Praktiserende læge Stig Gerdes forsøger endnu en gang at få stoppet HPV vaccinen
Hermed endnu et forsøg på at få landets sundhedsvæsen til at stoppe HPV vaccinen, fordi den invaliderer så mange unge mennesker, og de derved risikerer at komme i klemme i det kommunale system og blive behandlet som psykiske tilfælde under funktionelle lidelser. En katastrofe er under udvikling!
Jeg vil anmode jer om at dele den så meget som overhovedet muligt og sende den til jeres læge, børnenes skoler, og hvem I ellers synes kunne have interesse i at få oplysningen.
Jeg er desværre bange for, at antallet af bivirkningsramte er langt over 1200.
——————-
Fredericia d. 07.02.2014
Kære Nick Hækkerup
Tillykke med din udnævnelse til Sundhedsminister.
Jeg skriver til dig angående HPV vaccinen Gardasil, en meget prekær sag, som din forgænger ikke ville tage sig af og løse, til trods for at den er skyld i mange menneskers invaliditet og er omkostningstung for vores samfund. HPV vaccinen er unødvendig, virkningen udokumenteret, den påfører nogle mennesker invaliderende bivirkninger, og så er den dyr.
Jeg henviser til mit brev til tidligere Sundhedsminister Astrid Kragh, se vedhæftninger, hvor der er linket til Sundhedsstyrelsens dårlige håndtering af mange sager, som indikerer at den ikke er værdig som rådgivende organ for en minister. (se brevet her)
Sundhedsstyrelsen har reageret hurtigt i en sag om det antidepressive medikament Sertralin, hvor en ung mand begik selvmord. Endvidere reagerede Sundhedsstyrelsen hurtigt på, at nogle prostatakræft patienter har fået overdosis af kemoterapi. Hvorfor reagerede den ikke hurtigt på, at over 1200 kvinder er ramt af bivirkninger efter HPV vaccinen, heraf 220 meget alvorligt? Tværtimod intensiverede Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Statens Seruminstitut kampagnen for at få folk vaccineret mod HPV, og de har ovenikøbet udvidet HPV vaccinationsprogrammet. Citat: "Persongruppen, der kan tilbydes gratis HPV vacciner i henhold til det ordinære vaccinationsprogram, er udvidet fra de 12-15 årige til de 12-18 årige. Derudover vil der være en midlertidig periode fra 01.01.2014 til 31.12.2015, hvor der tilbydes gratis HPV vacciner til piger/kvinder født i årene 1993-1997." Efter den kraftige mistanke om svære bivirkninger af HPV vaccinen burde Sundhedsstyrelsen tværtimod have stoppet den, indtil det var bevist om bivirkningerne var reelle eller ej. Det er et meget usmageligt modtræk til kritik at udvide HPV vaccinationsprogrammet for at lukke munden på kritikerne. Når pressen samtidig også har fået lukket munden, ser jeg ikke anden udvej end at melde ud på Facebook igen og igen, indtil denne skrækkelige vaccine er stoppet, og dens bivirkninger ordentligt undersøgt.
Et stort problem med de vaccinationsskader er, at det kun er få læger, der kan stille diagnosen, og der er endnu ingen behandling. Dette problem skal selvfølgelig også løses, og jeg håber, det vil blive gjort inden alt for længe, således de familier, der er ramt, kan få nogenlunde ro i deres tilværelse.
Jeg vil kraftigt understrege, at HPV vaccinens bivirkninger intet har med Funktionelle lidelser eller psykiske sygdomme at gøre, det er en fysisk skade, der sker i kroppen, den nærmere mekanisme er endnu ikke klarlagt, men der arbejdes worldwide på at finde forklaringen.
Følgende regnestykke viser, hvor omkostningstung HPV vaccinen vil blive i vores samfund i fremtiden, hvis den stoppes nu.
Vaccinationen med HPV koster samfundet 100 mio. kr. om året.
En person, der er invalideret af HPV vaccinen, vil koste samfundet ca. 10 mio. kr. i deres arbejdsliv på 50 år. Tabet af skatteindtægter pr. person estimeret over et normalt arbejdsliv kontra et invalideret liv vil være 2,5 mio. kr. på 50 år. Samlet vil en invalideret person koste det danske samfund 12,5 mio. kr. over de næste 50 år. Har vores samfund råd til dette? Kan samfundet acceptere, at det påfører så mange borgere invaliderende bivirkninger?
Fortsætter vaccinationerne uændret vil omkostningerne selvfølgelig stige.
Sundhedsstyrelsen har udtalt, at der ikke er modtaget indberetninger om dødsfald, og at det i givet fald vil ændre deres vurdering, men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er nogen, der er døde af vaccinen. At stille diagnosen HPV bivirkninger er der nemlig kun et fåtal, der kan, så der ligger sandsynligvis døde danskere diagnosticerede som "uforklarlige dødsfald", men hvor døden skyldes følger efter HPV vaccinen. På verdensplan er der rapporteret 149 dødsfald.
Det er aldrig bevist, at HPV vaccinen forebygger livmoderhalskræft eller kønsvorter.
Livstidrisikoen for at dø af livmoderhalskræft er 2 personer pr. 100.000. Risikoen for alvorlige bivirkninger af HPV vaccine er 57 personer pr. 100.000. Det reelle antal er nu nærmere 285 personer pr. 100.000, og dette tal stiger med antal stigende vaccinationer.
Sundhedsstyrelsen oplyser fejlagtigt, at 120 dør af livmoderhalskræft årligt, det rigtige tal er 78.
Dette brev er lagt på Facebook, således jeg kan få oplyst så mange af landets borgere om denne problemstilling, da pressen ikke vil/må røre ved denne sag. Endvidere er det sendt til Sundhedsudvalgets medlemmer, Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Statens Seruminstitut og Regionerne.
Venlig hilsen
Stig Gerdes
Skriv et svar