Hvor troværdige er vores sundhedsmyndigheders rapporter om bivirkninger ved vacciner?
Af Sture Blomberg, 28 april 2026
I de senere år, især efter Covid-19-pandemien, er mange mennesker blevet opmærksomme på manglerne i vores sundhedssystems overvågning af bivirkninger ved lægemidler. Dette gælder især bivirkninger ved vacciner. Flere undersøgelser har vist, at kun 1-10 % af bivirkningerne indberettes til myndighederne, og da oftest kun mindre alvorlige, men kendte bivirkninger såsom svien, hævelse, rødme og smerter. Alvorlige bivirkninger – selvom disse opstår i forbindelse med vaccinationen – indberettes næsten aldrig. Og hvis de rapporteres, afvises de som ikke forårsaget af vaccinerne. Forklaringen herpå ligger i, at hvis man IKKE er klar over den store mængde lignende bivirkninger – da indberetningen er så dårlig – ser man ikke årsagssammenhængen med lægemidlet eller vaccinerne.
For mange år siden konstaterede man f.eks., at skorstensfejere havde en forekomst af kræft i pungen, der var 200 gange højere end hos andre erhvervsgrupper, hvilket var begyndelsen på det medicinske speciale »erhvervssygdomme« og anvendelsen af Bradford-Hills 9 kriterier til at fastslå årsagssammenhængen mellem arbejdsmiljø og sygdom. Den distriktslæge, der diagnosticerede kræft i pungen hos en skorstensfejer, men som ikke kendte til disse fakta, havde naturligvis svært ved at forklare dette med skorstensfejerfaget, men troede i stedet, at det skyldtes genetiske faktorer. Den distriktslæge, derimod, som kendte til disse fakta, kunne næppe bortforklare det med genetik.
Præcis det samme forhold gør sig gældende i dag for bivirkninger ved lægemidler og vacciner. Da alvorlige hændelser, såsom dødsfald, myokarditis, lammelser, kramper, lange gummiagtige blodpropper i blodkarrene osv. ikke registreres som bivirkninger ved vacciner, selvom omfanget er stort, tolker den enkelte læge ikke disse alvorlige hændelser som en bivirkning ved vaccinen. Set i det lys skal vi provokerende spørge os selv, i hvilket omfang vores rapporteringssystems opbygning bærer en del af skylden, og om manglerne i rapporteringssystemet er utilsigtede eller muligvis kan være planlagt og opretholdt helt bevidst.
Der findes mindst tre store undersøgelser, der har vist, at kun ca. 1–10 % af bivirkningerne ved lægemidler indberettes til sundhedsmyndighederne [1–3]. Det betyder, at 90–99 % af det grundlag, der i forsikringssager danner grundlag for at vurdere sandsynligheden for en årsagssammenhæng, er fejlagtigt. Denne fejl rammer mange skadede patienter, som med deres egne begrænsede ressourcer er nødt til at føre årlige forsikringssager, men fritager medicinalvirksomheder og statslige myndigheder for stort set alt økonomisk ansvar for opståede skader.
Den lave indberetning af bivirkninger gælder måske i endnu højere grad for vaccinationer, som af de allerfleste (læger, sygeplejersker, politikere, journalister og offentligheden) betragtes som helt ufarlige, og at man som uvaccineret derimod risikerer at blive ramt af dødelige eller invaliderende infektionssygdomme. Der er derfor sandsynligvis en endnu større modvilje mod at indberette nye symptomer på sygdom efter vaccination som en bivirkning, da dette betragtes som helt usandsynligt. Nogle hævder, at indberetningen af reelle bivirkninger ved vaccination er lavere end 1 %, hvilket giver et ekstremt skævt billede af vacciners eventuelle skadelige virkninger på visse følsomme individer. Det er min opfattelse, at denne lave indberetning af bivirkninger skyldes indberetningssystemets struktur. Der kan derfor være grund til at undersøge, hvordan dette indberetningssystem er opbygget.
