Lægestanden må frigøre sig fra befolkningens forventning om alvidenhed inden for alle emner relateret til vor sundhed. Informationsmængden er for stor til at dette er realistisk.

 

Andre faggrupper må på banen inden for deres respektive specialer.

 

Den overvældende informationsmængde kræver desuden sortering, hvilket maner til forsigtighed med konklusionerne, specielt hvis udvælgelsen ikke er neutral.

I gennem de sidste århundreder har lægestanden stort set haft monopol på al offentlig rådgivning med blot mindste relation til begreberne sygdom og sundhed.

 

Det er egentlig lidt paradoksalt; for medens vi nok er den faggruppe, der ved mest om sygdom, er vor viden om sundhed yderst tyndt funderet. Noget så basalt som kosten er indtil for ganske nyligt totalt negligeret af den vesterlandske medicin.

 

Selv om Hippokrates sagde: "Lad din kost være din medicin, og lad din medicin være din kost", er diætik kun langsomt ved at finde vej til vore lægeskoler, – og slet ikke i et omfang, som kan retfærdiggøre vor lyst til at udtale os om emnet.

 

De fleste læger har et intuitivt begreb om hvilken kost, der er sund, og hvilken der er usund. Vi har også en vag forestilling om en eller anden perifer sammenhæng mellem kost og sundhed, men det er ikke noget, vi har lært på universitetet.

 

Da vor viden om kost er funderet på en ret tynd is, er det sjældent noget, vi går i dybden med i den daglige klinik, selv om det kan være yderst påkrævet i den voksende gruppe i befolkningen, som lider af det, jeg vil kalde "højkalorie-underernæring".

 

En gang imellem kan man ligefrem undre sig over, at nogen af vore unge patienter overhovedet er i stand til at vokse op på den kost, de får.

Som praktiserende læge får man (ofte utilsigtet) et ganske godt indtryk at folks kostvaner, uden at der er pyntet på de faktiske forhold.

 

Lad mig illustrere det med et selvoplevet eksempel: 

Jeg er tilkaldt til sygebesøg i hjemmet. Det syge barn ligger på sofaen i stuen, og hele familien er samlet omkring sofabordet for at se fjernsyn. Mor og far sidder med hver sin bajer, det ene barn med en liter cola, og et lille barn er ved at få en sutteflaske med chokolademælk, "for det er det eneste, hun vil have".

 

På bordet står en stor foliebakke med et bjerg pommes frites til deling, og foran hver person står en halv grillkylling, som Fatter lige har været nede at hente i grillbaren sammen med fritterne.

 

Læsere af nærværende tidsskrift vil vide, at vi her er ude på overdrevet, hvad kostvaner angår, men historien er som sagt selvoplevet og desværre sand.

 

Man må umiddelbart spørge sig selv: Hvad i Alverden skulle disse børns celler, vævsstrukturer, knogler, immunforsvar osv. kunne opbygges af?

 

Det akut syge barn skulle indlægges, og blev atter udskrevet efter en uges tid.

 

Jeg fik ved en senere lejlighed hele barnets journal til gennemlæsning, og det slog mig, at der i denne journal fra en i øvrigt fremragende børneafdeling ikke stod ét eneste ord om barnets kost. Ikke et ord!

I den evigt aktuelle debat om vor ernæring, får vi ofte at vide, at blot vi spiser en "sund og varieret kost" så er vi sikret de vitaminer, mineraler og sporstoffer, som vi måtte behøve i dette liv.

 

De, som prædiker dette, synes at negligere, at den kost som befolkningen rent faktisk indtager, meget ofte ligner ovennævnte families indtag af syrer og hærdede, flerumættede fedtstoffer med transfedt og høje oxidationstal.

 

Der er tale om en højkalorie-underernæring, som ikke blot forsyner folk med mange kalorier af ringe næringsværdi, men også direkte fremmer en forsuring og oxidation i kroppen, som gør den mere modtagelig for sygdom.

 

FN’s generalsekretær 1962-71 Sithu U. Thant udtalte meget klogt: "Fremtidens læger vil være ernæringsfysiologer." 

Hov! Er det nu ikke at overdrive? Har vi det ikke meget godt? – I hvert fald i Danmark ? 

Har vi ikke Verdens bedste sundhedsvæsen? – og endda helt gratis? Måske ikke helt.

