Forord
Denne lille bog har jeg brændt efter at skrive i snart 30 år. Dengang, for en menneskealder siden havde jeg ikke i selv min mest levende fantasi -eller måske snarere: i min sorteste pessimisme – kunnet forestille mig at de fleste af data, som jeg her skal fremlægge, ved årtusindets slutning stadig skulle være praktisk talt næsten totalt ukendte ikke blot for menigmand, men også for de fagspecialister – sundhedsrådgivere, læger og andre behandlere – hvis pligt der var og er at være informeret om og kunne informere medborgerene om netop sådanne livsvigtige fakta.
Havde jeg vidst dengang, at det ville tage så lang tid at komme til orde, havde jeg næppe orket at forsøge igen og igen. Nu, hvor skridtet omsider kan tages, gøres det ikke med ublandet glæde og triumf. De spildte muligheder, de tabte skæbner, de unødvendige lidelser er den bitre malurt i bægeret. Tilmed er målet stadig langt væk, og med den traditionelle sendrægtighed og slendrian i helsesektoren her til lands skal det nok vise sig at tage grumme lang tid at nå frem til at gøre brug af de løsninger, der egentlig – i et rationelt og positivt engageret samfund – kunne realiseres umiddelbart og uden pinagtig sendrægtighed og smølen.
Det er blevet moderne i de seneste år at tale om opblødning, forsoning og forståelse mellem de hinanden traditionelt så fjendtlige frontsystemer – det barskt disciplinerede konventionelle lægedirigerede behandlingssystem og de mere vildtvoksende mangefacetterede alternative helseinitiativer.
Læger indrømmer at visse urter med mere måske kan vise sig nyttige i patientbehandlingen og alternative behandlere føler sig indbudt til samarbejde. Man afholder møder, afvikler diskussioner og kommer med udtalelser og medierne rapporterer. Der siges at være en holdningsændring undervejs, et tøbrud for det alternative. Man forventes at være taknemmelig og forhåbningsfuld positiv overfor udviklingen, og er man ikke det, så er man et skarn i begge lejre.
Nuvel! Jeg er et skarn. Jeg vil se resultater. Resultater for det lidende menneske nu og her. Indtil nu har vi fået snak, og snak hjælper ikke de patienter, der stadig bliver fejlagtigt og mangelfuldt behandlet – eller slet ikke bliver behandlet. Jeg er et skarn, fordi jeg ikke ubetinget glæder mig over udviklingen, og det gør jeg ikke, fordi jeg ikke kan få øje på nær så megen udvikling, som der snakkes om. Det politiske, økonomiske, uddannelses-mæssige, sociale, prestige- og magtmæssige regi indenfor vor sundhedssektor er det sammen kvælende scenario som for en menneskealder siden.
Hver gang spørgsmål om penge, magt, uddannelse, metoder, retningslinier, jurisdiktion og hakkeorden kommer op i sundhedsdebatten bliver alle holdninger så iskolde og benhårde som tilforn. Det etablerede er en lukrativ magtstruktur, og den giver sig ikke en millimeter uden sværdslag. Og den alternative fløj har ikke noget sværd – ikke noget organisatorisk, politisk, uddannelsesmæssigt, økonomisk eller andet sværd – slet ikke noget sværd.
Imens snakkes der, og som altid når der snakkes i Danmark tror mange, at der faktisk sker noget.
Det gør der også. Men det er så lidt, at det hverken rækker eller rykker. Og mens tingene står stille i det lille eventyrland, har de fart på andre steder. Det udvider og uddyber afgrunden mellem det, vi repeterende foretager os, og det, der kan gøres og bliver opnået andre steder. Denne afgrund kan snart nå en størrelse, hvor man kan opgive alle tanker om at slå bro over den. For på vor side af dybet vil vi mangle alt – uddannelse, forskning, træning, tænkning og holdning – til blot at bygge fundamentet til sådan en bro.
Sent fra et informeret standpunkt er dette perspektivet. Forskellen mellem hvad der gøres her og nu, og hvad der faktisk kunne, burde og skulle gøres, bliver med stor hastighed stadig større. Og muligheden for at hale ind på udviklingen bliver tilsvarende reduceret indtil den måske slet ikke længere eksisterer. Så mens medierne hygger om os med samarbejdssnak er en rationel løsning på vort samfunds helsekatastrofe stadig tættere på sidste udkald.
Skriv et svar