Kræftforskning i Danmark. Interview med Peter Kemp
Interview med Peter Kemp, maj 2002
Danmarks kræftforskning er utroværdig, fordi den ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til de alternative behandlingsmetoder. Derfor er der behov for Det mener professor, dr.theol. & phil. Peter Kemp, der er leder af Center for Etik og Ret.
I forbindelse med høringen om den alternative behandling, som Teknologirådet holdt for Folketingets sundhedsudvalg tirsdag den 19. marts 2002 bragte dagbladet Politiken samme dag Peter Kemps kronik »Troværdig kræftforskning«.
»Danmark er et af verdens mest tilbagestående lande med hensyn til lægestandens og især dens ledende forskeres anerkendelse af alternativ behandling.
Men kurven af folk, heriblandt kræftsyge, der søger alternativ behandling er kraftigt stigende, godt 20 procent af befolkningen eller 885.000 alene i løbet af år 2000 mod 13 procent i 1994. Derfor bliver kløften mellem lægestandens top og befolkningen større og større år for år,« skriver Peter Kemp og argumenterer for, at tiltroen til de alternative behandlingsformer ikke skyldes populisme.
»De ønsker midler til og anerkendelse af forskere, der vil bruge deres talenter til at skaffe en indsigt, der kan hjælpe folk med at skelne skidt fra kanel blandt de mangeartede tilbud i dag om ukonventionel kræftbehandling,« skriver Peter Kemp, der giver de tidligere sundhedsministre et stort medansvar for, at det officielle Danmark ikke vil anerkende de alternative behandlingsformer.
»Rækken af sundhedsministre i den forrige regering brillerede ikke ved deres indsats for at sætte skub i en kræftforskning for folket. Under pres fra oppositionen vedtog Folketinget ganske vist i 1998 at oprette et Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), og det åbnede i sommeren 2000.
Centret har i de første år kun fået 3,8 millioner kroner årligt (foruden en tillægsbevilling på 3 millioner sidste år) til forskning og administration. Det er relativt lidt. Det er i øvrigt ikke specielt kræftforskningen, man støtter, men alle former for forskning i alternative behandlingsmetoder.
Det er utroligt at dette vigtige område ikke er blevet krævet integreret i hvert af vores medicinske fakulteter, men er isoleret til et mindre center. Allerede her aner man, at det meste af det, der sker i øjeblikket, er afledningsmanøvrer for, at den etablerede kræftforskning kan fortsætte uantastet og uanfægtet,« skriver Peter Kemp.
Modstand fra Kræftens Bekæmpelse
Ifølge Peter Kemp skyldes de beskedne økonomiske bevillinger til den alternative kræftforskning en stor modvilje fra Kræftens Bekæmpelse.
»At den sidste sundhedsminister i den forrige regering var direktør (på orlov) for Kræftens Bekæmpelse, der indtil for nylig har været førende i afvisningen af forskningen i alternative kræftbehandlingsmetoder, gjorde naturligvis ikke sagen bedre. Det var da også først i sidste øjeblik, det vil sige nogle uger før valget i november, at samme minister og hans parti pludselig var meget positivt stemt over for at øge bevillingerne til undersøgelser, der kunne dokumenterer resultaterne af alternativ sygdomsbehandling.
Der blev sagt en række fornuftige ting af Arne Rolighed ved den lejlighed, blandt andet at man sagtens kan forestille sig, at effektiv alternativ behandling kan være både mere skånsom, billigere og mere effektiv end den behandling, det offentlige sundhedsvæsen i dag kan tilbyde,« skriver Peter Kemp, der mener at den nye regering med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen vil være mere interesseret i en alternativ kræftforskning.
»Men bremseklodserne befinder sig stadig både i lægeverdenen i almindelighed og i Kræftens Bekæmpelse i særdeleshed,« fortsætter Peter Kemp.
Derfor kan man godt forestille sig, at den nye regering bliver svag i koderne, når den står over for en samling medicinske kræftforskere, der enten nægter at samarbejde med de forskere, der vil skaffe indsigt i det alternative område, eller som mere snedigt argumenterer for, at man slet ikke – uanset hvor meget man gerne ville – kan forske på dette område, fordi – som de siger – »de mest anerkendte forskningsmetoder« ikke kan anvendes«.
Evidens eller ej
Det altoverskyggende problem med at få lægestanden til at give de alternative behandlingsmetoder deres blå stempel er, at de ikke baserer sig på evidens og bygger videre på eksisterende videnskabelige traditioner, sådan som det var fremme i Ugeskrift for Læger i november sidste år. Men den argumentation køber Peter Kemp ikke.
»Hvad mener medicinske forskere som regel, når de taler om, at forskningen skal være evidensbaseret? De mener ikke blt, at resultaterne skal være evidensbaseret? De mener ikke blot, at resultaterne skal være indlysende eller tydelige, sådan som ordet opfattes på fransk og tysk, men at de skal kunne bevises ved eksperimenter, der kan eftergøres. Dette er den engelske betydning, der i dag som regel anvendes i den medicinske forskerverden.
Problemet er, om og eventuelt hvordan man kan lave kontrollerbare forsøg med virkningerne af alternativ behandling. Sådanne forsøg er ofte sværere at udføre end at lave forsøg med traditionelle medicinske og kirurgiske behandlinger.
Man kan for eksempel afprøve et lægemiddel eller en strålebehandling ved at dele patienterne ved lodtrækning i to grupper og behandle dem ene gruppe, medens man undlader behandling af den anden gruppe. Så kan man se, hvilken patientgruppe der får det bedst: den behandlede eller den ikke-behandlede. Denne metode kaldes randomisering, og den siges at være evidensbaseret«.
Alternativ kræftfond
Skal der sættes gang i en alternativ kræftforskning – og skal landet have en troværdig kræftforskning i det hele taget – mener Peter Kemp, at det er nødvendig med en konkurrent til Kræftens Bekæmpelse. En konkurrent, der kan samle penge ind til forskning i alternativ kræftbehandling på internationalt videnskabeligt niveau.
Derfor har Peter Kemp sammen med en tværfaglig gruppe, der blandt andet tæller en læge, en filosof og en akupunktør, dannet Den Alternative Kræftfond 2000. Sidste år lykkedes det fonden at skaffe penge nok til at blive anerkendt som fond, og nu håber Peter Kemp & Co. på at kunne samle penge ind til alternativ forskning.
»Vi har nu besluttet at appellere til folk i dette land om at få midler til at støtte den alternative kræftforskning, og vi appellerer til medicinske, samfundsvidenskabelige og humanistiske forskere, som ikke selv vil ansøge, om at tilbyde os den nødvendige hjælp til at vurdere de projekter om alternativ kræftforskning, vi får forelagt.
Det er på høje tid, at der gøres en kraftig indsats for at fremme den alternative kræftforskning, så de, der i livets lotteri rammes af kræft, ikke skal stå helt rådvilde over for, hvad der kan gives af indicier for de bedste alternative behandlinger.
Vi vil blandt andet bidrage til at hente viden fra ind- og udland om, hvordan det er gået kræftpatienter, der har sagt nej tak til forskellige former for traditionel kræftbehandling (som stråle- og kemoterapi). Vi vil dermed hjælpe danske kræftpatienter til den bedst mulige behandling og sikre den bedst mulige forebyggelse af kræft,« slutter Peter Kemp.
Links
Skriv et svar