Forskningen viser det – økologisk mad er sundere!
Fortalere for konventionelt dyrkede grøntsager hævder ofte, at der ikke er fordele ved de økologiske, at de bruger alt for meget landbrugsjord og i længden ikke kan svare sig eller kan brødføde verden. Men forskningen har vist, at det er en myte. Konventionelt dyrkede grønsager gavner hovedsageligt de store agrokemiske virksomheder, som har eneret på såsæd og pesticider, der er tilpasset såsæden, eller som sprøjtes på landbrugsjorden inden såning.
Fra Dr. Rath Health Foundation newsletter den 18/11/2015:
En ny undersøgelse fra USA har vist, at hvis man skifter fra konventionelt dyrkede frugter og grøntsager til økologisk dyrkede produkter, reduceres børns niveau af pesticider i kroppen betydeligt på bare et par dage. Ved en undersøgelse af 40 børn mellem 3 og 6 år fandt forskere fra Center for Miljøforskning og Børns Helbred på Berkeley universitet, at en økologisk kost hurtigt sænkede niveauet af adskillige pesticider med mellem en fjerdedel og halvdelen. I overensstemmelse med anden forskning, som viser lignende resultater, er undersøgelsen den seneste i en lang række af videnskabelige undersøgelser, som bekræfter de sundhedsmæssige fordele ved økologiske fødevarer.
Hvis man ser på det rent ernæringsmæssigt, er fordelene ved økologiske fødevarer allerede velkendte. I 2014, i hvad der velsagtens er den mest omfattende analyse til dato, fandt et internationalt team, ledet af Professor Carlo Leifert fra Newcastle University i England, at økologiske fødevarer indeholder op til 69 pct. flere vigtige antioxidanter end almindelig mad samt lavere niveauer af giftige metaller og pesticider. Baseret på en analyse af 343 peer-reviewed [forskergodkendte] studier fra hele verden, gennemhullede Leiferts resultater myten om, at økologiske fødevarer ernæringsmæssigt ikke kan skelnes fra fødevarer fremstillet med pesticider.
Andre undersøgelser understøtter Leiferts arbejde. For eksempel viste en undersøgelse udgivet i 2009 af Det Franske Fødevare Agentur AFSSA, at økologiske fødevarer indeholder højere niveauer af mineraler som jern og magnesium og også flere antioxidanter. En undersøgelse offentliggjort i 2007 viste ligeledes, at økologiske gulerødder, æbler og ferskner indeholder større mængder C-vitamin og flavonoider. Forskere, som har analyseret økologiske tomater, har gentagne gange vist tilsvarende resultater og bekræftet, at de indeholder flere C-vitaminer, phenolforbindelser og flavonoider end de konventionelt dyrkede.
Et af de kritikpunkter, som nogle gange rettes mod økologisk landbrug, er, at udbyttet angiveligt er lavere end det, der produceres i det sprøjtegiftbaserede landbrug. Men igen har videnskabelig forskning vist, at denne påstand er en myte. Forskning udført af forskere ved University of Michigan i 2007 viste, at økologiske metoder globalt kan producere nok fødevarer pr. indbygger til at brødføde den nuværende befolkning, og potentielt en endnu større, men uden at øge landbrugsarealet. Da forskerne analyserede 293 forskellige undersøgelser om udbytte fra økologisk landbrugsdrift, viste det sig, at der kan produceres op til tre gange så meget mad i forhold til konventionelle landbrug i udviklingslandene, og at det kan måle sig med de konventionelle metoder i de rige lande.
I betragtning af de overbevisende beviser er det næppe overraskende, at økologiske landbrugsmetoder er på vej op over hele kloden. I Europa er den økologiske landbrugssektor vokset hurtigt i det sidste årti med omkring en halv million nye hektarer årligt. Og bemærkelsesværdigt er det, at den danske regering i februar lancerede en ambitiøs plan om at fordoble sine økologiske landbrugsarealer i 2020 og øge efterspørgslen efter økologiske varer. På tilsvarende vis har Malmø i Sverige sat sig det imponerende mål at blive helt økologisk inden 2020. I USA rapporteres det, at omkring 81 pct. af familierne nu spiser økologisk i det mindste noget af tiden.
Som Dr. Rath har beskrevet i Barletta-erklæringen: For at skabe et virkelig effektivt og forebyggende sundhedssystem skal vi nedbryde de kunstige barrierer, der eksisterer mellem ernæring og sundhed såvel som mellem medicin og landbrug. I denne henseende vil den voksende erkendelse om det højere indhold af mikronæringsstoffer i økologiske fødevarer og den vigtige rolle, økologisk landbrug spiller mht. at gavne både vores sundhed og miljøet, gøre meget for at det kan gå i opfyldelse.
Kilde: Dr. Rath newsletter 18/11/2015
Skriv et svar