Det vil jeg meget kraftigt understrege, at det er en helt anden synsvinkel at betragte – ikke bare menneskets helse og sygdom, det er en radikal anderledes tankegang end den, der normalt ligger i den lægeundervisning og konventionelle behandlingsmetode vi har kendt indtil nu og har måttet leve med indtil nu.

 

Det er et andet menneskesyn, det er et mere universielt menneskesyn, og det er integreret i hele den udvikling inden for økologi og forståelse af planetær balance, som gudskelov har vundet frem i de seneste år, men desværre ikke på denne front med samme hastighed som på så mange andre fronter.

 

Bliver jeg glad, når jeg hører om kosttilskud? Bliver jeg glad, når jeg hører om orthomolekylær medicin? Ja, det er jo et skrapt ord: Orthomolekylær medicin. Lad os knække halsen på det med det samme.

 

Da jeg i omkring 1980 kom hjem efter et længere ophold i udlandet og begyndte at holde kurser igen. Faktisk noget jeg havde afbrudt i slutningen af 60´erne, så sagde en forstander til mig på en aftenskole. Du skal passe på med de der fremmedord, fordi folk bryder sig ikke om det, og det skaber ingen forståelse og er meget forstyrrende. Hold dig til simple ord, som alle kan forstå. Det ord, der var ophævelse over i den anledning, var ordet "økologi". Den har vi jo senerehen måttet fortære på mange leder og kanter, og alle taler "økologisk" nu, også meget ofte når der slet ikke er nogen økologi at tale om.

 

Så det er altså værd at sætte sig ind i disse ord og deres betydning. Ord har i det hele taget en frygtelig, forfærdende rolle i hele dette spil, og hele denne udvikling er jo også et spil. Vi må meget kraftigt analysere, hvordan vi bruger ordene og begreberne. Det er et lidt kedeligt emne, måske, men det vil jeg tillade mig at komme lidt ind på.

 

Men vi kender godt "orthomolekylært", hvis vi splitter det op: Orthos på græsk er det rigtige, det er det, vi finder i orthodoksien; den rette lære og i orthografi; den rette måde at skrive på og i orthopædisk hospital o.s.v. Så det betyder altså det rigtige. Det er det rigtige i forhold til hvad? I forhold til molekyler. Altså det, at man bruger de rette molekyler, de orthomolekylære substanser, de rette molekyler for organismen, d.v.s. dem, som er kompatible – for nu at bruge et andet computerord.

 

Det er for det meste substanser, som kommer til organismen udefra. Det er også nogle, vi selv oparbejder i form af mange forskellige enzymer og hormoner og dermed ikke sagt, at alt, hvad vi oparbejder i vores indre er orthomolekylært, fordi visse af disse stoffer er selvforgiftende, så de er sandelig ikke orthomolekylære, men orthomolekylær er der, vi gerne vil have.

 

Hvis vi satte det op i et trefløjet system, så ville vi sige: Orthomolekylært er det, vi gerne vil have. Det, der er fremmed for det, er xenomolekylært ligesom ligesom racisme, ligesom xenofobi; angsten for det fremmede. Det er altså de fremmede molekyler, og dem skal vi være varsomme overfor.

 

Men vi skal også være opmærksomme på en ting, fordi det lange historiske og forhistoriske forløb i det her er meget væsentlig, og det er, at de xenomolekylære substanser, de fremmede, ja det er jo dem, vores slægt har optaget gennem snesevis af årtusinder, og lidt efter lidt bearbejdet således, at de for organismen enten er blevet neutraliseret eller de er blevet benyttet til et eller andet.

 

Der må vi stille os det spørgsmål, når vi taler om, hvad der er xenomolekylært, og hvad der er orthomolekylært: Hvor langt tid tager det for en befolkningsgruppe, hamstere, hvide rotter, som vi jo er så glade for.

 

I ved godt: I Panuminstituttet går de ned om morgenen og synger: "Den store hvide flok vi se" – Det drejer sig om rotter, det er dem, man laver forsøg på, og der kan man jo hurtigt få adskillige generationer, hvad der i et menneskeforløb vil svare til 10 – 20.000 år.

