Frankrig skal ophæve vitamingrænser

 

EU-domstolens regler om nationale vitaminrestriktioner

Seneste foreløbige afgørelse i fransk sag går i den rigtige retning, men endnu ikke langt nok

 

Den Europæiske Union (EU) er blevet berygtet globalt for sin stramme kontrol med naturlig sundhed siden 2002, da Kosttilskudsdirektivet (2002/46 / EF) for første gang viste sit mindre attraktive hoved. Siden da har vi set en bølge af direktiver og forordninger, der har strammet løkken på sektoren og dens voksende forbrugerandel. Noget af lovgivningen kan have haft gode hensigter med at dæmpe de dårlige aktører på området. Men for meget af lovgivningen er blevet drevet af en virksomhedslobby, der desperat har forsøgt at skyde den naturlige sektor ned, så den ikke skulle blive for stor eller for vellykket.

 

Så det gør den nylige EU-dom i Noria-sagen des mere sød, fordi den har underkendt Frankrigs latterlige vitamin- og mineralrestriktioner til fordel for højere niveauer. Mens afgørelsen måske ikke er gået langt nok for at beskytte meningsfulde doser i forhold til forbrugersundhed – de "højere" niveauer er Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets accepterede øvre grænse – så går det helt sikkert i den rigtige retning.

 

Noria Distribution SARL er et fransk selskab, der fortsatte med at sælge produkter med mere end de tilladte mængder af vitaminer og mineraler i Frankrig, selvom de vidste, at doserne var ulovlige i Frankrig, mens de var lovlige i mange andre EU-lande. Selskabets argument var, at de samme produkter lovligt var til salg i andre EU-medlemsstater med samme doser, og gensidig anerkendelse eller regler om fri bevægelighed for varer i traktaten om Den Europæiske Unions sikkert ville komme dem til undsætning. Det så ikke godt ud i 2015, da de franske myndigheder slæbte dem i retten. Men selskabet stod fast i troen på, at det stred mod EU-loven og tog sagen helt til den højeste domstol i Europa. Det ser ud til at være en strategi, der betaler sig og en, der skaber taknemmelighed fra utallige vitaminsælgere i Frankrig – og også andre steder.

 

Maksimalt tilladte niveauer

 

Maksimalt tilladte niveauer (engelsk: MPL) for vitaminer og mineraler er ikke et nyt koncept i Europa. Hensigten med at lægge loft over indholdet af vitaminer og mineraler for at forhindre forbrugerne i at tage for meget er fastsat i Kosttilskudsdirektivet fra 2002. Harmoniserede niveauer skulle være indført i hele Europa i 2007, men en række hindringer, der omfatter ANH's anmodning til Europa-Parlamentet og manglende videnskabelig konsensus om risikovurderingen, har stoppet processen. EU-Kommissionen har ikke siden vist nogen hensigt i retning af at fastsætte MPL, men de enkelte medlemsstater har selv taget sagen i deres egen hånd.

 

I 2016 var Belgien de første til at udstede MPL for vitamin D, B6 og C, men både Sverige og Nederlandene går nu efter produkter, hvis indhold af vitamin B6 og D ligger over EFSA's øvre tolerable indtag[1] (UL). UL har aldrig været tænkt som lovfæstede grænser – de er kun vejledende niveauer baseret på risikovurdering.

 

Beskyttelse fra domstole

 

Noria-sagen stillede tre centrale spørgsmål til Domstolen. Det vigtigste drejer sig om, når der er åbenlys konflikt mellem en overdrevent restriktiv national lovgivning og mindre restriktiv EU-lovgivning i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (f.eks. fri bevægelighed for varer og gensidig anerkendelse) – har EU-lovgivningen så forrang i forhold til national ret?

 

Når man skærer igennem al jurasnakken, er svaret ganske enkelt, at Frankrig skal overholde princippet om fri bevægelighed for varer i EU. Kort sagt – traktaten er konge. Den franske lovgivning udøver en kvantitativ restriktion på produkter, som ikke udgør nogen risiko for folkesundheden. Sådanne produkter må derfor sælges i Frankrig, hvis der ikke er nogen åbenbar risiko for folkesundheden.

 

Hvad betyder det i praksis? At nationale myndigheder ikke vilkårligt kan begrænse vitamin- og mineraldoser, hvor der ikke er tegn på, at en sådan begrænsning er nødvendig for at beskytte folkesundheden. Afgørelsen sætter fokus på risikovurdering – de nationale myndigheder skal tage højde for den seneste risikovurderingsvidenskab, især den, der er aftalt internationalt. Det betyder i praksis, at udtalelser fra myndigheder som EFSA og Institute of Medicine (IOM) er meget vigtige.

 

ANH's synspunkt

 

Går kendelsen langt nok? Sagt med et ord: nej. Hvis kendelsen accepteres helt bogstaveligt, vil det sandsynligvis betyde, at du aldrig vil kunne sælge et vitamin eller mineral over EFSA's UL, men disse niveauer har mange mangler og har mere været tænkt som vejledning.

 

EFSA's UL er i sig selv alt for lave i mange tilfælde, fordi de er baseret på den mest giftige form af et tilgængeligt vitamin, f.eks. jernsulfat vs. jern-bisglycinat eller folinsyre snarere end polyglutamisk folat i fødevarer. Derudover har niveauerne været baseret på de mest følsomme individer, hvilket betyder, at mange befolkningsgrupper vil være i fare for mangel på mikronæringsstoffer. UL er også kun baseret på en enkelt 'kritisk negativ sundhedsvirkning', som anses for den mest følsomme virkning, der forekommer på det laveste niveau af indtag. Den negative effekt kan være mild, forbigående, reversibel og inkonsekvent sammenlignet med den opnåede fordel. Alligevel tages der ikke hensyn til negative sundhedsmæssige virkninger, som kan være mere alvorlige, eller som overlapper fordelene, hvilket kan forekomme ved væsentligt højere niveauer af indtag. Det er disse videnskabelige mangler, der førte ANH's grundlægger, Rob Verkerk Ph.d., til at forfatte to forskningsdokumenter, der blev offentliggjort i tidsskriftet Toxicology i 2010, der dekonstruerer Kommissionens risikovurderingsmetode til fordel for en risiko/fordelsmodel.

 

Tabel 1. Ekstrakt fra Verkerk & Hickey 2010

 

 

Hvad der nu er brug for til vitaminer og mineraler, er ikke blot risikovurdering, men vurdering af risiko og fordele. Dette er en naturlig udvikling fra konventionel risikovurdering, der selv stammer fra toksikologien og dermed ikke tager højde for de gavnlige egenskaber, der er forbundet med alle næringsstoffer. Det er præcis sådan, vi håndterer risici fra konventionelle fødevarer som fisk, der kan være forurenet med kviksølv eller PCB, og fødevarer, der indeholder allergener (fx hvede, mælk, nødder). Med andre ord, mens disse fødevarer kan være en sundhedsrisiko for en lille del af befolkningen, styres risikoen ved mærkning, og denne risikostyring afskærer så ikke mange andre befolkningsgrupper fra fordelene.

 

ANH-Intl er spydspids for udviklingen af denne tilgang med den uafhængige hollandske forskningsorganisation TNO. Meget snart vil domstolene have en valideret arbejdsmodel, der kan udfordre alt for restriktive nationale regler.

 

Kilde: http://anhinternational.org/2017/05/17/latest-preliminary-ruling-on-french-case-moving-in-the-right-direction-but-not-yet-far-enough/

 

 

 

 

 

 

Oversat af CR 26/6/2017