Kliniske forsøg overser bivirkninger
Kliniske forsøg er oftest for små til at opdage sjældne bivirkninger, som kan opstå, når det specifikke og godkendte lægemiddel distribueres i stor skala til offentligheden, hvor der formodes at være større variation end i den kliniske behandlingsgruppe med hensyn til genetik, medicinering, helbredsproblemer, socioøkonomisk status osv.
Sundhedsmyndigheder over hele verden er derfor enige om vigtigheden af at følge forløbet, efter at personen er blevet vaccineret. I USA hedder rapporteringssystemet VAERS (Vaccine Adverse Event Reporting System), som siden 1986-1990 er drevet af CDC (Center for Disease Control and Prevention) og FDA (Food and Drug Administration). Disse myndigheder modtager rapporterne og udarbejder statistikker over de indberettede tilfælde. Gennem disse foranstaltninger hævder man at garantere sikkerheden omkring det pågældende præparat. Overfladisk set ser dette naturligvis godt ud.
VAERS’ målsætning
VAERS har beskrevet fem målsætninger for sin registrering af bivirkningsrapporter. Man ønsker at: 1. identificere sådanne usædvanlige bivirkninger, som ikke kunne opfanges i de kliniske forsøg, 2. opfange stigninger i forekomsten af de bivirkninger, der er fremkommet under de kliniske forsøg, 3. identificere risikofaktorer hos enkelte individer – f.eks. hvem der ikke bør vaccineres, 4. identificere ”problematiske batcher”, dvs. de produkter i kæden, der gav flest bivirkninger, og 5. vurdere vaccinens sikkerhedsprofil.
Tre informationskilder
Oplysningerne om bivirkninger ved lægemidler stammer fra tre kilder: 1. vaccineproducenter, 2. læger og sygeplejersker, 3. offentligheden.
Kun vaccineproducenterne er forpligtet til at indberette de bivirkninger ved vacciner, som man har kunnet opdage og registrere under de kliniske forsøg. Desværre har det vist sig, at disse indberetninger er af meget lav kvalitet. De er ofte ufuldstændige eller fejlagtige, muligvis fordi motivationen til at indberette korrekt er lav. Det kan dreje sig om manglende information eller ukorrekt information, en vag eller fejlagtig ordlyd. På grund af disse fejl eller manglende data er mange kommet frem til, at man må sætte et stort spørgsmålstegn ved anslået 1/3 af vaccinevirksomhedernes rapporter til VAERS.
Læger i USA er kun forpligtet til at indberette en håndfuld bivirkninger. Disse er på forhånd godkendt af sundhedsmyndighederne som værende helt klart forårsaget af vaccinationen (f.eks. rødme, svien, smerter osv.). Læger er derimod ikke forpligtet til at indberette det meste af det, der sker umiddelbart efter vaccinationen – selvom det er alvorligt og invaliderende.
Det er heller ikke fordelagtigt for f.eks. en børnelæge at indberette bivirkninger ved vaccination. Der er ingen økonomiske fordele ved at indberette, men det kan i stedet stjæle værdifuld tid (30-60 minutter) fra lægens øvrige arbejde, som ikke kompenseres økonomisk. Desuden kan han/hun holdes ansvarlig for de påførte bivirkninger, hvilket kan bane vejen for eventuelle fremtidige erstatningskrav. Sidst, men ikke mindst, vil lægerne måske ikke engang over for sig selv indrømme, at vaccinationen har været skadelig og/eller ikke har haft nogen gavnlig effekt. [I Sverige er det obligatorisk for læger at indberette mistænkte bivirkninger. Manglende indberetning medfører dog ingen disciplinære foranstaltninger, hvilket måske forklarer, at indberetningen af medicinske bivirkninger er lav, selv i Sverige. Forskerne Elisabet Ekman og Martin Bäckström fra Umeå Universitet anslog, at mindst 90 % af alle alvorlige bivirkninger ikke indberettes i Sverige (dvs. højst 1 ud af 10 alvorlige tilfælde indberettes). For alle typer bivirkninger er det uregistrerede antal endnu større. Ældre svenske undersøgelser (Bäckström m.fl. 2004) har vist en endnu højere underrapportering af specifikke alvorlige hændelser: 86–100 % for f.eks. lungeemboli og tromboser i visse patientgrupper.]
