Af Olivier Nay, 20. april 2020
Ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære foranstaltninger.
I forhold til omfanget af de sundhedsmæssige risici, der er forårsaget af coronavirus 2019-pandemien (COVID-19), har de nationale regeringer hurtigt måttet beslutte, om de vil erklære undtagelsestilstand for at begrænse spredningen af sygdommen eller ej.
Hvor en sundhedstrussel udgør en fare for hele befolkningen, er ophævelse af almindelig lov legitim for at øge regeringens muligheder for at beskytte samfundet. En nødsituation berettiger en undtagelsestilstand. Den tilstand tilvejebringer en retlig ramme for begrænsning af individuel frihed i en kort periode, såsom bevægelsesfrihed, forsamlingsfrihed og handlefrihed. Tilstanden gør det muligt for regeringen at inddrage varer og tjenester, nedlægge offentlige eller private faciliteter og tage bindende foranstaltninger, der normalt bliver betragtet som krænkelse af grundlæggende rettigheder. Helbredssikkerhed bliver et spørgsmål om offentlig sikkerhed.
Ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære midler. Konfronteret med en overhængende trussel tøver regeringerne ikke med at bruge de nyeste masseovervågningsteknologier. Kina bruger droner, kameraer til ansigtsgenkendelse og Quick Response-kodeteknologi til at overvåge borgernes færden. Sydkorea, Singapore og Israel henter Global Positioning System-data (GPS-data) fra mobilnetværket, kreditkortoplysninger og videobilleder for at overvåge udbruddet. De lande udøver en indgribende biopolitik, hvor alle kan ses, screenes og overvåges i enhver aktivitet. Selvom en sådan observation på afstand er effektiv til at dæmme op for COVID-19, er der kun lidt viden om, hvordan disse data vil blive lagret på langt sigt, og hvor fristende det vil være for regeringerne at fastholde den øgede mængde overvågning efter pandemien.
Kan en usædvanlig situation bringe nogle demokratiske principper i fare på langt sigt? Kunne epidemien føre til reduktion af individuelle rettigheder efter krisen? Den første risiko er, at nogle ekstraordinære foranstaltninger, der er vedtaget i forbindelse med en nødsituation, til sidst ender inden for rammerne af almindelig lovgivning, hvis lederne hævder, at en udbredt sundhedsrisiko til enhver tid kan dukke op igen. I USA har Patriot Act (Patriotloven) overtrådt borgerlige frihedsrettigheder på langt sigt ved at give sikkerhedsorganer mulighed for at spionere på enhver amerikaner uden retssikkerhed. Efter terrorangrebene i Paris i 2015 reducerede en antiterrorlov borgernes frihedsrettigheder ved at begrænse den retlige kontrol med sikkerhedsforanstaltninger. Mange intellektuelle hævder, at en sådan normalisering af de benyttede midler i nødretstilstanden er blevet en tendens i demokratier.
Den næste risiko er, at regeringerne kan drage fordel af den store effekt, en sådan krise kan skabe, til at iværksætte en såkaldt chokstrategi, der sigter mod at styrke overvågningspolitikken. Som Naomi Klein har påpeget, består denne strategi i, at en regering bruger et nationalt traume – fx en krig, et terrorangreb, en naturkatastrofe – til at foretage radikale reformer, der på forhånd ville være blevet betragtet som uacceptable. Mange regeringer kunne drage fordel af sporingsteknologier, kunstig intelligens og robotteknologi for at udvide den invasive overvågning. Regeringerne vil sandsynligvis søge at holde øje med folks intime liv og forudsige og overvåge deres adfærd og bevægelser. Denne praksis kunne omformes til den panoptiske (fra et enkelt sted, hvor alt kan ses) overvågning af borgernes liv.
Den tredje risiko er, at frygt kan ændre den værdi, som frihed har for folk. Efterhånden som de globale biologiske og miljømæssige trusler øges, kan borgerne blive tilbøjelige til at opgive nogle af deres forfatningsmæssige rettigheder. Trangen til sikkerhed kan hurtigt udhule ønsket om frihed. Denne trang kan føre til, at nogle foretrækker en leders autoritet frem for den etik, der er forbundet med den demokratiske samtale. Borgere kan endda bede om at få den bløde sikkerhed fra de smarte teknologier og algoritmisk styring.
På sundhedsområdet er sporingsteknologier effektive til forbedring af helbredsstudier, foregribelse af sundhedstrusler og afhjælpning af individuel risikoadfærd. Den effektivitet er grunden til, at regeringer bliver fristet til at bringe masseovervågning ind i almindelige love. Udviklingen er i fuld gang: mange nationale sundhedsmyndigheder, forskningscentre og sundhedsudbydere over hele verden bruger allerede personoplysninger. På den ene side værdsættes sporingssystemer for deres ekstraordinære fordele med hensyn til sygdomsforebyggelse, terapeutisk opfølgning af patienter og epidemiologisk overvågning. På den anden side kan ingen ignorere risikoen for, at masseindsamling af data kan omdanne overvågningen af sundhedsspørgsmål til overvågning af enkeltpersoner med mange oplysninger om livsstil, personlige valg og territoriale, sociale og mindretals- tilhørsforhold. I autoritære lande kan en sådan situation føre til stigmatisering af sociale mindretal. Der er ingen grund til at tro, at liberale demokratier er immune over for den risiko.
Er der nogen grund til at fortsat at være optimistisk? Store kriser, der forårsager samfundsmæssige chok, kan i sidste ende fremprovokere positive måder at genoverveje det fælles gode og de grundlæggende rettigheder. Kvinders deltagelse i krigsindsatsen mellem 1914 og 1918 førte for eksempel til udvidelsen af stemmeretten til kvinder i mange lande. Afslutningen af 2. verdenskrig gav de europæiske lande mulighed for at genoverveje den sociale kontrakt omkring inkluderende sundhedsbeskyttelsessystemer. Alt i alt er det det passende tidspunkt nu, da menneskeheden står over for krisen, til at begynde at tænke over genopbygningen efter COVID-19. I denne debat bør de grundlæggende rettigheder ikke sættes ud på sidelinjen, især i lande med svage regler til beskyttelse af data og personlige oplysninger.
Hvordan kan mennesker tænke krisehåndtering inden for sundhed, der beskytter samfundet uden at undergrave individets frihed? Nationale lovgivere bør vedtage passende regler for at sikre, at sundhedsovervågning og regler for monitorering strengt foreskrives af loven, står i forhold til det folkesundhedsmæssige behov, udføres på en gennemsigtig måde, kontrolleres af uafhængige myndigheder, underlægges konstant etisk refleksion, er ikke-diskriminerende og har respekt for de grundlæggende rettigheder.
Jeg erklærer ikke at have interessekonflikter.
Kilde: https://www.thelancet.com/journals/lanpub/article/PIIS2468-2667(20)30092-X/fulltext
Oversat og redigeret af cr@mayday-info.dk for May Day 28/4/2020
