Af Søren Hansen, november 2025
Når der har været en storm, et kraftigt regnskyl eller en naturbrand, bliver de nu til dags næsten uden undtagelse kædet sammen med ”klimaforandringerne”, der igen er en følge af menneskehedens brug af kul, olie og gas og deraf følgende globale opvarmning. Det er således ”vores” skyld, hvis en orkan går i land i USA og anretter store skader.
Det næste led i tankerækken ligger lige for. Hvis vi ikke havde brugt alle de brændstoffer, var ulykken aldrig sket, orkanen var simpelthen udeblevet. Løsningen er derfor også helt nærliggende, vi må straks holde op med brænde kul, olie og gas af. Så bliver alting godt igen.
Går man folk på klingen, vil de nok næsten altid erkende, at helt så firkantet skal man ikke se på det, vi ved jo, at f.eks. orkaner er noget, man har oplevet i mange hundrede år – længe før den industrielle udvikling.
Men alligevel, de ekstreme vejrbegivenheder er blevet et magtfuldt argument for, at vi skal ”redde” Jordens klima ved at omlægge vores energiforsyning til solceller og vindmøller, den såkaldte grønne omstilling. Når vi helt har stoppet brugen af kul, olie og gas, har vi nået den tilstand, der kaldes ”netto-nul”, dvs. der er ingen udledninger af CO2.
Men er der i virkeligheden sådan en sammenhæng mellem voldsomme vejrbegivenheder og den globale opvarmning, forårsaget af vores CO2-udledninger? For 10-15 år siden var der ingen, der nævnte noget om den idé. På det tidspunkt talte man også om truslerne fra klimaet, men de var mere langsigtede. Om 50 eller 100 år kunne Jorden forventes at blive 3-5 grader varmere end nu, og det kunne bl.a. resultere i tørke eller måske en afsmeltning af indlandsisen i Grønland, der ville medføre nogle ubehagelige havstigninger ved vore kyster.
Men folk har lidt svært ved at tage trusler, der ligger 50-100 år ude i fremtiden, særligt alvorligt. Klimaforkæmperne kiggede så efter, om de kunne finde nogle mere slagkraftige argumenter, der kunne bruges her og nu. Klimafolkene var jo selv for længst blevet overbevist om situationens farlighed og nødvendigheden af en hurtig grøn omstilling. Men hvordan fik man den brede befolkning – og politikerne – med på vognen?
En gruppe forskere fra Tyskland og England fik omkring 2014 en lys idé. Man besluttede, at nu skulle der påvises en sammenhæng mellem tilfælde af ekstremvejr og den globale opvarmning. Gruppen tog navnet World Weather Attribution, WWA, ”Verdens Vejr-Sammenkædning”. Man valgte som hovedværktøj at bruge de computermodeller, der allerede anvendes til at forudse fremtidens klima. Når der så kom f.eks. en orkan, der ramte mediernes forsider, gik gruppen i gang med et hurtigt analysearbejde. Man satte computeren til at simulere orkanen efter bedste evne, og ved siden af regnede man på, hvor kraftig den ville have været, hvis den globale temperatur i stedet for den nuværende var på niveauet i perioden 1850-1900. Det er 1-1,5 grader lavere end nu. Efter at have gennemført de to udregninger kunne man sammenligne resultaterne. Var den virkelige orkan i vores dages temperatur kraftigere end den udregnede for 1850-1900? Og var der tegn på, at den nuværende orkan så ud til at ville optræde hyppigere, end man kunne forvente for fortiden?
WWA fremlagde netop resultaterne som dels den forøgede styrke, og dels den stigende hyppighed, som tilsvarende orkaner ville optræde med. Man kan således om orkanen Milton fra 2024 læse, at dens vindhastighed, da den gik i land i Florida, var 5 m/s højere, end den ville have været uden global opvarmning, og hyppigheden var ca. 40 % højere.
WWA betegner selv deres aktiviteter som videnskab. Til videnskab hører imidlertid, at man får andre forskere til at gennemse sit arbejde, før det offentliggøres, det er den såkaldte fagfællebedømmelse. Den kan godt tage flere måneder, så videnskabelige artikler er normalt længe om at udkomme. Til gengæld sikrer fagfællebedømmelsen, at kvaliteten er i orden. I modsætning hertil ønsker WWA, at deres resultater skal udkomme omgående, mens offentligheden har begivenheden i frisk erindring. Kun derved motiveres folk til at gå ind for grøn omstilling. Så WWA gennemfører deres omfattende computerberegninger lynhurtigt, får derefter griflet nogle pressemeddelelser sammen, og så ryger resultaterne ud.
Forehavendet har som nævnt været en bragende succes. I praksis glemmer medierne og aktivister som oftest WWA’s finurlige procenter og antager simpelthen, at orkanen eller skybruddet kun kom som et resultat af vores CO2-udledninger.
Nu er der en del mere seriøse forskere, der sætter spørgsmålstegn ved WWA’s fremgangsmåder. Computermodeller kan man få til at komme med hvad som helst, det er kun et spørgsmål om at vælge de rigtige tal og forudsætninger, som man fodrer computeren med. Resultatet er derfor heller ikke noget, der nødvendigvis har noget med den virkelige verden at gøre, det er nogle beregninger, der bygger på nogle antagelser og lidt gætværk. Så hvad WWA foretager sig, kan ikke kaldes videnskab i gængs forstand.
Fig. 1: Orkaner, der gik i land i Florida siden 1900. Hver prik er en orkan. Styrken er angivet ved det tryk, man har målt inde i orkanens øje, jo lavere tryk, desto kraftigere er orkanen.
Hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil vide, om der er sket en udvikling i ekstremvejret som følge af den globale opvarmning? Hvordan kan vi se, at ovennævnte Milton faktisk var kraftigere, end den ville have været? Der er reelt kun én vej at gå. Man må kigge på statistikken over begivenhederne tilbage i tiden. Fig. 1 viser et eksempel på, hvordan man kunne opstille sådan en statistik; her drejer det sig om styrken af orkaner, der er gået i land i Florida siden år 1900. Her kan man se, at Milton og orkanen Helene, der ramte Florida et par uger før, var kraftige, men på ingen måde usædvanlige, sammenlignet med alle årene før. Så her kan man ikke umiddelbart se nogen effekt af den globale opvarmning. Selv hvis Milton havde befundet sig lavere på skalaen og dermed været endnu kraftigere, kan man ikke bare sige, at her har vi noget nyt. Det er åbenlyst, at resultaterne svinger voldsomt fra år til år, og hvor store skal variationerne være, før man kan sige, at det er udtryk for en reel udvikling?
Det har statistik-eksperter metoder til at bedømme, og ud fra deres videnskabelige konklusioner er der ingen udvikling at spore i ekstremvejret – det gælder orkanerne, skybrud, oversvømmelser og naturbrande. Kun hedebølger viser en svagt stigende tendens. Hele Sammenkædningen, som den praktiseres af WWA, er således slet ikke videnskab.
Vores CO2-udledninger har ikke haft nogen synlig virkning på vejret, og hvis vi stoppede udledningerne i morgen, vil det ikke medføre nogen nedgang i forekomsten af vejrmæssige naturkatastrofer. Når medierne i overskrifter eller teksten giver udtryk for noget andet, er det enten et udslag af simpel uvidenhed eller et brændende ønske om at fremme den grønne omstilling.
Ingen af delene er særligt hensigtsmæssige.