Offentligheden er heller ikke forpligtet til at indberette, og forældrene ved sikkert ikke engang, at denne mulighed findes. Desuden mangler de den medicinske ekspertise, der kræves for at udfylde formularerne, som er meget omfattende og fulde af medicinske termer. Derfor kunne man måske mene, at de skadede børns forældre burde have ret til at få eksperthjælp til at udfylde sådanne formularer. Der er dog ingen sådan forpligtelse for sundhedspersonalet.
Blandt offentligheden er situationen endnu værre (ifølge Läkemedelsverkets egen undersøgelse offentliggjort i november 2025): 58 % har oplevet en bivirkning, som de mener skyldes et lægemiddel. Kun 6 % har indberettet det direkte til Lægemiddelstyrelsen. 30 % har nævnt det for apoteket eller sundhedspersonalet (men det fører ikke altid til en formel indberetning).
Andre mangler ved rapporteringssystemet
- Rapporterne leveres kun som rådata. De indeholder ingen analyse eller fortolkning, og der gives sjældent udtalelser om årsagssammenhæng.
- Rapporterne er passive og frivillige, og de indsamles ikke af VAERS’ personale, og de personer, der har indberettet bivirkningerne, kontaktes aldrig. Passiv rapportering giver en meget lav hyppighed.
- En anden svaghed er, at rapporterne ikke verificeres af systemoperatørerne hos VAERS. Mange rapporter er fejlagtige, urimelige eller mangler vigtige detaljer, hvilket gør dem ubrugelige for videnskaben. Derfor udelukkes disse rapporter fra statistisk analyse, hvilket yderligere sænker hyppigheden.
- Når man derefter angiver procentdelen af bivirkninger, angiver man blot antallet i forhold til de udleverede doser – ikke dem, der rent faktisk er blevet givet, hvilket giver en for lav andel af bivirkninger. Tælleren bliver for lav i forhold til den fejlagtigt for højt angivne nævner. Det kan dermed blive endnu en kraftig undervurdering af mængden af bivirkninger afhængigt af forskellen mellem distribuerede og administrerede (givne) doser. Mange lande køber f.eks. langt flere doser ind, end der derefter gives, hvilket giver denne nævnte undervurdering.
VAERS formodes at udsende »sikkerhedsadvarsler«
CDC’s personale formodes at analysere »sikkerhedsadvarsler«. Der findes en offentlig hjemmeside, hvor man kan indberette og søge information. Umiddelbart ser det ud til at fungere, men da kun en brøkdel indberettes (1–10 %), bliver analysen meningsløs. Da rapporterne imidlertid er indtastet i systemet, burde amerikanske forskere kunne kontakte de skadede, deres familier eller læger og diagnosticere bivirkningerne mere udførligt. Dette gøres praktisk talt aldrig. Statistikken bruges til at fremstille uensartede statistiske analyser efter sikkerhedsadvarsler, som giver et skær af kontrol. Men rapporterne er upålidelige. Kvantitative analyser er meningsløse, selvom baggrundsstøjen var kendt, og vi har brug for kvalitative analyser.
Et slående eksempel på upålideligheden – Gardasil
Gardasil er en vaccine udviklet mod livmoderhalskræft. Den blev godkendt af FDA den 8. juni 2006 efter en forkortet godkendelsesproces. Få uger senere blev den givet til piger i alderen 11–12 år og kort derefter til piger og kvinder i alderen 13–26 år [8]. Kort tid efter dukkede der imidlertid foruroligende rapporter op i VAERS og mainstream-medierne om alvorlige sygdomme, f.eks. neurologiske og autoimmune sygdomme, lammelser, kroniske smerter og endda dødsfald i forbindelse med vaccination med Gardasil.