 

Trods videnskabens fremskridt, er levealderen i Danmark faktisk stagneret i 15 år, så vi ligger iblandt de tre lande i Europa, der har den korteste levetid.

 

Men hvad med de strålende lægevidenskabelige fremskridt? Kan de ikke redde os? Næppe. Måske endda tværtimod. De store, dyre, højteknologiske operatio­ner har ikke rokket en tomme ved middellevetiden, men de har gjort et stort indhug i sundhedsbudgetterne.

 

Sundhedsvæsenet er desværre blevet mere og mere fokuseret på de indviklede og højteknologiske løsninger, og overser gerne de simple løsninger. I dag er lavteknologi = lavstatus i sundhedssektoren.

 

Det er i forskningslaboratorierne og på operationsstuerne, helteger­ningerne foregår. Der er ikke den samme glamour over ernæringsrådgivning, som derfor rangerer lavt for den, der har sin karriere at tænke på.

 

Det er synd, for det er en nærliggende tanke, at det netop er her, man kunne gøre noget ved de røde tal, der præger befolkningens sundhedsstandard i disse år.

Der pågår i disse år en hektisk forskningsaktivitet i kost, kosttilskud, funktionelle fødevarer, fedtstoffer, mælkeprodukter og fødevareforarbejdning. Alt sammen producentstyret og producentfinancieret forskning.

 

Det kan også være meget godt, men det kræver en ekstremt høj moral hos producenten, hvis vi skal kunne stole på disse forskningsresultater.

 

Jeg husker engang i 1982-83, hvor jeg medvirkede i en "dobbelt-blind, kontrolleret" undersøgelse af et lægemiddel.

 

Jeg skulle i min sygesikrings-praksis finde patienter, som opfyldte visse kriterier for at blive godkendt til at medvirke i undersøgelsen, som skulle vare et års tid. Derefter blev koden brudt, så man kunne se, hvem der havde fået hvad.

 

Efter at koden var brudt, fik jeg et brev, hvori forsøgsledelsen meddelte, at nogle af mine patienter for resten alligevel ikke opfyldte undersøgelsens inklusionskriterier. Det er jo lidt sent at sige, når det er konstateret, at medicinen ikke virker!

 

Jeg måtte true med at gå til offentligheden, hvis de pågældende patienter ikke blev regnet med i undersøgelsen.

 

Ovenstående eksempel belyser med al tydelighed vigtigheden af fuldstændig neutralitet i forberedelse, udførelse, opgørelse, kontrol og beskrivelse af et videnskabeligt studie.

 

Man skal derfor heller ikke lade sig forblænde af at en undersøgelse har været offentliggjort i et "anerkendt" videnskabeligt tidsskrift. Det er på ingen måde garanti for forsøgsledelsens neutralitet. Blot en garanti for at den skrevne artikel overholder de videnskabelige spilleregler.

Men hvad gør man så som lægmand, når man for syttende gang hører i medierne, at "en ny undersøgelse har vist…."?

 

1) Først og fremmest må man spidse ører og høre hvem, der har lavet undersøgelsen, og hvem der har betalt for den. Husk: Interesser lyver aldrig!

 

Er det et olieselskab, der har undersøgt behovet for elektriske biler, eller er det sukkerfabrikkerne, der har lavet en undersøgelse af sukkerets fortræffelighed? Det må man først gøre sig klart.

 

Hvis der er interesser på spil, er undersøgelsen altid farvet af disse. Det er der ikke noget odiøst eller unaturligt i; men blot noget, man skal være opmærksom på, og noget som forskere skal tage højde for, længe inden undersøgelsen sættes i værk.

 

2) Dernæst må man prøve at se, om indholdet kan retfærdiggøre konklusionen. Meget ofte ser man en svulstig konklusion på et yderst tyndt grundlag. – Ofte støttet af et direkte misbrug af videnskabsteoretiske grundregler og statistik.

 

Forfatteren er den, der bedst kender sit studie og dets svagheder, og han er oftest klog nok til at være mere forsigtig i sin konklusion end de refererende journalister og "eksperter".

 

Derfor: Læs altid forfatterens egen mening om sit resultat! Hans forbehold er ofte særdeles relevante. Desværre har der de seneste årtier været en tendens til kritikløst knæfald for de randomiserede undersøgelser, som efterhånden fuldstændigt har erstattet almindelig sund fornuft.

 

Godt nok er videnskaben til for at teste intuitionen, men vi glemmer alt for tit, at intuitionen også er til for at teste videnskaben!