 

Der er det spørgsmålet: Hvor hurtigt vænner sådan en organisme sig til i et generationsforløb at gøre en fremmed molekylær substans, en xenomolekylær substans til en orthomolekylær substans. Det har man set på rotter og hamstere og den slags dyr, hvor man hurtigt får det store overblik, er noget, der i menneskelig sammenhæng vil svare til 10 – 20.000 år.

 

Derfor er vi jo stadigvæk nogle af os, der ikke har vænnet os til landsbrugsprodukter, og derfor er vi stadig nogle af os, som ikke har det så godt ved at fordøje mælk og ikke har det så godt med store mængder af hvede og den slags.

 

Vi skal se vores aktuelle situation i et meget, meget dybt historisk perspektiv, og så må vi stille os selv det brændende spørgsmål: Hvor meget er blevet ændret indefor de sidste to generationer? Nu taler vi ikke bare om 10.000 eller 20.000 år. Nu taler vi om vores bedsteforældre, vores oldeforældre.

 

Hvor meget af det vi indtager, er blevet ændret fra noget, der var orthomolekylært til noget der er xenomolekylært? Det er et af vore meget, meget store helseproblemer i dag. Det er de mange fremmede substanser, men det skal ses i et historisk perspektiv.

 

Så er der jo dem, som vi rent ud vil sige: De er fremmede, de er også giftige, de er toksomolekylære, og dem har vi jo også fået en hel del af – tør nok siges: Amalgamsanering er jo påkrævet for hele befolkningen – praktisk taget. Det er de store kategorier, vi arbejder med.

 

Så er der en dysbalance, der er opstået mellem de forskellige faktorer i vores kost. Vi siger det jo sådan set indirekte i det øjeblik, vi siger kosttilskud. Det er altså noget, vi skyder ind i kosten. Det er nødvendigt fordi der er nogen, der har snydt os for noget her, der er noget, der er trukket ud af kosten. Det er der af mange grunde.

 

Hvis vi taler om mineralerne, så er det forarmelse af landbrugsjorden, og den kan være begyndt for lang tid siden. Den kan være begyndt tilbage indtil for flere istider siden, hvor de har udvasket jorden, således at vi står med store områder, hvor der mangler selen, store områder, hvor der mangler zink osv, osv. Det præger jo alle, der lever på de jorder, mennesker såvel som dyr, og det er der folk, der har måttet leve under i årtusinder.

 

Zinkmangel i Afghanistan og Iran, selenmangel i Kina og Finland osv, osv. Så der kan altså være en indbygget dysbalance i kosten der. Så er der den, der er kommet til ved industrialisering, så er den, der er kommet til ved intensiv udbytning af marker og fiskevande, og det prøver vi så på – det er i hvert fald teorien bag det – at justere for ved at give nogle flere af disse livsvigtige faktorer, som vi kalder nutrienterne, fortrinsvis vitaminer og mineraler, men også flerumættede fedtsyrer og i ny og næ frie aminosyrer og den slags. Der bliver flere og flere af dem, jo mere vi forsker.

 

Hvad er så kosttilskud til? Ja det er altså for at regulere kosten med det, der mangler, og jeg tror også, at de fleste mennesker opfatter det sådan. Nu bliver alle disse mennesker ikke spurgt, men jeg har set andre opgørelser især fra USA og den engelsktalende verden, hvor folk siger, "for at komme lettere gennem vinteren, for at undgå træthed gennem vinteren – det er altid noget med vinteren – for at færre og ikke set så slemme forkølelser og influenza osv., der er altså tale om en justering. Det er da også helt i orden, det er fint nok, bare vi gør os én ting klart, at hermed har vi kun skrabet en lille smule på overfladen af de enorme muligheder, der ligger i brugen af nutrienterne.