Dr. Barbara Slades »sikkerhedsundersøgelse« fra 2009
I 2006 gennemførte Dr. Barbara Slade fra CDC’s »Afdeling for Vaccinesikkerhed« en undersøgelse af bivirkningerne ved Gardasil-vaccinen [8] på vegne af CDC og FDA. Undersøgelsen blev offentliggjort i august 2009 efter 2,5 år. I 68 % af tilfældene kom rapporterne fra Merck, producenten af Gardasil – men de var ufuldstændige og fejlagtige i 60 % af tilfældene [8]. Væsentlige oplysninger manglede i 90 % af rapporterne, som nævnt ovenfor vedrørende vaccineproducenternes rapportering.
Ekstremt upålidelige tal
Det var uvist, hvor omfattende underrapporteringen var [8], ligesom det var uvist, hvor mange doser der var blevet administreret, hvilket gør tallene ekstremt upålidelige. På trods af denne usikkerhed angives en hyppighed på 53,9 bivirkningsrapporter pr. 100.000 distribuerede vaccinedoser i USA [8]. Man garanterer endda, at dette stort set stemmer overens med data fra den kliniske undersøgelse. Men dette er ikke sandt og desuden ulogisk. Man fandt f.eks. kun 51 autoimmune tilstande i VAERS-rapporteringen (≈1/100.000), mens man i den kliniske undersøgelse dokumenterede 1/43 (=250/11.000). Dette betyder, at de autoimmune tilstande i den kliniske undersøgelse var mere end 2300 gange hyppigere end det, der blev rapporteret via VAERS. Dette giver VAERS en kraftig nedvurdering, men ligger helt på linje med, hvad man kan forvente af VAERS-systemet.
2300 gange flere bivirkninger end rapporteret
Selvom den høje forekomst af bivirkninger ved Gardasil (1 ud af 43 administrerede doser) er tre gange højere end for alle vacciner tilsammen, hævdes det dog, at VAERS-rapporterne om Gardasil ligger på niveau med andre vacciner. Argumentet for denne påstand er, at der har været ›stor opmærksomhed‹ omkring Gardasil. Man forsøger således at bortforklare Gardasils tre gange højere forekomst af alvorlige bivirkninger – sammenlignet med alle vacciner tilsammen – med, at der var stor opmærksomhed omkring Gardasil. Dette er naturligvis et noget svært argument at acceptere, da det på ingen måde kan sænke forekomsten af bivirkninger for Gardasil, men snarere rejser spørgsmålet om andre vacciners bivirkningsprofil – hvis man havde viet dem mere opmærksomhed. Det gør jo kun sagen værre for vacciner generelt. I Merck’s eget kliniske forsøg var der mere end 2300 gange flere autoimmune sygdomme end det, der blev indberettet til VAERS, hvilket næppe kan forklares med »stor opmærksomhed«.
Selvom man således erkendte en enorm underrapportering, herunder ujævn kvalitet og ufuldstændige data, gik CDC og WHO derefter ud med, at Gardasil-vaccinen var sikker. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan man bruger forkerte og ufuldstændige data til at skabe en facade af sikkerhed.
VAERS slører billedet
I en klinisk vaccineundersøgelse – i modsætning til andre former for lægemiddelundersøgelser – sammenlignes forsøgsgruppens vaccine med andre vacciner, som gives til den såkaldte kontrolgruppe. Der er således ikke tale om et ægte placebo med saltvand, som er almindeligt i andre lægemiddelforsøg. Uanset hvad, hvis begge grupper ikke viser nogen statistisk signifikant forskel i forekomsten af bivirkninger indbyrdes, erklæres den nye vaccine for sikker!
VAERS har ikke engang en falsk kontrolgruppe og kan ikke udligne bivirkningerne ved at sammenligne med andre vacciner. Men bivirkningerne kan effektivt udvandes gennem et passivt indberetningssystem. Dette indberetningssystem udgør ingen trussel mod vaccinerne, da det ikke afslører den reelle forekomst af bivirkninger. Tværtimod er VAERS ideelt for dem, der ønsker at sløre sandheden. Systemet er for svagt til at undersøge årsagssammenhænge, men tilstrækkeligt til at frembringe tilsyneladende respektable videnskabelige undersøgelser, som forstærker vaccinationsprogrammets tilsyneladende sikkerhed og beroliger offentligheden.
