælkeprodukter i døgnet. Og maksimalt 2 dl eller 200 gram ad gangen. Altså enten et glas mælk eller to skiver ost eller en portion yoghurt eller lignende, da man ved, at forbrug større end dette kan give alvorlige tarmlidelser endog tarmkræft. Det er jo tankevækkende, at en fødevare, som anses som sund, har denne restriktion. Noget tilsvarende gælder jo for eksempel ingen grønsager.

Mælk og mælkebestanddele optræder i massevis af fødevarer, så er man forbruger af disse, er dette regnskab svært at holde styr på. Ikke mindst for de mange cacaomælk- og caffe latte-drikkere, der hurtigt får store mængder indenbords.

Luftvejslidelser og ørebørn

Tarmlidelser er bare en af de  mange andre lidelser, internationale eksperter sætter i forbindelse med reaktion på komælk. Blandt andet en ekstraordinær slimdannelse i luftveje og hulerne i kraniet. En slim, som er et ideelt vækstmedium for bakterier, og som derfor sættes i forbindelse med blandt andet bronkitis, astma, langvarig forkølelse og ikke mindst mellemørebetændelse. Dette er udførligt beskrevet i speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme Per Bennickes skammeligt oversete eller ligefrem negligerede bog om ørebørn. Den hedder ”Hjælp dit Ørebarn…” og er skrevet sammen med ernæringsterapeut Marianne Fjordgaard.

En meget stor del af verdens befolkning er simpelthen allergisk eller intolerant over for komælk. For eksempel er den grønlandske befolkning stærkt plaget af luftvejslidelser sandsynligvis på grund af, at disse mennesker slet ikke kan tåle de komælksprodukter, de efter introduktion af dansk madkultur indtager. Ligesom det er helt væk fra vinduet, når Arlas Harmonie i sine reklamer viser en ung mand ved navn Vahid bælle komælk. Vahid er øjensynlig fra Mellemøsten og kan med 100% sandsynlighed ikke tåle komælk. Han vil efter min overbevisning få en række meget ubehagelige konsekvenser af at indtage det.

Arla har, for at imødekomme dem, der ikke tåler mælkesukkeret laktose, sendt en laktosefri mælk på markedet. Det svarer til at fjerne de vanedannede tilsætningsstoffer i cigaretter, det bliver de heller ikke sunde af. 

Min egen søn Mads Bjørn havde dårlig mavefunktion helt fra fødslen. Da han brugte ble, var der afføring i hver eneste, og da han ikke længere blev ammet og begyndte at få komælksprodukter, begyndte hans afføring at lugte fælt. Han savlede og snottede uophørligt, og da han var i treårsalderen anbefalede lægen, at vi fik ham testet for allergi. Han slog ud på mange forskellige stoffer – jeg erindrer ikke, at han blev testet for mælkeallergi. I hvert fald nævnte ingen læge eller sundhedsplejerske, at mælk kunne være et problem for ham.

Allergilægen fik Mads Bjørn til at puste af sine lungers fulde kraft i et rør for at teste hans peakflow.

Og han virkede nærmest skuffet, da han efter drengens to ens resultater sagde: ”Ja, jeres søn har jo ikke astma,” han livede dog lidt op, da han lakonisk tilføjede: ”Men det får han!”

Det gjorde Mads Bjørn ikke. Det var, før jeg selv fik begreb om de dele, så jeg fik en dygtig zoneterapeut til at give ham tre yderst effektive behandlinger, og da jeg researchede på hans symptomer med snot og tarmproblemer, fandt jeg overbevisende vidnesbyrd om sammenhængen mellem dette og hans indtagelse af komælksprodukter, som vi så stoppede med at give både ham og hans lillesøster. Og der gik en prås op for mig selv. Alle mine egne problemer med luftvejslidelser og nærmest kroniske pandehulebetændelse var forsvundet, da jeg som teenager valgte mælkeprodukter næsten fuldstændig fra i den daglige kost.