 

Hvis vi gør mere end skrabe på overfladen, så er vi nemlig ude i det, der hedder orthomolekylær lægekunst. Undskyld, det er ikke en kritik af arrangørerne her. Der står "orthomolekylær medicin". Det er jo igen det her sproglige med, at vi har det med at tappe den anglosaxiske, den angloamerikanske verden og oversætte direkte, og det er klart, de siger: Orthomolecular Medicine, fordi medicine på engelsk også betyder lægebehandling, men det er kunst, når den er god.

 

Jo for i lægebehandling ligger der jo ikke nogen kunst. Kunsten kræver nogle andre substanser at arbejde med. Så når vi taler om Orthomolecular Medicine, så bør vi på dansk tale om orthomolekylær lægebehandling eller helst orthomolekylær lægekunst. Der er det stort set de samme substanser, vi bruger, dem som er legemskompatible, dem som – lad os sige det rent ud – enhver celle har brug for.

 

Fordi det er nok det sundeste synspunkt at anlægge, hvis vi skal behandle hvem som helst af os. Det er det at sige, vi skal have behandlet et samfund af millioner af millioner af individuelle celler, og der er ingen af os, der har det så godt eller bedre end de fleste af vore celler har det. Jo flere af vore celler, der har det godt, jo bedre har vi det, så enkelt er det egentlig. Derfor er der dem, der taler – og det synes jeg er meget fornuftigt: Ligesom i det store samfund, så taler vi også i det lille samfund, som er vores egen krop – om cellulær økologi.

 

Den rigtige behandlingsmetode for dette samfund, som er mig, dig og enhver af os, det er, den cellulære økologi. Giv cellerne det, de har brug for. Det er indbygget i dem, at de nok skal tage vare på det. De skal have tilbuddet. Deres problem er, at de gennemgående ikke får tilbuddet. Hvis vi giver dem det brede tilbud, tilstrækkeligt af det i god balance, så har de en fantastisk intelligens til selv at fiske ud, det de skal bruge. Den er meget, meget bedre end vores egen intelligens når vi kommer ind til den store forkostbuffet og går lige i mayonnaisen og det der.

 

Cellerne tager det, de har brug for – stort set – der er visse undtagelser. Der er medfødte, arvelige sygdomme, der nogle gange ødelægger den mekanisme, men gennemgående fungerer den. Spørgsmålet er, når vi står og skal behandle folk, ikke bare give dem et kosttilskud, så de kravler gennem vinteren, men hvad er det, de har brug for? Fordi i dag er der forsket så dybt, at vi kan tillade os at sige: Hvad er det faktisk muligt at gøre med disse kosttilskud? Hvad kan de reducere? Hvad kan de lindre? Hvad kan de normalisere, og hvad kan de rent faktisk ofte helbrede?

 

Svære infektionssygdomme? – Ja, C-vitamin kommer straks i betragtning. Det har været kendt siden 30´erne, op gennem halstresserne – dr. Frederick Klenner i USA, senere Pauling – De brugte, dels ved mundmetoden, store mængder af C-vitamin, men de brugte det også som intravenøst drop, og de doser, vi taler om når det gælder alt fra svære virusinfektioner til cancer, til leukæmi og senere hen, da vi kommer op til vor tid, til AIDS.

 

Det er doser på 100 – 200 gram pr. Session direkte ind i venen. Vi er begyndt på det herhjemme, men det er småt. Herhjemme er der nogle få orthomolekylære læger, som arbejder med 25- 75 hundrede gram pr. Session. Men det har altså eksisteret i 30 – 40 år sine steder, og det er først så småt begyndt at pible frem her nu i Danmark.

 

M.h.t. hjerte-kredsløbssygdomme: E-vitaminet blev erkendt, det fik ikke sit navn på daværende tidspunkt, men man kendte dets eksistens, i 1922. Da blev man klar over, at hvis man fodrede disse vidunderlige hvide rotter med harsk fedt, så ville de ikke formere sig, men hvis man samtidig gav dem hovedsalat, så kunne de igen. Så der var noget i hovedsalaten, og i løbet af slutningen af 20´erne og begyndelsen af 30´erne, da fandt man ud af, at det var nogle tocoferoler. Der skulle gå endnu 30 år før man vedtog, at det faktisk var et vitamin, og så kaldte man det vitamin E.

