Hovedsagen er at man er rask

Af Chili Turèll, skuespiller, jul/nytår 2000

Som barn spillede jeg hovedrollen i et teaterstykke med ovennævnte titel. Set i bakspejlet har netop dén titel i høj grad været en slags overskrift på mit livs projekt, arbejdsmæssigt såvel som menneskeligt.

I min tidlige ungdom skyllede en mental og fysisk revolution ind over den vestlige verden: ”make love not war” – mikro-makro – The Beatles – yoga -meditation- ”du er hvad du spiser”-filosofien, blot for at nævne nogle væsentlige karakteristika. Jeg tog det hele til mig. Den bagage har gjort mig til den jeg er i dag. Vi der dengang dyrkede den bølge var virkelig alternative for ikke at sige lidt frelste..ikk’?

I dag er det såkaldt alternative blevet hver mands eje. Se blot på kursustilbudene i aftenskolebrochurer, udbuddet af bøger omhandlende personlig udvikling, sund kost etc. I mine øjne et udpræget sundhedstegn. Folk i almindelighed søger i stigende grad viden i erkendelse af, at enhver må lære at tage ansvar for sit eget liv. Lære at blive aktiv deltager i sit eget liv.

Heroverfor har vi det etablerede sundhedsvæsen, som bygger på en empirisk viden om kroppens funktioner. Som primært behandler sygdomme – enten kirurgisk eller medicinsk. Som til dato kun i ringe grad interesserer sig for samspillet mellem krop og psyke, som ofte ikke tilgodeser den mest basale viden om den både helbredende og forebyggende effekt af sund kost og de rigtige tilskud af vitaminer og mineraler.

Jeg er sådan én, der stiller spørgsmål, når det brænder på. Både for mig selv og andre. Jeg vil gerne vide og forstå noget mere. I den etablerede lægeverden er jeg ofte blevet mødt med en defensiv holdning. Man har jo den uddannelse, man nu engang har og udskriver recepter, ordinerer medicin og behandling efter dén viden.

Mine møder med det engang så højt besungne danske sundhedsvæsen og hospitalssystem har bestyrket mig i nødvendigheden af at søge alternativ viden om håndtering af fysiske såvel som psykiske ubalancer. I nødvendigheden af at vi selv lærer at tolke og aflæse kroppens signaler. For bedre at kunne vurdere hvilken slags hjælp vi eventuelt har brug for. At vi ikke uforberedte i nødens stund i afmagt afgiver vores autoritet til lægerne, men i stedet aktivt kan følge og påvirke vor egen situation.

Jeg har efterhånden en del gange set mine nærmeste dø omgivet af en hær af pilleglas. Keminova til hjemmebrug. Så meget gift til kroppen at det bliver vanskeligt at skelne mellem sygdom og mentale og fysiske skavanker som følge af medicinens bivirkninger. Det er nærliggende at forfølge denne tankegang ud i det pulserende liv, hvor utrolig mange mennesker nødvendigvis må dalre rundt i en mere eller mindre forgiftet tilstand påført af alskens slags piller.

Piller mod hovedpine, mavepine, søvnløshed, stress, angst, ledsmerter. Piller for at udholde samlivet, arbejdspladsen, ungdommen, alderdommen, udholde dét at være menneske. Statistikkerne over medicinforbrug taler deres eget klinisk klare sprog. Der spises piller, mange piller. Medicinalindustrien og apotekerne gnider sig i deres små hænder. 

Mit nytårsønske skal være , at dén defensive holdning, jeg taler om ,må høre op. At være defensiv er lig med at lukke, trække sig tilbage. Mit ønske skal være, at man i lægeuddannelsen, på hospitalerne, i konsultationerne lukker øjne og ører op på vid gab. Forstår nødvendigheden af en dialog med biopater, kinesiologer, kropsterapeuter, kosteksperter. En dialog med den kinesiske medicin baseret på urteudtræk. På samme måde som den kinesiske medicin i stigende grad allierer sig med den vestlige medicin.

En dialog med den adskillige tusind år gamle indiske viden om et godt liv baseret på hensigtsmæssig kost, behandling med udtræk af planter, naturens medicin og fysiske og mentale øvelser. Alle kan lære noget af hinanden.

Mit ønske skal være, at politikerne tager den sag, de kalder folkesundheden alvorligt. Sørger for at de såkaldte ressourcer, altså pengene, bliver brugt bedst muligt. At der fokuseres på oplysning og viden. På forebyggelse fremfor behandling. På kostens betydning.

I medierne spores næsten daglig nye signaler, som tyder på ,at man i sundhedsvæsnet indefra begynder at lytte til det stadig voksende folkekrav om nytænkning og revurdering af status quo. Blot går det langsomt – meget langsomt.

Med Poul Henningsen’s ord: ’Det langsommeste af alt er fremskridtet’. Mit ønske skal være, at der bliver skruet op for tempoet. At vi får en uafhængig TV- kanal, som udelukkende beskæftiger sig med oplysning og vejledning af enhver art inden for det sundhedsmæssige område. Et forum for fri debat og udveksling af erfaring.

Jeg husker, jeg engang tænkte: når jeg en dag skal dø, skal det foregå med en flaske champagne i min egen seng omgivet af mine nærmeste og levende lys.

Det må være muligt, at lære at respektere Livet, Naturen og Universet så meget, at vi som midlertidige medspillere i Den Menneskelige Komedie/ Tragedie ikke kommer til at gøre skade på os selv og andre i al evighed.

Så vi bygger sundhedshospitaler i stedet for sygehuse. Så vi rydder ubrugelige metoder og tankegange til side og gør plads for livgivende og såvel fysisk som psykisk stimulerende tiltag i enhver sammenhæng. Så porten bliver slået op for et godt liv og en værdig død fremfor et medicinafhængigt liv og en uværdig død i en kold hospitalsseng.

Så den enkelte gennem større indsigt og medansvarlighed bevarer og udvikler evnen til at forholde sig aktivt og konstruktivt til eget og andres liv: Dét er mit ønske nu og i al fremtid.

Skål!