Mads Bjørn er i dag en rask ung mand på nitten år. Han er med sine ranglede 1,95 meter den højeste nogensinde i sin slægt, og han har som sin ligeledes sunde og relativt høje søster usædvanlig stærke tænder. Så hans klasselærer kunne have sparet sig for al sin bekymring. Så de har fået tilstrækkelig med kalk, men måske ville de ikke være blevet så ekstraordinært lange med de problemer, det kan medføre, hvis deres mor under graviditeterne ikke have indtaget komælk med de for mennesket fremmede og stærkt uhensigtsmæssige væksthormoner i. Allerværst er det, at disse lange ymerbørn, som de kaldes, ifølge kapaciteter på området har en stærkt forhøjet kræftrisiko.

Mælk skyld i knogleskørhed og fedmeepidemi

Det er kun en begrænset del af menneskeheden, der i historiens løb har fået den idé at benytte komælk. Og det er påfaldende så meget fedme og så mange og så alvorlige sygdomme, der er udbredt i de kulturer, der bruger komælk i forhold til dem, der ikke har fået denne besynderlige idé. Især er det i diskussionen om kalk værd at hæfte sig ved, at Norge er det land i verden, der forbruger mest komælk per indbygger og det land i verden med den hyppigste forekomst af knogleskørhed. Danmark forbruger næstmest og er nummer to med hensyn til denne lidelse. Knogleskørhed er nærmest ikkeeksisterende i for eksempel asiatiske lande, hvor man ikke har tradition for at bruge komælk. Dokumentarfilmen ”Forks over Knives”, som kan købes over nettet, belyser dette tema indgående.

De undersøgelser, som fortalere for indtagelse af komælk argumenter med, viser, at komælk indeholder en lang række stoffer, som kalve har brug for. Det er vitaminer, mineraler, fedtsyrer og lignende, som også findes i for eksempel rottemælk. Men man siger ikke noget om menneskets evne til at optage disse stoffer fra komælk. Og slet ikke noget om alt det i mælken, som mennesket slet ikke har nogen glæde af, hvoraf nogle bestanddele er stærkt problematiske og kan være direkte sygdomsfremkaldende hos os, hvis vi ikke har et meget stærkt immunforsvar.

Så mælkens angivelige gavn for mennesker er en myte. Men hvis folk i øvrigt lever i røgfri omgivelser, motionerer, spiser en varieret kost og ikke overdriver indtagelsen af komælk og vel at mærke tåler denne, kan de leve udmærkede liv. Bedre end folk, der ryger og lever af chips og cola. Det er groft sagt indholdet af den videnskabelige dokumentation for indtagelse af komælk. Men det afholder ikke læger, sundhedsplejersker osv. fra at argumentere med stor patos for at proppe sig med mælkeprodukter.

Jeg tøver ikke med at sammenligne mælketilhængernes argumentation med den propaganda om tobaksrygningens lyksaligheder, som læge Tage Voss selv i meget høj alder utrætteligt udbreder. Han har stor glæde af sin daglige tobak. Ligesom mælkedrankere og ostenarkomaner får deres kick. Og hvis man i øvrigt passer godt på sig selv, kan mange leve udmærket på trods af narkomanien.

Der findes derimod forskellige studier på området, der taler et tydeligt sprog om problemerne med at indtage komælk. En meget tankevækkende større hollandsk undersøgelse fulgte over mange år to grupper af kvinder. Den ene gruppe tilkendegav at holde af komælk og ost, den anden gruppe brød sig ikke om dette og holdt sig derfor fra det. Mælkegruppen led ved undersøgelsens afslutning betydelig mere af gigt end den anden. Angivelig forårsaget af den forsuring af organismen, som mælkeprotein er skyldig i.

Desværre er det i overvældende grad dem, der har mange penge til rådighed og interesse i at sælge deres produkt, der finansierer det meste af forskningen og offentliggør de dele af den, de kan få til at se godt ud for deres sag. Dette gælder efter min overbevisning også for stater som Danmark med en stærk landbrugssektor, der har kastet sin kærlighed på udnyttelse af dyr. Ingen har tilsyneladende en økonomisk interesse i at dokumentere, at mennesket har behov for god mad og rent vand.