 

Men allerede i slutningen af 30´erne var der forskere, som begyndte at behandle hjerte- kredsløbssygdomme med store doser E-vitamin. Især var der en familien Shute, tre læger: En far og to sønner, og de gennemførte fra midten af 30’erne og op til slutningen af 50´erne snesevis af tusinder af behandlinger af først og fremmest coronar trombose, men også alle andre kredsløbsforstyrrelser og tilmed diabetes.

 

De havde meget stor succes, og de er praktisk taget aldrig omtalt i den videnskabelige litteratur. Det var på samme tidspunkt, hvor man brugte denne E-vitaminterapi med så store resultater, at man kom ind på en – efter min og manges opfattelse i dag – blindgyde m.h.t. hjerte-kredsløbssygdomme, og det var det store kolesterolcirkus.

 

I stedet for at bruge den E-vitamin, som ganske tydeligt var virksom og at lytte til disse mennesker, så lyttede man til en anden person, en vis ernæringsfysiolog, der hed Ancel Keys, som i begyndelsen af 50´erne kom med et skrift, som skulle få verdenshistorisk betydning inden for dette område.

 

Han havde sammenlignet og sammenlagt optagelsen af dyrisk fedt i seks forskellige nationer, og der var en klar korrelation mellem det dyriske fedt og antallet af hjerte- karsygdomme. Desværre havde han udeladt 18 andre videnskabelige arbejder af samme længde og værdi, der forelå – også hvor der var tydelige, statistiske værdier for indtagelse af dyrisk fedt og hjerte- kredsløbssygdomme. De modsagde i stor udstrækning de seks, han havde udvalgt. Ikke desto mindre blev kolesterol-teorien knæsat som værende videnskabelig.

 

Her står vi over for noget meget farligt, som vi ser igen og igen. Det var jo det, at selv om den ikke havde nogen videnskabelig opbakning, så havde den politisk opbakning, fordi der var mange amerikanere, der gerne ville sælge deres planteolier i stedet for det smør og det dyriske fedt, man tidligere havde brugt, talg, gåsefedt, svinefedt osv.

 

Det lykkedes dem da også, og da spørgsmålet dernæst kom op, om der ikke var en endnu bedre korrelation mellem indtagelsen af hvidt sukker og hjerte- kredsløbssygdomme, ja så fik man jo virkelig travlt, fordi man ville jo også gerne sælge det hvide sukker, så den blev altså også dukket, selv om det var nogle af de ledende forskere på det tidspunkt og langt senere, som blev ved med at fastholde sukkerteorien i modsætning til kolesterolteorien.

 

Hvorfor jeg nævner dette, er fordi det meget ofte er de forkerte kræfter, som bringer disse uholdbare teorier frem. Jeg kan ikke nå at nævne særlig mange af dem, men de florerer. Der var på det tidspunkt en 4 – 5 forskellige teorier om, hvad der forårsagede hjerte- karsygdomme, og senere hen har vi fået langt, langt flere.

 

Men E-vitaminmangel var en af dem, og det blev vist. En anden, som var før Ancel Keys og kolesterol-cirkusset, det var homocystein-teorien om selvforgiftning på grund af medfødt dårlig nedbrydning af visse aminosyrer. Den er også ved at dukke op igen, men allerede dengang burde man have lyttet til det. Så er der alle de andre faktorer. Det er så skræmmende, hvor længe man kan få folk til at løbe rundt med sådanne teorier. Den lever jo stadigvæk i bedste velgående ude i samfundet.

 

Der er de berømte massaier nede i Kenya, der står på ét ben – ikke sandt! – oppe i højlandet. De har noget af verdens største konsumtion af dyrisk fedt, de drikker bøffelmælk blandet med bøffelblod. De har et meget højt kolesterolindhold i blodet, men har ingen hjerte-karproblemer.