Svaghederne er kendte – men der gøres intet ved dem
Alligevel er svaghederne i systemet velkendte i det videnskabelige samfund. På trods af alle forbehold blev Gardasil præsenteret som ”sikkert” i et videnskabeligt tidsskrift. Men denne kunstige svaghed skyldes, at man ikke kræver rapportering fra hospitalspersonale og heller ikke aktivt indsamler data eller sikrer, at de verificeres. Men da sundhedspersonale er forpligtet til at indberette infektioner, er dette muligt. Når CDC modtager en sådan rapport om et infektionsudbrud hos nogle få personer i f.eks. et afrikansk land, sender man straks et stort hold ud for at undersøge sagen [7]. Dette gøres aldrig i forbindelse med vaccineskader – men kunne gøres.
CDC vil ikke vide noget
Forskeren Ross Lazarus modtog i 2010 økonomisk støtte fra »US Agency for Healthcare Research and Quality« (AHRQ) til at forbedre VAERS-systemet med et nyt stykke software [5]. Denne software kunne automatisk spore hver enkelt vaccineret i 30 dage efter injektionen med hensyn til hospitalsindlæggelse, laboratorietests og nye receptpligtige lægemidler mod bivirkninger. Ved tegn på en vaccinebivirkning blev der sendt en elektronisk besked til patientens læge med detaljer om alt vigtigt [6]. Patientens læge skulle derefter afgøre, om det hele skulle rapporteres til VAERS.
I samarbejde med CDC ønskede man nu at gennemføre en randomiseret, kontrolleret undersøgelse mellem det gamle og det nye rapporteringssystem. Dette skulle føre til bedre vaccinesikkerhed. Oprindeligt var CDC positivt indstillet, men blokerede derefter samarbejdet ved at give skylden på en omorganisering af CDC [6]. Det blev umuligt at komme videre [6]. Dette er nu 16 år siden og viser, at CDC ikke ønsker at kortlægge den reelle forekomst af bivirkninger ved vacciner, men i stedet ønsker at fortsætte med at sløre.
Referencer:
- Hazell L, Shakir SAW. Under-reporting of adverse drug reactions: a systematic review. Drug Safety, 2006;29(5):385-396. PMID: 16689555
- 2. Bäckström M, Mjörndal T, Dahlqvist R. Under-reporting of serious adverse drug reactions in Sweden. Pharmacoepidemiology and Drug Safety, 2004;13(7):483-487.
- E Samuelsson1, S Hägg, M Bäckström, K Granberg, T Mjörndal. [Thrombosis caused by oracl contraceptives. Underreporting to the adverse effects registry] Artikel på svenska. Lakartidningen. . 1996 Sep 11;93(37):3117-8, 3121-4.
- Elisabet Ekman and M Bäcktröm. Attitudes among hospital physicians to the reporting of adverse drug reactions in Sweden. Eur J Clin Pharmacol 2009 Jan;65(1):43-6. Epub 2008 Sep 30. PMID: 18825377
- AHRQ Agency for Healthcare Research and Quality, https://archive.is/BhpIK
- https://drive.google.com/file/d/1Uih_BuqrRJoaj4o3otgqZiWiYgeBIH9H/view
- https://archive.is/w2tuo
- Barbara A. Slade. Postlicensure Safety Surveillance for Quadrivalent Human Papillomavirus Recombinant Vaccine JAMA August 19, 2009 Original Contribution
Sture Blomberg er docent og overlæge, specialist i anæstesi og intensivbehandling.
Han har desuden udtalt sig om risiko for autisme ved vaccination: https://www.youtube.com/watch?v=aTHBdqH6qOk
Oversat (deepL) og redigeret af CR mah 2026
Bivirkninger kan i Danmark indberettes af alle borgere her: https://blanket.meldenbivirkning.dk/
,