Jeg har i årenes løb bl.a. orienteret mig i bøger og artikler af lægerne Knut Flytlie, Per Bennicke, Carsten Vagn-Hansen og af biolog og mangeårig lektor på Landbohøjskolen Ane Bodil Søegaard, der i bogen ”Mælk og Sundhed. Hvad er det, du drikker?” – skrevet sammen med overlæge Karen Østergaard og Troels V. Østergaard – sætter et meget kritisk lys på komælk. Hvorfor disse dygtige og engagerede mennesker ligesom alle andre, der på sundhedsområdet tør tale Rom midt imod, er uglesete og forbigåede i seriøse danske medier er for mig et mysterium. Af de mange udenlandske kapaciteter på dette område vil jeg nævne den amerikanske læge Joseph Mercola og ikke mindst den britiske professor Jane Plant.

Lidt råmælk var godt engang

Der har, når ret skal være ret, nok engang været en vis logik i, at mennesket har snuppet lidt kalvebabymad. Da vore forfædre slog sig ned i disse kolde egne, var det sikkert livreddende at bo sammen med blandt andet køer, der har fungeret som varmeapparater i deres boliger. Vinteren kunne i middelalderen strække sig helt ind i juni, og det var skralt med vitaminrig føde, så eftersom køer er drøvtyggere og kan udvinde næringsstoffer af græs og hø, har en sjat varm råmælk direkte fra en glad ko været et tilforladeligt tilskud til menneskets i øvrigt temmelig ringe kost. Efterhånden muterede vores gener, så de fleste mennesker på vore breddegrader til en vis grad har nedarvet evnen til at fordøje komælk. Men selv i rå tilstand er sammensætningen i komælk helt skæv i forhold til menneskers behov, og den indeholder, hvad værre er, de forkerte proteiner, de forkerte sukkerstoffer, det forkerte fedt og ikke mindst de helt skrupforkerte væksthormoner. Og nu er det som bekendt ikke engang råmælk, man kan købe i supermarkedet eller få leveret i skolens spisefrikvarter, men et helt forfærdeligt industriprodukt.

I konventionelt landbrug står stressede malkekøer bundne i trange båse i stalde i hele deres cirka to år korte liv, indtil de ca. otte år før det naturlige tidspunkt er udtjente og bliver til lidt elendigt hakkekød og et kadaver, der skal skaffes af vejen. De bliver fodret med foderkager af tvivlsomme afgrøder, der ofte er dyrket i Sydamerika, hvor regnskoven er fældet til fordel for en kortvarig udpining af et tyndt lag humus. Disse ofte intensivt kunstgødede og genmodificerede afgrøder er så sejlet i miljøbelastende fragtskibe over til os, for at man kan fodre Danmarks 700.000 og alle Europas andre millioner af køer, der står og ræber og prutter drivhusgassen metan i store mængder. De drikker oceaner af vand, der kunne have været brugt i en bedre sags tjeneste, og de pisser urin og skider kokasser med store mængder medicinrester i tonsvis, som man så skal have problemer med. Og ja køer på græs i økologiske bedrifter får også penicillin.

Køerne er avlet frem til at yde mange gange mere mælk end deres forfædre, hvilket betyder, at de konstant er ved at segne af smerter under vægten af deres grotesk store yvere. De bedækkes og føder kalve for at holde mælkeproduktionen i gang. Kalven fjernes imidlertid ved fødslen og bindes i en bås i nærheden, så moderdyret kan høre sin brølende kalv kalde på sin mor, det får mælken til at løbe til. Mindst hver femte kalv dør inden for de første dage af sit liv. I økologisk løsdrift får kalven dog lov at die hos moderen nogle få dage. De andre får deres mors mælk i en spand. Dette er moderne landbrugsteknik. Jeg kalder det dyrplageri.

Koens yver fyldes til bristepunktet, og der sker derfor ofte karsprængninger, hvilket giver blodrester i mælken. Malkemaskinen er hård ved patterne, og selv om bonden er rundhåndet med hormonholdig kopattesalve, som naturligvis også kommer med i mælken, får koen hyppigt yverbetændelse. Indtil det opdages, kommer der også pus i mælken. Og for denne lidelse behandles koen med penicillin, som også kan spores i mælken.