 

Heri ligger ikke noget angreb på videnskaben, men en kritik af, at man i vor lægelige Verden bruger den som en begrænsende ramme inden for hvilken alt er sandt og uden for hvilken alt er usandt.

 

Disse undersøgelser er uhyre kostbare og tidskrævende, og ofte vil man ikke stille sig tilfreds med en enkelt, men vil gerne se den reproduceret et par gange.

 

Om ikke andet, så kan det jo altid trække tiden lidt ud, så vi kan nå at vænne os til de nye oplysninger.

En af søjlerne i vort prestigefyldte tempel for moderne lægevidenskab er den udbredte illusion, at der er en glat og velsmurt hurtigrute mellem forskningens resultater og den praktiske brug i behandling af vore patienter. Som nævnt, er det desværre en illusion.

 

Hvis teorien bag en ny behandlingsmetode ikke passer ind i den etablerede forskningsteori, og således ikke kan absorberes i denne, uden at man skal ændre på præmisserne for det, der allerede er skolemedicin; så skabes utryghed og forvirring, og det nemmeste er at negligere den nye information. Vi kan tale om en form for mental blokering eller "kognitiv dissonans".

 

Det er altid utrygt at blive rokket i den viden, hvorpå ens karriere og erhverv hviler. Hvis der fremkommer alt for radikale nyheder, vil det være yderst vanskeligt, at få disse indarbejdet i lægestanden, som har en betydelig indbygget træghed.

 

Lægestanden består af tusindvis af samvittighedsfulde enkeltpersoner, der gør deres bedste i en meget presset hverdag, og den enkelte læge har ikke en jordisk chance for at sætte sig kritisk ind i den massive informationsmængde, der hver dag vælter ind med både E-mail, Air-mail og "Snail-mail".

 

Derfor må man stole på information fra de kolleger, som har specialviden inden for et givet felt, som for eksempel ernæring.

 

Denne nødvendige uddelegering af informationsansvar er en væsentlig årsag til at lægestanden og befolkningen på et givet felt kan vildføres af en enkelt eller nogle få kolleger.

 

Dette spil ses imidlertid ikke af befolkningen, som får det indtryk, at hele lægestanden har denne persons eller gruppes mening.

 

Selve mængden af information kræver således en sortering, og her opstår endnu en gang problemer med faginteresser og neutralitet.

 

Oplysninger fra nye undersøgelser skal således vejes på en guldvægt flere gange. Først som nævnt ovenfor vedrørende forsøgsledelsens objektivitet, men hvis man ikke selv har læst artiklen, skal man også vurdere neutraliteten af den, der udvælger netop denne undersøgelse fra den store mængde information, og dernæst hans måde at præsentere den på.

 

Dette bør blot mane til forsigtighed med at labbe ny viden ukritisk til sig. Tyg den lige igennem først.

Endelig må vi ikke glemme, at den nuværende viden om vor kost er forkert ! – Selvfølgelig er den det.

 

Tag en hvilken som helst videnskabelig teori, og den vil på et eller andet tidspunkt blive tilbagevist og erstattet af en anden. Det kan godt være, der går 50 eller 100 år, men det er vigtigt at erkende, at den viden, vi arbejder med nu, ikke er evigtgyldige sandheder, men blot den for tiden værende viden om emnet.

I lægestanden må vi på et eller andet tidspunkt lære at begrænse os. Vi kan ikke længere fastholde illusionen om standens alvidenhed inden for alle sundhedsrelaterede områder. Vi må opgive vort monopol og lade andre faggrupper komme til. Faggrupper som kan nå at følge med i informationsstrømmen, og som rummer den ekspertise, vi ganske enkelt ikke har tid til at få.

 

Hav tålmodighed med lægestanden. Vi skal have tid til at indstille os på en ny verdensorden.

 

Den danske sundhedsstandard var for 50 år siden højt respekteret i hele Verden. Det er den ikke mere.

 

Hvis vi atter skal løfte os op fra bunden af Europas sundhedskvalitet, kræver det nytænkning og ikke blot flere penge til højteknologi.

 

Hvis politikerne mener det alvorligt med at få styr på sundheds-budgetterne og samtidigt øge befolkningens sundhedstilstand, skal der satses målrettet på "lavkaste-områder" som forebyggelse, miljømedicin og i særdeleshed ernæringsrådgivning.