Det er almindelig accepteret, at de fleste af de terapier, lægestanden anvender i dag, ikke altid er dokumenterede, og hovedsagelig hviler på empiri eller klinisk erfaring, som er en del af det, man kalder lægekunst.

 

Desværre har der de seneste årtier været en tendens til et kritikløst knæfald for de såkaldt kontrollerede undersøgelser, som efterhånden kan se ud til fuldstændigt at have erstattet almindelig sund fornuft.

 

De, der begrænser sig til denne form for videnskab, har nok svært ved at forholde sig til begreber som glæde, livsvilje, meridianer, homøopati, healing, sind, sjæl og ånd. Hvis livsvilje ikke kan måles, eksisterer den ikke. Præcist, som det bevisligt ikke kan lade sig gøre at flyve, hvis man er en humlebi.

 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at videnskabens fornemste opgave er at teste intuitionen, men mange glemmer desværre, at intuitionen også skal teste videnskaben! Videnskaben må derfor ikke opfattes som en begrænsende ramme inden for hvilken alt er sandt og uden for hvilken alt er usandt.

 

En forsker må altid bruge sin sunde fornuft til opbygning af en personlig (subjektiv) klinisk erfaring, til at teste sine resultater. Og hvis hans resultater ikke følger hans arbejdshypotese, eller det som andre forskere tidligere har opnået, ja så må han begynde forfra og gentage sit forsøg. Hvis resultatet er det samme, så må han undersøge om hans forudsætninger er i orden, eller om der er noget, han har glemt. Og så må han kontakte andre eksperter inden for samme felt.

 

Sådan gør forskere inden for de fleste akademiske discipliner, lægevidenskaben desværre undtaget.

 

Her sværger man til den kontrollerede, dobbeltblinde undersøgelse til snart sagt hvad som helst.

 

Det dobbeltblinde princip er grundlæggende et godt princip, når der er tvivl om effekten af en behandling, og den er meget velegnet til at sammenligne to behandlinger af samme sygdom.

 

Men det er ingen garanti imod fejl. -Forsætlige eller ej. Og med de uhyrlige økonomiske investeringer, der står på spil ved forskning i sygdomsbehandling, er forsætlige fejl desværre noget, man må være opmærksom på.

 

De opnåede resultater må derfor altid ses i en større sammenhæng og sammenlignes med andre tilsvarende undersøgelser.

 

Men hvad gør man så, når man hører i medierne, at "en ny undersøgelse har vist…." ?

Først og fremmest skal du spidse ører og høre hvem, der har lavet undersøgelsen, og hvem der har betalt for den.

 

Er det benzinselskaberne, der har lavet en undersøgelse af elektriske bilers effektivitet ?

 

Eller er det kirurger, der har lavet en undersøgelse af en medicinsk behandling af den sygdom, som de har specialiseret sig i at operere? Det må man først gøre sig klart. Interesser lyver aldrig!

 

Hvis der er interesser på spil, er undersøgelsen altid farvet af disse. Det er der ikke noget odiøst eller unaturligt i; men blot noget, man skal være opmærksom på, og noget forskere skal tage højde for, længe inden undersøgelsen sættes i værk.

Tag en dyb indånding, prøv at få overblik, og spørg så dig selv: Hvorfor kommer denne nyhed lige præcis nu ?

 

Er patentet på en medicin ved at udløbe, så det er tid for at introducere en ny. Det kan man for eksempel gøre ved at skrive bekymrede avisartikler om bivirkningerne ved den gamle medicin i diverse pressemeddelelser, som ligner journalistiske artikler ?

 

Eller måske det er årstiden for finanslovsdebatten, som gerne skulle kaste lidt midler af sig til netop denne eller hin nye screening af befolkningen? HUSK: Interesser lyver aldrig!

Dernæst må man prøve at se, om indholdet af en videnskabelig artikel kan retfærdiggøre konklusionen. Meget ofte ser man en svulstig konklusion på et yderst tyndt grundlag. -Ofte støttet af et direkte misbrug af videnskabsteoretiske grundregler og statistik.

 

Forfatteren er den, der bedst kender sit studie og dets svagheder, og han er oftest klog nok til at være mere forsigtig i sin konklusion end de refererende journalister og "eksperter".

 

Derfor: Læs altid forfatterens egen mening om sit resultat! Forbehold er ofte særdeles relevante.

Lad dig ikke dupere, når du hører, at en artikel er offentliggjort i "det anerkendte tidsskrift….". Det er en frase, der ofte anvendes, og udmærket kan dække over en undersøgelse med ovennævnte uregelmæssigheder.

 

Videnskaben er som et skakbrædt. Der er sorte og hvide felter. Men virkeligheden er ikke sort/hvid. Den er fuld af grå felter med små humlebier, der sidder og griner af os og tænker: Herregud, de har ikke en gang det ringeste begreb om livets begyndelse og slutning, hvordan skal de så kunne forstå alt det, der er ind imellem.

 

May Day vil derfor opfordre specielt lægevidenskaben til lidt mere ydmyghed som erstatning for troen på egen ufejlbarlighed. Mange lidende skæbner kunne sikkert skånes herved.