Mælken piskes gennem gummislanger og køres på dieselstinkende kølelastbiler lange veje til centralmejerier, hvor den blandes med tusindvis af andre køers mælk. Der er DNA fra op mod 20.000 forskellige dyr i en typisk enliterskarton. Mælken pasteuriseres, hvilket bl.a. ødelægger de gavnlige enzymer.

Kasein er et stort problem

Og proteinet kasein er meget dårligt for mennesket, da det blandt meget andet skidt forsurer organismen, som i sine bestræbelser på at afbalancere ph-værdien må tage kalk fra knoglevæv. Dette kalktyveri er angivelig årsagen til, at mælkedrikkere og i særdeleshed ostespisere, da især mager ost jo er meget proteinkoncentreret, udvikler knogleskørhed. Nogle vil argumentere for, at mælk fra racen jersey er en god fødevare, da den indeholder en bedre proteintype, end mælk fra andre racer gør. Det er nok isoleret set sandt, men jersey-mælk er stadig designet til koens kalve og ikke til mennesker. Og den indeholder lige så mange af de andre problematiske stoffer som anden mælk.

Mælken homogeniseres, hvilket slår fedtmolekylerne i små stykker, og det er problematiske for tarmene. De irriterer tarmvæggen med betændelse til følge. Da økomælk ikke homogeniseres, tåles den marginalt bedre. Mælkefedtet, som ellers gav mælken en lille chance for at kunne fordøjes, fjernes, og resten hældes på plasticcoatede kartoner, hvorefter den distribueres og holdes på miljøbelastende køl helt frem til forbrugeren. Hvor meget frisk mælk, der nu til salig trafikminister Knud Østergaards glæde køres over Storebæltsforbindelsen til københavnerne, skal jeg ikke turde sige, men det er en gigantisk flåde af kølelastbiler, der døgnet rundt er i bevægelse bare i Danmark. Og enorme mængder af energi, der bruges på at holde mælk og mælkeprodukter på fem grader eller derunder.

Og problemerne fortsætter i køledisken. Oste er oftest pakket i blødgjort plastic. Da det er et organisk produkt, hvilket man kan forvisse sig om ved at studere en ost under mikroskop, vil ost uvægerlig optage problematiske stoffer fra emballagen. Til overflod hvis forbrugeren vælger at pakke den i stanniol eller madfilm.  

Psykiske lidelser

At intolerance og allergi i forhold til mælk ikke er noget at spøge med, viste familien bag ”Kernesund Familie”. Deres Bertram var som lille diagnosticeret som infantil autist, men de fandt ud af, at hans symptomer forsvandt, når han fik en mælkefri kost. Og kom tilbage med fuld styrke og varede i ugevis, hvis nogen for eksempel ved en børnefødselsdag af vanvare gav ham bare en enkelt kop kakao. De fleste forældre kan nok tilslutte sig, at børn bliver skøre i hovedet af sukkerchok og ikke mindst mælkebaseret kakao alene af den grund, at det både indeholder opkvikkende stoffer, almindeligt sukker og mælkesukkeret laktose, som er et såkaldt elevatorsukker. Det får med andre ord blodsukkeret til at stige eksplosivt, men denne børnefødselsdagsuro går for normale børn heldigvis over i løbet af en dags tid. ”Kernesund Familie”s kostprincipper blev afprøvet af en gruppe forældre til børn med tilstande som Bertrams. De havde tilsvarende erfaringer. Projektet blev omtalt i Politiken, og så skete der ikke mere.