 

Så er der jøderne fra Yemen, der flyttede til Israel. De spiste fårefedt, de dyppede deres brød i fårefedt indtil de kom til Israel, så begyndte de at spise sukker, og så fik de alle de hjertesygdomme, som israelitterne karakteristisk har, fordi de har et meget stort sukkerindtag – osv, osv.

 

Det er jo interessant, at mens vi har fået en stor konsumtion af flerumættede fedtsyrer her inden for de sidste par generationer, så har vi også fået de store hjerte- karproblemer, men vore bedste- og oldeforældre, som levede mestlig af dyrisk fedt, havde ikke nogle af de problemer. Det har mongolerne stadigvæk ikke, de lever ganske udemærket inde på den relativt uforurenede steppe – på dyrisk fedt. Det er nemlig ikke et spørgsmål om dyrisk fedt, det er et spørgsmål om forurenet fedt eller ikke-forurenet fedt.

 

Og hvor er det forureningen går hen, når den går ind i den dyriske organisme? Den går ind i fedtet. Der ligger alle de falske hormonrester og ting og sager – inde i fedtet! Det er derfor folk bliver så hundesyge, når de begynder at slanke sig, for så kommer det altsammen krybende ud igen – det er en af grundene.

 

Alt dette kan justeres ved hjælp af nutrienter. Vi er i stand til at gå ind og justere vores fedtstofbalance ved hjælp af E-vitamin, selen osv. Og stoppe disse karsygdomme, som er den største gruppe af dræbersygdomme vi har i øjeblikket. Vi kan i stor udstrækning gå ind og behandle mentale sygdomme på samme måde.

 

Kan man bruge kosttilskud mod skizofreni? Ja man kan, og det er effektivt! Vi kan også bruge dem mod andre mentale sygdomme som de meget omtalte spiseforstyrrelser, spisevægring. Anorexi og bullimi er primært er primært zinkmangelsygdomme. Der er data for, at de er blevet behandlet med zink og det er lykkedes at helbrede disse tilstande. Det kan også gøres med overaktive børn.

 

I det hele taget er der en forfærdelig misforståelse i behandlerregi, det konventionelle vis-á-vis det alternative, at der er ting, vi opfatter som sygdomme, som de ikke opfatter som sygdomme – jeg mener fysiske sygdomme.

 

I kinesisk medicin, i traditionel indisk medicin, der ved man godt, at skizofreni er en fysisk sygdom og behandler den derefter, men den erkendelse er ikke nået frem her i vores regi. Der er ikke nogen i Danmark, der behandler ud fra denne opfattelse – kun "kvaksalvere"!

 

Læg mærke til, at når vi bruger disse toksimolekylære, xenomolekylære substanser, så går vi jo meget ofte ind og blokerer noget, som har kørt meget længe i snesevis af tusinder af år. Vi bliver ved med at få flere og flere mentalt syge børn.

 

Jeg blev for nogle år siden midt i sommerferien ringet op af et familiemedlem, der sagde: "Du har beskrevet noget angående magnesium og B6, og hele vores familie lider af det, så vidt jeg kan se. Jeg har fået fat i bogen her i eftermiddag, jeg har lukket op i den, og jeg kan se, at vi alle sammen har et problem der.

 

Vores lille dreng står over for at skulle institutionaliseres som "mental". De kan ikke have ham i skolen længere. Han gør det, at han melder ud, når der er noget, han ikke kan klare, han lægger sig ned og holder sin mund, og de taler om, at han er autistisk".

 

Men for at gøre en lang historie kort, så fik vi drengen undersøgt. Han manglede zink, han manglede magnesium, han manglede B6 og selvfølgelig alle de andre ting, som skal til for at danne basis. Det lykkedes at få ham ud af den tilstand inden sommerferien var helt afsluttet, så han blev accepteret i skolen. Så gik der tre uger, så fik han en infektionssygdom, han røg ned med en influenza, så havde vi de samme "mentale" symptomer igen.