Tværtimod opfordres alle forældre til at melde deres børn til Skolemælk vel vidende, at alene blandt etnisk danske børn er der ca. ti procent, som slet ikke kan tåle mælk. Hvad værre er, bliver børnene fra egne af verden, hvor man med sikkerhed ved, at komælk ikke tåles, da den er helt ukendt for disse folkeslags kroppe, også pushet dette ulogiske produkt. Og det er en meget stor risiko, vi løber her. Symptomer på ADHD, træthed, luftvejsproblemer og dårlig fordøjelse er bare toppen af isbjerget. Mælk sættes af uafhængige eksperter i meget tæt forbindelse med udvikling af fedme, hjerte-karlidelser, sukkersyge, sklerose og forskellige typer af kræft. I Israel, hvor man i modsætning til nabolandene har et forbrug af komælk, der minder om vores, har man problemer med disse sygdomme, nogle af dem er ukendte på den anden side af landets grænser, hvor komælk traditionelt ikke anvendes.

Der opstår nogle tankevækkende problemer med helbredet, når indvandrere fra andre egne integreres i vestlige lande og optager vores livsstil. Irakere får sklerose, som er ukendt hjemme, pakistanere får sukkersyge og asiatiske kvinder får brystkræft i samme omfang som vestlige kvinder. I Kina er det en ud af ca. titusinde, der får den sygdom. Her som bekendt hver niende.

Den britiske professor Jane Plant havde selv brystkræft fem gange, indtil det gik op for hende, at det var det, at hun fulgte det gængse kostråd om at indtage daglige mængder af komælksprodukter, der var den store forskel på hendes og hendes kvindelige kolleger i Kinas livsstil. I sin bog ”Dit Liv i dine Hænder” redegør hun udførligt for sammenhængen mellem kræft i prostata, æggestokke og bryst og indtagelse af komælksprodukter med deres indhold af de yderst potente væksthormoner Insulinlike Growth Factor I, II og III – altså insulinlignende væksthormoner samt den sygdomsfremkaldende forvirringseffekt, de tilsyneladende kan have på menneskekroppen, som slet ikke kan forholde sig til disse ukendte stoffer, som i sagens natur er skabt til at give en kalv eksplosiv vækst.

IGF-1 har endnu en kedelig funktion. Dette fremmede væksthormon får menneskekroppen til at danne flere fedtceller og får fedtceller til at vokse og blive ekstra grådige. Så både kræft- og fedmeepedemierne i vores del af verden kan have komælk som en udløsende faktor. 

Hvis vi kigger rundt i verden, ser det ikke ud, som om hverken afrikanere, sydamerikanske indianere, kinesere eller japanere lider af mangel på komælk. Tværtimod. Andre steder som i Indien og Middelhavslandende har man et meget begrænset forbrug. Og nogle steder er det hoppe-, gede-, kamel- eller fåremælk, som mennesket meget bedre kan tåle, man bruger lidt af.

De fleste husker nok, da den multinationale koncern Nestlé fik overbevist afrikanske kvinder om, at det var bedre at give de små børn modermælkserstatning end at amme dem. Det fik børnedødeligheden til at stige. I øjeblikket gør mælkeinteressenterne et sammenligneligt fremstød i Kina, og man forsøger hermed at udbrede anvendelsen af komælk til en befolkning, som har levet ganske fortrinligt uden, og som slet ikke har forudsætning for at tåle mælk. Men da kineserne gerne efterligner vestlig livsstil har fremstødet held i sprøjten. Det er en skandale. Ikke mindst i og med at det er den gamle traver om at kalk er noget, man skal have fra en ko, der er hovedargumentet over for kineserne.

Ligesom koen får mennesket rigelig kalk fra sikre kilder som vand og grønne planter, så kineserne kan trygt fortsætte med at spise, som de altid har gjort. Og hvis nogen frygter, at det ikke er nok, er det meget nemt at sikre sig med en kalktablet eller et godt multivitaminprodukt med kalk i.

Jeg forstår udmærket, at det kan være svært for vores statsbetalte eksperter at erkende, at man i årtier har taget massivt fejl. De har nok også i den bedste hensigt slæbt mælk til huse og beordret deres børn til at drikke den eller måske med ubehag selv har gjort det samme, så de kæmper måske for deres hellige ko af helt legitime årsager. Men jeg har nu en mistanke om, at vi er under beskydning af en kynisk mælkemafia, som er i stand til at vride nakken af led på politikere og andre, vi burde kunne stole på. Og far er vred som en olm tyr, så de kan bare komme an.