 

Hans immunsystem var røget, hans zink og hans B-vitaminer var røget. Så sagde jeg, jamen herregud, nu ved vi jo, hvad vi skal gøre. Så fik han de samme ting igen med ekstra glutaminsyre, og siden har han klaret det storartet. Han er en velbegavet dreng, der skriver computerbreve til mig. Det er bare én historie – nej det er mange!

 

Fordi i de seneste måneder er der kommet i talrige af amerikanske og engelsksprogede magasiner, breve og udtalelser om: Hvor mange af disse autistiske børn lider af B6-mangel, og hvor mange af dem lider af aluminiumsforgiftning, og hvor mange af dem lider af forgiftning med hydrazin sulfat, som er et vidt udbredt sprøjtemiddel, der nu er alle steder i miljøet?

 

Der er i denne tid en snak om alternativ- og komplementær behandling. "Komplementerende" ud fra min ordbog, er noget med, at det ene passer ind i det andet, ligesom en puslespilbrik passer til en anden, der passer til en tredje osv. Det er når man komplementerer hinanden.

 

Mand og kvinde komplementerer hinanden – naturens smukkeste eksempel. Når man så begynder at tale om, at "lægerne jo må samarbejde med de alternative, og de alternative må skam også samarbejde med lægerne. Vi må i det hele taget have en samarbejdende fremgangsmåde og en komplementerende behandling." Så får jeg øjeblikkelig allergisk, grøn eksem. For det her er vås.

 

Det er to vidt forskellige, fundamentalt forskellige menneskeopfattelser og virkelighedsopfattelser og fremgangsmåder. Og jeg ved godt, hvad de folk tænker. De tænker. Åh, det kan ikke blive ved med at gå. Vi kan ikke hele tiden holde denne mur, denne Berlinmur til det alternative, fordi folk kan lide det, og de køber tingene, og de interesserer sig for det, og de er ligefrem begyndt at læse bøger om det.

 

Så vi må finde en politisk løsning. Vi må have dem til at side ved samme bord og snakke sammen. Det er da også godt. Jeg vil gerne være med, men hvem styrer disse forhandlinger, hvem styrer det forløb? Jeg stiller bare spørgsmålet. Der er også prestige i det, der er også vanetænkning i det, det er også det her med: Hvis vi nu giver lidt, så får vi noget andet – ikke sandt! Jeg mener, hvis vi nu skærer benet af, så kan I altid senere hen helbrede det med E-vitamin, ikke? – For nu at tage et eksempel.

 

Men hvis jeg står med en anorexi-patient, og den ene siger: -Vi skal bruge psykoterapi, og jeg siger: -Vi skal bruge zink!

 

Ja, ok, det er måske ikke så farligt, at vedkommende får psykoterapi. Jeg vil da gerne indrømme, at en anorexipatient, som har haft zinkmangel i årevis, også psykologisk er ude i tovene, så lad os endelig få det med, men i mange, mange tilfælde, f.eks. hvis vi står med cancer, så bliver der sagt: "Ja nu giver vi den en gang kemoterapi, og hvis der så er nogen levende celler tilbage, så kan I jo få lov til at fodre dem bagefter". Det er en form for komplementær behandling, som jeg gerne vil have mig frabedt.

 

Så det der med det komplementære: Hvem komplementerer hvem, og hvem styrer det, og hvor hvor meget komplementerer det overhovedet? Det er sådanne ting, vi skal spørge om. Vær klar over én ting. Vi på den alternative fløj kunne måske nok få snakket os tilrette med læger og måske især med biokemikere og fysiologer osv.

 

Men hvem er det, der vil komme til at afgøre disse spørgsmål? Det vil være politikere. No harm ment! Men politikere er trænet i et ganske særligt spil, som de kalder samarbejde. Men læs dagens aviser, det hedder kompromis. Jeg aner ikke, hvordan så mange mennesker, som er så ragende uenige om alting kan sætte sig ind og blive enige om en finanslov. Det kan ikke være samarbejde, det kan kun være kompromiser ud af en stribe.

 

Her er der ikke noget at "kompromisse" med, fordi enten følger man den rationelle linie, der hedder cellulær økologi og orthomolekylær lægekunst eller også gør man ikke!